Skriften alene!
Mikkel Vigilius, Hillerød
Der sker noget med én, når man får børn. Man
får et nyt perspektiv på mange ting, en ny følsomhed og en ny
frygt! Hvordan skal det gå dem i fremtiden – menneskeligt og
åndeligt?
Vi har tre drenge på 8,6 og 1 år. For Leila og
mig er det en stadig anfægtelse, om vi på rette måde hjælper dem
til at lære Gud at kende, som han er. Om vi med vores liv og ord
vidner om Jesus som deres gode og herlige frelser. Vi har dem hos
os nogle ganske få år. Det er her og nu, vi har mulighed for at
række dem Guds Ord og vidne for dem. Gør vi det ret? Det beder vi
om.
Og så beder vi om én ting mere. Vi beder Gud
værne og bevare vores lutherske menigheder i Danmark! Vi beder om,
at vi må blive bevaret på Ordets grund. Om at der må blive bevaret
en sand og livgivende bibelsk forkyndelse hos os, og at der må
være en sådan forkyndelse også for vore drenge, når de vokser til.
Vil der være det? Vil der blive talt sandt om Gud i hans hellighed
og hans nåde – om 20 år? Vil der blive prædiket sandt og bibelsk
til vækkelse, tro, åndelig frigørelse og efterfølgelse? Vil Jesus
blive herliggjort som vores Messias, Guds offerlam, vores
korsfæstede og opstandne frelser? Det er ingen selvfølge. Det er
det mindst selvfølgelige af alt!
En skræmmende profeti
Af alle profetier i Skriften finder jeg næppe
nogen mere skræmmende end Amos 8,11-13: ”
Der skal komme dage, siger Gud Herren, da jeg sender
hunger over landet, ikke hunger efter brød eller tørst efter
vand, men efter at høre Herrens ord. De skal flakke om fra hav
til hav, og fra nord til øst skal de strejfe rundt og søge efter
Herrens ord, men de finder det ikke. På den dag skal de smukke
unge piger og de unge mænd afkræftes af tørst.”
Er det vore børns generation, der skal opleve
dette? At det bliver umuligt at finde en sand og livgivende
forkyndelse af Guds ord? At der måske nok tales om Gud og Jesus og
kristendom, men ikke tales sandt til virkelig anger og omvendelse,
tro og liv. Er det dem, der skal ønske og længes efter at finde og
høre Guds Ord og strejfe omkring efter det – uden at finde det?
Skal de mærke, at troen visner og dør i dem, fordi ingen vil lægge
røst til Guds sande Ord?
Amos´ ord fik deres første opfyldelse i tiden
efter Nordrigets fald. Men i Ny Testamente hører vi, at de sidste
tider skal være kendetegnet ved en lignende situation. (Mt
7,15-19; Ap G 20, 29-31; 2 Tess 2,9-12; 2 Tim 4,3-4) Forkynderne i
de kristne menigheder skal vende sig fra sandheden og indrette
deres forkyndelse til det, som folk ønsker at høre. Det, som
vinder umiddelbar sympati, anerkendelse, forståelse og
tilslutning. Og de kristne menigheder vil give dem deres bifald!
De vil glæde sig over denne nye forkyndelse og støtte den. Og de
skal udtæres og dø af det!
Dette er en fare til enhver tid frem til Jesu
genkomst. Men der er ulykkeligt mange tegn på, at vi i vor tid er
på vej til at opleve en forfærdende opfyldelse af disse profetord.
Frafaldet fra Guds Ord vinder frem overalt i
den vestlige kristenhed. I første omgang i de store nationale
kirker og i anden omgang i mange såkaldt bibeltro sammenhænge.
Vi mærker det på flere områder. Jeg vil bare
nævne tre.
Skellet og helvede
1) Vi oplever i dag en stadigt stærkere reaktion
også ind i vore egne sammenhænge mod den bibelske tale om skellet
mellem troende og vantro og om helvedes virkelighed.
Hvem har lyst til at tale om dette? Jeg har
ikke! Men jeg vælger at gøre det – ved tanken på vore drenge!
Gud give, at der må være nogen, som vil prædike
for dem om denne virkelighed om 20 år! Så de vækkes fra åndelig
selvsikkerhed og søvn – og holdes vågne!
Ingen i Bibelen taler så meget om helvede som
Jesus. Han taler dobbelt så meget om helvede som om himmelen. Og
han gør det i kærlighed. Hvem kan tvivle på det? Han gør det,
fordi han vil kalde og vække til frelse!
Men vi er rystende modtagelige for Djævelens
forførelse: I dag skal der tales på en anden måde! Vor tids
mennesker kan slet ikke forbinde talen om helvede med en god og
kærlig Gud. Vil vi lede mennesker til tro på en elskende Gud, så
skal vi netop ikke tale om skellet og ikke tale om helvede! Så
skal vi holde os til at forkynde nåde, trøst og liv – for alle!
Åh, hvor det lokker! For det er en genklang af
det evangelium, som vores eget kød hænger ved og længes efter. Det
evangelium, som den gamle slange har prædiket fra syndefaldets
dag: I skal ikke dø! I skal ikke dø! I skal ikke dø!
Men det er løgn!
Der er to veje, og der to mål: evigt liv og
evig død, evig frelse og evig fortabelse. Det er Skriftens
utvetydigt klare ord. Og det må prædikes! Ellers ender vi med et
evangelium uden kors, uden forsoning og uden frelseskraft!
Hvem vil prædike dette evangelium nu – og om 20
år?
Tjenestedelingen mellem mand og kvinde
2) Vi mærker frafaldet fra Guds Ord også på de
områder, hvor Bibelen går klarest imod de almindelige holdninger i
tiden.
Hvor længe skal vi blive ved at være imod
kvindelige præster - kvindelige hyrder og lærere? Det skal vi lige
så længe vi vil holde fast ved Guds Ord og bøje os for Guds vilje!
Er der nogen af os, som kan være i tvivl om,
hvad Gud mener på dette område? Det er tankevækkende, at mange af
vore yderligtgående feministiske teologer læser og udlægger
Bibelen ganske klart på dette område. Ifølge Paulus, siger de, er
det en uforanderlig guddommelig skabelsesordning, at manden og
kvinden har forskellige tjenester i hjem og menighed. Men det er
jo bare Paulus...
Hvorfor er jeg ængstelig for at tage dette emne
op? Af flere grunde.
For det første fordi jeg er bange for at give
det en overfladisk behandling. Det fører intet godt med sig. Mon
ikke vi netop glider på dette område, fordi tjenestedelingen
mellem mand og kvinde står for os som en nærmest meningsløst og
uforståelig ordning? Skal vi bevare en åndelig myndighed på dette
punkt, så må vi på indersiden af ordningens formål.
Manden er kaldet til at have samme lederrolle i
forhold til kvinden som Kristus har til kirken. Hvad ligger der i
det? Meningen er, at mandens kald er at gå i Kristis spor ved at
ofre sig selv og sætte sig selv og alle sine egne ønsker og
ambitioner til side for kvinden. Han er hovedet i ægteskabet og
familien, og som sådan er det ham, der har det overordnede ansvar,
at hustruen og familien trives. Hele tiden må han se efter dette:
trives min kone og familien - følelsesmæssigt, åndeligt, socialt?
Og så må han sætte alt sit eget ind på at det sker! Sådan leder
han. Ved at tjene og ofre sig selv - som Kristus. Og hustruens
kald er ganske enkelt at støtte ham og bakke ham op i denne
tjeneste. Denne ordning er der velsignelse ved – for alle parter.
Uden denne ordning undermineres både ægteskaberne, familierne og
menighederne.
Hvorfor er jeg da ængstelig for at tage emnet
op? Det skyldes nok så meget, at jeg fornemmer, at vi på dette
område er ved at udvikle forskellige syn og holdninger. Det er
blevet et kontroversielt og følsomt emne. Skal jeg være ven med
alle, gør jeg klogt i at lade det ligge.
Alligevel tager jeg det op. For vore børns
skyld! Trodser vi Bibelen på dette punkt, så har vi i realiteten
brudt med Guds ledelse og myndighed i vore liv. Så er der frit
frem for, at vi også på andre områder lader vores egen følelse og
fornuft råde – imod Guds Ord. Det er frafaldets og dødens vej. Må
Gud bevare os!
Brugen af Bibelen
3) Vi mærker frafaldet i form af vores egen
fristelse til at forsømme Guds Ord.
Guds Ords plads i vore hjem og menigheder er
under stadigt og stærkt pres.
Jeg glæder mig, når jeg besøger kristne hjem,
hvor familieandagten er en naturlig del af hverdagen. Det præger
hjemmet med gudsfrygt og Jesus-glæde.
Men jeg skal ikke gå længere end til os selv
for at se, at det er en svær kamp. Det har det altid været. Men
ingen kan være i tvivl om, at kampen er blevet forstærket i vor
tid, og at husandagten er under pres.
Det samme gælder den personlige andagt. I de
senere år har vi hørt meget om, at bibellæsningen ikke er et
guddommeligt bud og slet ikke et termometer for vores gudsforhold.
Og det er sandt og vigtigt! Men der er ingen tvivl om, hvordan
kødet hører og bruger dette budskab. Og får kødet lov at råde her,
så fører det uvægerligt til åndelig svækkelse og forarmelse.
”Det burde skrives med ildskrift i hvert enkelt
hjerte,’ skriver Rosenius ”og endda var det ikke stærkt nok slået
fast. Hvem tænker vel på, at det dybest set er forsømmelsen af
Guds ord, der er skyld i al åndelig elendighed i verden, al
svaghed såvel i kirken som i den enkeltes liv. Mens derimod Guds
ords flittige og rette brug er kilden til al åndelig velsignelse.”
Trykket mod Guds ord mærker vi måske
allerstærkest i ungdomsarbejdet. Teenagere i dag kan ikke
koncentrere sig om mundtlig formidling i mere end 10 minutter -
hører vi fra ungdomssociologerne. Og alle undersøgelser af vor
tids konfirmander peger i samme retning: af alt i kirken har de
mindst til overs for forkyndelsen.
Er det vores mål i ungdomsarbejdet at samle så
mange unge som muligt, så er det uden tvivl klogt at lytte til
disse analyser og indrette vores ungdomstilbud efter dem. Men Gud
give, at vi ikke må gøre det!
Hvad er det, som står tilbage hos vore unge om
ti år, når de er blevet voksne og teenagefesten er forbi? Det er
én ting: det som er skabt i hjerterne ved Guds evige ord!
Kærligheden til Guds ord kommer ikke af sig
selv. Den ligger ikke i vor natur. Den må elskes frem. Hvor mange
af os kan ikke vidne om, at vores glæde over ordet og vores
kærlighed til det er blevet elsket frem i et ungdomsarbejde med
vægtlægning på bibelstudium og bibeludlægning og igennem et
lejrarbejde med en stærk koncentration om Bibelens ord?
Dette ord er livets og troens ord. Det har vi
erfaret.
Gud give, at vi må bevare et ungdomsarbejde med
en stærk vægtlægning på studium og forkyndelse af Skriftens ord –
stik imod tidens strøm!
Så er det muligt, at vi bliver få. Og det
bliver vi i disse år. Ser man udover Norden, så er de bibeltro
lutherske bevægelser på tilbagetog overalt. Der lukkes
missionshuse i stort tal. Statistikkerne for medlemmer han
nedadgående kurver. Hvad er faren i denne situation? Jeg tror, at
en af de største farer er, at vi bliver grebet af frustration og
panik og opgiver de åndelige kampvåben, som Gud har knyttet løfter
til. Sådan er det gået gang på gang igennem kirkehistorien. Når
det begyndte at gå tilbage i det kristne arbejde, så mistede man
troen på ordets kraft og bønnens magt og satsede i stedet på andre
ting. Og det var begyndelsen til enden!
Det åndelige liv og den åndelige kraft har
altid været hos dem, som levede Gud nær i ordet og bønnen. Og Gud
give, at vi må gøre det. Det er vores eneste fremtid! Det er vores
børns eneste fremtid!
Vi ønsker at være mange. Vi ønsker at
evangelisere og vinde mennesker. Og det ønske er i pagt med Guds
vilje. Han vil at alle skal frelses! Men vi må ikke lade vores
frimodighed og glæde afhænge af resultaterne. Vi må bruge de
åndelige våben, Gud har knyttet løfter til – og så glæde os over
alt det, han virker gennem dem. Også når det menneskeligt set er
småt. Som Carl Frederik Wisløff sagde det engang:
Vil vi være mange, så må vi glæde os
over at være få, ellers bliver vi ingen!
Det centrale kald
Jeg tror, det er godt, at vi i disse år overvejer de traditionelle
arbejdsformer i vores missionsarbejde og bearbejder dem, for at de
kan tjene evangeliet. Men netop det må være målet: at de skal
tjene det ene, sande og uforanderlige evangelium – Skriftens
evangelium!
Hvad var det, Jesus sagde? ”
Dette evangelium om Riget skal
prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så
skal enden komme.” (Mt 24,14)
Det ene og samme evangelium til enhver tid. For
vores grundlæggende nød er den samme, og vores frelse er den
samme.
En af vore KFS-sekretærer havde en
tankevækkende oplevelse på et gymnasium for noget tid siden. En
lærer kom hen til ham efter en religionstime: ”Ja, det er jo
underligt med jer fra KFS. De andre religiøse og politiske
bevægelser kommer også en tid, men så holder de op igen. I bliver
ved at komme, og I bliver ved at sige det samme!”
Må det samme kunne siges om LM – også om 20 år!
Når vi læser NT, er der nogle ord der går igen i tilknytning til
evangeliet: hold fast, bevar, tag vare på, og videregiv -
uforandret!
Det er vores helt centrale kald og opgave:
uforandret at videregive det evangelium, vi selv har fået
overleveret. Det evangelium, der kan redde os og vore børn fra
Guds vrede. Det evangelium, der kan knytte os til Kristus i tro og
tak og glæde og føre os til himlen!
’O, lad det gå i arv og eje til vore børn i
tusind led! At de med os ad sandheds veje, må finde nåde trøst og
fred, og vi med dem i helgenkor enstemmigt prise må Guds Ord.’
Kampen for Skriften er kampen for troen
Hvorfor kæmpede Luthers så hårdt for princippet om Skriften alene?
Fordi det alene var Skriftens evangelium, der kunne lede ham til
tro på Jesus og bevare ham i denne tro – trods alle anfægtelser og
angreb både indefra og udefra.
Luther var inderligt afhængig af Skriftens Ord.
Dagligt tog han nogle stærke og klare evangelieord frem for at
prædike for sig selv om nåden og frelsen i Kristus. Efter sigende
var der ét skriftord, som han tog frem hver dag: ”
Ham, der ikke kendte til synd, har
han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds
retfærdighed i ham.” (2 Kor 5,21)
Til hjælp mod modløshed og anfægtelse skrev han
med kridt på sit bord, sine døre, loftsbjælker og karme: vivit!
Han lever! Det siger Guds Ord! Og så sandt han lever, så har jeg
en fuldkommen frelser og forsoner hos Gud. Han lever, og så er jeg
frelst. Det siger Guds Ord!
For Luther var kampen for Skriftens autoritet
ganske enkelt en kamp for den frelsesvisse tro og den frie
samvittighed. Og det samme gælder i dag. Kampen for Skriften er
kampen for troen.
En tidligere elev fra vores bibelskole skulle
til et kristent blad fortælle, hvad hun havde fået ud af sit
ophold på skolen. Én ting har jeg lært, skrev hun: hvor vigtigt
det er at være en ’ordkristen’. En kristen der bygger sin tro på
helt enkle og klare ord i Skriften, som altid siger det samme helt
uanset, hvad der sker i mig og omkring mig.
Så kan min tro være stærk eller svag. Så kan
mit hjerte være varmt eller koldt. I disse ord ser jeg, at mit
forhold til Gud ikke beror på noget hos mig selv, men på Jesus
alene. Og dette ord giver mig trøst, vished, tro og kraft – under
alle forhold.
’Troens folk er bogens folk’, er det blevet sagt. For det er
gennem Bibelbogen, vi bevares og opbygges i en sand, frimodig og
levende tro på Jesus – helt frem til målet!
Må Gud bevare os i glæde over sit ord og i tilegnelse af dette
ord. Da bevares vi hos Jesus. Da har vi et sandt og livgivende
evangelium at række videre til vore børn. Og da kan vi fortsat
være et lys og et salt i vores folk – både nu og i fremtiden!
Gud bevare os!
