Hvor er troens brand?
Det åndelige liv er aldrig statisk. Enten er det i vækst og fremgang, eller også gør nedbrydende kræfter sig gældende. Det kan være i form af falsk lære, moralsk udglidning eller den snigende og lam­mende ligegyldighed og søvn. Der er altid grund til at standse op og spørge: Vore lamper er vel ikke ved at gå ud? Vi er vel ikke ved at sove ind i døden?

Branden for sjælens frelse
Mere end alt andet gælder det for et Guds barn om selv at blive frelst. Synet for det har mange mistet. Det er nærmest blevet en selvfølge. Mon ikke mange ubevidst har den opfattelse, at så længe jeg selv ønsker at blive frelst, så bliver jeg det også? Men det er ikke ønsket om frelse, der frelser. Det er hjertets tro på Jesus som frelser og forsoner. Denne tro kan kun leve i spændingsfeltet: synd-nåde.

Lever jeg ikke under en forkyndelse, der viser mig min elendighed, dør hungeren og tørsten efter Ordet. Da lurer selvtil­fredshedens fare lige om hjørnet. Man bruger ikke ordene, men holdningen er den samme som i Laodikea: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet.

Da står Jesus udenfor.
Det er altid farligt at blive mere optaget af de andres frelse end af sin egen. Du må først og fremmest selv næres af Guds ord. Ellers bliver din tro en osende væge. Da en spurgte Jesus, om det kun var få, der bliver frelst, sagde Jesus til ham: Kæmp for at komme ind gennem den snævre port. Det er, hvad det drejer sig om.

Stille og umærkeligt glider tiden. År føjes til år. Usvigelig sikkert nærmer vi os dommens store dag. Hvad gør du i dag for at berede dig til at møde din Gud? Bliver denne dag en dag uden noget møde med din Herre og Frelser i Ordet og bønnen? Bliver i morgen lige sådan? Hvordan skal det ende? Din lampe er vel ikke ved at gå ud af mangel på olie?

Branden for åndelig vækst
Et sandt og sundt åndeligt liv er kendetegnet af trangen til vækst. Derfor er det et glædeligt tegn, når der i disse år er stadig flere steder, hvor man ønsker bibelkurser på lokalt plan. Vi kan ikke rumme Kristi fylde alene. Vi må modtage den sammen. Vi trænger til at styr­kes i vort indre menneske, til at rodfæstes og grundfæstes i kær­lighed og til at lære Kristi kærlighed at kende indefra.

Skal det ske, er det meget vigtigt, at den enkelte lever i en stadig bøn om vækst i nåden. Hvor mange kristne gør det? Hvornår har du sidst bedt om at få lov til at vokse?
Hvorfor skulle du gøre det? Er det for selv at blive og være noget stort? Vel er synden med i alt, alligevel må det ikke få os til at overse, at et sandt og sundt liv er kendetegnet af trangen til stadig ud­vikling: Aldrig færdig, altid på vej - videre frem!

Når hjertet for alvor smager Guds godhed og nåde, fødes der i vort indre en stadigt voksende hunger og tørst efter det, vi allerede har smagt. Det er godt at være sig denne trang bevidst, så man kan give efter for den. Vort gamle menneske vil altid sige nej og trække den anden vej. Dets drift er altid mod det synlige. Men det gamle menneske er ikke den genfødtes egentlige jeg. Det er det nye men­neske. Guds-mennesket. Kristus-mennesket.

Det er til de hellige, Peter siger, at de som nyfødte børn skal hige efter ordets rene mælk, for at de ved den kan vokse op til frelse.

Lever du under Guds ords stadige afsløring af fordærvelsens af­grunde i dig selv, og får Ordet stadig lov til at male dig Jesus for øje som korsfæstet, vokser du i dybde, og da er din høresans skærpet. Du fornemmer hulheden i verdens lokketoner. Du bliver stærk ved nåden. Du kan sige nej til synden. Du ser dig sammenvokset med J esus og frikøbt fra både syndens skyld og dens magt.

Branden efter at bruges
Paulus ville gerne bruge alt,ja selv blive brugt op. Det siger han til korintherne.
Vandringen fra vugge til grav gennemlever vi kun én gang. Hvad skal fylde det spand af år, der ligger mellem disse to punkter for et Guds barn?

Det er godt at se realistisk på værdierne, så du får prioriteret rigtigt. I verdens øjne er det alt det synlige, som tæller. Mange slider hele livet for det, som i virkeligheden kun er livets ramme. Selvlivet står i centrum. Det er, som om man ikke kan få lykke nok. Det aldrig tilfredsstillede lykkebehov fører utallige ud i synd og elendighed i et fortvivlet forsøg på at tilfredsstille det begær, som alligevel aldrig kan få nok.
Jesus levede det gudskabte menneskeliv i dets fylde og harmoni. Han tænkte ikke på sig selv. Han ejede intet. Alligevel var han gen­nemtrængt af en forunderlig fred, der hang sammen med hans indre liv. Jesus mistede sig selv. Samtidig vandt han livet. Han har vist os vejen. Lad os følge ham!

O Jesus,Jesus! kom dog snart
at se din vingårds art !
Af døbte vrimler stad og land,
men hvor er troens brand?
Hvad hjælper det, vi ved,
hvad død du for os led,
dog tåles Satans fule værk
iblandt os lige stærk. 

---

(Fra "Mellem liv & død" Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening 1998 - med tilladelse fra forfatteren)