skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Død og opstandelse
Af Hans Erik Nissen - "Mellem liv & død"

Hvor er det ulykkeligt, når døden skilles fra opstandelsen. Det sker tit i en kristens bevidsthed. Han ser bare døden. Det tapper for glæde, fred og frimodighed.

Hvorfor ser vi kun døden?

Det er fordi den både kan ses og forstås. At syndens løn er døden, er en livslov, som er åbenbar for ethvert tænkende menneske. Vel er der mange, som søger at fortrænge den, men længst inde bor den overbevisning, at synden kræver sin betaling.
Det gælder også en kristen. Der er en sammenhæng mellem synden og døden og dens utallige fremtrædelsesformer.

Er døden bare noget ondt?

For en ikke-kristen er dødens mange spor et varsel om den anden død, fortabelsen. Derfor er døden så uhyggelig. Men for et Guds barn er dødens brod brudt. Det hænger sammen med, at døden og opstandelsen hører sammen for et Guds barn.

Frelst ved døden

En kristen er frelst ved døden. Ikke ved sin egen død, men ved Jesu død. Ved den får jeg livet. Uden langfredag ingen påskemorgen.Jeg går ind til livet, fordi Jesus gik ind i dødens mørke.
Er det mærkeligt, at ordet død ikke alene er et ord, som betyder farvel og adskillelse, men også håb, liv og salighed?
Jesu død rører enhver form for død i et guds barns liv, ja, den bringer opstandelsen ind. Når Gud rækker mig sønnens død, rækker han mig samtidig sønnens opstandelse.

Den yderste dag

Der kommer en dag, som er den vigtigste af alle. Det er den yderste dag. På den sker en synliggørelse af det, jeg allerede nu ejer i troen, sådan at jeg og alle andre kan se det.
Da skal vi mødes til Lammets bryllupsfest, og det liv, som nu er skjult med Kristus i Gud, skal være det eneste, der skal præge os. Da er døden opslugt for evigt, og sejren er vundet. Også i den evige opstandelse skal du mindes om døden, men du skal fryde dig over den. Du skal se Lammet ligesom slagtet, og du skal prise ham, fordi han med sit blod har købt dig til Gud.

Den daglige død

Indtil den dag skal du leve et kristenliv, hvor døden gør sin gerning. Du mærker den på mange måder hver eneste dag. Syndens legeme kæmper mod ånden, og ånden kæmper mod kødet. Aldrig har du ro. Ydre synder har du vundet sejr over. Det er anderledes med sindet. Vantro, ligegyldighed og modvilje gør sig gældende. Og synden kræver sin betaling i form af død. Hvor er der meget dødt i os og omkring os. Den er Guds straf over et mislykket liv.
Men den er også noget andet. Den er et middel i Herrens hånd. Han bruger den til at give dig hunger efter livets brød. Døden skaber plads i dit hjerte efter opstandelsen. Syndernes forladelse indebærer fuld og hel oprejsning, og den giver Gud dig samtidig med dommen over dit forspildte liv.

Selvlivets død

Jakob kendte døden som få. Døden i forholdet til sin bror, forældrene, Laban og sine børn. Rakel måtte han begrave. Igen og igen døde hans forhåbninger. Gennem mange år var Josef som død for ham, og selv mødte han døden over sit initiativ, sin selvrådighed og styrke ved Pnuel, hvor Herren gav ham et invaliderende slag på hofteskålen.
Samtidig gentager Gud sine forjættelser. I troen tilegner han sig opstandelsen. På en vidunderlig måde er det sammenfattet i Hebræerbrevet kap. 11 vers 21: I tro velsignede Jakob, da han lå for døden, begge Josefs sønner, og han bøjede sig i bøn over grebet på sin stav.
Jakob er døende. Som døende støtter han sig til den stav, der var blevet hans faste hjælper, siden Gud brød hans styrke. Alligevel kunne han række velsignelsen til den kommende slægt, og hvad der er lige så forunderligt: tilbedelsen var kommet ind i hans liv. Hvorfor? Det hang sammen med, at han ikke alene blev fortrolig med døden. Han blev det i lige så høj grad med opstandelsen. Hver gang Gud rørte ham, gjorde Han det både med døden og opstandelsen.
Sådan er det også i dit liv. Død og opstandelse kan lignes ved en mønt. Du kan ikke kun give den ene side af den. Gud giver aldrig sine børn døden alene. Da han skænkede dig Jesus, fik du både den døde og opstandne frelser. Da han knuste dig under lovens dom, forkyndte han samtidig, at Kristus er lovens ophør for enhver, som tror. Og når han rører dit liv, er det ikke bare for at bryde dig ned. Det er samtidig for at skænke dig det største af alt: opstandelsen og livet.

Åndelig balance

Mange kristne lever for lidt i opstandelseskraften. De ser mere på deres egen svaghed og hjælpeløshed end på det vidunderlige, at de har alt med Kristus. Det er ikke sagt som en bebrejdelse, men som en opfordring: Lev i troen! Det vil sige, lev i alt det, som allerede er dit i håbet. Vel er det sandt, at vi hernede kun kender stykkevist, og at vi engang skal erkende fuldt ud. Alligevel: Hvor har vi erfaret det tit! Gud gav en ny begyndelse. Nåden rejste os ikke i kraft af os eller med forventning til det, som vi formår. Nej, den gjorde det, fordi nåden er kommet og kommer med Jesus.
Vore nederlag er kun tilsyneladende. Trængslerne virker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme!
Gud er tro imod sit ord også i dag. Med døden følger livet for den, som hører Jesus til.
(Fra "Mellem liv & død" af Hans Erik Nissen -Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening 1998)