I Guds øjne er du plettet
»Om du så vasker dig med sæbe og ødsler med lud, er du i mine øjne plettet af synd, siger Gud Herren.« Jer. 2, 22

Jeg kender nogle virkelig fromme mennesker. Ikke mange, men nogle er der dog. De er altid søde, venlige, hjælpsomme, dejlige at være sammen med, gæstfrie, forstående, tolerante, kærlige; desuden er de indsigtsfulde, åndeligt bevidste og gudhengivne. Men - og det er så her, dagens ord kommer ind i billedet (brutalt taget ud af sin sammenhæng, men fint i tråd med, hvad der ellers står både i Jeremias' Bog og i den øvrige del af Bibelen) - men alle gode gerninger til trods, al seriøs gudsdyrkelse til trods, så er de i Guds øjne plettet af synd.
    Det er ikke nogen rar tanke. Når end ikke de, som ellers er så gode mennesker, ikke kan leve op til Guds standard, hvem kan så? Mange kender i hvert fald det her: Man beslutter, at nu skal det være slut med al den ulydighed, al den lunkenhed, al den troløshed, al det begær, al den mangel på respekt over for Guds livgivende ord. Man forbedrer sig, man forbedrer sig virkelig, og dog er man stadig smittet af det, som med et lidt antikvarisk ord hedder »arvesynden«: Adam syndede, vi synder; det ligger som gener i vores dna. Til det at være menneske hører det at være en synder. Så simpelt, så ulykkeligt er det. Når Gud ser på os, sådan som vi er i os selv, vil han altid se pletter af synder, ja, ofte ikke bare pletter, men store plamager, steder, hvor pletterne er smeltet sammen og fuldstændig farver os sorte ..
    Bibelen er fuld af steder med dette budskab: Du er syndig! Du er uren! Derfor straffer Gud dig! - Hvorfor?
    Jo, fordi Gud mere end noget andet ønsker at tage syndigheden, urenheden, straffen fra dig. Men du bliver nødt til at give ham lov til det. Krampagtigt kan du klynge dig til synden; som et barn, der nægter at gå i bad, kan du nægte ham at vaske dig ren. Han sendte sin søn, Jesus, til jorden for at opsøge og frelse det fortabte menneske.
    Og det syndige og fortabte menneske er dig og mig. Os kom han til - os kommer han til, nu i dag, nu mens jeg skriver dette, nu mens du læser det - os rækker han hånden ud imod; han minder os om, at vi er plettet af synd. Han minder os om, hvordan det er fat med os. Det gør han, fordi vi skal forstå alvoren i vores situation og gribe ud efter hans hånd, gribe ud efter hans evige frelse.

---