skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Det levende håb og den himmelske arv.
Christian Jepsen - "Mens solen daler"

Kendetegnet på det døde håb er, at det i reglen hviler på noget, vi skal gøre eller vi har været. Jeg har været ærlig, from, gået i kirke og til møder, er blevet omvendt engang og deltager i Guds riges arbejde. Læg nøje mærke til, at det koncentrerer sig altid om mig og mit, om hvad jeg har været og har gjort. Dette er kendemærket på det falske håb, det hviler på døde gerninger (Hebr. 9,14), og derfor er det dødt. Dette håb duer ikke, det kan hverken bære i livet eller døden og langt mindre i dommen, thi det hviler på falsk grund.

Det levende håb

Det levende håb hviler på en hel anden grund, nemlig på Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det koncentrerer sig ikke om mig og mit, nej, det ser tværtimod bort fra det og fæster sit blik på Kristus, stoler på ham og favner ham i troen. Han er mit håb, han er opstanden og lever, derfor er mit håb levende, thi Jesus har sagt: "Jeg lever, og I skal leve" (Johs. 14,19).
Hans ord rokkes ikke, og mit håb bygger på det, han har sagt. Derfor er det et sikkert håb. Det holder i liv, i død og i dommen, for det hviler på en grund, som aldrig vakler.
Det er et levende håb, fordi det hviler på en levende frelser, det bærer i medgang og modgang, thi det hviler på Jesus Kristus og hans værk.
Med det levende håb er det ikke som med de jordiske håb, for de kan så let vakle og briste. Jeg var 18 år, da den første verdenskrig brød ud i 1914. Jeg tjente på en lille bondegård hos nogle af mine gode venner. Allerede tredje dag efter krigsudbruddet fik gårdmanden ordre til at møde i hæren. Det var en tung afsked, det var svært at sige farvel til sin unge hustru og de tre små børn. Han måtte slide sig løs fra dem. Det blev min lod at køre ham og en nabo til toget, og der tog vi afsked. Jeg kom hjem og havde fået hestene på græs, jeg kom ind, og her fandt jeg den unge hustru næsten som en drømmende, tårerne strømmede ned ad hendes kinder. Var det virkelig sandt, at hendes kære mand var rejst ud i den grufulde krig? Men havde hun da ikke noget håb? Jo, men det. var så usikkert, og de spinkle håb brast. Han blev derude - håbet døde. Han kom aldrig tilbage mere.
Sådan er det ikke med vort håb for evigheden, det er levende, fordi Jesus lever. Håbet sammenlignes med et anker. Når skibet driver hjælpeløst om, er ankeret sømandens håb. Han kaster ankeret, men ikke ned i lasten, nej, han må kaste det udenbords, og når det har sikker grund, holder det.
Det er en stærk trøst, ja, det er vor redning at gribe det håb, som ligge rede til os i Jesus, det er som et sjælens anker, men det må fæstnes i sikker grund - uden for os, inde bag forhænget, hvor Jesus er.
- det har vi som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev ypperstepræst "På Melkisedeks vis evindelig".Hebr. 6,19-20.
Ja, "Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde". 1. Pet. 1, 3.
Mit håb for evigheden det står på sikker grund,
lad korset da kun trykke endnu en liden stund,
snart ingen sorg skal være og ingen klage mer,
med utildækket øje jeg evigt Jesus ser.

Den himmelske arv

Det andet, vi er frelst til, og som Peter lover Gud for, er den uforkrænkelige, ubesmittelige og uvisnelige arv, som er gemt i himlene. En himmelsk arv i udsigt - vi fatter vel ikke, hvor rigt det er, selvom vi godt forstår, at det er rart at have en arv i udsigt, også en jordisk arv. Men der er mange usikre momenter med en jordisk arv. Somme tider kan det jo trække lidt længe ud, inden den kommer. Det kan også hænde, at der er for mange om at dele den - og for lidt at dele af. Mange er nok blevet skuffet over en jordisk arv.. . .
 . .og så kom summen, i alt 22 kr. Jeg husker ikke de nærmere reaktioner, men jeg tror nok, jeg omfavnede min lille kone, kyssede hende og ønskede hende tillykke med den store arv. Sammen tog vi til Tønder for at hente arven - halvparten af arven gik til rejsepenge, og det faldt os ikke vanskeligt at få den sidste halvdel anbragt.
Der blev kun 22 kr., der var for lidt at dele og for mange om at dele, og dertil kom, at vi var for langt ude i slægten. Sådan kan det gå med en jordisk arv, men sådan går det ikke med den himmelske arv, thi den er uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig ... og her er nok at dele af. Den svinder og skrumper heller ikke ind, fordi der er mange om at dele, og vi er heller ikke for langt ude i slægten, for som Guds børn er vi Guds arvinger og Kristi medarvinger - og endelig er den bevaret i himlene til os. Jeg forstår ikke, at vi ikke glæder os mere over de skatte, vi har oventil. Det burde jo stemme vort hjerte til lovsang.
Er det sandt, at Jesus er min broder?
Er det sandt, mig arven hører til?
O, så bort med alle tårefloder,
bort med alt, som her mig ængste vil.
Lina Sandell.

Arvingen

Arven og testamentet er der ikke noget i vejen med. Og når vi føler vor egen fattigdom og mangel på glæde over disse ting, da er der nok adskillige, som deler den ældre kvindes smerte, som engang sagde til mig: "Det er mig, der er noget i vejen med - jeg kan jo svigte og gå glip af arven". -
Men står der da slet ingen ting om arvingen?
Jo, hør nu blot: i vers 5 står der, at arvingen bliver bevaret i Guds kraft ved tro. Hvad betyder det? Det betyder, at så længe en lille fattig synder hænger ved Jesus, klynger sig til ham, da bevares han - ikke ved sin egen kraft, ved Guds kraft.
Med al din nød dig i hans arme kast,
han holder fast, han holder fast
Der befinder han sig i evangeliets bevarende kraftområde. Her må vi blive, leve og være, som Brorson udtrykker det:

Lovet været Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader for dette!
Ængstede hjerte, op af din smerte!
Kan du da glemme så rent, hvad du har:
Frelserens venskab,
nåde, bekendtskab!
Endnu han lever og er, som han var.
C. O. Rosenius.

(Fra "Mens solen daler" af Christian Jepsen - Dansk Luthersk Forlag 1975)