Skriften alene!
Mikkel Vigilius, Hillerød
Der sker noget med én, når man får børn.
Man får et nyt perspektiv på mange ting, en ny følsomhed og en ny
frygt! Hvordan skal det gå dem i fremtiden – menneskeligt og åndeligt?
Vi har tre drenge på 8,6 og 1 år. For
Leila og mig er det en stadig anfægtelse, om vi på rette måde hjælper
dem til at lære Gud at kende, som han er. Om vi med vores liv og ord
vidner om Jesus som deres gode og herlige frelser. Vi har dem hos os
nogle ganske få år. Det er her og nu, vi har mulighed for at række dem
Guds Ord og vidne for dem. Gør vi det ret? Det beder vi om.
Og så beder vi om én ting mere. Vi beder
Gud værne og bevare vores lutherske menigheder i Danmark! Vi beder om,
at vi må blive bevaret på Ordets grund. Om at der må blive bevaret en
sand og livgivende bibelsk forkyndelse hos os, og at der må være en
sådan forkyndelse også for vore drenge, når de vokser til. Vil der være
det? Vil der blive talt sandt om Gud i hans hellighed og hans nåde – om
20 år? Vil der blive prædiket sandt og bibelsk til vækkelse, tro,
åndelig frigørelse og efterfølgelse? Vil Jesus blive herliggjort som
vores Messias, Guds offerlam, vores korsfæstede og opstandne frelser?
Det er ingen selvfølge. Det er det mindst selvfølgelige af alt!
En skræmmende profeti
Af alle profetier i Skriften finder jeg
næppe nogen mere skræmmende end Amos 8,11-13: ”
Der skal komme dage, siger Gud
Herren, da jeg sender hunger over landet, ikke hunger efter brød eller
tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord. De skal flakke om fra
hav til hav, og fra nord til øst skal de strejfe rundt og søge efter
Herrens ord, men de finder det ikke. På den dag skal de smukke unge
piger og de unge mænd afkræftes af tørst.”
Er det vore børns generation, der skal
opleve dette? At det bliver umuligt at finde en sand og livgivende
forkyndelse af Guds ord? At der måske nok tales om Gud og Jesus og
kristendom, men ikke tales sandt til virkelig anger og omvendelse, tro
og liv. Er det dem, der skal ønske og længes efter at finde og høre
Guds Ord og strejfe omkring efter det – uden at finde det? Skal de
mærke, at troen visner og dør i dem, fordi ingen vil lægge røst til
Guds sande Ord?
Amos´ ord fik deres første opfyldelse i
tiden efter Nordrigets fald. Men i Ny Testamente hører vi, at de sidste
tider skal være kendetegnet ved en lignende situation. (Mt 7,15-19; Ap
G 20, 29-31; 2 Tess 2,9-12; 2 Tim 4,3-4) Forkynderne i de kristne
menigheder skal vende sig fra sandheden og indrette deres forkyndelse
til det, som folk ønsker at høre. Det, som vinder umiddelbar sympati,
anerkendelse, forståelse og tilslutning. Og de kristne menigheder vil
give dem deres bifald! De vil glæde sig over denne nye forkyndelse og
støtte den. Og de skal udtæres og dø af det!
Dette er en fare til enhver tid frem til
Jesu genkomst. Men der er ulykkeligt mange tegn på, at vi i vor tid er
på vej til at opleve en forfærdende opfyldelse af disse profetord.
Frafaldet fra Guds Ord vinder frem
overalt i den vestlige kristenhed. I første omgang i de store nationale
kirker og i anden omgang i mange såkaldt bibeltro sammenhænge.
Vi mærker det på flere områder. Jeg vil
bare nævne tre.
Skellet og helvede
1) Vi oplever i dag en stadigt stærkere
reaktion også ind i vore egne sammenhænge mod den bibelske tale om
skellet mellem troende og vantro og om helvedes virkelighed.
Hvem har lyst til at tale om dette? Jeg
har ikke! Men jeg vælger at gøre det – ved tanken på vore drenge!
Gud give, at der må være nogen, som vil
prædike for dem om denne virkelighed om 20 år! Så de vækkes fra åndelig
selvsikkerhed og søvn – og holdes vågne!
Ingen i Bibelen taler så meget om
helvede som Jesus. Han taler dobbelt så meget om helvede som om
himmelen. Og han gør det i kærlighed. Hvem kan tvivle på det? Han gør
det, fordi han vil kalde og vække til frelse!
Men vi er rystende modtagelige for
Djævelens forførelse: I dag skal der tales på en anden måde! Vor tids
mennesker kan slet ikke forbinde talen om helvede med en god og kærlig
Gud. Vil vi lede mennesker til tro på en elskende Gud, så skal vi netop
ikke tale om skellet og ikke tale om helvede! Så skal vi holde os til
at forkynde nåde, trøst og liv – for alle!
Åh, hvor det lokker! For det er en
genklang af det evangelium, som vores eget kød hænger ved og længes
efter. Det evangelium, som den gamle slange har prædiket fra
syndefaldets dag: I skal ikke dø! I skal ikke dø! I skal ikke dø!
Men det er løgn!
Der er to veje, og der to mål: evigt liv
og evig død, evig frelse og evig fortabelse. Det er Skriftens
utvetydigt klare ord. Og det må prædikes! Ellers ender vi med et
evangelium uden kors, uden forsoning og uden frelseskraft!
Hvem vil prædike dette evangelium nu –
og om 20 år?
Tjenestedelingen mellem mand og kvinde
2) Vi mærker frafaldet fra Guds Ord også
på de områder, hvor Bibelen går klarest imod de almindelige holdninger
i tiden.
Hvor længe skal vi blive ved at være
imod kvindelige præster - kvindelige hyrder og lærere? Det skal vi lige
så længe vi vil holde fast ved Guds Ord og bøje os for Guds vilje!
Er der nogen af os, som kan være i tvivl
om, hvad Gud mener på dette område? Det er tankevækkende, at mange af
vore yderligtgående feministiske teologer læser og udlægger Bibelen
ganske klart på dette område. Ifølge Paulus, siger de, er det en
uforanderlig guddommelig skabelsesordning, at manden og kvinden har
forskellige tjenester i hjem og menighed. Men det er jo bare Paulus...
Hvorfor er jeg ængstelig for at tage
dette emne op? Af flere grunde.
For det første fordi jeg er bange for at
give det en overfladisk behandling. Det fører intet godt med sig. Mon
ikke vi netop glider på dette område, fordi tjenestedelingen mellem
mand og kvinde står for os som en nærmest meningsløst og uforståelig
ordning? Skal vi bevare en åndelig myndighed på dette punkt, så må vi
på indersiden af ordningens formål.
Manden er kaldet til at have samme
lederrolle i forhold til kvinden som Kristus har til kirken. Hvad
ligger der i det? Meningen er, at mandens kald er at gå i Kristis spor
ved at ofre sig selv og sætte sig selv og alle sine egne ønsker og
ambitioner til side for kvinden. Han er hovedet i ægteskabet og
familien, og som sådan er det ham, der har det overordnede ansvar, at
hustruen og familien trives. Hele tiden må han se efter dette: trives
min kone og familien - følelsesmæssigt, åndeligt, socialt? Og så må han
sætte alt sit eget ind på at det sker! Sådan leder han. Ved at tjene og
ofre sig selv - som Kristus. Og hustruens kald er ganske enkelt at
støtte ham og bakke ham op i denne tjeneste. Denne ordning er der
velsignelse ved – for alle parter. Uden denne ordning undermineres både
ægteskaberne, familierne og menighederne.
Hvorfor er jeg da ængstelig for at tage
emnet op? Det skyldes nok så meget, at jeg fornemmer, at vi på dette
område er ved at udvikle forskellige syn og holdninger. Det er blevet
et kontroversielt og følsomt emne. Skal jeg være ven med alle, gør jeg
klogt i at lade det ligge.
Alligevel tager jeg det op. For vore
børns skyld! Trodser vi Bibelen på dette punkt, så har vi i realiteten
brudt med Guds ledelse og myndighed i vore liv. Så er der frit frem
for, at vi også på andre områder lader vores egen følelse og fornuft
råde – imod Guds Ord. Det er frafaldets og dødens vej. Må Gud bevare
os!
Brugen af Bibelen
3) Vi mærker frafaldet i form af vores
egen fristelse til at forsømme Guds Ord.
Guds Ords plads i vore hjem og
menigheder er under stadigt og stærkt pres.
Jeg glæder mig, når jeg besøger kristne
hjem, hvor familieandagten er en naturlig del af hverdagen. Det præger
hjemmet med gudsfrygt og Jesus-glæde.
Men jeg skal ikke gå længere end til os
selv for at se, at det er en svær kamp. Det har det altid været. Men
ingen kan være i tvivl om, at kampen er blevet forstærket i vor tid, og
at husandagten er under pres.
Det samme gælder den personlige andagt.
I de senere år har vi hørt meget om, at bibellæsningen ikke er et
guddommeligt bud og slet ikke et termometer for vores gudsforhold. Og
det er sandt og vigtigt! Men der er ingen tvivl om, hvordan kødet hører
og bruger dette budskab. Og får kødet lov at råde her, så fører det
uvægerligt til åndelig svækkelse og forarmelse.
”Det burde skrives med ildskrift i hvert
enkelt hjerte,’ skriver Rosenius ”og endda var det ikke stærkt nok
slået fast. Hvem tænker vel på, at det dybest set er forsømmelsen af
Guds ord, der er skyld i al åndelig elendighed i verden, al svaghed
såvel i kirken som i den enkeltes liv. Mens derimod Guds ords flittige
og rette brug er kilden til al åndelig velsignelse.”
Trykket mod Guds ord mærker vi måske
allerstærkest i ungdomsarbejdet. Teenagere i dag kan ikke koncentrere
sig om mundtlig formidling i mere end 10 minutter - hører vi fra
ungdomssociologerne. Og alle undersøgelser af vor tids konfirmander
peger i samme retning: af alt i kirken har de mindst til overs for
forkyndelsen.
Er det vores mål i ungdomsarbejdet at
samle så mange unge som muligt, så er det uden tvivl klogt at lytte til
disse analyser og indrette vores ungdomstilbud efter dem. Men Gud give,
at vi ikke må gøre det!
Hvad er det, som står tilbage hos vore
unge om ti år, når de er blevet voksne og teenagefesten er forbi? Det
er én ting: det som er skabt i hjerterne ved Guds evige ord!
Kærligheden til Guds ord kommer ikke af
sig selv. Den ligger ikke i vor natur. Den må elskes frem. Hvor mange
af os kan ikke vidne om, at vores glæde over ordet og vores kærlighed
til det er blevet elsket frem i et ungdomsarbejde med vægtlægning på
bibelstudium og bibeludlægning og igennem et lejrarbejde med en stærk
koncentration om Bibelens ord?
Dette ord er livets og troens ord. Det
har vi erfaret.
Gud give, at vi må bevare et
ungdomsarbejde med en stærk vægtlægning på studium og forkyndelse af
Skriftens ord – stik imod tidens strøm!
Så er det muligt, at vi bliver få. Og
det bliver vi i disse år. Ser man udover Norden, så er de bibeltro
lutherske bevægelser på tilbagetog overalt. Der lukkes missionshuse i
stort tal. Statistikkerne for medlemmer han nedadgående kurver. Hvad er
faren i denne situation? Jeg tror, at en af de største farer er, at vi
bliver grebet af frustration og panik og opgiver de åndelige kampvåben,
som Gud har knyttet løfter til. Sådan er det gået gang på gang igennem
kirkehistorien. Når det begyndte at gå tilbage i det kristne arbejde,
så mistede man troen på ordets kraft og bønnens magt og satsede i
stedet på andre ting. Og det var begyndelsen til enden!
Det åndelige liv og den åndelige kraft
har altid været hos dem, som levede Gud nær i ordet og bønnen. Og Gud
give, at vi må gøre det. Det er vores eneste fremtid! Det er vores
børns eneste fremtid!
Vi ønsker at være mange. Vi ønsker at
evangelisere og vinde mennesker. Og det ønske er i pagt med Guds vilje.
Han vil at alle skal frelses! Men vi må ikke lade vores frimodighed og
glæde afhænge af resultaterne. Vi må bruge de åndelige våben, Gud har
knyttet løfter til – og så glæde os over alt det, han virker gennem
dem. Også når det menneskeligt set er småt. Som Carl Frederik Wisløff
sagde det engang:
Vil vi
være mange, så må vi glæde os over at være få, ellers bliver vi ingen!
Det centrale kald
Jeg tror, det er godt, at vi i disse år overvejer de traditionelle
arbejdsformer i vores missionsarbejde og bearbejder dem, for at de kan
tjene evangeliet. Men netop det må være målet: at de skal tjene det
ene, sande og uforanderlige evangelium – Skriftens evangelium!
Hvad var det, Jesus sagde? ”
Dette evangelium om Riget skal
prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal
enden komme.” (Mt 24,14)
Det ene og samme evangelium til enhver
tid. For vores grundlæggende nød er den samme, og vores frelse er den
samme.
En af vore KFS-sekretærer havde en
tankevækkende oplevelse på et gymnasium for noget tid siden. En lærer
kom hen til ham efter en religionstime: ”Ja, det er jo underligt med
jer fra KFS. De andre religiøse og politiske bevægelser kommer også en
tid, men så holder de op igen. I bliver ved at komme, og I bliver ved
at sige det samme!”
Må det samme kunne siges om LM – også om
20 år!
Når vi læser NT, er der nogle ord der går igen i tilknytning til
evangeliet: hold fast, bevar, tag vare på, og videregiv - uforandret!
Det er vores helt centrale kald og
opgave: uforandret at videregive det evangelium, vi selv har fået
overleveret. Det evangelium, der kan redde os og vore børn fra Guds
vrede. Det evangelium, der kan knytte os til Kristus i tro og tak og
glæde og føre os til himlen!
’O, lad det gå i arv og eje til vore
børn i tusind led! At de med os ad sandheds veje, må finde nåde trøst
og fred, og vi med dem i helgenkor enstemmigt prise må Guds Ord.’
Kampen for Skriften er kampen for troen
Hvorfor kæmpede Luthers så hårdt for princippet om Skriften alene?
Fordi det alene var Skriftens evangelium, der kunne lede ham til tro på
Jesus og bevare ham i denne tro – trods alle anfægtelser og angreb både
indefra og udefra.
Luther var inderligt afhængig af
Skriftens Ord. Dagligt tog han nogle stærke og klare evangelieord frem
for at prædike for sig selv om nåden og frelsen i Kristus. Efter
sigende var der ét skriftord, som han tog frem hver dag: ”
Ham, der ikke kendte til synd,
har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed
i ham.” (2 Kor 5,21)
Til hjælp mod modløshed og anfægtelse
skrev han med kridt på sit bord, sine døre, loftsbjælker og karme:
vivit! Han lever! Det siger Guds Ord! Og så sandt han lever, så har jeg
en fuldkommen frelser og forsoner hos Gud. Han lever, og så er jeg
frelst. Det siger Guds Ord!
For Luther var kampen for Skriftens
autoritet ganske enkelt en kamp for den frelsesvisse tro og den frie
samvittighed. Og det samme gælder i dag. Kampen for Skriften er kampen
for troen.
En tidligere elev fra vores bibelskole
skulle til et kristent blad fortælle, hvad hun havde fået ud af sit
ophold på skolen. Én ting har jeg lært, skrev hun: hvor vigtigt det er
at være en ’ordkristen’. En kristen der bygger sin tro på helt enkle og
klare ord i Skriften, som altid siger det samme helt uanset, hvad der
sker i mig og omkring mig.
Så kan min tro være stærk eller svag. Så
kan mit hjerte være varmt eller koldt. I disse ord ser jeg, at mit
forhold til Gud ikke beror på noget hos mig selv, men på Jesus alene.
Og dette ord giver mig trøst, vished, tro og kraft – under alle
forhold.
’Troens folk er bogens folk’, er det blevet sagt. For det er gennem
Bibelbogen, vi bevares og opbygges i en sand, frimodig og levende tro
på Jesus – helt frem til målet!
Må Gud bevare os i glæde over sit ord og i tilegnelse af dette ord. Da
bevares vi hos Jesus. Da har vi et sandt og livgivende evangelium at
række videre til vore børn. Og da kan vi fortsat være et lys og et salt
i vores folk – både nu og i fremtiden!
Gud bevare os!
