Korsteologi og herlighedsteologi.

Den karismatiske bevægelse

    Korsteologi og herlighedsteologi - det emne er i de senere år blevet aktuelt på grund af den karismatiske bevægelse. Alle kender denne bevægelse, som går fra land til land og ind i alle kirkesamfund under det samme motto: Gud har mere at give. Den optræder i mange forskellige former, men er alligevel ens i grundholdningen. Den opviser altid nogle bestemte træk, som kan genkendes i alle dens afskygninger, eventuelt i afdæmpet form.
    Det første, vi vil nævne, ligger i selve mottoet: Gud har mere at give nemlig 'mere' end det, en kristen har i udgangspunktet. Fremstillingen er altid den samme: Nogle kristne er godt nok omvendt og tror på Jesus, men de har ikke taget imod alt, hvad Gud har at give. Det har andre kristne gjort, og disse kaldes karismatikere. På den måde bliver der to slags kristne. Tilhørere og tilskuere må uundgåeligt få det indtryk.
    Dette har ikke noget at gøre med 'reformert' teologi, som det ofte siges her hos os, hvor der ikke findes nogen reformert teologi eller kirkesamfund. Reformert betyder - ret forstået - calvinistisk, og der tænker man anderledes.
    Den karismatiske bevægelse har sin rod i metodismen, dvs. hos John Wesley. Harald Lindstrøm karakteriserer hans opfattelse ved udtrykket 'The twofold salvation' - den dobbelte frelse. Han skelner stærkt mellem en 'relativ forandring', som er retfærdiggørelsen, og en 'virkelig forandring', som er helliggørelsen. Wesley sagde om de lutheranere, han mødte: De har retfærdiggørelsens nåde, men helliggørelsens nåde har de ikke. - Her kan man igen i radikal form genkende grundsynet i de forskellige helliggørelsesvækkelser i Amerika i 1800- og 1900- tallet - samt i pinsebevægelsen og i den karismatiske bevægelse. Pinsebevægelsen knyttede nådegaverne, især tungetalen, til dette grundsyn, og i nogenlunde samme form finder vi det i den karismatiske bevægelse.
    Til dette må bemærkes, at det Nye Testamente (NT) ikke taler om kristne, som 'kun' har frelse og syndernes forladelse, til forskel fra andre, som i tillæg er åndsdøbte (eller hvilket udtryk man nu bruger). Bibelen taler klart om dette: Da de havde hørt evangeliet og var kommet til tro, fik de Ånden som segl. Alle kristne er døbt med Ånden som segl. Alle kristne er døbt med Ånden( Ef.1,13 , 1.Kor.12,13 ). At blive døbt med Ånden, eller at få Anden som segl hører til kristenlivets begyndelse, ikke til et eller andet senere tidspunkt.
    For det andet fører den 'karismatiske' forkyndelse til, at vægten forskydes. Jesu fuldbragte værk og syndernes forladelse ved troen på ham har ikke længere hovedvægten - det hører jo med til forudsætningerne for det næste store skridt: Den karismatiske oplevelse. Dermed er den sunde bibelske lære ikke længere selve hovedsagen, men derimod den nye oplevelse.

Materiel lykke

    I visse kredse bliver tankerne om materiel lykke forbundet med en forkyndelse af materiel succes og fremgang. Hvis nogen vil vide, hvor langt man kan gå i så måde, kan han læse koreaneren Paul Yonggi Cho's bog: »Succesful living«. Man skal stole fast på Gud, tænke og tale positivt, så kommer også den materielle velsignelse. Bogen minder om de lykkereligioner, som findes i Japan, hvor folk strømmer sammen i store skarer for at få del i lykke og fremgang.

Sygdom

    På lignende måde bliver det forkyndt, at en kristen ikke behøver at være syg. Aril Edvardsen skriver i bogen: »Jobs Gud«: »Når Jesus har båret vore sygdomme, behøver vi ikke også at bære dem. På Golgatas grund er der frelse fra alt, både fra synd og sygdom. Stå alle Satans symptomer imod. Jesus satte dig fri. Han tog dine sygdomme. Byd sygdommen at fare ud i Jesu navn,« (s. 13,35, 54f., 63 og 77).
    Her må vi tænke på Luthers ord om korsets teolog, som også kender Gud i lidelsen. Uendelig megen velsignelse er blevet troende mennesker til del gennem sygdom, som de har båret i tålmodighed. Gud kan gribe ind med forunderlig helbredelse, det er sandt. Men han gør det ikke altid.

Profetisk tale

    Der bliver lagt stor vægt på profetisk tale, men hvad er det egentlig ifølge NT? Luther siger: »At tale profetisk er ved Den Hellige Ånds indgivelse at forstå og forklare profeterne og Skrifterne, hvilket er en herlig gave.« (epistelteksten til Fastelavns søndag). Det er næsten ordret den samme forklaring, som vi finder hos Hugo Odeberg (se min bog »Udvælgeisen i Kristus«, dansk udgave 1979, s.70ff.)
    Efter min overbevisning burde det være slut med, at nogen står og taler i første person ental, som om det var Gud selv, der talte (f.eks. »Mine børn, jeg siger jer - »). Gud har talt ved sine profeter i Den Hellige Skrift. At lade et menneske tale ord fra Gud, som om det var direkte åbenbaring, er der ikke dækning for i NT. Det indebærer desuden en fare for nye lærdomme. I Sverige købte jeg i et missionshus et hæfte, som hed »Guds åbenbarelser i vor tid«. Her kunne man bl.a. læse, at Gud aldrig har haft noget imod kvindelige præster. Dette og meget andet skulle Gud have meddelt en dame i Malmø. Sporene skræmmer. Der har før i kirkens historie været lignende tilfælde.

Dæmonuddrivelse

    En tid var der megen tale om dæmoner og dæmonuddrivelser. Fra visse hold blev der spredt sværmeriske skrifter om den sag. Lutherske præster fortalte, at de havde bedt Gud om nådegaven til at bedømme, om et menneske var besat af en dæmon. Det er en opfattelse af 1 Kor 12,10, som ikke burde slå rod. Det, ordet her taler om, er nådegaven til at bedømme forkyndere og åndsretninger for at blive klar over, om det er Guds sande Ord, der lyder, eller om det er vranglære. Enhver kristen har pligt til at prøve ånderne, dvs. forkyndelsen og åndsretningerne (1.Joh.4,1 ). I tillæg til dette vil Gud give enkelte mennesker en særlig evne til at bedømme noget sådant.
    Det er helt klart, at forkerte ting er sket i forbindelse med 'dæmonuddrivelse'. Besindige mennesker følte, at de stod mellem to afveje: På den ene side de, som fornægter Bibelens ord om onde ånder og åndsmagter. På den anden side findes det rene sværmeri. Mens debatten om disse ting stod på, skrev jeg i 'Vort Land' 25. jan. 1978: »Det er nok ikke helt tilfældigt, at debatten om sygdom og helbredelse kommer samtidig med striden om 'djævleuddrivelse'. Vi er inde i en situation, hvor mange er ensidigt optaget af det, man kalder de ekstraordinære nådegaver. Man ser det i referater fra møder og stævner. Skal det være rigtig vellykket, må der have forekommet tungetale, helbredelse og 'profetisk tale'. Og nu er det så »dæmonologi«, det drejer sig om.
    Lad os ikke gøre noget, som kan pirre folks interesse for okkulte fænomener. Det er farligt at interessere sig for mørkets magter« (citat slut).

Teologien i salmer og sange

    Vi må også nævne lidt om teologien i vore salmer og sange. De gamle værdifulde salmer fra lutherdommens bedste tid, genspejler korsets teologi. Luther, Johann Gerhard, Kingo og Brorson synger om Jesu kors som frelsens grund. De synger i anfægtelse og smerte, og de kender Guds kærlighed gennem lidelse og modgang.


Noget lignende kan siges om de bedste vækkelsessange fra 1800-tallet, ja, også fra nyere tid. Men vi har også haft adskillige overfladiske sange og lette melodier. Meget af det, som nu synges, er den rene 'herlighedsteologi'. Halleluja-toner og korte sætninger igen og igen. Ofte er det bibelvers, som synges på den måde. Det er godt og rigtigt med bibelvers, men hvilke bibelvers udvælges til denne lovprisning? Oftest dem, der taler om at prise Herren, uden at det siges, hvorfor vi priser Herren.
    De gamle lutherske salmer kunne også prise Gud. De priser ham for det, han har gjort for os: Forsoningen, nåden i Jesus Kristus, håbet - ja, for trængslen og korset, vi må bære. Nu vil man derimod prise Herren uden at nævne, hvad han har gjort for os. Det kaldes 'ren lovprisning', og det skulle være det højeste og bedste.
    Nogle af os føler os udenfor. Dette er herlighed uden kors, sejr uden nød og troens jubel uden anfægteisens baggrund. Man siger: I Himlen priser de Gud på den måde. Svaret er: Ja, det gør englene (Es 6,2f.). Og sammen med de frelste priser de Lammet, som købte os til Gud med sit blod (Åb 5,9). Det skal de synge i al evighed.

Oase

    Til sidst nogle ord med særlig tanke på Oase. Det må straks tilføjes, at de lutherske Oase-teologer her i landet ikke kan anklages for alt, hvad karismatikerne ellers står for.
    Alligevel er den form for karismatik, som forekommer i Oase-sammenhænge efter mit syn betænkelig. Der må advares imod den.         Oase-teologerne tager afstand fra tanken om, at der findes 'to slags kristne'. Godt det samme. Men ærlig talt, hvilket indtryk giver deres mødeoplæg? De vidner om to ting: På den ene side om sløvhed, lunkenhed, manglende kraft og manglende resultater af det, de forsøger at gøre for Gud. De spørger, om der er nogen, der har det på samme måde. Ak ja, siger mange, det er akkurat sådan jeg har det. Ærlige kristne føler det sådan. Hvem kan vel være tilfreds med sit eget kristenliv? Religiøse og uomvendte mennesker vil ofte føle sig hjemme i den samme beskrivelse. Og så kommer på den anden side deres vidnesbyrd: De har oplevet at blive fyldt af Guds Ånd. De har oplevet underfulde helbredelser De har fået tungetalen, de taler profetisk, de jubler og priser Gud. Herefter indbydes alle til at komme og få del i samme oplevelse, samme åndsfylde.
    Hvordan virker dette på folk? Kan det andet end give indtryk af, at her er nogle kristne, som har det, jeg ikke ejer. De har fået det gennem en oplevelse, som de nu vil give mig del i, så også jeg kan nå så langt.
    I en åndsfattig tid bliver folk spurgt, om de er stærke nok, lykkelige og åndsfyldte nok. Og de inviteres til at komme og få del i fylden, glæden og sejren og lære at tale i tunger, synge i Ånden, profetere osv.
    Jo, vi genkender den karismatiske vækkelse. De lutherske forbehold betyder kun, at Oase er en neddæmpet udgave af selve hovedtypen.
    Man kan undres over, at tusinder rejser til Oase-møder. Er det for at høre evangeliet forkyndt af dygtige talere? Måske. Men helt sikkert er det for at være med til de 'karismatiske ytringer' såsom tungetale med udlægning, profetisk tale, sang i Ånden og måske 'et syn'.
    Når de så kommer tilbage, fremtræder de som 'bedre' kristne og vidner om deres nye rigdom. Tillad mig at være så oprigtig, at jeg siger: Forkyndelsen på Oase-møder er stærkt personcentreret. Der er utrolig meget 'jeg' - især når de specielle emner om Ånden og nådegaverne bliver behandlet. Det er risikabelt, for Jesus har sagt, at Ånden skal herliggøre Ham. Når Jesus herliggøres, er Ånden virksom, selvom Ånden ikke er nævnt. Men der er fare for, at Jesus ikke bliver herliggjort, når vægten bliver lagt på 'mine' oplevelser, 'min' nådegave, 'min' kraft, styrke osv. Læg mærke til: Den, der til stadighed taler om Åndens fylde, Åndens kraft, gaver, udrustning osv., han taler i grunden om sig selv.
    Hvad ville der ske, hvis der kom en virkelig anfægtet sjæl? Der findes jo endnu sådanne - ja, mon de ikke i virkeligheden er mange - hvis nød ganske enkelt er Guds hellige øje, som ser alt? Der findes mennesker, som er i nød, ikke fordi de ikke er gode nok kristne, men fordi de er fortabte. Mennesker, som ikke kun føler mangel på åndsmagt, men ser, at de fortjener Helvedes evige kvaler. Er det en karismatisk oplevelse af Åndens virkninger, de trænger til? Nej, de trænger til evangeliet om syndernes forladelse for Jesu skyld. Han, som døde for os og tog vor dom på sig. Ja, det er syndernes forladelse, de trænger til. Det trænger vi alle til, for - som Katekismen siger - hvor syndernes forladelse er, der er der også liv og salighed.
    Der følger splittelse med den karismatiske bevægelse, også Oase. Det vil ingen kunne nægte. Men, siger man, sådan er det altid, når der er vækkelse, når noget nyt og godt bryder frem. Nogle af de gamle er for stive, og nogle af de 'nye' er for ivrige.
    Ja, det er sandt. Også sunde vækkelser har somme tider ført til strid. Men dermed er det ikke bevist, at enhver åndelig bevægelse, som fører til strid, er en sund vækkelse.
Vi må alle lade os prøve på Guds Ord.

---