Skriget over Sodoma
Sodoma var en hedensk by. Synden i byen fremkaldte et skrig over den. Fra byen lød et råb mod himlen, og Gud steg ned for at se, om det virkelig var så slemt, som det lød til efter skriget. Det besøg betød byens ødelæggelse og undergang.

Det nye Sodoma

Med smerte ser vi synden triumfere i vort gamle kristne fædreland. Vi må spørge: Hvorfor skal Danmark være et foregangsland, når det drejer sig om at legalisere synden?
Vi står nu der, hvor folkeflertallet fjerner synden ved at gøre den lovlig. Samtidig er vi medlemmer af en kirke, hvor ledende kræfter ønsker at udtrykke deres enighed med statsmagten ved en eller anden form for velsignelse.

Løbe linen ud?

Er løbet ikke kørt for vort folk? Er vi ikke kommet så langt ud, at der ikke længere er noget håb om redning? Kan vi gøre andet end vente på Sodomas skæbne?
Vi skal ikke give forhastede svar. Først og fremmest skal vi vogte os for at tænke menneskeligt. Guds langmodighed er større end menneskenes.
Havde der været 10 retfærdige i Sodoma, var det gået anderledes med byen. Dens beståen eller ødelæggelse var ikke et spørgsmål om lovændringer. For ti retfærdiges skyld ville Gud have skånet den. Havde Lot sagt det i byens port, havde man mødt ham med latter og betragtet ham som en tåbe. Guds visdom er dårskab i menneskers øjne.
Hvem kan sige, at Gud ikke vil handle på tilsvarende måde over for os? Hvor har Gud i sin barmhjertighed tålt megen hån fra den skabning, der skylder Ham alt!

Der, hvor Satans trone står

Det er svært for en kristen at leve i et gudløst samfund. Det var det for Lot, og det er det for dig og mig.
Vi smittes så let. Vore omgivelsers tankegang og levevis sætter sit præg på os. Det sker umærkeligt. Lidt efter lidt ændres syn og holdning.
Det var Lots lykke, at han var retfærdiggjort af tro på Ham, der skulle komme. Derfor var han retfærdig, selvom den nære kontakt med de gudløse tærede på kraft og frimodighed, så at han i nødens stund ikke så anden udvej end at prisgive sine døtre til synd og elendighed.
Hvor er faren stor også for os! Dag efter dag taler mennesker til os ud fra et andet livssyn end det kristne. Det, de siger, stemmer med vor naturlige tankegang, som er mærket af syndefaldets altgennemtrængende gift. Derfor står vi i stadig fare for at blive enige med verden. Det er i virkeligheden kun en alvorlig og stadig omgang med Guds Ord, som kan bevare os.

I byens port

Lot havde sæde i byens port. Sådan har vi også i dag nogle i vort folketing, som siger nej til love, der åbner for synden og dens følger. Dem bør vi være taknemmelige for. De udgør langt fra noget flertal, alligevel er det ikke uden betydning, at der er nogle, som løfter banneret i troskab mod Herren og Hans ord.
Lad os bede om, at Herren vil bevare både dem og os på sandhedens rene grund. Samtidig må vi takke for, at Herren ved, hvor vi bor. Han kender vore forhold, og som vor dag er, skal vor styrke være, og Han vil sørge for sine.

Tab ikke modet!

I en tid som vor ligger modløsheden snublende nær. Den er farlig. Kvælende lægger den sig over al glæde og trosfrimodighed. Modløsheden får bønnen til at forstumme. Nytter det at bede? Hvor mange har ikke bedt om, at gudløsheden måtte standse sin fremmarch, men hvad er sket? Det er, som om vi står overfor en vældig flodbølge, der river næsten alt og alle med sig.
Alligevel: Tab ikke modet! Bed Herren om at bevare de retfærdige og øge deres antal. Tænk på, hvor stor plads Jesu disciple indtager i hans ypperstepræstelige bøn. Tag ved lære af Jesus og bed for saltet i vort folk. Det har ikke mistet sin kraft. Midt i en mørk og forvirret tid skinner de retfærdige som himmellys i verden. Måske ser den det ikke, men Gud kender sine. Måske vil Herren i sin barmhjertighed give os endnu en nådetid. 

---