Bileams vej
    Profeten Bileam fremstilles som et advarende eksempel på frafald. Både Peter (2.Pet.2,15 ) og (Judas v.11 ) advarer os mod at slå ind på Bileams vej. Bileams synd bestod i at tilsidesætte Guds enkle og klare ord for en personlig gevinst. Det er ransagende at se, hvordan det skete; ved små skridt, næsten umærkeligt, men ikke desto mindre katastrofalt. Det er en gammel beretning og samtidig uhyre aktuel.
    Den hedenske kong Balak sender bud til Bileam for at få ham til at forbande Israels folk (4 Mos 22). Udsendingene lover ham en god løn, og Bileam er tydeligvis fristet. Men Gud kommer i en drøm og giver ham klar besked: ”Du må ikke gå med dem! Du må ikke forbande folket, for det er velsignet” (4.Mos.22,12 ).
    Alligevel tager Bileam dagen efter det første skridt ind på ulydighedens vej. Han vil ikke direkte trodse Gud. Det tør han ikke. Men han vil heller ikke som en lydig profet bøje sig for Guds ord, gøre sig til ét med det og myndigt hævde det over for andre. Hans svar til Balaks folk lyder: ”Drag hjem til jeres land, for Herren vil ikke lade mig gå med jer” (4 Mos 22,13).
    Bileam lader ikke udsendingene i tvivl om, at han selv er på deres side. Han kan godt forstå dem, og personligt ville han gerne følge dem, men Herren vil desværre ikke lade ham gøre det!

    Hvilken kristen kender ikke fristelsen til at tale på denne måde? Forkyndere møder fristelsen til stadighed. Meget af det, vi skal sige, vækker modstand hos vore tilhørere. Det er svært at tale om Guds vrede, og hårdt at give vejledning i spørgsmål, hvor Bibelens ord virker ude af kontakt med vor tids holdninger. Vi mærker ikke kun en kritisk reaktion udefra, men også indefra – fra vores eget hjerte og følelsesliv. Og hvad er da mere naturligt end at give udtryk for dette i vores forkyndelse: ”Jeg forstår jer godt! Jeg synes også det er urimeligt og uretfærdigt. Jeg kan slet ikke bære det. Hvis det stod til mig, skulle det være helt anderledes! Men Gud har desværre sagt”
    Hvad sker der, når vi taler sådan? Vi får en gevinst! Vi undgår, at modviljen mod budskabet vender sig mod os selv. Vi kan fremtræde som varmhjertede, gode og følsomme mennesker. Så kan det godt være, at vore tilhørere vender sig mod Gud og hans ord, men vi går fri! Det er jo tydeligt for alle, at vi heller ikke selv bryder os om det, som ordet siger! Vi har et bedre hjerte end Gud!
    Jo, vi opnår en stor gevinst. Men vore tilhørere betaler også en stor pris. De går glip af at møde Gud, som han er! Den Gud, der forener hellig strenghed og evig kærlighed på en måde, som overgår vor erkendelse og ikke kan rummes af vore følelser. Den Gud, som taler både lov og evangelium og mener begge dele! Den Gud, man ikke modererer og redigerer, men bøjer sig for og giver ret – og derved frelses!

    Pointen er ikke, at vi ikke må være ærlige over for os selv og Gud om vores modvilje mod og smerte ved at skulle prædike de anstødelige og dømmende sider af Guds ord. Jeremias var hudløst og befriende ærlig på dette område (Jer.20,7-18 ). Men det var ikke noget, han tog frem i sin forkyndelse til de uomvendte. Her gjorde han sig til ét med ordet, og oplevede derfor som de andre profeter og apostle, at modviljen mod Gud rettede sig mod ham. Som David formulerer det: ”Mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig” (Slm.69,10 ).

    I beretningen om Bileam hører vi videre, at Balak sender andre og mere fornemme udsendinge af sted med løfter til Bileam om en rigelig betaling, hvis blot han vil forbande Israel. Der er for så vidt intet nyt i deres forespørgsel, og Bileam har én gang fået Guds klare og enkle svar. Han hørte og forstod det første gang. Men i samme grad han retter blikket mod muligheden for at blive anerkendt blandt de fornemme og opnå en stor økonomisk belønning, fortoner det sig stadigt mere urimeligt, at denne vej er lukket for ham. Allerede før han har talt med Gud, har han overbevist sig selv om, at Gud må have noget andet og mere at sige, end det enkle og klare: nej!

    Hvem kender ikke til denne fristelse? Ønsket om at få Guds ord til at sige noget andet, end det faktisk gør, så vejen åbnes til det, vi ønsker. Fristelsen bliver dobbelt alvorlig, når den kommer til en forkynder i relation til den lære, han skal formidle til andre. Det kan forekomme så udsigtsløst og meningsløst blot at stå fast og blive ved at sige det samme og opleve, at stadigt flere døre smækkes i for os. Hvad fører det til? Omvendt kan vi se for os, at så meget ville blive lettere for os, og mange muligheder ville åbne sig, hvis bare vi kunne få et ’nyt syn’ på tingene. Det er ikke, fordi vi vil tilsidesætte og opgive Bibelen som autoritet. Vi forstår os selv som bibeltro, og det vil vi gerne kunne blive ved med. Men jo mere vi ser på mulighederne, jo mere vokser Bileams tankegang sig stærk i vores sind, og gradvist bliver vi overbevist om, at det faktisk er muligt at få Gud til at sige noget andet og mere end det, han én gang har sagt – og som vores samvittighed dybest set godt ved, er sandt!

    Der er mange alvorlige og ransagende sider af Bileams historie. Men det uden sammenligning alvorligste er, at Gud giver Bileam det svar, han vil have! Gud giver ham hen til løgnen, og lader ham tro det, han vil. Han giver ham lov til at gå med Balaks udsendinge.
    Bileam er lykkelig. Han har fået det, som han ville! Nu ligger vejen åben, og han går glad af sted. Men han har Gud imod sig! Et æsel bliver hans redning fra Guds straffende engel og døden (4 Mos 22,23).

    To steder i GT møder vi det samme rystende og ransagende udsagn om Gud: ”Du er oprigtig mod den oprigtige, men over for den falske forstiller du dig” (2 Sam 22,27; Sl 18,27).
    Går vi til Guds ord med en målsætning om at få Gud til at sige noget andet, end det, vi allerede har hørt og erkendt som sandheden, så er vi inde på falskhedens vej. Da kan Gud handle mod os, som han handlede mod Bileam. Han forstiller sig, og lader os høre det, vi selv vil. Med Paulus' ord sender Gud ”vildfarelsens magt” over os, så vi ”tror løgnen” (2.Thess.2,11 ). Noget værre kan man næppe forestille sig: at se løgnen som sandhed og have Gud imod sig – uden at vide det!

    Bileam fortsatte ad ulydighedens vej og endte som en åbenbar forfører (4 Mos 25; Åb.2,14 ). Men vejen begyndte med de små og næsten umærkelige skridt: uvillighed til at gøre sig til ét med Guds ord og uoprigtighed i tilgangen til Guds ord.

    Må Gud bevare os mod Bileams vej og fastholde os i et oprigtigt og lydigt forhold til sit ord!

---