Sande og falske profeter (Jer.23)
Falske lærdomme gør skade, men nåde til at se sandheden er en velsignelse. Det drejer sig om liv eller død. Kapitel 23 hos Jeremias er blevet kaldt hyrdekapitlet. Her finder vi en omtale af de falske hyrder og profeter til forskel fra den gode hyrde, som kaldes »en retfærdig spire« (v.5).
I dette kapitel finder vi en stærk dom over de falske hyrder (profeter). En falsk profet er en, som udgiver sig for at være formidler af Guds ord uden at være det. Det lyder som Guds ord, men er kun mennesketanker. Det lyder som sandhed, men er løgn. Derfor er de falske profeters budskab farligt og forførende.

Når Skriften taler om falske profeter, er det om mennesker, som frembærer »fremmed ild« for Herrens ansigt (3.Mos. 10,1-2). Det vil sige at lære andre at klare forholdet til Gud på en anden måde, end Gud har sagt, det skal klares på. De falske profeter har til alle tider forkyndt det, folk ville høre. Men den forkyndelse er vildledende, fordi den fører os bort fra Guds sande ord og fra »ordet om korset«. Derfor advarer Jesus mod dem: »Vogt jer for de falske profetel; som kommer til jer i fåreklædel; men i deres indre er glubske ulve« (Matt. 7,15).
Hvordan oplevede Jeremias »mødet« med de falske profeter? Det oplevede han som en forfærdelig virkelighed, fordi det var to modsatte åndsmagter, der stødte sammen.
Profeten beskriver det: »Om profeterne. Mit hjerte er knust i brystet, hvert ledemod er slapt, jeg er som en drukken, en mand, overvældet af vin, for Herrens skyld, for hans hellige ords skyld« (Jer. 23,9).
De falske profeter på Jeremias' tid førte folket ind i et selvbedrag. Den måde, de forkyndte, at Israel er Guds udvalgte folk på, gjorde, at folket åndeligt talt faldt i søvn. Gud har taget sig af folket og givet det løfter. Gud vil derfor bevare og tage sig af det. Israel er ikke i nød, og der vil heller ikke ske nogen ulykker med folket, fordi det har Gud som beskytter.
Her ser vi, at løgn og sandhed er blandet sammen. For folket tænkte bare: Vi har Herren som hjælper og beskytter, uanset hvordan vi lever. Det var en overfladisk forkyndelse, som ikke tog hensyn til, at Gud er en hellig Gud, og at folket var kommet ind i et åndeligt frafald fra Gud. De falske profeter talte aldrig om, at folket måtte omvende sig eller gå evigt fortabt.

På denne baggrund lyder Jeremias' forkyndelse: »Thi fra små til store søger hver eneste vinding, de farer alle med løgn fra profet til præst. De læger mit folks brøst som den simpleste sag, idet de siger: 'Fred, fred!' skønt der ikke er fred« (Jer. 6,13- 14).
De sande og falske profeter vil gensidigt udelukke hinanden, fordi det drejer sig om to helt forskellige grundholdninger til Guds ord! Jeremias kunne som Guds profet ikke bare forkynde og stadfæste ordet fra Guds mund. Han måtte også tage et opgør med de falske profeter og deres løgne-budskab. »Det bliver ikke et rigtigt ja til sandheden - hvis det ikke også samtidig bliver et nej tilløgnen« (Søren Kierkegaard).
At tage dette opgør med de falske profeter var ikke en let opgave for Jeremias. Han var både sønderknust og overvældet, læste vi i Jer. 23,9. Men det var »for Herrens skyld og for hans hellige ords skyld« han måtte ind i den kamp. Det er lidelsen og smerten ved at være en sandhedens herold i løgnens verden.

Jeremias blev ikke populær i sin samtid, men på længere sigt blev han en redningsmand for folket. Der var nogen, som hørte, der var en lille flok, som tog Ordet til sig. Det var disse få, som Herren kunne bruge til at føre sin frelseshistoriske udvikling videre (Jer. 23,6). Af den grund var opgøret med de falske profeter nødvendigt.
Dette kan kaste mere lys over forskellen mellem de sande og falske hyrder (profeter). De sande hyrder vil som regel være få. I deres hyrdeomsorg vil de altid tage sig af den enkelte. Den sande hyrde vil prøve at hjælpe en, tage sig af en, oplære en og røgte en. Det er betydningsfuldt at bede Herren om at vise os en enkelt person, som vi skal prøve at hjælpe hen til Jesus.

De falske hyrder (profeter) sigter på de mange. Resultatet er, at hjorden bliver spredt (Jer. 10,21).
I Jer. 23,10-11 ser vi, hvordan Jeremias fælder Guds dom over dem, som skulle være hyrder, men som svigtede deres hyrdekald: »Thi både profet og præst er vanhellig, selv i mit hus har jeg mødt deres ondskab, lyder det fra Herren«.
Dem, som skulle våge over landets åndelige og moralske tilstand, går foran med et dårligt eksempel. De falske profeter fører folket vild (v.13) og »de styrker de ondes hænder« (v.14). Den falske profeti på Jeremias' tid bredte sig fra centrum ud til folket: »Fra Jerusalems profeter udgår vanhelligelse over hele landet« (v.15).

I det følgende skal vi kort opsummere det, der siges om de falske profeter i Jer. 23,16-22. (Når vi er opmærksomme på det, Bibelen siger om de falske profeter, vil vi også indirekte få kendskab til det, der er typisk for de sande profeter. Evangeliet bliver klargjort, når Ånden kaster lys over afvejene.)

1) De falske profeter fremfører ikke ord fra Herrens mund (Jer. 23,16).
I stedet for Herrens ord kommer de falske profeter med tomme (indholdsløse) indbildninger og deres eget hjertes syner. Deres budskab kommer ikke fra Herren, men fra dem selv. Det er kun mennesketanker - ikke ord fra Herrens mund.

2) De falske profeter gør sig til et med gudsfornægteren (Jer. 23,17).
»De siger til dem, der ringeagter Herrens ord: 'Det skal gå eder vel!'« (v.l7). De siger også, at der ikke venter nogen ulykke for den ubodfærdige.
Hos de falske profeter er der intet budskab om omvendelse og tro på Herren. Her er ingen formaninger og advarsler. Den ugudelige kan bare leve videre i sin vildfarelse og følge sit eget hårde hjerte.
Vi ser, hvor alvorligt og ubibelsk det er. I stedet for at vække synderen til omvendelse, som er enhver kristens klare ansvar, dysser de falske profeter bare de gudløse mennesker til ro. Endnu værre er det, at de oven i købet vover at bruge Herrens navn til bekræftelse af deres falske budskab.

3) De falske profeter har ikke været med i Herrens fortrolige råd (Jer. 23,18).
Vi ser en klar modsætning mellem dette og det, som Herren gennem profeten Amos siger om de sande profeter: »Nej! Den Herre Herren gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne« (Am. 3,7).
Hvis profeterne havde været med i Herrens råd, ville de lade folket høre Herrens ord og føre dem tilbage fra deres onde veje (Jer. 23,22). Men fordi de falske profeter ikke selv kender sandheden i Guds ord, kan de heller ikke vejlede folket ind på sandhedens vej.

4) De falske profeter er ikke udsendt af Herren (Jer. 23,21).
De falske profeter har hverken fået deres kald eller deres budskab fra Herren. Derfor må Herren sige dette stærke ord: »Jeg har ej sendt profeterne, alligevel løber de, jeg talede ikke til dem, og dog profeterer de« (v.21).
Vi får mere lys over dette, når vi giver agt på modsætningen i Matt. 9,36-38: »Da siger han til sine disciple: Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst!«
De sande vidner er sendt ud af Herren med Herrens ord og på Herrens ansvar. De falske profeter derimod har taget sagen i egen hånd. De er løbet ud i egen kraft uden at være sendt. Det er forskellen.

5) De falske profeter har ikke Guds ord, kun drømme (Jer. 23,25).
Her er det nærliggende at minde om Luthers ord: »Jeg har en aftale med Gud om, at han ikke skal tale til mig gennem drømme og åbenbaringer, men kun gennem sit ord. Det er klart nok.« (Heri ligger tydeligvis en brod mod falsk profeti og sværmeri.)
I vores kapitel sammenlignes drømmen med halm, mens Guds ord er at ligne med korn, der spirer (v.28). Ja, endnu stærkere: »Er ikke mit ord som ild, lyder det fra Herren, og som en hammer, der knuser fjelde?« (v.29). Sammenfattende kunne vi sige: Mens de falske profeters budskab er dødt som halm, er de sande profeters vidnesbyrd levende som korn, kraftigt som hammeren og gennemtrængende som ilden (v.28-29).

6) De falske profeter »stjæler« Herrens ord fra hinanden (Jer. 23,30).
De falske profeter har ikke stået i Herrens fortrolige råd, hvor de har hørt og set Herrens ord. Derfor er de nødt til at »stjæle« ordet fra hinanden. Dermed tager de Guds ord fra hinanden og river det ud af sin sammenhæng. Dette kaster lys over Djævelens måde at arbejde på - gennem de falske profeter. Djævelen river Guds ord ud af dets sammenhæng og bruger det, så det kommer i strid med Bibelen som helhed.
Et bibelcitat taget ud af sin sammenhæng er ikke længere Guds ord. (Et aktuelt eksempel fra vores egen tid er den måde, Jehovas Vidner bruger bibelord helt vilkårligt.) Vi må være klar over at løsrevne bibelord giver udtryk for mennesketanker. De giver ikke udtryk for Guds ord i Bibelen. Derfor må de afvises som falsk lære.
Fordi de falske profeter benytter sig af løsrevne bibelord, som de stjæler fra hinanden og river ud af sammenhængen, følger det mest alvorlige, som kan siges om dem: »de bringer ikke dette folk nogen hjælp, lyder det fra Herren« (Jer. 23,32).

7) De falske profeter har fordrejet den levende Guds ord (Jer. 23,22-36).
Som forklaret i noten til v.33, kan ordet »byrde« også betyde (profetisk) udsagn. Det skal vi lægge mærke til. Når Herren havde lagt et budskab (domsbudskab) på en profet, blev det som en byrde. Profeten blev ikke fri for byrden, før han havde givet budskabet videre. (Vi kan tænke på udtrykket: Herren har lagt dette budskab på mig.)
Budskabet måtte ikke mindst være en byrde for Jeremias, som var forfulgt. Han havde et klart budskab til omvendelse, og hvor dette budskab blev afvist, forkyndte han dom og forhærdelse. Det var en byrde for ham.
Folket betragtede Jeremias' budskab som en byrde og en plage. Derfor spørger de ironisk om, hvilke nye byrder Jeremias har at bringe (v.33). Folket tænkte om Jeremias: Lad os blive denne plagsomme byrde kvit. De brugte ordet byrde, som et skældsord over for profeten.
Så skal Jeremias svare: Nej, det er jer, der er blevet en byrde. Profeten skal bruge begrebet mod folket. »Byrden er l, men jeg kaster eder af, lyder det fra Herren« (v.33).
Det er Bibelens klare budskab til alle tider, at den der betragter Herrens ord som en byrde, skal straffes af Herren. l skal ikke længere kalde profetordet for en byrde, men det, at l har forkastet Herrens ord, er byrden. Begrundelsen er, at de har lavet om på den levende Guds ord (v.36).
Den anklage, folket rettede mod profeten Jeremias, fordi han talte Guds sande ord, bliver nu rettet mod dem selv. Og det stadfæster løftet fra Herren: »Visdom er intet, indsigt er intet, råd er intet over for Herren« (Ordsp. 21,30).