Ulvetid i Guds folk
I Skriften finder vi en periode, som giver os et meget nøjagtigt billede af, hvad vi vil komme til at stå over for ved verdenshistoriens afslutning: Det er tiden forud for babyloniernes ødelæggelse af Jerusalem, år 587 f.Kr., profeten Jeremias' tid. Jeremias virkede i Jerusalem i 35-40 år før denne katastrofe. Ud over det almindelige forfald i folket var det de falske profeter, der i særlig grad kendetegnede Jeremias' tid. Vi møder dem på næsten hver side i hans bog. De var meget talrige og optrådte med stor frimodighed også i Herrens tempel. Jeremias var på sin side alene som Herrens profet, og det var i særlig grad de falske profeter, der voldte ham stor modstand og nød i tjenesten.

Det, der kendetegnede de falske profeter, var for det første, at de talte i Herrens, Israels Guds navn - og ikke som tidligere i Baal's, Astartes og andre afguders navne (jf. f.eks. 1.Kong 18). De sagde - ligesom Jeremias - »så siger Herren«, og de gav sig ud for at være Guds tjenere. Tilmed henviste de til og brugte Guds ord. De pegede på Guds løfter i Mosebøgerne og sagde til folket: »Vi er Guds folk, og vi har fået de største og dyreste løfter. Gud har selv lovet at velsigne og være med os« (se f.eks. Jer 7,22ff.). På denne måde underbyggede de deres forkyndelse med en falsk og tilfældig brug af Skriften og gav sig ud for at være guddommelige autoriteter.
For det andet var de det, vi kan kalde »lykkeprofeter«. Hovedsagen i deres forkyndelse var, at de lovede folket fred, lykke og medgang, uanset hvordan de levede:

»Blandt Jerusalems profeter har jeg set grufulde ting; de horer og farer med løgn, de opmuntrer forbryderne, så ingen vender om fra sin ondskab. De er alle blevet som Sodoma, byens indbyggere er som Gomorra ( ... ) Til dem, der lader hånt om mig, siger de: 'Herren har sagt: Nu bliver der fred', og til alle, der vandrer i hjertets forstokkethed, siger de: 'Ulykken rammer jer ikke'.« (Jer 23,14.17).

At de »opmuntrer forbrydeme« betyder, at de giver dem frimodighed til at fortsætte med at leve, som de gør, og ikke behøver at omvende sig. Vi hører dem også tale til »alle, der vandrer i hjertets forstokkethed«, og de bliver lovet medgang og fred, ja, Guds velsignelse tilmed. Det, som de falske profeter systematisk afviste, var altså omvendelsesforkyndelsen. Ingen behøvede at høre trusler om Guds dom fra dem, selvom de levede aldrig så meget i modsætning til Guds ord. I stedet talte de med stor forståelse om, hvilken vanskelig tid folket levede i, og at de derfor havde brug for trøst og opmuntring.

Mod dette stod Jeremias helt alene. Hans tale var ikke af en sådan slags, at den »kildrede deres ører« (2 Tim 4,3). De ugudelige fik klar besked om at omvende sig. Og hvis ikke de ville høre, stod Guds dom for døren. Jeremias lod med andre ord ikke folk være i fred. Han plagede folks samvittighed og blev derfor yderst upopulær. De falske profeter var til gengæld meget populære - for de sagde jo aldrig andet, end hvad folket ønskede at høre. Vi kan levende forestille os, at Jeremias mere end en gang har fået spørgsmålet: »Har du alene ret, og alle de andre tager fejl? Er profeterne ikke alle sammen gode og fromme mænd? Hvordan kan du da være så hovmodig at bilde dig ind, at alle de andre har misforstået sagen?«.

Skal vi sammenfatte de falske profeters budskab, kan det gøres på følgende måde: De talte om Guds nåde, men aldrig om Guds dom. De talte om Guds kærlighed, men aldrig om hans hellighed og vrede. De forkyndte »evangelium«, men ikke lov, lovede Guds velsignelse uden omvendelse. De forklarede ikke for folket alvoren i at have med Den Hellige at gøre, og derfor blev deres forkyndelse blot søde vuggeviser for et folk, som var i dyb søvn. Derfor fremtrådte de også som kærlige, vise og tolerante mennesker, som viste forståelse for menneskernes situation - noget ganske andet end den snæversynede Jeremias. Det er ikke tilfældigt, at Jesus placerer sin tale om de falske profeter ind i en bestemt sammenhæng:

»Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den! Tag jer i agt for defalske profeter. .. « (Matt 7,13-15).

Det, der kendetegner de falske profeter, er, at de forsøger at gøre den smalle vej bred! De er, hvad vi med et moderne begreb kalder antinomister, dvs. fjender af Guds lov. Af Jesu endetidstale forstår vi, at netop dette vil være et fremtrædende træk ved verdenshistoriens afslutning: »Fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste« (Matt 24,12). Det samme peger Peter og Judas på i deres breve: »De er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed« (Jud 4), og »De bruger opblæste og tomme ord, og ved hjælp af deres udsvævelser forfører de i kødeligt begær andre, som lige har gjort sig fri af de folk, der lever i vildfarelsen; de lover dem frihed, skønt de selv er slaver af fordærvelsen« (2 Pet 2,18-19).

Fjendskabet mod Guds lov og bud gør, at mennesket handler efter sine egne lyster og fjerner alt det, som kan volde anstød imod den kristne tro. Den tyske teolog R. Niebuhr beskrev i mellemkrigstiden meget træffende det moderne menneskes religion: »En Gud uden vrede lader mennesker uden synd ved hjælp af en Kristus uden kors komme ind i en evighed uden fortabelse«. Det er den slags religiøsitet, der i stigende grad vil lyde fra prædike- og talerstolene frem mod afslutningen af denne tidsalder, indtil det til sidst bliver den dominerende åndsretning. Der er i mødet med alt dette, at Jesus til sin menighed råber» Vær på vagt!«. Det er livet, der står på spil. Giver vi ikke agt på det, Jesus her siger, kan det hurtigt gå med os som det gjorde med Samson: »Han vidste ikke, at Herren havde forladt ham« (Dom 16,20).