´Kirken må til stadighed reformeres´
    Der er et gammelt latinsk udtryk, som har fået en renæssance i vor tid: ecclesia semper reformanda est – kirken må til stadighed reformeres. Citatet tilskrives ofte Luther, men det er først formuleret et århundrede efter hans død og i øvrigt af reformerte kristne.         Ret forstået udtrykker citatet en overordentlig central sandhed, som Luther frem for nogen havde syn for. Hans reformatoriske indsats havde ét centralt sigte: at nå hjerterne med Guds ord og evangelium til tro på Jesus. Han tænkte om reformationen som en åndelig kamp, der tog sigte på at drive vantroen tilbage og kalde troen frem. I denne kamp nyttede ydre kirkelige reformer i sig selv intet. Guds ord var det afgørende kampmiddel. Kun Guds ord sandt forkyndt i lov og evangelium kunne overvinde hjerternes vantro og føre mennesker til åndelig frihed og frelse ved tro på Jesus.
    Den sande reformation var ifølge Luther Åndens gerning i hjerterne til tro. Med den frelsende tro ville der ifølge Luther med nødvendighed følge et ønske om og et arbejde for ydre kirkelige reformer, som kunne tjene evangeliets udbredelse og troens opbyggelse. Og nok så væsentligt: kun den genfødte troende havde ved sin erfaring af lovens dødende dom over mennesket og evangeliets livgivende herliggørelse af Jesus klarsyn til at vurdere, hvilke reformer der virkelig tjente Guds frelsergerning.
    Luther var bevidst om, at mange af dem, som støttede hans opgør med paven og hans arbejde for en kirkelig reformation, gjorde det uden personlig tro Jesus. Alligevel kom de med forslag til, hvordan kirken burde forandres. Deres reformforslag var uundgåeligt præget af åndelig blindhed og af en almenreligiøs tænkning, hvad der kunne opleves sympatisk, opløftende og åndeligt styrkende. Luther betragtede denne reformtænkning som livsfarlig. Den tjente til det modsatte af Guds gerning: menneskets religiøse styrkelse.
   
    ’Kirken må til stadighed reformeres!’ Luther var enig. Kirken må til stadighed reformeres både ved hjerternes fornyede tro på Jesus og i sine ydre former. Men det første forudsætter det andet! For kun den levende tro på Jesus bringer et sandt åndeligt klarsyn med sig.
    Er det denne tankegang, som ligger bag, når det gamle citat fremføres i vor tid? Det synes ikke altid at være tilfældet. Af og til får man indtryk af, at citatet snarest fremføres for at lukke munden på dem, som forholder sig skeptisk til mange af de reformer, som vinder frem blandt lutherske kristne i dag. En stor del af tidens reformtanker har deres oprindelse i karismatiske og katolske sammenhænge og i miljøer, der er optaget af at tilpasse kirken til vort tids mennesker. ’Kirken må til stadighed reformeres!’ - fastslås det - ’Derfor må vi være åbne for forandringer og ikke være så teologisk bekymrede, tilbageholdne og vagtsomme.’

    Hvad skal vi sige til denne tankegang?

    At vi må være åbne for forandringer, er sandt. Kirkens ydre former må til stadighed vurderes og bearbejdes, så de bedst muligt tjener evangeliet. Selvom vi har hørt det om og om igen i de senere år, fortjener det at blive bekræftet.
    Der er imidlertid en anden sandhed, som betones stærkt i NT, og som vi hører betydeligt sjældnere i dag: at den kristne kirke til enhver tid er truet på sit åndelige liv af kødelige tanker og reformønsker, som dybest set sigter på at tilfredsstille det naturlige menneskes religiøsitet.
    En stor del af de apostolske breve er skrevet i et opgør med sådanne tanker og ønsker. Der foregår en stadig brydning og kamp i de nytestamentlige menigheder mellem på den ene side ’det åndelige’ menneskes tanker, der er oplyst ved evangeliet om Kristus og forstår alt ud fra ham, og på den anden side ’det sjælelige’ menneskes tanker, der i åndelig blindhed vurderer alt ud fra, om det umiddelbart virker sympatisk, godt og stærkt og imødekommer menneskets egne følte ønsker og behov. Ud fra NT bliver det klart, at frontlinien imellem disse to tankegange ikke blot ned igennem den kristne menighed, men ind i ethvert troende menneskes hjerte. Som Guds børn bærer vi stadig den naturlige religiøsitet med os i vore hjerter. I samme grad det åndelige liv og troens evangeliske kraft svækkes hos os, er det denne tankegang, der på ny vinder frem i vort sind og kommer til at bestemme vores umiddelbare vurdering og skøn i åndelige spørgsmål. Derfor er der kun én vej frem til et fornyet åndeligt klarsyn: en ny reformation på hjerteplanet igennem den personlige tilegnelsle af Guds ord i lov og evangelium. Dette møder vi da også som det stadige kald i NT ind i de brydninger og opgør, menighederne står i: tilbage til Guds ord og evangelium! Her skal blot nævnes nogle eksempler.

    Første og andet Korinterbrev vender sig mod ønsket om og bestræbelsen på at få den kristne kirke til at fremtræde imponerende, attraktiv og fascinerende på vantro mennesker og på at tilrettelægge forkyndelsen efter deres ønsker og interesser. Paulus undertreger, at Gud netop har skjult frelsens skat i et lerkar, for at vi skal være helt afhængige af ham og af hans åbenbaring af frelsen gennem evangeliets ord. Kun herved kan mennesker blive frelst. ’Det sjælelige menneske’, siger Peulus, begriber ikke dette og ønsker derfor en menighed præget af ydre og synlig herlighed og kraft. ’Det åndelige menneske’ derimod forstår det, fordi det selv har erfaret evangeliets rigdom og kraft (1.Kor.2,6-9) . Vejen frem er at leve i en stadigt fornyet tilegnelse af dette ord om den usynlige og evige rigdom i Kristus. Det er kilden til tro og åndeligt klarsyn under alle forhold (2.Kor.4-5) .
    Galaterbrevet og Hebræerbrevet gør op med sammenblandingen af den kristne tro og jødiske love og ceremonier. Mange kristne følte sig fristet til at gå tilbage til de gamle forskrifter og ritualer, fordi man ved at holde dem kunne få en oplevelse af at få del i en særlig ophøjet fromhed og hellighed. Hebræerbrevets forfatter medgiver, at sådanne selvgjorte fromhedsøvelser kan ’styrke hjertet’. Men det er en selvretfærdig styrkelse, der fører væk fra troens sande trøst og styrke ved nåden i Jesus! (Hebr.13,9) Tilsvarende påpeger Paulus, at galaterne ved at gå tilbage til de gamle forskrifter mister troens glæde over Kristus og den sande indbyrdes kærlighed. De, som begyndte med en rig evangelisk tro på Jesus, står nu i fare for at vende tilbage til en kødelig, selvcentreret religiøsitet: ’ I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed?’ (Gal 3,3) Vejen frem er vejen tilbage: Husk på, hvordan I først fik den frie og levende tro på Jesus og modtog Åndens liv og klarsyn! Det skete ganske enkelt at sidde og høre evangeliet om Jesus som jeres frelser og forsoner. Vend tilbage til dette ord og tag det til hjerte! (Gal 3,1-5).
    Peters Andet Brev og Judas’ Brev er en advarsel mod forkyndere, som anbefaler et ’frisindet’ kristenliv uden selvransagelse og opgør med synd. Når de kan hævde, at tro og synd kan forenes, skyldes det ifølge Judas, at de ikke selv kender evangeliets liv og kraft indefra. De kender evangeliets lære, men kun som en teoretisk kundskab. De er sjælelige og taler om evangeliet som blinde om farver: ”Det er dem, som skaber splittelse; de er kun sjælelige, de mangler Ånden” (Judas 19) . Ifølge Judas og Peter er der kun én måde, hvorpå de troende kan værne sig mod sådanne forførere: Ved selv at fornyes i en sand og levende tro på Jesus gennem vedvarende modtagelse af Guds ord (2.Pet.1,3-21 ; Judas 20-25).
    NT minder os om, at vi står i en åndelig kamp af livsafgørende betydning mod den kødelige og naturlige religiøsitet, som tilstadighed vil findes i vore menigheder og i vore egne hjerter. Denne religiøsitet tager altid sigte på ét og det samme: at styrke og ophøje os selv ved at nedtone vores synd og ved at give os en oplevelse af selv at være gode - dygtige, indsigtsfulde, progressive, fromme, hengivne, åndsfyldte etc.
    Guds mål med os er et andet og modsat. Hans gerning tager ikke sigte på at styrke os selv, men på ved loven at ydmyge og dømme os og ved evangeliet at give os hele frelsens, nådens og barnekårets rigdom i Jesus alene. Det er vejen til en levende, frigjort og frelsende tro – på Jesus!
    Hvordan skal vi forholde os til de nye tanker og reformforslag, vi møder i dag? Vejen frem er ikke at holde fast ved alt gammelt. Det ender blot i en ny form for selvretfærdighed baseret på vor egen konservatisme.
    Vejen frem er at vurdere, hvad der tjener Guds Ånds gerning i lov og evangelium. Hvilke former for lovsang, andagtsøvelser, forkyndelse, ledelse, gudstjeneste og evangelisation tjener til, at vi bøjes under Guds dom over vores synd og ser os selv som Guds frie nådebørn for Jesu skyld?
    Dette kan vi kun blive i stand til at vurdere på én måde - ved selv at leve i tilegnelse af Guds ord til sand åndelig reformation og fornyelse i troen på Jesus. Gud velsigne os til det!

---