Brydninger og bibelsk sandhedstroskab
    Intet kristent fællesskab undgår indre brydninger. Vel kan der være kortere eller længere perioder med stærk åndelig enhed og trygt broderfællesskab. Men det varer ikke ved i ubegrænset tid. Før eller siden vil der komme brydninger, konflikter og spændinger.

Hvorfor er det sådan?

    En hovedårsag er, at vi som kristne fortsat er syndere, der er begrænsede både i vores åndelige indsigt og i vores indbyrdes kærlighed. Derfor kommer der konflikter mellem os. En anden hovedårsag er, at vi har en mægtig åndelig modstander, som til stadighed søger at ødelægge den kristne menighed ved at nedbryde vores enhed i troen på og tjenesten for Jesus.

    Ikke alle vore indre brydninger er i udgangspunktet lige alvorlige og farlige for troens liv. Som kristne har vi forskellige temperamenter, og vi har også forskellige vurderinger af spørgsmål, som der ikke gives noget bestemt bibelsk svar på. Det kan skabe spændinger imellem os, og fordi vi er syndere, kan det også udvikle sig til alvorlige konflikter. Her det afgørende, at vi møder hinanden med et broderligt sind, så vi på den ene side giver plads og rum for det fulde spektrum af sund menneskelig forskellighed og på den anden side tager hensyn til hinanden, så vi ikke udsætter medkristne for noget, der sårer dem eller krænker dem: ”For sårer du din broder,…lever du ikke mere efter kærligheden” (Rom 14,15). Den formaning har vi brug for at blive mindet om igen og igen. Tager vi den til os, kan vi leve godt med disse forskelle i det kristne fællesskab.

    Helt anderledes forholder det sig med uenigheder om den kristne lære og forkyndelse. Her er vi til enhver tid kaldet til at ”kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige” (Jud v.3). Ikke mindst i vor tid kan der være grund til at minde om dette - af to grunde: dels fordi uevangelisk og ubibelsk lære breder sig i sammenhænge, der tidligere var bibeltro, og dels, fordi tidsånden ansporer os til at give plads for de nye tanker. Vi skal se på begge disse forhold.

Den evangelikale bevægelse

    Igennem størstedelen af det 20. århundrede har det været muligt at skelne forholdsvis klart mellem to grupper i den kristne kirke både i de nordiske lande og i den vestlige kristenhed i øvrigt: bibeltro og bibelkritikere, konservative og liberale.
På internationalt plan og ikke mindst i den engelsktalende verden har de bibeltro kristne fundet sammen i det, som er blevet kaldt ’den evangelikale bevægelse’. Denne bevægelse har bekendt sig til Bibelen som Guds sande ord og har på dette grundlag ønsket at kalde mennesker til omvendelse og frelse ved tro på syndernes forladelse i Jesus. Bibeltroskaben har ytret sig i, at man har fastholdt mange sandheder, som er stærkt anstødelige for den menneskelige fornuft og følelse: skellet mellem vantro og troende, omvendelsens nødvendighed, hedningernes fortabte tilstand, den uløselige sammenhæng mellem forkyndelsen af Guds dømmende lov og Guds frigørende evangelium, menneskets dybe syndefordærv og strafskyldighed over for Gud, helvedes pine som de vantros evige straf.

    Troskaben mod disse anstødelige og ’mørke’ dele af Guds ord har imidlertid været en afgørende forudsætning for det, der må betegnes som den evangelikale bevægelses vigtigste og mest centrale kendetegn: en levende glæde over og en kraftfuld forkyndelse af det bibelske evangelium om syndernes forladelse i Jesus; om Jesus som Guds offerlam og vor stedfortræder; om hans blod, der renser os for al synd; om vores fulde og uforanderlige retfærdighed for Gud i ham; om det trygge barnekår i Jesus med en fri samvittighed og en åben adgang til Gud; om den troende menighed som et fællesskab af skrøbelige syndere uden ydre pragt og herlighed, men med en evig rigdom, herlighed og kraft i Kristus; om det velsignede liv som kristen i verden under en åben nådehimmel, i tjeneste for Gud og næsten, med kamp og strid og modstand, men i fællesskab med Jesus og på vej mod en evig forløsning og en herlig ny jord.

    Dette er evangeliet! Det vil lyde uforandret helt frem til Jesu genkomst, og i hver generation vil det vinde en høst af mennesker, som kommer til tro og ved troen får Guds børns særlige kendetegn: hjertets taknemmelige og glade lovsang til Jesus som Guds lam, der har købt os til Gud med sit blod (Åb 5,9-10; 14,3)!

Læreopløsning

    I det 20. århundrede har den evangelikale bevægelse i høj grad været tjener for dette evangelium. Men der er dybt foruroligende tegn på, at store dele af bevægelsen nu bevæger sig væk fra Bibelens ord og dermed fra sin tidligere åndelige linie.
    Et stigende antal af evangelikale ledere, hævder nu synspunkter, som for få årtier siden med fuld bibelsk ret ville blive betegnet som falsk lære og åndelig forførelse: at det er uvæsentligt, om man er bibeltro eller bibelkritiker; at Bibelen er uklar og åben for mange forskellige fortolkninger; at vi bør søge at møde Gud og få åndelige oplevelser uden om Bibelens ord; at Gud ikke er alvidende og uforanderlig, men i proces; at evangeliet i vor tid ikke handler så meget om at få syndernes forladelse i Jesus som om at leve godt med Gud og mennesker; at det er underordnet, om vi har en protestantisk eller en katolsk frelseslære; at hedningerne kan blive frelst uden at høre om Jesus; at der næppe findes nogen evig straf og pine; at vi skal være mindre optaget af at redde andre og os selv til himlen og mere optaget af at forbedre denne verden.
   
    Læreopløsningen i den evangelikale bevægelse har været tiltagende igennem de sidste tre årtier. Inden for de sidste par år har den fået et særligt klart og radikalt udtryk i det, som kaldes Emergent Church-bevægelsen. Bevægelsens ledende repræsentant er den amerikanske præst Brian McLaren, som ikke mindst er kendt for bogen ’Kristen på en ny måde’.
   
    McLarens ønske er at reformulere kristendommen, så den bliver forståelig og opleves relevant for det postmoderne menneske. Der er ingen grund til at betvivle hans oprigtighed, og han har uden tvivl god føling med vor tids mennesker – hvad de har sympati for, og hvad de har modvilje mod. Problemet er, at det i høj grad bliver dette, der bestemmer hans teologi. Han ender med en kristendom, som nærmest er fuldstændig renset for anstødelige momenter.

    Følelsesmæssig ærlighed er et centralt ideal for McLaren. Han ønsker en kristendom, som han følelsesmæssigt kan stå inde for. Her oplever han sig tydeligvis i opposition til de kirker og kristne, som kæmper for at fastholde og forkynde de ’mørke’ dele af Bibelens ord. At der kan være svagheder og fejl ved sådanne kirker og folk, og at deres lidenskab for den bibelske lære kan være kødelig og ukærlig, skal ikke benægtes. McLaren synes blot at være ganske og aldeles blind for, at kampen for at bevare og videregive det bibelske budskab i hele sin fylde er en apostolsk formaning og en absolut betingelse for, at den kristne kirke kan bevare sit åndelige liv og og virke som et lys og salt i verden. Han synes at tage for givet, at mennesker, som kæmper for at fastholde de anstødelige dele af Guds ord, enten er følelsesmæssigt usunde eller uærlige. Selv vil han være ærlig, tro mod sit hjerte, autentisk, og resultatet bliver en kristendom, som uden tvivl vil opleves sympatisk af mange i vor tid, men som er uden bibelsk og evangelisk forankring, radikalt åndeligt forførende og rummer alle de synspunkter, som er gengivet ovenfor.

    Hvordan bør vi stille os til denne udfordring? Den nordisk-lutherske menighed er ingen ø i den vestlige kristenhed. Vi påvirkes af det, som sker i den evangelikale bevægelse. De nye tanker kommer også til os. Hvordan skal vi forholde os til dem?

    Det er et vigtigt spørgsmål, som ikke skal besvares for hurtigt. For ofte vil vore umiddelbare tanker og vurderinger i betydelig grad være præget af tidens almindelige holdninger og værdier, det vi kalder ’tidsånden’.

Tidsånden

    ’Tidsånden’ i dag er kendetegnet ved en dyb mistillid til, at det er muligt at finde og kende sandheden. Man kan højst finde en personlig sandhed. Ingen kan hævde at kende sandheden på en sådan måde, at han eller hun kan gøre den gældende for andre, og da slet ikke på det åndelige område. Derfor må vi give hinanden frihed til at tænke og mene forskelligt. Vi kan lære af hinanden, men aldrig belære hinanden. Vi må være ’rummelige’ og give plads for forskellige syn og holdninger, som så kan udfordre og berige hinanden i en dynamisk proces.

    Vi kender tankegangen, og ingen af os er immune over for dens påvirkning. Over tid kryber den under huden på os og kommer i større eller mindre grad til at bestemme vore følelser. Vi føler, at den er rigtig. Vi føler, at rummelighed er en god og positiv ting - også i den kristne menighed. Og det er jo sandt, et stykke på vej, for så vidt der er tale om rummelighed for den sunde menneskelige forskellighed, som det er omtalt ovenfor. Men hvis rummeligheden udstrækkes til uevangelisk og ubibelsk lære, er det fatalt.

    Bibelen lader os ikke i tvivl om, at den falske lære er en kanal for forførende og trosnedbrydende åndskræfter. Giver vi falsk lære plads hos os, vil den med en naturlovs nødvendighed og kraft virke nedbrydende på vores tro og åndelige liv og dermed på vores enhed. Giver vi den vore ører, finder den vore hjerter. Den falske læres farlighed bliver kun så meget større af, at den ofte virker sympatisk, kærlig og god. Netop derfor kan den vinde lydhørhed – og føre mange vild.

    Med god grund formaner Jesus os igen og igen til at være på vagt over for de falske profeter og understreger netop, at de typisk kommer i en sympatisk og tilforladelig skikkelse: ”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve” (Mt 7,15).

    Jesu ord er ikke i samklang med tidsånden, og vi kan måske også mærke en reaktion mod dem fra i vort eget sind: Er det virkelig en ret kristne holdning – at forholde sig vagtsomt og kritisk efterprøvende til det, vi møder fra folk, der bekender sig som kristne og virker oprigtige? Skal vi ikke være åbne for Ånden? Jo, det skal vi! Vi skal være åbne for den Ånd, der taler i Skriften, og den Ånd formaner til at være på vagt over for falske lærere, prøve dem, afsløre dem og afvise dem:

    ”Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem” (Rom16,17)!

    Når vi vurderer andres lære, vurderer vi deres ord og ikke deres hjerter. Kun Gud kender hjerterne. Men det er en uløselig del af kampen for det sande evangeliums udbredelse i verden, at vi afslører og fælder dom over den falske lære. Vi må gøre det for troens skyld, for missionens skyld og for at bevare den sande åndelige enhed i menigheden.

    Menighedens sande enhed er ’Åndens enhed’ i en fælles tro på og glæde over den fred, vi ejer med Gud i Jesus (Ef 4,3). Denne hjerternes åndelige enhed kan kun bevares ved Guds sande ords forkyndelse og modtagelse. Dette er målet for al sund bibelsk sandhedstroskab: At Guds sande og levende ord vedblivende må blive forkyndt uforfalsket og uafkortet, så vi ledes til tro på og glæde over Jesus, vokser i troen på ham og tjener ham med glæde, indtil han kommer!

    Gud give, at vi må forblive sandheden tro - i kærlighed! (Ef 4,15)

---