Når Helvede forsvinder
I vore bestræbelser på at gøre Gud forståelig og acceptabel for ikke-kristne er der helt centrale sider af det bibelske gudsbillede, som forties. Det gælder Guds vrede og Helvede. Resultatet er en underlig blodløs, tandløs og ligegyldig gud, som ingen virkelig har brug for - bortset fra dem, der skal have afløb for deres aggressioner.

Jesus og Helvede
Det er mere end nogen anden Jesus, der taler om Helvede. Han gør det helt klart, at synd fører dertil. Jesus vækker og skræmmer med Helvede. Hans ord går til marv og ben, når han taler om: en lukket dør, mørke, gråd, tænderskæren, ormen, der aldrig dør og ilden, som aldrig slukkes.
Jesus lader hånt om manges velmente ord om, at man ikke skal true. For ham er Helvede ikke en trussel. Det er en kendsgerning. Ilden er tændt af hans himmelske Far. Der ender enhver, som ikke frelses ved hans blod, uden mulighed for at komme derfra igen. For ]esus gælder det om det ene: at vække den, som frimodigt vandrer mod Helvedes evige pine.

Det er løgn!
Mange kristne tror, at det er løgn. Jesu ord om Helvede passer ikke til deres billede af Gud. For dem udelukker Guds kærlighed hans vrede. Derfor tror de, at Gud alligevel frelser alle til sidst - eller i det mindste udsletter dem.
Hvordan er det gået til?
Man har skubbet Gud fra dommersædet og selv sat sig på det. I dag er Gud for alvor kommet under anklage - ikke så meget fra de vantro, men fra de troende. Man truer Gud med ordene: Hvis du er kærlighed, så kan du ikke .....
Men andre ord: hvis Gud ikke afskaffer Helvede, mister han mange troendes anerkendelse som en kærlig Gud.

Han, som troner i himlen, ler
Som om det har nogen som helst indflydelse på Gud, hvad vi mener  om ham! Ham manipulerer man ikke med. Det er mennesker, man kan få til at give efter for et gruppepres - ikke Gud.
Guds latter efterfølges af tavshed. Så prøver man med nye ideer og initiativer i bestræbelserne på at nå verden. Man tror, at det er et kommunikationsproblem. Kunne vi bare sige det på den helt rigtige måde, så mennesker forstod, hvad vi sagde, da ville der ske store ting.
Sandheden er langt på vej, at man udmærket forstår, hvad vi siger. Problemet er ikke manglende forståelse, men det ligger i budskabets
indhold. Skal vi føre mennesker til himlen, må vi først føre dem til Helvede. Det gjorde Jesus, og vi er kaldede til at gå i hans spor.

Verden og de kristne
Hvordan kan man fortænke verden i at tro, at vi alle ender i himlen,  når så mange kristne har den opfattelse?
Og hvorfor skulle selvet forlade mit livs tronstol til fordel for Gud, når alt alligevel ender godt til sidst? Det gamle, syndige menneske vil langt hellere selv skalte og valte med tingene end være korsfæstet med Kristus. Kan det få krone uden kors, er det ikke sent til at slå til.
Der er en underlig vekselvirkning mellem de troende og verden. Guds børn lytter til verden og går den et skridt i møde. Det ser verden, og frimodigheden vokser. Den havde alligevel ikke helt uret. Den glæder sig over, at de kristne indrømmer det, og så tager verden et skridt mod de kristne. De kan ikke stå for verdens skulderklap og tager endnu et skridt mod verden.
Sådan gik det i det gamle Israel, og sådan går det i kirken i dag. Det uhyggelige er, at de evangeliske kristne er med i denne proces.

Helvede tager himlen med sig
Guds ord er en helhed. Vi tror, at det går an at plukke i Guds ord, men det, vi plukker, visner. Taler man ikke sandt om evigheden, mistes den. Mange kristne tænker næsten ikke på det hinsidige. De længes ikke hjem. De synes ikke, at det er særlig attråværdigt at skulle bryde op og være sammen med Kristus. De har mistet troen på himlen.
Det gør man, når Helvede forsvinder. På samme måde mistes nåden, hvis synden forsvinder. Hvis man ikke vil erkende mørket som en magt, mister man lyset, og alt bliver gråt. 
Vejen frem er altid vejen tilbage. Tilbage til sandheden. Tilbage til Jesu ord om himmel og Helvede. Tilbage til evighedsalvoren.
Da bliver alt andet så småt og ligegyldigt. Da gælder det om det ene: at undgå Helvedes flammer og blive frelst i evighed.