Johannes Døberen - profetrøsten med profil
Johannes Døberen var den sidste af en lang række profeter på den gamle pagts grund under lovens husholdning. Johannes står i skyggen af Jesus og peger samtidig på ham. Der kom noget nyt og større med Jesus. En ny tid, evangeliets tidsalder, brød ind.

For at gøre det klart kan det være nyttigt at skelne mellem lov og evangelium på to forskellige planer.
På den ene side har vi den frelseshistoriske forskel mellem lov og evangelium. Tiden før Kristus kalder vi lovens eller forberedelsens tid, og tiden efter Kristus kalder vi evangeliets eller opfyldeisens tid. Jesus har selv undervist os om denne forskel: »Loven og profeterne havde deres tid, til Johannes kom; fra den tid forkyndes evangeliet om Guds rige, og alle og enhver søger at storme ind i det« (Luk. 16,16). Lovens husholdning i frelseshistorien havde sin tid, indtil den blev opfyldt af Jesus. Moselovens ydre forskrifter pegede frem mod Jesus og blev opfyldt af ham (Hebr. 9,9). Med Jesus kom altså evangeliets husholdning i frelseshistorien, den nye pagts tid (Hebr. 9,15).
På den anden side har vi den åndelige forskel mellem lov og evangelium. »Lovens prædiken er alt det, som prædiker om vore synder og Guds vrede, lige meget hvordan det end sker. Derimod er evangeliet en prædiken, som ikke viser og giver andet end nåde og tilgivelse i Kristus« (Luther). Lovens tid i menneskets forhold til Gud har sin tid, indtil mennesket bliver dødt for loven (Rom. 7,9-12), og ser den opfyldt i Jesus (Gal. 3,23-29). Så er vi kommet ind i evangeliets og nådens rige (Rom. 5,20-21 og 6,14).

Det genfødte menneske, der ikke er under loven, men under nåden (Rom. 6,24), har alligevel brug for loven som tugtemester for kødet. Kødet skal nemlig aldrig have nogen frihed, men det nye liv i troen på Jesus skal ikke have nogen lov, det »tugtes« alene ved nåden (Tit. 2,11-12).
Johannes Døberens opgave var i en frelseshistorisk sammenhæng (Joh. 1,31). I Guds råd skulle han bane vejen for Kongernes konge. Der står om Johannes Døberen: »Der fremstod et menneske, udsendt fra Gud; hans navn var Johannes« (Joh. 1,6).
Johannes Døberen er i Bibelen skildret som den, der skal bane vejen for Herren. I Det gamle Testamente læser vi om ham: »I ørkenen råber en røst: 'Ban Herrens vej, jævn i det øde land en højvej for vor Gud! '« (Es. 40,3). Og videre: »Se, jeg sender min engel, og han skal bane vej for mit åsyn« (Mal. 3,1).
I Det nye Testamente er disse løfter opfyldt gennem Johannes Døberen: »I de dage fremstår Johannes Døber og prædiker i Judæas ørken og siger: 'Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær. ' Thi han er den, om hvem der er talt ved profeten Esajas, som siger: Der er en røst af en, som råber i ørkenen: 'Ban Herrens vej, gør hans stier jævne! '« (Matt. 3,1-3).
Her betyder røst ikke stemme, men budskab. Døberen har sit budskab fra Herren. Han vil høres, ikke ses (Matt. 11,15).
Johannes Døberen sammenlignes i Bibelen med Elias. Om Elias læser vi, at han var »en mand i en lådden kappe med et læderbælte om lænderne« (2.Kong. 1,8). På samme måde læser vi om Johannes' ydre fremtræden i Matt. 3,4. Men vigtigere end den ydre lighed i klædedragt, var den åndsmagt fra Gud, som de begge havde. Zakarias, Johannes Døberens far, fik et løfte om det: »og allerede fra moders liv skal han være fyldt af Helligånden, og mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud. Selv skal han gå foran ham (Jesus) i Elias' ånd og kraft« (Luk 1,13-17).
C.Skovgaard-Petersen skriver: »Han var på mange måder profeternes mester, det sidste samlende højdepunkt for den gamle pagts profetiske ånd. For sidste gang rejser den gammeltestamentlige ånd sig i sin vælde for med Elias' ånd og kraft at løbe storm mod Israels samvittighed«.
Derfor var Johannes Døberen »endog mere end en profet« sammenlignet med profeterne i den gamle pagt (Matt. 11,9-10). Han stod nemlig så nær Jesus og den nye pagts tid.
Som en forberedelse til sit kald, måtte Johannes ud i stilheden i ørkenen: »Og barnet voksede til og blev styrket i Ånden; og han var i ørkeneme indtil den dag, da han skulle træde frem for Israel« (Luk. 1,80).
Med sigte på vores åndssituation, kan vi spørge: Har vi tid og ro til at lade unge forkyndere være i stilhed for Herren,før de skal føres frem for folket?

Dette ophold i ørkenen skulle vise sig at bære frugt. For her mødte han Ordet. »da kom Guds ord til Johannes, Zakarias' søn, i ørkenen« (Luk. 3,2). I fortsættelsen lyder det: »Og han gik ud i hele egnen omkring Jordan og prædikede ... og alt kød skal se Guds frelse« (Luk. 3,3-6).
Sammenfattende kan vi sige:
1) Guds ord kom til ham.
2) Han kom ud til folket og prædikede.
3) Folket kom til at høre budskabet om Guds frelse i Jesus Kristus.

En forkynder skriver: »Er Herren i gang med at kalde nogle unge forkyndere i Norden? Måske nogle få, en her og en der, for at det ikke skal ødelægges ved, at det bliver stort, at der bliver for mange, at det bliver en ny »løsning« på magtesløsheden. Nogle få, som Herren i årevis har arbejdet med i det skjulte - som Johannes Døberen eller andre. Nogle, som ikke er blevet »hørehæmmede« på grund af bylarmen i Jerusalem - det jordiske - og de mange ordkløvende sætninger, som svirrer der. Nogle få, som af Herren er dannet til den tjeneste, der går ud på at tækkes sin hærfører - og Ham alene.«

Døberens budskab må have haft en stærk virkning, så folket »anså ham for en profet« (Matt. 14,5). Det var ikke tomme ord, men levende forkyndelse, han formidlede.
Han gik lige til sagen, når han talte til samtidens religiøse hyrder: »I øgleunger! hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugt, som er omvendelsen værdig ... Øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden« (Matt. 3,7-10).
Hele Døberens forkyndelse og virksomhed var et kald til omvendelse (Ap.G. 13,24). Døberen talte om folkets synder og kaldte synderne ved navn (Luk. 7,24-29). Folkets samvittighed blev vakt. Mange, som hørte ham, kom i syndenød. Gennem hans budskab mødte de ikke først og fremmest Døberen, men de mødte Gud. »Og hele folket, som hørte ham, endog tolderne, gav Gud ret« (Luk. 7,29).
I samvittigheden måtte folket erkende, at Døberens budskab var GUDS SANDE ORD, som overbeviste dem om synd. De mødte profetrøsten.
En forkynder udtalte for nylig: »Det, jeg ville ønske både for mig selv og kristenfolket i dag, det var, at det skarpe profetiske blik, Døberens blik, i højere grad måtte findes hos os.«
En rigtig erkendelse hos den, som har mærket Herrens røst i budskabet, er, at han står til regnskab for den levende Gud og ikke for budbæreren.
Men Døberen forkyndte ikke kun lovens ord. Han er blevet kaldt »den største af alle evangelister«, fordi han på tre forskellige måder frembar et klart vidnesbyrd om Jesus (Joh. 1,29-34):
1) Se Guds lam, som bærer verdens synd (v.29).
2) Jesus er den, der døber med Helligånden (v.33). Genfødelsen sker, når Ordet om Jesus bliver forkyndt.
3) Han er Guds Søn (v.34).

Sammenfattende kan vi derfor sige: Johannes Døberen var Herrens vejbryder. Han skulle ved Guds nåde blive et redskab til, at mange af Israels børn skulle omvende sig til Herren, deres Gud (Luk. 1,16).
I dag tales der meget om, at vi skal bane vej for Jesus. Men først skal der banes vej for Jesus i vores hjerter. Vi kan lære noget af den holdning, Johannes Døberen havde. Han var afhængig af, at Guds ord blev åbenbaret for ham. »Et menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham fra Himmelen« (Joh. 3,27). Ingen kan sætte sig selv i gang som profet. Profetrøsten må blive givet af Gud!

Døberens ydmyghed i forhold til Jesus kommer frem i hans enkle vidnesbyrd: »Han bør vokse, men jeg blive mindre« (Joh. 3,30). Om Johannes Døberen er det sagt, at han fulgte kaldet, og han udfyldte kaldet!
Gennem dette sandhedens vidne, som Johannes Døberen var, får vi anskueliggjort hvilke følger, det kan få at fremholde Guds klare ord i løgnens verden. Til sidst kostede det ham livet at forkynde SANDHEDEN for landsfyrsten Herodes, som levede i umoral (Matt. 14,1-12). Det stadfæster Bibelens vidnesbyrd: »Sådan skal også alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, blive forfulgt« (2:Tim. 3,12).