Hvilken lykke!
Man må undre sig over Paulus. Det er ikke svært at forstå, at hans vanskeligheder og problemer syntes overmægtige. Han siger selv, at han på alle måder var hårdt trængt, tvivlrådig, forladt, ja, slået til jorden.
Hvordan så det ud for os, hvis vi kom ud for det samme? Ville vi ikke, længe før det var kommet så langt, have givet os modløsheden i vold?
Hvad er det, som får Paulus til at reagere anderledes? Forklaringen skal ikke søges i hans karakter eller viljestyrke. Hvor rigt udrustet han end har været i menneskelig forstand, skal begrundelsen for hans glæde, frimodighed og sejrsvished alligevel søges et andet sted.

Svaret må findes i Bibelen. Gennem Apostlenes Gerninger og Paulus' egne breve får vi et klart billede af ham - både som menneske og som kristen. Det er slående, i hvilken grad Paulus er optaget af Jesus. Og det er ubegribeligt, at hans kæmpemæssige problemer ikke har kunnet skubbe Jesus i baggrunden.
I fortalen til sin Galaterbrevskommentar siger Luther: "I mit hjerte hersker denne ene artikel, nemlig troen på Kristus, fra hvem og til hvem alle mine teologiske overvejelser strømmer frem og tilbage dag og nat." Selvom der ligger halvandet årtusinde mellem Paulus og Luther, var de fælles om dette: Det var Jesus og ham alene, som alt drejede sig om. De så realistisk på den synlige virkelighed, men de rettede ikke deres blik imod den. De var helt indfanget og optaget af den usynlige, evige retfærdighed, der gennem troen var skænket dem uforskyldt af nåde. Ordet nåde er et hovedord for Paulus. Han bruger det 110 gange i sine breve. Og denne retfærdighedsgaves rige fylde får herredømme og liv ved den ene, Jesus Kristus.

Er du kørt fast?

Du kan utvivlsomt lære meget af Paulus. Guds ord opfordrer os til at blive hans efterfølgere. Din og min fejl er, at vi igen og igen fastholdes i den vrangforestilling, at den eneste hjælp vil være, at Gud hjælper os ud af vore vanskeligheder ved at løse vore problemer. Det kan Gud gøre, men han gør det langt fra altid. Derfor sidder vi tit skuffede tilbage, og mange spørger: Nytter det at bede? Jeg har prøvet det så tit, men Gud har ikke grebet ind.
Sådan reagerede Paulus aldrig. jeg tror, at han ville sige: Det er ikke sandt, at Gud ikke har grebet ind. Det er jo netop det, han har! Forsoningen er fuldbyrdet. Der er stiftet fred gennem blodet på korset. I Jesus er du rig på alt. Du har overflod.
Måske vil du indvende: Alt det ved jeg godt, men det er mig til så lidt hjælp i de vanskeligheder, som jeg netop nu står midt i. Jeg tror, at Paulus igen vil sige: Det er ikke rigtigt! jeg har erfaret det modsatte. Når jeg ingen udvej kunne se, da var der et, som kunne hjælpe: At rette sind og hjerte mod den banede vej. Der er en vej, som intet problem, ingen synd og ingen lov kan spærre. Det er den nye og levende vej, som Jesus har banet ved sit blod ind i selve himlen.

Hvil i forsoningsblodet

Sandheden er, at så længe vi er her på jorden, får vi lov til at tale med Jesus om alle vore vanskeligheder. Nogle hjælper Jesus os ud af, andre må vi slås med hele livet. En grundlæggende erfaring i livet er også, at der bestandigt dukker noget op, som er svært. jorden har ej den ro,jeg søger, synger Lina Sandell, og hun har ret.
Selvom Jesus løser et problem, så er din livsvej ikke derefter en dans på roser. Nej, vi skal gå ind i Guds rige gennem mange trængsler. Forholder det sig sådan, at din glæde står i forhold til, hvor megen modgang, du møder, ser det sort ud for dig. Da står du i fare for, at håbløsheden skal vinde overhånd.
Lær af Paulus! Se realistisk på din egen og andres situation, men stir dig ikke blind på den! Ret dit blik mod den evige, usynlige virkelighed. Gør det til stadighed. Du skal lære at dvæle ved det fuldbragte nådesværk.

Det holder, hvad Jesus har gjort

Da hviler din sjæl ved et fuldbragt værk. Midt i alt det uløste føler du dig uendelig rig. Det vigtigste af alt er løst: Jesus har løst dig fra alle dine synder. Han har taget dem på sig. Og med dem er han gået ind under Guds vrede og dom. Han har lidt straffen for dem. Din synd fører dig ikke længere mod helvedes evige pine.
Kan du forstå, at Paulus kunne sige: At leve er mig Kristus! Det jeg, som var i ham, var ikke længere ham selv, men Jesus. Ikke han, men Jesus gjaldt for Gud.
Når du og jeg lever med vort hjerte vendt mod det fuldbragte, baner lovsangen sig vej fra vort indre. Vi lovsynger, fordi vi ikke kan lade være. Uanset hvordan de ydre forhold er, så gælder det: Evig sejr nu jeg ejer altid, Herre Krist, i dig.
Inderst inde i dybet af vort hjerte er den evige jubel og glæde. Den er tændt af Lammets værk på Golgata. Det er ikke din glæde, selvom den er i dig. Det er Jesu glæde. Den kan ingen tage fra dig. Den følger dig ind over dødens tærskel. Den er evig. Er det mærkeligt, at det er en ubeskrivelig lykke at være Guds barn?

---