Kritik

Tre hverdagsglimt

- Nu er der en lille bibelkreds tilbage. For nogle år siden var det et blomstrende ungdomsarbejde. Unge blev draget til. De trivedes i det stærke, nære og varme fællesskab. Men så skete vendingen. Kritikken holdt sit indtog. Og den var ikke uberettiget. Der var virkelig forhold, som burde være anderledes. Noget blev også rettet, men langt mere er tabt. Mange har sagt farvel.

- Nu lever de hver for sig. De har ellers haft mange gode dage sammen. Man kan bestemt ikke sige, at deres ægteskab var dårligt. Men uden rigtigt at tænke over det blev de mere og mere kritiske overfor hinanden. Så forsvandt glæden, varmen og spontaniteten. De begyndte at lure på hinanden. Man sagde hinanden sandheden, og det var ikke mange synder, kærligheden fik lov til at skjule.

- Han sad overfor mig i flyet. En kvik og opvakt dreng. Han havde været på weekend hos sin far, og de havde haft et par skønne dage sammen. Nu skulle han hjem til sin mor. Vi fulgtes ind i ankomsthallen. Der stod moderen og ventede sammen med sin nye ven. Drengen fik et varmt knus, mens den nye far stod og så kritisk til. Der var ikke gnist af glæde. For ham var drengen noget, han måtte tage med, hvis han ville have hans mor. Og så var drengen en ting til: En lille konkurrent til moderens kærlighed. Og jeg tror, at hans stive og kolde holdning var affødt af, at han tænkte som jeg: Det bliver den lille, som vinder!

Kritik dræber liv

Der, hvor en kritisk holdning kommer ind mellem mennesker, dør glæde, varme og spontanitet. Farisæerne havde en nedladende, kritisk og bedømmende holdning over for Jesus. Derfor fik de aldrig nogen levende forbindelse med ham, hvor meget de end talte med ham. Sådan er det også mellem os. Den kritiske holdning afskærer de livslinier, der er aflevende betydning i ethvert forhold.

På syndefaldets dag holdt den kritiske holdning sit indtog. Vi møder den hos Adam i hans ord til Gud om Eva: Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg. Det, som Adam siger, er sandt, men det er samtidig synd. Det er født af et kritisk sind, som bruger sandheden til at ophøje sig selv på sin næstes bekostning.
Og hvad har denne berettigede kritik affødt i Evas sind? Har den skabt et nærmere forhold mellem hende og hendes mand? »Kvinden, som du gav mig ... Hvad mener han med det? Hvorfor greb Adam ikke ind, da jeg tog æblet? Hvorfor spiste han? Vel gav jeg ham, men jeg tvang ham ikke!"
Der blev stille mellem de to, da Gud var gået. Men det var ikke kærlighedens forunderlige stilhed, som får livet til at springe ud. Det var afstandens' stilhed. Den kritiske holdning hos Adam havde åbenbaret, at nu kunne de ikke engang stå sammen for Herrens åsyn under Guds dom. Adam havde brugt synden i Evas liv til at ophøje sig over hende. Hænderne slappedes. Det var, som om de stod med en fremmed i hånden. Og så slap de. Der var ikke længere noget hjerte, som bandt.

Adams kritik var ond

Men havde Adam ikke ret? Jo, formelt havde han det. Eva var en kvinde. Gud havde sat hende ved hans side, og hun havde givet Adam af træet. Alligevel var hans kritik af hende reelt ond. I virkeligheden var syndefaldet hans fald i en sådan grad, at det evige, uforgængelige ord taler om Adams fald samtidig med, at samme ord siger, at det ikke var Adam, som blev bedraget, men kvinden, der blev det og faldt i overtrædelse. Med andre ord: Adam bruger en del af sandheden til at fortegne hele sandheden for at retfærdiggøre sig selv.
Sådan er kritikken. Den er ond. Den er født i et selvretfærdigt hjerte. Derfor får den også let den overbærende og nedladende tone. Og ondt avler ondt. Eva burde bøje sig for alt det sande, som Adam sagde. Men det kan hun ikke. Adams ondskab ægger nemlig ondskaben i hende selv, og hun går i selvretfærdiggøreIsens forsvarsposition: Adam skal ikke få lov til at slippe så let! Der er åben- bart en sandhed, som han ikke kender! Den må hun have fortalt ham!
Kærligheden er blevet kold. Så fryser det til is mellem dem. Er det så underligt, at deres børn slår hinanden ihjel?

Omvend dig!

Der er kun en farbar vej ud af kritikken. Det er omvendelsens vej. Omvendelse er nemlig en holdningsændring - en ændring af sindet. Kritikken har det tilfælles med den brændte jords taktik, at man brænder alt. Man begynder med det hos den anden, som virkelig må fjernes. Men ilden breder sig, og den slukker ikke, før alt er afsvedet. Har du ikke tænkt på, at stadig mere bliver galt hos den, du kritiserer? Til sidst er der ikke mange blomster tilbage. Bier leder forgæves efter frugtbringende støv, som kunne give liv til blomsterne på din egen mark.
Ægtefæller, der er kritiske over for hinanden, får efterhånden ikke meget at tale om. De ved nemlig, at de altid ender samme sted. Og der, hvor samtalen forstummer, ebber livet ud. Sådan er det også mellem brødre.
Der er en omvendelse fra kritik til kærlighed. Kærlighedens udgangspunkt er samhørigheden. Vi er fælles om at være fortabte. Vi har samme Fader. Vi er på vej mod samme hjem. Vi er lemmer på samme legeme.

Der er mangt og meget, som er forkert hos os selv, hos andre og i menighedens liv i det hele taget. Noget af dette bliver først anderledes i himlen, men der er også forhold, hvor vi skal hjælpe hinanden til rette gennem brødrenes indbyrdes formaning og trøst. Det er en farbar vej. Den er det nye livs vej. Den er Guds vej. Og det rige er, at Guds vej altid fører til Gud selv.
Den fører tilbage til kilden med livets vand. Den gør det både for den, der formaner og for den, der formanes, når Herren sejrer. Og han skal sejre i dem begge. Sejrer Gud ikke også i dig, der formaner, ender du samme sted som menigheden i Efesus: din egen kærlighed bliver kold.
Her er sædejord nok, bare vi, bare vi, havde kærlighed nok!