Overgivet til døden
Guds ord åbenbarer for os, at tiden og dens begivenheder ikke skal lignes med en ring, hvor tingene bare gentager sig i det uendelige. Nej, historien har en begyndelse og en afslutning. Bibelen viser, at den helt afgørende faktor til forståelse af begivenhederne i verden, er kampen i ånde­verdenen. For en ikke-kristen er det tåbeligt at sige noget sådant. Han tror ikke åndeverdenen, og hvis han tror, at der er mere mellem himmel og jord end det, som han kan se og forstå, mener han i alt fald ikke, at der er tale om personlige magter, som allerede har udkæmpet det afgø­rende slag, og at alt ondt i verden har forbindelse med den besejrede magt, nemlig Djævelen. Det lyder i deres øren som middelaldertanker uden nogen forbindelse med en nutidig virkelighed. Det hænger sammen med, at nu­tidsmenneskets virkelighedsforståelse i allerhøjeste grad er indskrænket. Alt det, som vi kan registrere, giver ikke nogen forklaring på, at livet er, som det er. Man kan ikke ud af tingene udlede en tilværelses mening og forklaring. Det har mennesker i stedet forsøgt gennem religion og fi­losofi, som vel kan indeholder sandhedsmomenter, men de står alligevel aldrig mål med virkeligheden. Menneskers forsøg er ikke af sandhed og derfor ej heller nogen vej til frelse.
    Kræfterne i denne verden er alene kendt af Herrens folk. De har fået dem åbenbaret af Herren selv. Kun der­for kender de magternes kræfter i åndeverdenen, og de ved, at den eneste i hvem, der er fred på jord, er Jesus. Uden for ham kan der til tider være våbenhvile, men det er ikke fred. Våbnene er der, snart vil de blive grebet og rettet mod mennesket, og da raser krigen på ny.

Jesu genkomst

Siden Jesus vandt sejren over Djævelen og hans åndehær, har Djævelen kæmpet i stor harme. Han ved, at hans tid er kort, og Johannes' Abenbaring fortæller os, at denne kamp vil blive intensiveret, jo nærmere vi kommer Jesu genkomst. Alle de tegn, som Bibelen giver os for Herrens genkomst, siger os, at tiden er nær. Skal man fremhæve et enkelt, må det være Jesu ord om, at Jerusalem skal ned­trædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende. I næsten et par årtusinder har hedningerne haft herre­dømmet over Jerusalem. Men i vor generation er der sket en forandring. Jøderne er igen blevet herre i deres fædrene by. Og Jesus lader os ikke være i tvivl: Det betyder, at hedningernes tider er til ende. Endnu giver Gud os imid­lertid en frist, og det gælder om at udnytte tiden, thi der kommer en nat, da ingen kan arbejde.
    Tiden inden Jesu genkomst vil være præget af sataniske magtkoncentrationer. Den største og stærkeste vil blive verdensherskeren Antikrist. Gennem ham har Djævelen samlet sin magt i en satanisk treenighed bestående af Satan-Antikrist-Antikrists profet. Antikrist vil føre krig imod de hellige og sejre over dem.
    Hvad det indebærer, har de kristne i de kommunistiske lande fået at mærke. Det har vi været vidne til, vi som lever i det århundrede, der har krævet flest martyrer. Ja, man kan ikke fatte, hvorledes den antikristelige trængsel kan blive hårdere end den, som vore hundrede tusinder af myrdede kinesiske trosfæller har gennemgået.
    De antikristelige kræfter var allerede i aposteltiden virksomme i verden, og de har ikke forladt os siden. De tager bestandigt til i styrke. Det er dem, som skal bane vej for Antikrist.
    Eftersom dette er sandt, er vilkårene hårde for en missionærgerning. Ikke blot er der et pres udefra, men de antikristelige kræfter gør ikke holdt ved nogen kirkes port. Og det kan godt tappe for mod, når man ser de glubske ulve i menighedens egen midte.

Forfølgelse

Der er en slående lighed mellem de forhold, som de første kristne missionerede under, og dem, vi oplever i dag. Hænger det sammen med, at Satan satte alle kræfter ind på at kvæle Herrens menighed i starten, og at han nu vil fuldføre, hvad der dengang mislykkedes for ham? Også denne gang vil han komme til kort, thi dødsrigets porte skal ikke få overhånd over Herrens folk. Men tiden skal blive hård for os. Meget hård. 
    Vilkårene for missionens tjeneste kan du ikke ændre. Spørgsmålet er, om du er villig til at udføre Herrens ger­ning under de givne forhold?
    Jesus har aldrig skjult sandheden for sine disciple. Tværtimod. En discipel deler kår med Jesus: Kom det ord i hu, som jeg har sagt jer: En tjener er ikke større end sin Herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres.
    Vi er ikke nået til et vendepunkt i den stigende mod­stand mod de kristne. At den kommer sidst til de gamle kristne lande, på hvis kultur kristendommen gennem år­hundreder har sat sit præg, kan ikke undre. Men den kommer også til os, så der er ikke noget sted på jord, hvor en kristen kan vide sig forskånet for forfølgelse og martyri­um. Vel er det i dag sådan, at det er få steder, missionæ­rerne arbejder under en alvorlig risiko for på et eller andet tidspunkt at blive dræbt. Men i årene fremover vil dette sikkert ændre sig. Om trængslerne så vil komme til mis­sionsmarkerne, før de kommer til os, er en anden sag. I kampen om Europa bebor vi et af de vigtigste områder i strategisk henseende. Og historien lader os ikke være i tvivl om, hvad en kommunistisk besættelse vil indebære for de kristne. Vi ser så kort, og vi skal ikke tegne fremtiden mørkere, end den Jesus tegner for sit folk. Og han tegner jo slet ikke nogen mørk fremtid for os. Tværtimod, han tegner en herlighed, forunderlig stor og rig i Himmelen, sam­men med Abraham, Isak og Jakob, og et liv, hvor Gud og Lammet er centrum i alt.
    Den herlighed er simpelthen så overvældende, at Jesus siger, at ansigt til ansigt med de trængsler, som endetiden vil rumme for os, skal vi løfte vore hoveder, thi vor forløs­ning stunder til.

 Martyriet

Døden når os alle - før eller senere. Vor Frelser blev revet bort fra jorden, mens han stod i sin manddoms kraft. Men hvilket bytte var det ikke for ham? Og hvilket bytte er det ikke for os at bryde op og være sammen med Kristus? Li­vet på jord er en rig gave fra Gud. Men Gud tager aldrig denne gave fra sine børn uden at skænke det en endnu større og herligere rigdom: En evighed for Guds og Lam­mets åsyn.
     Derfor er døden en vinding for en kristen.
    For Paulus som Herrens tjener var det overordnede ikke liv eller død, men forherligelse af Herren gennem en­ten det ene eller det andet. Nok er kampen hård ikke mindst for en ung missio­nær, når Herren vil forherlige sit navn gennem hans død. Talrige bånd vil døden bryde, og der er altid knyttet smerte til bånd, der brister. Men hvilken befrielse er det ikke at have herliggørelsen af Herren som sit livsmål? Det afgørende er ikke, om jeg forstår hans veje, blot jeg har vished om, at jeg under alle forhold er inde under hans vilje.     Mon martyrerne på cirkus Maximus i Rom altid har kunnet se betydningen af, at de blev ædt af de vilde dyr? Jeg tror, atdet er få, der har kunnet det. De var menne­sker af kød og blod som du og jeg. Livsvilje og livskraft har de haft i sig. Mon ikke mange af dem har gruet for smer­terne, når løverne ville kaste sig over dem og bore kløer, og tænder i deres kød? Har de ikke gjort sig tanker om, hvor lang tid der ville gå, før bevidstløsheden kom, eller rettere Herren kom og sagde: Nu er det nok!
    I dag ser vi, at disse martyrers blod var kirkens udsæd, og vi ser, at de gennem deres død har styrket kristne mar­tyrer ned gennem århundrederne. De har givet andre li­dende forvisning om, at deres død ikke var meningsløs.

Dødsliniens inderside

Men den kommende trængsel for ydremissionærer og for alle andre kristne har også en side, som vender indad mod os selv.
    Store dele af kristenheden lever i lande, som nu gen­nem flere årtier har oplevet en velstandseksplosion, som tidligere generationer ikke har kunnet forestille sig. Man har ikke alene kunnet tilfredsstille alle sine elementære behov, men også fået sin del af de luksusgoder, som før var forbeholdt et ganske lille mindretal.
    Denne situation rummer store farer for de kristne. Der appelleres bestandigt til et øget forbrug, og reklamen bruger alle midler for at bibringe mennesker den opfattel­se, at størrelsen af livslykken står i forhold til mængden af materielle goder. Alle kristne ved, at dette er løgn. Men man kan møde en løgn så ofte - forklædt i forskellige skik­kelser - at man begynder at tro på den.
     Vi lever i en tid, hvor hundred tusinder af kristne ud over jorden har måttet se deres jordiske rigdom forsvinde. Det har millioner af andre mennesker også, men for de kristne har det betydet noget særligt. Gud har vist dem, hvor usikkert alt er på denne jord. Det har de kunnet læse i Bibelen, og det har de sikkert gjort mange gange. Men det er alligevel noget andet at se denne sandhed ført ned i ens egen lille verden. Når det sker, er der et og andet, som brister i de fleste mennesker. Og det er åndeligt sundt, for det, som brydes, er i virkeligheden bånd, som har draget bort fra Herren.
    Jeg ser det, jeg kalder mit, forsvinde, men hjerte, sind og tanke vendes i taknemmelighed mod Jesus, som bliver til evig tid. Han stråler frem som en åndelig diamant, mit hjertes eneste sikre og umistelige rigdom. Kort sagt, jeg får Jesus at se i et klarere lys, når Gud afslører denne ver­dens løgne for mig og lader mig se, hvad al denne verdens herlighed er: bristende bobler, der vel for en tid kan svæ­ve og tryllebinde ved at afbilde alt i prismets klare farver, men inden man får tænkt sig om, er det hele forbi, og man ser, at boblen bare er en dråbe sæbevand.
    Mødet med verden i dens forgængelighed fører til en fornyet koncentration om Jesus og livet i ham. Man ser, at han er den eneste, som man kan sætte sit håb til. Deri­gennem føres man tilbage til den første kærlighed. Den lukker alle andre ude og retter sig mod en alene.
    Lært til bunds bliver det aldrig. Hele livet er vi i Her­rens skole. Og alligevel er vi ikke de samme, da vi be­gyndte og den dag, vi rykker ind i en højere tjeneste. Livet igennem mærker vi vingårdsmandens skarpe kniv. Det gør ondt. Men uden den bar vi ikke frugt, og vi nåede al­drig målet.
     Ordet om skatten i lerkar har mange sider. Der er no­get, som må brydes ned i dit og mit liv, for at skatten kan komme til syne, for at Jesus kan blive kendt.
    Uden selvets dødelse kommer der ikke frugt i mit liv. Jesus og kødet kan ikke begge leve et stærkt liv i et men­neske. Er det ikke en af grundene til, at mange kristne ikke er nået frem til mands modenhed i deres åndelige liv?
    Men når døden kommer ind på vort livs arena - ikke bare som en fjern mulighed langt fremme i en skjult fremtid, men så nær, at jeg til stadighed mindes om, at mine dages tal kan være mindre, end jeg aner, da er der meget, der ikke har nogen betydning længere.

    Verden omkring os er i støbeskeen. Det mærkes stærkt på mange missionsmarker. Alt føles usikkert. Femårspla­nernes tid er ved at være forbi, thi hvor på jorden har vi sikkerhed for, at vi kan blive og virke i bare fem år?
    Men de ustabile forhold og kår driver os ind til Herren som den eneste sikre klippe og borg.
    Herren spørger os, om vi vil gå bud for ham, ja, om vi vil gå til verdens ende og vidne om ham? Vil vi det, da må vi gå ud i verden, som den er i dag. Gud kan ikke sende Paulus, Ansgar eller Hans Egede. De tjente Herren i deres eget slægtled under forhold, som var vanskeligere end dem, der bydes de fleste missionærer i dag, men de var til gengæld opvokset på en tid og i en sammenhæng, der gjorde dem langt mere udholdende og indstillede på at li­de, end tilfældet er for de fleste vesterlændinge i dag.
     Vort problem er overflodens. De fleste kender ikke til at mangle noget og til at lide afsavn. Vi er opvokset i en del af verden præget af politisk stabilitet og tryghed. Men Herren sender os til områder i verden, hvor det er helt an­derledes.
     Vi vil gå, fordi Jesus går med. Vel synes vi ikke, at vi har det, som skal til for at stå i en sådan tjeneste - hverken menneskeligt eller åndeligt. Men vi ved, at som vor dag er, skal vor styrke være. Det er de helliges samstemmige vidnesbyrd i slægterne forud for os. Så vil vi da tjene Her­ren i vort eget slægtled. Gør vi ikke det, bliver det ikke gjort.

---