Hvorfor hører vi så lidt om forsoningen? Den næste dag ser han Jesus komme hen imod sig, og han siger: »Se Guds lam, som bærer verdens synd!« Johs. 1,29.

»Hvorfor tales der i vor tid så lidt om forsoningen?« Det var redaktionen af et ungdomsblad, der fremsatte dette spørgsmål. Mange andre spørger på samme vis. Der hersker en udbredt fornemmelse af, at Jesu Kristi soningsdød kun har sparsom plads i forkyndelsen for tiden.
Dette er bemærkelsesværdigt. For det første, fordi det ikke er længe siden, man hørte den modsatte klage: at norsk forkyndelse kun har et eneste tema: forsoningen. Det var selvsagt en overdrivelse. Men at både præster og (ikke mindst) lægprædikanter her i landet har været stærkt optaget af ordet om Jesu kors, er en kendsgerning. Nu skulle der altså være sket en forandring, er der nogle, der mener. Og helt uret har de nok ikke, desværre.

Det andet, som er værd at mærke sig, er, at disse toner om Jesu død og blod bliver savnet af mange, når de udebliver. Hvorfor taler man ikke til os om Jesus, givet hen for vore synder og opvakt for vor retfærdiggørelses skyld? Det er et livstegn, at dette spørgsmål er opstået.
At emnet er centralt i Ny Testamente kan der jo ingen tvivl være om. »Se Guds lam, som bærer verdens synd,« sagde Døberen om Jesus.
Intet spørgsmål bliver i Bibelen taget mere alvorligt end det, der angår vort forhold til Gud. Vil Gud vide af mig? det er f.eks. et gennemgående tema i Salmernes bog. Vil ikke Gud vide af mig, er det ude med mig. Sl. 102,11; 32,4. Skjuler Herren sit åsyn for mig, hvor skal jeg da vende mig hen? SI. 143,7; 69,18. Men ser Herren i nåde til mig, kan hvad som helst ellers være det samme. Sl. 73,25.

Det er vor synd, der har rejst skillemur mellem Gud og os. Denne vor synd er en pinligt alvorlig sag. Den kan ikke gøres ugjort, om også vi gør, hvad vi kan, for at bøde på skaden. Synden må straffes. Uden at blod bliver udgydt, opnås der ingen tilgivelse hos Gud, hedder det med henblik både på de gammeltestamentlige ofre og på Jesu offerdød. Hebr. 9,22.
Blodet af bukke og kalve kunne ikke sone vor synd. Hebr. 10,14. Men Gud har forbarmet sig over os og sendt sin Søn til soning for vore synder. 1. Johs. 4,10.
På Golgata rejstes det store offeralter, hvor Jesus var både offerpræst og offerlam. Rom. 3,21-26. Han ofrede sig selv. Straffen blev lagt på ham. Esaj. 53,5; 1. Pet. 2,25. Han, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os. 2. Kor. 5,21.

Det er for lidt, hvis du vil tale bibelsk, at sige: Gud er kærlighed. Vil du tale, som Guds ord taler, så må du fortælle, på hvad måde Guds kærlighed har ytret sig. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret, at han har sendt os sin Søn til soning for vore synder.

Det er for lidt at sige, at Gud tilgiver dig dine synder, når du beder ham om det. Du må også fortælle, hvad det kostede Gud at kunne tilgive synd. Det kostede ham hans egen Søn - i en blodig død. Rom. 8,32. Jesus bad: »Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi.« Men det var ikke muligt, om ellers vi skulle blive frelst. Den bitre kalk måtte tømmes til bunds.
Forsoningen er det store, gennemgående tema i Ny Testamente. Så burde det da også være et mægtigt tema i forkyndelsen. Det er Jesus, og hvad han har gjort til vor frelse, der er kristenlivets grund. »Den, som tror på Sønnen, har evigt liv, den, som ikke lyder Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.« Johs. 3,36.

Hvorfor hører vi da så lidt om forsoningen? Der kan være flere grunde. Her skal nævnes en, som det er vigtigt at lægge mærke til. Årsagen ligger i et teologisk fejlgreb.
Mennesker synes ikke, de har brug for Guds nåde. Sådan har det vel været til alle tider - mere eller mindre. Selvretfærdigheden ligger os i blodet.
Hvad er så forkynderens opgave her? Omkring århundredskiftet gav kendte teologer et svar, som siden utallige gange er blevet gentaget. Paulus siger jo sagde man - at syndserkendelse kommer ved loven (Rom. 3,20), derfor må loven forkyndes. Men loven er moral. Høj og fin moral - det må vi forkynde. Når vi gør det, vil mennesker forsøge at leve op til idealerne. Før eller senere vil de så opdage, at de kommer til kort. De magter det ikke. Og så vil de forstå: vi behøver en frelser, vi er afhængige af nåde. Da er tiden inde til at forkynde nåden. Så længe folk ikke fatter, at de har tilgivelse behov, er det spildt ulejlighed at tilbyde dem Guds nåde. Det er som at øse vand i et sold, er der sagt.
Der er et sandhedsmoment i dette. Det enkelte menneske må blive overbevist både om synd og om nåde. Objektive sandheder alene, som accepteres uden personlig tilegnelse, gavner ingen.
Alligevel er ræsonnementet forkert. Det er ikke sandt, at Guds lov er moral. Guds lov er meget mere. Guds lov er Gud selv i sin hellighed og vrede, sagde de gamle lærefædre. Dette må forkyndes, af naturen ved vi det ikke - det må blive sagt os.
Det er desuden også dårlig psykologi at indbilde sig, at høje idealer virker syndserkendelse. Det stemmer ikke. Hvordan med idealister og humanister iblandt os - fører deres idealisme til syndserkendelse? Føler de sig dømt af Gud? Så langtfra!
Man kan reagere på høje idealer på forskellig måde. Blive begejstret eller irriteret, ydmyg eller selvretfærdig. Kun ikke sønderknust under erkendelsen: Mod dig alene har jeg syndet. Sl. 51,6.
Hertil behøves noget andet og mere end idealer. Der behøves, at man bliver sig bevidst at stå for den levende Gud, som er hellig og kærlig: så hellig, at han hader synd og vil kaste synderen i helvede, og så kærlig, at han har givet sin Søn til at bære vor straf.

Alt dette skal forkyndes, for det er Guds åbenbarede ord, som skal råbes ud til alle - enten det behager det moderne, selvsikre menneske at høre det eller ej. Fejlen ved forkyndelsen er, at den er for lidt præget af bibelsk alvor. Man har taget sit udgangspunkt i psykologi - oven i købet dårlig psykologi - i stedet for i den bibelske åbenbaring.
Hvor tit taler ikke prædikanten, som om alle hans tilhørere var kristne, der nu blot skal vejledes »videre« - og hertil behøves ikke forsoningens ord, for det hører til begynderstadiet, synes han at mene. Det betyder ikke, at han er tilfreds med sine tilhørere. Nej - han driver vældigt på: vi må blive bedre kristne. Men kristne er vi, og som sådanne skal vi formanes.
Ja vel - men hvad er det at være en kristen? Sagen er denne: Hvad enten der er få eller mange eller slet ingen i forsamlingen, som ikke er personligt kristne, så hører det med til selve det bibelske budskab, at der bliver talt om gudsforholdet: hvad det er, hvad det grunder sig på, og hvordan gudslivet leves.
Intet af dette kan forkyndes, uden at ordet om forsoningen må med. Vort forhold til Gud kan kun blive et barns forhold derved, at vi får Jesus som vor broder, vor frelser og vor herre. Dette er muligt alene, fordi Jesus døde for os. Alt kristenliv grunder sig på ham.
Jeg blev et Guds barn, fordi Jesus døde for mig. Jeg skal stå frimodig for Gud på dommens dag, fordi Jesus døde for mig.

---