Den tro, som Jesus favner
Hvad skal vi da sige, at Abraham, vor kødelige stamfader, har opnået? Hvis Abraham blev retfærdiggjort af gerninger, har han jo noget at rose sig af; dog ikke over for Gud. Hvad siger nemlig Skriften? »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed«. Rom. 4,1-3.
I tro adlød Abraham kaldet til at gå til et land, som han skulle få i eje; og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. I tro bosatte han sig i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte med Isak og Jakob, medarvingerne til den samme forjættelse; thi han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. I tro fik selv Sara, til trods for sin alder, kraft til at blive stammoder for en slægt; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det. Derfor kom der også fra en mand, og det en udlevet, en slægt så talrig som himmelens stjerner og som sandet ved havets bred, det, ingen kan tælle. Hebr. 11,8-12.

Abrahams tro

Vi kan ikke tale om Abraham uden samtidig også at tale om Abrahams tro. Hans liv og livsvandring var bestemt af troen, det var en tros-vandring.
Det særlige er dog det, som Skriften siger: "Da troede Abram HERREN, og Han regnede ham det til retfærdighed". 1. Mos. 15,6.

Hvilken tro var det, Abraham havde, siden Gud kunne tilregne ham retfærdighed på grund af den? Adskillige gange står der, at Abraham troede Gud, men kun en gang står der, at Gud tilregnede ham retfærdigheden på grund af denne tro. Det var, da han troede forjættelsen om Isak, ham, som løftet om Messias var knyttet til. Det vil sige, at når Abraham troede forjættelsen om Isak, så troede han derigennem også på Kristus og løftet om ham. Den retfærdiggørende tro hos Abraham er således troen på Jesus Kristus (Gal. 3, 16).
Ved flere lejligheder havde Gud lovet Abram (sådan hed han oprindelig) en søn og et talrigt afkom, men tiden gik, og intet hændte, Abram blev ca. 85 år og Saraj omkring de 75, og de har stadig ingen børn. I denne situation er det, at der sker noget - på Sarajs opfordring:
Abrams hustru Saraj fødte ham intet barn. Men Saraj havde en ægyptisk trælkvinde ved navn Hagar; og Saraj sagde til Abram: "HERREN har jo nægtet mig børn; gå derfor ind til min trælkvinde, måske kan jeg få en søn ved hende!" Og Abram adlød Saraj. Så tog Abrams hustru Saraj sin trælkvinde, ægypterinden Hagar, efter at Abram havde boet ti år i Kana' ans land, og gav sin mand Abram hende til hustru. 1. Mos. 16, 1-3.

Vi lægger mærke til det, Saraj siger, og hendes tankegang er kort denne, sagt til Abram: "Hør, det er jo udmærket, at Gud har lovet os et talrigt afkom, men han har jo nægtet mig at føde dig en søn. Med mine 75 år er det umuligt, at jeg kan føde dig løftesønnen ! Følg nu mit råd: Jeg har den ægyptiske trælkvinde Hagar, hun er ung og kan føde børn, og hvis hun får en søn, så tilhører han mig. Jeg vil give dig hende til hustru, hvis hun så føder en søn efter dig, så tilhører han dig og mig". Det var fornuftig tale, og det var naturligt at tænke således, idet forholdene var således, at såfremt en trælkvinde fødte børn, så tilhørte de slaveejeren og ikke trælkvinden. Vi har lignende tilfælde i Jakobs liv.
"Og Abram adlød Saraj". Men Sarajs råd var ikke i pagt med Guds plan, derfor var det meget uklogt for Abraham at følge det. Den samme dårskab begik også Adam og måtte bøde dyrt derfor - for ikke at tale om Samson, der mistede sin styrke, Guds Ånd og begge sine øjne, fordi han blev besnæret af en kvindes ord.

Ismael

Planen lykkes, idet Hagar føder Abram en søn. Af Abram får han navnet Ismael, hvilket betyder HERREN har hørt (vore bønner). Denne omstændighed lader næppe nogen tvivl tilbage om, at både Abram og Saraj troede, at Ismael var forjættelses-sønnen: "Gud har hørt og svaret på vore mange bønner her er han, og Ismael skal han hedde". For Abram og Saraj var det en festdag.
Hvad siger nu HERREN til det, der her er sket?
Abram var seks og firsindtyve år gammel, da Hagar fødte ham Ismael. Da Abram var ni og halvfemsindstyve år gammel, åbenbarede HERREN sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit åsyn og vær ustraffelig - så vil jeg oprette min pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort afkom!" 1. Mos. 16, 16 og 17, 1-2.

Efter disse oplysninger kan vi regne ud, at der er gået ca. 13 år, siden Gud åbenbarede sig for Abram. Det ser ikke ud til, at HERREN i denne lange periode åbenbarede sig for Abram -  i 13 år var Gud tavs. Dette kan tyde på, at Gud ikke har set med velbehag på det skete, og hvad der fulgte efter i de 13 år.
Nu åbenbarer Gud sig på ny for Abram, og det er bemærkelsesværdigt, hvad Gud denne gang siger til Abram. Det adskiller sig stærkt fra måden, Gud før har talt på, nemlig med hovedvægten på sine egne løfter og forjættelser. Denne gang siger Gud: "Jeg er Gud den Almægtige, vandre for mit åsyn og vær ustraffelig" . Det er en indtrængende og stærk formamng.
Da faldt Abram på sit ansigt, han bøjer sig for den Almægtige - og det er den eneste rigtige stilling at indtage over for ham; så kan Gud få lov at tale, og han siger til Abram:
"Fra min side er min pagt med dig, at du skal blive fader til en mængde folk; derfor skal dit navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til fader til en mængde folk".
Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din hustru Saraj skal du ikke mere kalde Saraj, hendes navn skal være Sara; jeg vil velsigne hende og give dig en søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til folk, og folkeslags konger skal nedstamme fra hende!" Da faldt Abraham på sit ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en hundredårig få børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve år føde en søn?" 1. Mos. 17,4-5 og 15-17.

Gud fornyr forjættelsen, idet han siger: "Fra min side" står pagten fast! Det, som Abram, Saraj og Hagar havde forsøgt at gøre til virkelighed, havde ikke rokket ved forjættelsen eller tilintetgjort den!
Gud gengiver forjættelsen, idet han giver både Abram og Saraj nye navne, men hvad ser vi?
Der ligger Abraham, troshelten og patriarken på sit ansigt og ler af Gud. Nu skal vi nok være lidt varsomme, inden vi dømmer Abraham, for var det så mærkeligt, at han lo? Sara er halvfems og selv er han hundrede år, og nu kommer Gud og siger, at de skal få en søn deres alder til trods. Dette går langt over forstandens og fornuftens fatteevne - ja, det overstiger troens evner, så Abraham udbryder: "Kan en hundredårig få børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve år føde en søn?" Og hertil føjer han en meget fornuftig bøn, om dog ikke Ismael måtte stå for Guds ansigt, og til denne bøn svarer Gud et klart og afgjort nej!
Med dette nej slog Gud hele planen i stumper og stykker, og sådan må Gud ofte gøre med vore planer, for at han kan få sin plan med os gennemført. Den åndelige baggrund for Guds reaktion får vi helt nøjagtigt beskrevet af apostelen Paulus:
Trælkvindens søn er avlet efter kødet, den frie kvindes i kraft af forjættelsen. Gal. 4, 23.
Gud må således kassere kødets gerninger.

For Gud er intet umuligt

Gud sagde, at Abrahams ægtehustru Sara skulle føde ham en søn, som han skulle give navnet Isak. Nu kommer HERREN på ny og åbenbarer sig for Abraham ved Mamres lund, og tiden for løftets opfyldelse er nær. Sara ler, men HERREN siger:
Skulle noget være umuligt for HERREN? Næste år ved denne tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en søn!" 1. Mos. 18, 14.

Men hvordan kan alt det, vi har set, nu passe sammen med Paulus's ord i Rom. 4,20: "På Guds forjættelse tvivlede han ikke i vantro, men han blev styrket i troen og gav Gud æren ... " Jo, det passer udmærket sammen, for det var ikke forjættelsen, han tvivlede på, men det var måden, Gud ville indfri og opfylde den på, som var uklar for ham.
Kan vi da sige, at Abrahams tro favnede Jesus? Ja, det kan vi! Jesus sagde til farisæerne:
Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig. Johs. 8, 56.

I troen så han Kristi dag, og som han gik i tro, således frydede han sig i troen og i håbets glæde over Kristi dag, som skulle komme.

Vor tro

Nu vil vi vende sind og tanker bort fra Abraham og hans tro og spørge: Vor tro - favner den også Jesus?
Der er mange slags tro i verden. De fleste mennesker tror på et eller andet, ja, selv de onde ånder tror, at Gud er til og skælver. (Jak. 2,19). Men det er troen på Jesus, som er den frelsende og retfærdiggørende tro - den tro, som Jesus favner!
Hvordan får man den tro i eje? Vi vil lade Guds ord svare:
"Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord". Rom. 10,17.
Ved at høre evangeliet om Jesus skabes troen altså i vore hjerter. Netop derfor kaldes Jesus "troens banebryder og fuldender" (Hebr. 12,2). Dette er uklart for mange i dag. De mener, at troen er noget, vi skal præstere i kraft af vore anstrengelser noget, vi skal gøre. Luther siger det i grunden så rammende i forklaringen til den tredje trosartikel: "Jeg tror, at jeg ikke af egen evne og kraft kan tro på Jesus Kristus, min herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro ... "
Vor egen anstrengelse og kraft, fornuft og evne slår ikke til, kun evangeliet strækker til. Hør nu et eksempel fra Ap. G. 10 om dette: Her er der fortalt os om den gudfrygtige høvedsmand, Kornelius, hvis bønner og gaver er steget op for Gud. Gennem en engel fik han en dag besked om, at han skulle hente en mand fra Joppe, som hed Simon med tilnavn Peter. Kornelius var lydig mod det himmelske syn. Han lod Peter hente, og da han kom til Kornelius's hus, fandt han mange forsamlede.
Hvad sagde Peter til Kornelius og dem, der var forsamlede hos ham? Man kunne jo forestille sig, at han ville have sagt omtrent således: "Kornelius, det med din fromhed og gudsfrygt er en god ting - ligeledes med dine bønner og almisser. Fortsæt blot med disse ting, så skal det nok gå!" Sådan talte Peter ikke, for han vidste nok, at det ikke førte til målet, men jeg kan tænke mig, at mange sjælesørgere i vore dage ville have sagt det således, for det er så nærliggende at støtte en sådan indstilling og en ærlig stræben med alt det, vi skal gøre.
I stedet for at tale om noget, de skulle gøre, så fortalte Peter dem om, hvad der var gjort for dem - nemlig om det, Jesus havde gjort for dem - og så skete underet. Medens Peter talte således, faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet om Jesus. Hvad gjorde disse mennesker? De sad ganske stille og lyttede til evangeliet, og de hørte sig frelst. Luthers ord om, at Helligånden kalder mennesker ind i Guds rige ved evangeliet er sande.
I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse - ja, i ham blev også I, da I kom til troen, beseglet med Helligånden, som var forjættet os. Ef. 1, 13.
Til sidst vil vi rejse endnu et par spørgsmål: Ejer og lever jeg stadig i denne tro, og hvad er kendetegnet på, at jeg stadig lever i troen?

Kendetegnet på den levende tro er, at det er en stridende tro, som Luther har sagt: "Troen er kun levende, så længe den strider". Det bliver aldrig noget selvfølgeligt, at jeg kan tro. Troen kommer ved at høre om Jesus, og den bevares også ved at høre evangeliet. C. O. Rosenius har sagt: "Den, der med flid og troskab læser Guds ord, kan regne med at vokse i nåden, hvordan de ydre forhold end er, for Helligånden bor og virker gennem Ordet".
Jeg husker en lille tildragelse fra Vestjylland. Jeg aflagde et lille besøg på et hjem for gamle og skulle holde en andagt. Da vi var færdige, og jeg havde sunget et par sange, udbrød en af beboerne: "Ja, det er godt nok alt dette, men jeg kan ikke tro!" "Hvad er det, du ikke kan tro? Tror du da ikke, hvad der står i Bibelen?" spurgte jeg så hende. Hertil svarede hun: "Jo da, men jeg kan ikke tro!" Jeg tog nu min Bibel og fandt frem til det første kapitel i Efeserbrevet og læste det syvende vers på følgende måde: "I ham har vi forløsningen, dersom vi kan tro det. Vi har syndernes forladelse, dersom vi kan tro det". Hun svarede mig omgående: "Ja, der kan du selv høre - det er jo det, jeg ikke kan!" Nu måtte jeg så gå til bekendelse, for jeg havde jo læst forkert. Jeg havde læst, som hun ville have, at der skulle stå - men nu fik hun at høre, hvad der stod:
I ham har vi forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er. Ef. 1, 7.
Her stod der slet ikke noget om hendes tro. På et stykke papir skrev jeg skrifthenvisningen og gav hende det med ordene: "Næste gang du ikke kan tro, så tag din Bibel og se, hvad der står der - i stedet for at grave i dit hjerte efter en tro!"
Den tro, der favner Jesus, vil altid være en stridende tro. Det kommer måske særlig til udtryk i, at troen ofte er svag, "især når jeg af korset trænges, så må dog troen være der, så længe sjælen længes", som Brorson udtrykker det. Den levende tro må altid se bort fra sig selv og alene klynge sig til Jesus. Det er troens strid.
I Ballum boede for mange år siden gamle Hans Povlsen. Han var et sandt Guds barn, og en dag faldt følgende bemærkning: "Du må have en stor tro, Hans Povlsen!" Hvortil han svarede: "Nej, det har jeg ikke - jeg har slet ingen stor tro, men jeg har en stor Frelser!" og så føjede han til: "Det er bedre at have en lille tro og en stor Frelser end at have en stor tro og en lille Frelser".

---