Er Antikrist på trapperne?
Antikrist skal spille en vigtig rolle i de sidste tider inden Jesu genkomst. Men hvad siger Bibelen egentlig om Antikrist?

Bibelen siger, at der inden Jesu genkomst skal fremstå en ond verdenshersker. En Antikrist. En person, der skal udgøre kulminationen på rædslerne på jorden i den sidste tid inden Jesu genkomst.
I trængselstider og ved afgørende vendepunkter i verdenshistorien har kristne ofte talt om Antikrist. Er det hans spor, der er ved at vise sig? Står vi over for Antikrists komme?
Det spørgsmål er også aktuelt i dag. Der er nemlig seriøse grunde til at mene, at han ikke blot er på trapperne, men allerede er trådt ind i entreen.
Før vi kan besvare spørgsmålet, er det vigtigt at se på, hvad Bibelen lærer om Antikrist. Ellers bliver svaret til det rene gætteri. Derfor skal vi i denne artikel først se på, hvordan Bibelen beskriver Antikrist, og derefter forsøge at svare på spørgsmålet om, hvor vi netop nu sidst i 2005 står i forhold til Antikrist.

Kun for sekterne?

Nogle kristne står af, så snart man begynder at tale om Antikrist. For dem er det nærmest sekterisk at beskæftige sig med den slags. Vi skal derimod koncentrere os om »det centrale«, det vil sige Jesu død og retfærdiggørelsen af tro alene. Emner som Antikrist og de øvrige tegn på Jesu genkomst hører til meget langt ude i periferien. Skulle der gå nogle årtier, hvor Antikrist ikke bliver nævnt i forkyndelsen i kirken eller missionshuset, så er ulykken yderst begrænset! Hvad skal vi sige til en sådan opfattelse? Er spørgsmålet om Antikrist et perifert emne, som vi roligt kan overlade til sekterne?
Hvis vi spørger Det Nye Testamente, er svaret et fuldstændigt klart »nej!«. Apostlen Johannes skriver om »Antikrists ånd, som I har hørt skal komme...« (1 Joh 4,3). Johannes går altså uden videre ud fra, at den kristne menighed, han skriver til, er blevet undervist om Antikrist.
Under et forholdsvis kort ophold i byen Thessaloniki stiftede Paulus en kristen menighed. Senere skriver han til menigheden om blandt andet Antikrist, der skal komme, og tilføjer: »Husker I ikke, at jeg sagde dette til jer, mens jeg endnu var hos jer?« (2 Thess 2,5). Selv om Paulus altså kun havde haft ganske kort tid til at undervise disse mennesker i deres nye tro, havde han brugt noget af den kostbare tid på spørgsmålet om Antikrist.
Jesu genkomst og i den forbindelse også spørgsmålet om Antikrist hører ifølge Det Nye Testamente til de grundlæggende sandheder, som en kristen menighed skal undervises i helt fra starten.

Antikrist i Bibelen

Selve navnet »Antikrist« findes kun hos én af Bibelens forfattere, nemlig Johannes, der bruger det i Første og Andet Johannesbrev. Men derudover er der tre steder i Bibelen, hvor sagen behandles forholdsvis udførligt.
Profeten Daniel skriver om et »dyr«, der er et billede på en konge. »Dyret« er den fjerde af fire konger. Det personificerer det sidste store verdensrige i historien, lige inden Guds rige kommer (Dan 7).
Paulus skriver om »lovløshedens menneske«, der skal åbenbares lige inden Jesu genkomst (2 Thess 2).
Johannes’ Åbenbaring tager tråden op fra Daniel og taler om »dyret«, der skal stå i spidsen for jordens konger, når Jesus kommer igen (Åb 13-19).
Selvom der er brugt forskellige betegnelser, er der så mange ligheder mellem disse fire tekster, at der må være tale om én og samme person, nemlig ham, som Johannes kalder Antikrist.
To vigtige spørgsmål rejser sig i forbindelse med Antikrist: Hvem er han, og hvad skal han gøre, når han kommer?

Hvem er Antikrist?

Antikrist er et menneske. Det siger Paulus jo direkte, når han kalder ham for »lovløshedens menneske« (2 Thess 2,3). Bibelen fremhæver især tre sider af hans person.
For det første er Antikrist en politisk hersker, der får »magt over hver stamme og folk, tungemål og folkeslag« (Åb 13,7). Kongerne på jorden skal overgive deres magt og myndighed til ham (Åb 17,12-13.17). Han skal »opæde hele jorden, søndertrampe den og knuse den« (Dan 7,23).
For det andet er Antikrist en religiøs lederskikkelse. Han »ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud« (2 Thess 2,4). At Antikrist skal sætte sig i Guds tempel, kan forstås på to måder. Nogle mener, at det skal forstås bogstaveligt, og at der derfor vil blive genopbygget et tempel i Jerusalem, som skal indgå i Antikrists religiøse bedrag. Andre mener, at »tempel« her ligesom andre steder i Det Nye Testamente skal forstås som en betegnelse på den kristne kirke – altså at Antikrist ved hjælp af sit bedrageri skal indtage en central plads i kirken. Under alle omstændigheder siger Bibelen klart, at han vil blive tilbedt af mennesker over hele jorden og lade sig hylde med en lovprisning, som kun tilkommer Gud (Åb 13,4.8).
For det tredje er Antikrist et redskab for Satan. Han kan kun gøre det, han gør, fordi han får magt og styrke til det fra Satan selv (Åb 13,2.4). Paulus beskriver det på denne måde: »den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes« (2 Thess 2,9-10).

Hvad gør Antikrist?

Tre sider af Antikrists virksomhed bliver særligt fremhævet i Bibelen.
For det første vil Antikrist spotte Gud og alt helligt (Åb 13,5-6). Blasfemien er et helt centralt punkt i Antikrists virke. Johannes fortæller, at dyrets hoveder er beskrevet med »gudsbespottelige navne« (Åb 13,1). Navnene er udtryk for personens væsen. Bespottelserne er derfor et udslag af selve Antikrists væsen. Han er virkelig en »anti-kristus«.
For det andet vil Antikrist indlede en voldsom forfølgelse af de kristne (Åb 13,7). Hans had er egentlig rettet mod Gud, men rammer de kristne. Mennesker, der ikke vil tilbede ham, vil blive dræbt (Åb 13,15).
For det tredje vil Antikrist stå i spidsen for en omfattende forførelse af mennesker på jorden. Antikrist vil få en hjælper, en falsk profet. Han skal udføre store undere og tegn og ved hjælp af dem forføre mennesker, så de mister troen på Gud og i stedet tilbeder Antikrist (Åb 13,11-14).

Antikrists nederlag

Antikrist er altså i Bibelen beskrevet som en politisk og religiøs verdenshersker, hvis virksomhed vil blive kendetegnet af forhånelse, forfølgelse og forførelse. Det er et gruvækkende billede.
Men Bibelens hensigt er ikke at sprede frygt blandt de kristne. Tværtimod. Det bliver tydeligt, når vi ser på Bibelens beskrivelse af Antikrists endeligt. Efter at have fortalt om den forfærdelige magt, som Antikrist vil få, fortsætter Daniel på denne måde: »Så bliver dommen fældet, og herredømmet bliver taget fra ham og ødelagt og fuldstændig tilintetgjort« (Dan 7,26). Sådan! Det var, hvad der blev af den verdenshersker!
Samme tone finder vi i Johannes’ beretning om Antikrists nederlag. Først beskriver han Antikrist, der sammen med jordens konger har samlet en mægtig hær for føre krig mod Jesus (Åb 19,19). Læserne kan se det for sig: Antikrists enorme hær samlet, rede til kamp og utålmodigt ventende på det sidste store slag om verdensherredømmet.
Men Johannes fortsætter uanfægtet beretningen på denne måde: »Men dyret blev grebet, og sammen med det den falske profet … de blev begge styrtet levende i ildsøen« (Åb 19,20-21). Det ventede slag bliver aldrig til noget. For Antikrist »blev grebet« og for evigt sat ud af spillet.
Johannes ulejliger sig ikke engang med at fortælle, hvem der griber Antikrist. Er det Gud selv? Er det Jesus? Eller er det bare en af Guds små engle, der får lov til at gøre det af med den frygtede hersker, der har lagt hele verden under sig? Johannes lader det stå åbent og fortæller bare i passiv, at »han blev grebet«. Vel har verdensherskeren Antikrist forfærdelig magt. Men over for Gud er han ikke noget problem. Verdensherskeren blegner og forsvinder ud af historien uden kamp. Som Kaj Munk udtrykker det i en anden sammenhæng: »stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud«.
Samme understregning af Guds totale overmagt finder vi i Paulus’ beskrivelse af Antikrist: »Da skal den lovløse åbenbares; ham skal Herren Jesus dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt« (2 Thess 2,8). Den frygtede tyran, der har hærget hele jorden, skal blive dræbt af et åndepust fra Jesus!
Bibelens beskrivelse af Antikrists forfærdende magt tjener blot som baggrund for at ophøje Jesus og forkynde hans altoverskyggende overmagt. Vi skal ikke frygte Antikrist. Når ondskaben triumferer i verden, skal vi huske, at det kun bliver for en kort tid, så kommer Jesus og demonstrerer endegyldigt, at han er Herren.
Johannes sammenfatter historien om Antikrist og hans følgesvende i disse ord: »De vil føre krig mod Lammet, men Lammet vil sejre over dem, fordi det er herrernes herre og kongernes konge, og sammen med det sejrer de kaldede og udvalgte og trofaste, der er i dets følge« (Åb 17,14).

Antikrist i dag?

Bibelens undervisning om Antikrist viser klart, at Antikrist endnu ikke er trådt frem på scenen.
Der er ingen person i dag, der svarer til Bibelens beskrivelse af Antikrist. Verden er hverken religiøst eller politisk styret af en enkelt person og hans tilhængere. Den teknologiske udvikling gør det lettere at forestille sig muligheden af en verdenshersker i dag, men endnu er der ikke fremtrådt nogen. Og da Antikrist vil blive dræbt ved Jesu genkomst, er konklusionen, at han hverken tidligere har været eller er nu.
Antikrist er endnu fremtid.
Men det er kun den halve sandhed. Johannes skriver nemlig følgende: »Kære børn, det er den sidste time, og som I har hørt, at Antikrist skal komme, er der nu fremtrådt mange antikrister ... Enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden« (1 Joh 2,18 og 4,3).
Det er rigtigt, at Antikrist vil komme en dag i fremtiden. Men Antikrists ånd er allerede nu i virksomhed i verden.
Præcist det samme bliver understreget af Paulus. Antikrist, »den lovløse«, er ganske vist endnu ikke trådt frem, men »allerede nu virker lovløshedens hemmelighed« (2 Thess 2,6-7). Antikrists ånd er allerede nu virksom i verden.

Kristen i Antikrists tid

Selv om den sidste, store Antikrist endnu ikke er fremtrådt, lever vi altså i en antikristelig tid. Antikrists ånd er ikke fremtid. Den er her nu. Den antikristelige forførelse er i fuld gang. Derfor er det budskab, Bibelen taler til den kristne menighed i Antikrists tid, et budskab til os i dag.
Og det budskab lyder: »Her kræves der udholdenhed og tro af de hellige!« (Åb 13,10). Udholdenhed! Dét er det, der kræves af kristne i en antikristelig tid. Og Bibelen lader os ikke i tvivl om, på hvilke punkter der er brug for denne udholdenhed. Den kristne menighed i den antikristelige tid beskrives nemlig som dem, der »holder fast ved Guds bud og ved Jesu vidnesbyrd« (Åb 12,17). Guds bud og Jesu ord - det er dér, kampen står i en antikristelig tid. Er Guds bud gyldige i dag, eller er de blevet uaktuelle og irrelevante i en moderne tid? Er Jesu ord i Bibelen til at stole på, eller er der blot tale om fromme menneskers tanker, som vi kan sortere i efter lyst? Dér står kampen!
Når samfundets og kirkens ledere med handling og ord ophæver Guds bud, er det Antikrists ånd i fuld aktion. Når præster og andre sætter spørgsmålstegn ved åbenbaringen i Bibelen, er det Antikrists ånd, du taler.
Selvom den sidste store Antikrist endnu ikke er trådt synligt frem i verden, er der fare på færde. For også i dag lever den kristne menighed under det antikristelige angreb på Guds bud og Jesu ord.
Her kræves der i sandhed udholdenhed!

---