Han leder mig ved sit råd - Salme 73 .
Salme 73 er et vidnesbyrd og en personlig bekendelse.
    Om også den er skrevet af en mand i gammeltestamentlig tid, er den alligevel udtryk for det, en kristen oplever under sjælesorg hos Jesus. Jesus er jo den, som virkeliggør og fuldbyrder alt Guds ord i Det gamle Testamente. Det er, som Luther siger: I Salmernes bog kan du se en kristen lige ind i hjertet.
    Salmen begynder med en personlig bekendelse. Først om Gud og dernæst om ham, som har skrevet salmen. Den er god at få forstand af.
    Foran Gud står: ja, visselig. Foran jeg står: men.
    Asaf vil med det samme have sagt: Gud er til at stole på, han gør alle ting vel. Men jeg, jeg er ikke til at stole på, og jeg forstår ikke af mig selv mit eget bedste.
    Salmens første halvdel er en bekendelse af denne dårskab. Men før der gives udtryk for denne, slås det udtrykkeligt fast, så det ikke er til at misforstå:
    »God er Gud mod Israel, mod dem, der er rene af hjertet.«
    Det Israel, der er tale om her, er de rene af hjertet. Hvem er de?
    Det er de mennesker, hvis hjerte tilhører Gud. I nytestamentlig sprogbrug hedder det et genfødt hjerte. Jesus karakteriserer dem, der tror på ham, som rene af hjertet:
    »Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud« (Matt. 5,8).
    Det betyder ikke et syndfrit hjerte, men et hjerte, som er helt med Herren (2. Krøn. 16,9). Det kaldes da også et helt hjerte og et udelt hjerte (Sl. 86,11). Det er et hjerte, som »vil kun et« (S. Kierkegaard). Herom siger Guds ord:
    »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds And bor i jer?« (1. Kor. 3,16).
    Det, som gør hjertet rent, er, at de, som tror på Jesus, har modtaget syndernes forladelse i Jesu blod og fået deres hjerter renset ved troen på ham. (Ap. g. 15,9).
    Det er altså om disse, Guds ord vidner og siger: Visselig, Gud er god mod dem.
    Men dette forstår ikke alle troende. Her kommer Asafs bekendelse ind i billedet som et udtryk for mange kristnes erfaring:
    »Mine fødder var nær ved at snuble, mine skridt var lige ved at glide.«
    Her taler en mand, som ikke var gået bort fra Gud. Han var ikke gået ud i verden eller i synden. Han havde ikke gjort noget galt, menneskeligt set. Han tilhørte Gud og var hos Gud. Alligevel var han lige på nippet til at blive en frafalden. Hvad var grunden?
    Jo, siger han, »over dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel.«
    Han kunne ikke forstå, at mennesker, som hverken bryder sig om Gud eller hans ord, mennesker, som bare hævder sig selv - er overmodige - at de skal have lykke og medgang i livet. Han selv derimod, som satte sin lid til Herren, havde kun lidelser og modgang - som vi senere skal se.
    »De gudløse kender ikke til kvaler, deres livskraft er frisk og sund« (v. 4).
    Det er stærke ord og netop udtryk for noget, mennesker regner for en stor lykke. Tænk, at være fri for lidelser og kvaler! Tænk, at eje sin fulde livskraft lige til det sidste.
    Så følger en lang beskrivelse af de gudløse og overmodige. Den synes kun at stadfæste det, som hidtil er sagt. Alting lykkes for dem, og de kan udfolde sig helt, som de lyster.
    »De kender ikke til menneskelig nød, de plages ikke som andre« (v. 5).
    Resultatet udebliver da heller ikke: »Derfor har de hovmod til halssmykke, vold er kappen, de svøber sig i« (v. 6).
    Deres medgang og selvudfoldelse gør dem hovmodige og overlegne. De har ingen medfølelse med deres medmennesker, bruger tværtimod magt for at fremme deres eget.
    »Deres brøde udgår af deres indre, hjertets tanker bryder igennem« (v. 7). De præges af, hvad de tænker, og hvad slags planer de har.
    »I det dybe taler de ondt, i det høje fører de urettens tale« (v. 8).
    Mennesker, som kun vil sig selv og kan gennemføre alt efter egne lyster og ønsker, har kun hån til overs for dem, som ikke kan udfolde sig på samme måde. Og ganske særlig over for dem, som bekender, at de tror på Guds ord.
»De løfter munden mod himlen, tungen farer om på jorden« (v. 9).
    De spotter Gud. Og mennesker får deres mening at vide om alt. Deres medgang og lykke fremstiller de som udtryk for, at det er dem, der har ret. Resultatet udebliver ikke. De bliver populære:
    »Derfor vender mit folk sig hid og drikker vand i fulde drag« (v. 10).
    Her bruges et gammelt hebraisk ordsprog for at karakterisere dem: »De drikker vand i fulde drag«. Det betyder, at de nyder til overmål al den lykke, et menneske kan finde her i verden, menneskeligt set.
    Beskrivelsen af dem slutter med at vise, hvordan de ringeagter dem, som frygter Gud. Guds ord kalder ofte de gudfrygtige sagtmodige. Det vil sige, de har lagt deres sag i Guds hånd og stoler på ham. De sagtmodige bliver latterliggjort af de gudløse, som har medgang i alt. Det er det, der kommer til udtryk, idet de siger:
    »Hvor skulle Gud vel vide det, skulle den Højeste kende dertil?« (v. 11).
    Som en sammenfatning af det, der er at sige om de gudløse, hedder det i v. 12: »Se, det er de gudløses kår, altid i tryghed, voksende velstand!«
    Beskrivelsen af dem begyndte med at sige, at det går de gudløse vel, de kender ikke til kvaler, deres livskraft er frisk og sund. Her slutter den med at sige: Altid i tryghed, voksende velstand.
    Må man da ikke sige om disse mennesker, at de har medgang og lykke i livet? Har de ikke opnået det, alle mennesker higer efter? De har penge, magt, indflydelse og popularitet. De kan iværksætte alle deres ønsker og planer. Kan nogen vel ønske sig mere?
    I stærkeste modsætning hertil kommer nu det, Asaf må bekende om sig selv:
    »Forgæves holdt jeg mit hjerte rent og tvætted mine hænder i uskyld, jeg plagedes dagen igennem, blev revset på ny hver morgen!« (v. 13-14).
    Asaf lever i syndernes forladelse. Det er betydningen af ordene: Jeg har holdt mit hjerte rent og tvættet mine hænder i uskyld. Han er gudfrygtig og ønsker at indrette sit liv efter Guds ord. Det fremgår klart af alt, hvad han siger om sig selv.
    Men han har ikke medgang, menneskeligt set. Alt synes at gå ham imod. Han kan ikke udfolde sig, som han gerne vil. Han opnår ikke det, mennesker plejer at tragte efter. Om ham vil hans samtidige snarest sige: Han er en beklagelsesværdig mand, så dårligt det synes at gå ham.
    Hver ny dag fører ny lidelse med sig. Men lidelsen er alligevel ikke det værste for ham. Langt værre er, at der ikke synes at være nogen hjælp i at frygte Gud og leve under hans forsonings nåde. Den velsignelse, Gud har lovet skal komme over dem, der frygter ham, mærker han ikke noget til.
    Dette har han imidlertid aldrig sagt. Han har følt og oplevet det sådan, men ikke givet udtryk for det over for andre, det ser vi af v. 15:
    »Jeg tænkte: Taler jeg så, da er jeg troløs imod dine sønners slægt.«
    Troløs mod Guds børn havde han aldrig været. Desto mere havde han grubiet og tænkt for sig selv: »Jeg grunded på at forstå det, møjsommeligt var det i mine øjne« (v. 16).
    Vi forstår, hvad det er, han har grubiet over. Guds ord lover velsignelse over den gudfrygtige, men forbandelse over den gudløse.     Som et eksempel kan vi henvise til 5. Mos. 28. Der bliver der tilsagt velsignelse over hele menneskelivet, ind i hver mindste detalje, over dem, som frygter Gud og holder hans bud. Samtidig bliver der forkyndt forbandelse over dem, som ikke holder Guds bud, over de gudløse, en forbandelse, som rammer dem i alt, hvad de rører ved, og gennemtrænger hele deres liv.
    Hvordan kan det da gå til, at det går den gudløse godt, mens den, som frygter Gud, må lide og have det ondt? Det er dette spørgsmål, der har gnavet i Asafs sind. Og det er meget forståeligt.
    Spørgsmålet er så vist heller ikke ukendt i dag. En sjælesørger kan komme ud for hjerteskærende spørgsmål om dette fra troende mennesker, som er i nød.
    Her er et eksempel. Det hændte for mange år siden. En købmand, som var kendt for sin retskaffenhed, var blevet omvendt til Gud. Han lå på sine knæ i bagbutikken og bad for sig selv og sin forretning. Han gik konkurs. Tværs over gaden havde han en konkurrent. Det var en mand, som hverken frygtede Gud eller mennesker. Det viste sig siden, at han endog var en svindler. Hans forretning gik fint, han tjente store penge og var meget populær.
    Jeg glemmer ikke det hjertesuk, der lød fra den købmand, der gik konkurs: Kan ikke Gud velsigne mig og hjælpe mig? - Der er mange kristne, der er i en lignende stilling.
    Det er nødvendigt for os at få Guds ords lys over dette problem. Ellers går det os galt. Det samme gjaldt Asaf. Han var ved at komme bort fra Gud, fordi han ikke havde Guds ords lys over dette.
    Han tænkte som så: Når Gud velsigner den gudfrygtige og forbander den gudløse, da må det jo gå den gudfrygtige godt og den gudløse dårligt - ellers kan Guds ord jo ikke være sandt! 
    Dette lyder så rigtigt og forekommer så indlysende, men i virkeligheden er det et vrangsyn. Det kan bedst karakteriseres som den lo viske opfattelse af medgang og modgang i Guds rige.
    Det var denne loviske opfattelse, der var ved at føre Asaf bort fra Gud. Den er også ved at føre mange kristne bort fra Gud i dag.
    Asaf forstod ikke, at han tog fejl. Det ser ud til, at der er gået en tid, før sandheden blev åbenbaret for ham. Det sker gennem det, som fortælles i v. 17 og de følgende vers. Men inden vi ser nærmere på det, der videre kommer i SI. 73, fra v. 17 og salmen ud, er der nogle grundlæggende spørgsmål, vi først må tage op.
    Hvad er medgang? Hvad er modgang? Hvad er lykke? Og hvad er ulykke?
    Disse spørgsmål kan vi ikke svare på uden at stille endnu et spørgsmål:
    Hvad ejer et menneske?
    Han ejer ikke sin ejendom, sine penge og hvad det ellers måtte være. Han skal intet tage med sig, når han dør (SI. 49,17-18). Endog vore evner, anlæg og muligheder har vi bare til låns, mens vi er her i verden.
    Men der er to ting, et menneske ejer, og som han ikke kan løse sig fra, om han ville:
    Øjeblikket og evigheden.
    Vi taler om at tage en dag ad dagen. Men det er meningsløs tale. Ingen tager mere end et øjeblik ad gangen. Det, vi oplever i øjeblikket, bestemmer, hvordan evigheden skal blive.
    Hvordan har Gud tænkt sig evigheden for os mennesker? Før han skabte himmel og jord eller noget menneske, fattede han en beslutning hos sig selv: Han udvalgte os i Kristus til at blive evigt salige (Ef. 1,3-4). Han har sat os et evigt mål hos sig. Dette mål er, at vi i det fuldkomne Guds rige skal stå sammen med Guds egen Søn, når han står som den førstefødte blandt mange brødre (Rom. 8,29). I overensstemmelse med dette forsæt har han på forhånd vedkendt sig som sine alle, som tror på Jesus (Rom. 8,30).
    »Dem, han forud har kendt« betyder efter grundteksten: Dem, han på forhånd har vedkendt sig som sine.
    Gud har ikke forudbestemt noget menneske til fortabelse. Når alligevel mange mennesker går fortabt, er det, fordi det forsæt, Gud havde fattet til frelse, ikke får tag i dem, d.v.s.: evangeliet får ikke således tag i dem, at det formår at skabe troen på Jesus i deres hjerter, og de står dermed uden for Guds frelsesplan.
    Efter dette kan vi svare på spørgsmålet om, hvad medgang og modgang egentlig er. Medgang er alt, hvad der hjælper et menneske til at nå det mål, som Gud har sat for dette menneske. Medgang er alt, hvad der hjælper et menneske til at blive evig saligt. Alt andet er modgang!
    I sejlskibenes tid talte man om medbør og modbør. Medbør var det, der bragte skibet til sit mål på kortest mulig tid. Modbør var det, der hindrede det i at nå målet.
Netop sådan forholder det sig med medgang og modgang. Medgang betyder, at jeg her i øjeblikket oplever det, som hjælper mig til at nå den evighed, Gud har tiltænkt mig.
    Om nu et menneske oplever at nå alle de mål, det har sat sig i livet: rigdom, lykke, anseelse, popularitet osv., men går fortabt - hvad har det menneske så egentlig haft? Har det haft medgang?
    Om man oplever lidelser, sygdom, vanskeligheder og andre ting, som ikke netop smager et menneske godt, men resultatet er, at man bliver evig salig - har man da haft modgang?
    For at bedømme, hvordan et menneskes liv har været, skal man, siger Guds ord, holde sig den udgang for øje, dets levned fik (Hebr. 13,7).
    Vi tænker derfor alt for kort, når vi siger: Gud har ikke hørt min bøn - fordi vi ikke synes at få det, vi har bedt om. Sandheden er, at Gud giver os mere, end vi har forstand til at bede om.
    Som før nævnt forstod Asaf ikke dette. I lang tid grundede og grublede han over, hvorfor han skulle lide, når det gik de gudløse så godt. En grublen, der ikke syntes at skulle få ende: læg mærke til, at v. 16 ikke slutter med punktum. Men da skete der noget:
    »-til jeg kom ind i Guds helligdomme, skønned, hvordan deres endeligt bliver« (v. 17).
    Guds helligdomme er det samme som Guds ord: stedet, hvor Gud åbenbarer sig for et menneske. Asaf fik en åbenbaring af Gud og fik både sig selv og de gudløse at se i Guds ords lys. Og da fik han i sandhed noget at se:
    »Du sætter dem jo på glatte steder, i undergang styrter du dem. Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med rædsel!« (v. 18-19).
    Asaf fik at se, at Gud havde placeret de gudløse på »glatte steder«. En glidebane, så at sige, hvor man viljeløst glider mod afgrunden. De gudløse styrtes i undergang, brat lægges de øde, det ender med rædsel.
    Disse »glatte steder« - hvad er det?
    Det er netop deres »medgang«. Netop det, at de får lov at udfolde sig efter deres tanker, lyster og planer, er deres forbandelse og ulykke. Det må føre til undergang.
    Gud stiller sig til mennesket, som mennesket stiller sig til ham.
    »Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige, du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde« (SI. 18,26-27).
    Vil et menneske ikke vide af Gud, svarer Gud med at overlade dette menneske til sig selv. I første omgang ser det ud som lykke i menneskers øjne, fordi han kan udfolde sig akkurat, som han har lyst til. Han kan opnå alt det, som hans hu står til. Men netop dette gør, at han uvægerlig må gå fortabt.
    Vi har en alvorlig illustration hertil i den eksempelfortælling, Jesus bruger som en lignelse i Luk. 16 - om den rige mand og Lazarus. Jesus siger om den rige mand, at han var kommet i dødsriget, fordi han havde fået sit gode i sin levetid. Det betyder ikke, at han havde haft det godt, mens han levede. Der er intet i vejen for, at et menneske kan have det godt her i livet uden at have fået sit gode i sin levetid.
    »Gode« betyder det, som tilfredsstiller hjertet og giver livet mål og mening for et menneske. Den rige mand havde fundet det her i livet uden om Gud. Menneskelig set synes han at have været en retskaffen mand. Han levede ikke i synd og umoral. Men loven og profeterne - Guds ord - betød ingenting for ham. Derimod betød livet, som han levede det, alt for ham, i det fandt han mål og mening, sit gode. Han var dermed fortabt og måtte gå fortabt.
    Med Asaf var det - som vi ser det længere fremme i salmen - stik modsat: Han fandt sit »gode« i Gud. Og netop det er karakteristisk for en kristen:
    »Jeg siger til Herren: Du er min Herre; jeg har ikke andet gode end dig« (SI. 16,2).
    Asaf fik det at se, som det var: Guds dom rammer de gudløse, de er under forbandelsen, netop som Guds ord siger det:
    »Spirer de gudløse end som græsset, blomstrer end alle udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse« (SI. 92,8).
    Det kan se ud, som om de gudløses veje lykkes til enhver tid (Sl. 10,5), men Guds øje følger dem hele tiden med vågent blik: »De er som en drøm, når man vågner, man vågner og regner sit syn for intet« (v. 20).
    De gudløses lykke er skin og bedrag. Den er ikke mere at fæste lid til end en drøm, som svinder, et skyggebillede, som bliver borte.     Men Asaf fik ikke bare lys over de gudløses »medgang«, så han begyndte at forstå den. Han fik også lys over sin egen »modgang«, således at han også begyndte at forstå den: »Så længe mit hjerte var bittert, og det nagede i mine nyrer, var jeg et dyr og fattede intet, jeg var for dig som kvæg« (v. 21-22).
    Nu indser han, at det syn på tingenes tilstand, som var i færd med at føre ham bort fra Gud, beroede på dårskab og mangel på indsigt i Guds ord. »Jeg var som et dyr og fattede intet,« siger han nu til Gud. Karakteristisk for et dyr er, at det sætter pris på de gode ting, mennesket giver det, mad og andet, som gør, at dyret befinder sig vel. Men mennesket selv har det ingen forudsætning for at bryde sig noget videre om. Tilsvarende hertil bekender Asaf, at han har været mere indstillet på Guds gaver og velsignelser end på at eje Gud selv og hans ord.
    Men nu er det hele totalt forandret: »Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre; du leder mig med dit råd og tager mig siden bort i herlighed. Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på jorden!« (v. 23-25).
    Her giver Asaf udtryk for den store lykke og velsigneise, som er blevet ham til del. 
    Den virkelige glæde, det, som giver livet indhold og mening, består ikke i det, mennesker kalder medgang og lykke. Den består i at vide, at man ejer Gud selv. Gud er blevet ens virkelige gode.
    Dette er ensbetydende med det, Bibelen kalder at glæde sig i Herren. Det er noget mere end at føle sig glad. Det betyder, at Herren selv er blevet ens glæde. Guds ord knytter de rigeste løfter til dette:
    » - da skal du have din fryd i Herren, og han skal give dig, hvad dit hjerte attrår« (SI. 37,4).
    »Glæd jer altid i Herren; jeg siger igen: glæd jer!« (Fil. 4,4).
    Glæden i Herren gør en kristen stærk. »Herrens glæde er eders styrke« (Neh. 8,10).
    Salme 73 viser os, at i denne stilling ville en kristen aldrig komme, hvis han fik alt, hvad han bad om, sådan som han selv ønsker det. Det koster noget, menneskeligt talt, at få sit gode i Gud. En kristen må miste troen på sig selv. Han må lære at indse, hvor tomt alting i verden er, så han ikke venter sig noget godt hverken af sig selv eller af andre. At leve som en kristen bliver ingen dans på roser her i verden. Som Jesus har sagt, er vejen smal og trang for en kristen. Men - så underligt det end lyder i menneskers ører - det er på den trange og smalle vej, der er fuldt af glæde og salighed. På den vej bliver Gud selv ens gode.
    Da bekender en kristen med Asaf: Dog bliver i jeg altid hos dig! Der er i grunden kun en ting, en kristen virkelig er bange for: at komme bort fra Gud. Og det gør han heller ikke, så længe han holder sig nær til Gud. For det er, som det i v. 23 videre hedder: »Du holder mig fast om min højre!«
    Vi taler tit om at holde fast ved Gud, og det kan være godt nok. Men vort tag i ham ville nok meget hurtigt glippe, hvis ikke han holdt fast i os. Og det gør han:
    »Den, der knytter os såvel som jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud« (2. Kor. 1,21).
    Asaf siger, at Gud ikke bare holder ham fast, men holder ham fast om hans højre hånd. Det betyder, at han ikke længer selv bestemmer over sit liv. Det er Gud, der nu leder ham ved sit råd.
    Det giver ingen glæde og lykke at bestemme over sig selv. Desuden er det farligt for en kristen. Men det giver ham en usigelig tryghed, glæde og fred at vide, at Gud er den, der leder hele hans liv ved sit råd. Dertil kommer, at han bliver til usigelig velsignelse for sine medmennesker. Og den, som bliver ledet ved Guds råd, bliver taget bort i herlighed til slut (v. 24).
    For de gudløse, som styrer og leder deres liv selv, og som synes at have så stor lykke her i verden, ender det med rædsel. Den derimod, som ledes ved Guds råd og har sit gode i Gud, når frem til herlighed og evig salighed.
    De, som har oplevet det, bekender med Asaf: »Har jeg blot dig, da attrår jeg intet på jorden!« (v. 25).
    Asaf var ikke blevet sine lidelser kvit:
    »Lad kun mit kød og mit hjerte vansmægte, Gud er mit hjertes klippe, min del for evigt« (v. 26).
    Men lidelserne var ikke længer lidelser. De førte kun til, at Gud blev større for ham. Hele hans liv, hans tilværelse, var grundfæstet i Gud.
    Når en kristen kan bekende med Asaf: »Gud er mit hjertes klippe, min del for evigt,« da har han opnået den største velsignelse, et menneske kan opnå her i livet.
    »Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, du udsletter hver, som er dig utro« (v. 27).
    Det farlige for en kristen er at fjerne sig fra Gud. Det sker ved at forsømme Guds ord, holde sig borte fra samfundet med andre kristne og fra nådens midler. Da går man til grunde. Gud kan ikke holde den kristen fast, som fjerner sig fra ham.
    Endnu farligere er det, om noget andet end Gud kommer til at indtage dennes plads i en kristens hjerte. Det er dette, som her kaldes at være utro (norsk oversættelse: »falder fra dig i hor«). Her tænkes ikke på den moralske, men på den religiøse synd. Gud må udslette enhver, som lader noget andet eller nogen anden indtage hans plads i hjertet.
    Det var så vist ikke tilfældet med Asaf!
    Han slutter salmen med en bekendelse - og den vil jeg også gerne gøre til min:
»Men at leve Gud nær er min lykke, min lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine gerninger.«

---