Hvordan holde gudstjeneste     ”Alt under ét tag!” Det har været ønsket for mange missionsfolk i de senere år. Et samlet menighedsliv i ét hus. Resultatet er blevet et voksende antal missionske ’helmenigheder’.
    Når hele menighedslivet kommer under ét tag, bliver nogle ting lettere, men der følger også en svær og vigtig udfordring med: at opbygge en evangelisk gudstjeneste.
    Hvordan gør man det?
    I Den Augsburgske Bekendelse, er der en passus, som handler om dette: ”Det er ikke nødvendigt, at der overalt er ensartede menneskelige traditioner og riter eller ceremonier…” (Artikel 7).
    Her sættes der klare ord på, at gudstjenestens ydre form er et adiaforon. Der er ikke én rigtig måde at holde kristen gudstjeneste på til enhver tid og på ethvert sted. Her er der frihed.
    Det gør det imidlertid ikke nemmere at finde en gudstjenesteform for vor tid. Snarere tværtimod, for ønskerne går i mange retninger – også blandt missionsfolk.
    Nogle vil videreføre missionshusets uformelle mødeform. Andre foretrækker folkekirkens højtidelige liturgi. Atter andre ønsker karismatiske former. Nogle mener, at gudstjenestens bør sigte på at nå ikke-kristne, mens andre betoner, at musikken bør appellere til unge. Nogle ønsker en gudstjeneste ledet af menighedens ledere. Andre ønsker en fri form, som alle på lige fod kan præge.
    Hvad gør man så? Hvordan når man frem til en fælles forståelse?
    Meget afklarer sig for os, når vi går til Bibelen. Her bliver det for det første klart, at friheden på dette område faktisk ikke er en frihed for os til at forme gudstjenesten efter vore egne ønsker, idealer og tanker. Gud har selv tænkt tanker om gudstjenesten, dens hensigt og indhold. Og Guds tanker har gyldighed på tværs af alle tider og kulturer. De er forpligtende også for os i dag. Det, vi har frihed til, er at finde former, som tilgodeser og udmønter Guds tanker og dermed tjener hans frelsende gerning hos os i dag.
    Skal vi være i stand til dette, må vi imidlertid først fordybe os i Guds tanker. Borte fra Bibelens ord bliver vi uundgåeligt præget og bestemt af den rådende tidsånd og kultur. Vi er børn af vores tid, og vores tid er ikke mindst kendetegnet ved at sætte mennesket i centrum og indrette alt efter dets ønsker og følte behov.
    Guds tanker går i en anden retning. Ingen kommer imidlertid ind i en ret forståelse af Guds tanker uden at komme ind i et personligt møde med Gud selv.
    Når Gud vil give os indsigt i det, som har med ham selv og hans gerninger at gøre at gøre, begynder han med at føre os ind i et møde med sig selv, som han er. I ordet træder han os i møde i sin ophøjede hellighed og i sin ubegribelige nåde i Jesus. Her virker han både anfægtelse, tro på Jesus og et nyt liv i hjertet. Her, og kun her, forstår vi indefra, hvem Gud er, og hvordan vi rettelig bør træde frem for ham - i ærefrygt, tilbedelse, lydhørhed og i jublende tak og glæde over frelsen i Jesus. Sand åndelig dømmekraft også om den rette gudstjenesteform har sit udspring i dette livgivende og fornyende møde med Gud i ordet (Rom 12,2).
    Har vi mødt Gud i ordet, vækker det både taknemlighed og bæven hos os, når vi i NT hører, at vi i gudstjenesten står for Guds ansigt (1 Kor 14,25). Den levende Gud er midt iblandt os (Mt 18,20). Han er centrum i gudstjenesten, ikke vi. Han taler til os gennem det forkyndte ord til vækkelse, tro og åndeligt liv. Han rækker os sin nåde gennem ordet og sakramenterne. Og vi svarer med tilbedelse, bøn, tak og sang. Hvilken optræden sømmer sig, når vi står for Guds ansigt? Hvilke ydre former minder os selv og vore børn, at vi har med en hellig og nådig Gud at gøre? Gudstjenestens ydre former må afspejle Guds væsen og vort forhold til ham.
    Har vi mødt Gud i ordet, og har vi erfaret, at dette ord er kilden til kraft, fornyelse og liv i troen på Jesus, så forstår vi også, hvor rigt det er, at gudstjenestens samlede mål ifølge Bibelen er at lade os møde og høre Guds ord (1 Kor 14). Der må gives tid og plads i menigheden både for den grundige bibeludlægning ved kaldede prædikanter og for de troendes indbyrdes opbyggelse med vidnende ord (1 Kor 14,26-33; 1 Tim 5,17). I en tid, hvor mange søger åndelig kraft og hjælp i forbigående karismatiske og meditative oplevelser, er det afgørende at bevare et klart syn for, at hjertet styrkes ved den urokkelige nåde i Jesus (Hebr 13,9).
    Har vi erfaret befrielsen ved at have med Gud at gøre på forsoningens grund, glæder vi os over, at nadveren gives en central plads i gudstjenesten i NT (ApG 2,42-47; 20,7). Nadveren prædiker til enhver tid det helt afgørende i den kristne tro: At der er plantet et kors mellem Gud og os. At Jesus har vundet os en evig fred med Gud. At hans blod renser os for al synd og åbner døren for os til paradis. At vor altoverskyggende skat og rigdom er syndernes forladelse i Jesus. Ret forvaltet og modtaget bevarer nadveren os under alle forhold i en fri evangelisk tro og et sundt åndeligt spor.
    Har vi levet med Gud i nogen tid, ved vi, at vi har brug for en stadig fornyelse i troen på Jesus for at være i stand til at vidne om ham og tjene ham med glæde. Derfor er det dybt trøstende, at gudstjenesten ifølge NT netop er de kristnes åndelige kraft- og fornyelsescenter, hvor de gennem nådens midler fornys og opbygges i en frimodig og rig tro på Jesus (1 Kor 14,12; Ef 4,11-16; Kol 3,16-17). Gudstjenestens primære målgruppe er de troende. Den er ikke en evangeliserende begivenhed. Vi møder i NT ikke ét eksempel på evangeliserende forkyndelse i en gudstjeneste. Evangelisationen foregår i NT ikke, når menigheden samles, men når den spredes: 7 dage om ugen 24 timer i døgnet overalt, hvor de kristne kommer frem som lys og salt i verden. Her vidner de om Jesus, og her forkynder evangelister og apostle evangeliet på torve og pladser. Bagefter mødes de med dem, som vil høre mere, for at samtale med dem. Gudstjenesten er åben for ikke-kristne (1 Kor 14,23), men dens grundlæggende formål er at forny og opbygge de troende i en rig og frimodig tro på Jesus. Netop herved fremmer den et åndeligt kraftfuldt og evangelisk frigjort evangelisationsarbejde – på NT´s tid såvel som i dag.
    I livet med Gud erfarer vi, at stærke kræfter både i verden og i vort eget indre vil forføre os væk fra troen. Derfor betragter vi det som en gave, at Gud i NT lover at udruste og give os åndelige ledere i menigheden (Ef 4,11-13). Lederne har det overordnede ansvar for menighedens liv (ApG 20,17-35), og dermed også for, at gudstjenesten tjener sit af Gud forordnede formål både med forkyndelse og bøn, sang og musik. Sangen sigter i NT ikke på musikalsk appel og stimulering i sig selv, men på opbyggelse og lovprisning (Kol 3,16). I NT´s menigheder sang man GT´s salmer, som er rige på forkyndelse af Guds gerninger, men også hymner og åndelige sange. Hvad der skulle synges, var i sidste instans ledernes ansvar – og er det fortsat i dag.
    Bibelen har meget – mere – at sige om dette emne. Vi har brug for at læse det og grunde over det. Vejen til en fælles forståelse af disse ting går igennem en fælles besindelse på Guds ord. Først og sidst må vi tage Guds ord til os personligt til åndelig fornyelse og til vækst i åndelig dømmekraft: ”Lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje” (Rom 12,2).

---