Altid er jeg fuld af sang.
Kingo var altid fuld af sang, fordi han altid var fuld af Jesu tro. Det fortæller han os i salmen: Aldrig er jeg uden våde.
    Mange kristne føler sig fremmede overfor det. De synes, at der er alt for lidt sang i deres liv, og det er så som så med Jesu tro. De spør­ger: hvorfor?
    Jeg er ikke i tvivl om svaret. Det hænger sammen med deres forhold til det, de gamle kaldte lønkammeret. Det er det sted, hvor du går ind og lukker din dør og møder ham, som er i det skjulte, og som ser i det skjulte, og som lønner den, der søger ham der.

Fællesbøn og bøn i enrum

Ofte understreger vi, at lønkammerets lukkede dør betyder, at du lukker verden ude. Det kan der være noget rigtigt i, men det er ikke det, som Jesus fremhæver. Han siger, at Gud er i det skjulte. Det be­tyder, at Gud er der, hvor du er helt alene med ham.
    Fællesbønnen har rige forjættelser, og det er glædeligt, at fælles­bønnen har fået større plads, end den har haft tidligere. Men det at bede sammen med andre må aldrig erstatte bønnen i lønkammeret, hvor du er helt alene med Gud. Når vi beder sammen, lukker vi også de andre ind i vort sind. Dine ord påvirkes af, at du ved, at andre hører dem. Det er anderledes, når du er helt alene med Gud. Da kan du finde dit hjerte til at bede på en måde, som det ikke er muligt under fællesbønnen.
    Det er også i lønkammeret, Gud giver dig rige oplevelser med hans ord. Det er godt og velsignet at høre en forkynder, hvis hjerte er blevet sat i brand af Guds ord, men det kan ikke erstatte det vid­underlige, at Gud gennem din egen læsning af hans ord levendegør det for dit hjerte. En maler kan glæde sig over andres billeder, men glæden ved selv at male er alligevel langt større og dybere. Sådan er det også med en kristen. Det er godt og velsignet at høre ordet forkyndt, men skal det åndelige liv modnes og selvstændiggøres, må du ind i lønkammerets stilhed for Herrens ansigt.

Lær os at bede

Ved at lytte til Jesu bøn blev disciplene klar over, at de havde noget at lære. Føres vi ikke ind i bønnen gennem Guds ord, vil vores bøn blive en kredsen om os selv. Følgen udebliver ikke. Man oplever bønnen uendelig tung. Lønkammeret bliver endnu et møde med en selv og alle problemerne. Hvor helt anderledes er det ikke, når Gud bliver centrum. Da møder sjælen ham, der er i det skjulte, og som ser i det skjulte.
    Tænk på Salmernes bog, som gennem århundrederne har været Guds børns bønnebog. Hvor siges der meget om Gud, og hvor siges der meget til Gud om ham selv. Det er bestemt ikke alene den bedenes egen elendighed, som frembæres. Det er i langt højere grad den Gud, som er min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt, mit skjold, mit frelseshorn og min fæstning.
    At møde denne Gud i lønkammerets stilhed giver kraft og frimodighed. Det lægger sangen ind i hjertet. Det er ikke tilfældigt, at Paulus knytter takken sammen med bønnen. Når han var for Her­rens ansigt, strømmede hans hjerte over med tak. Han kunne ikke møde den Gud, der var i det skjulte, uden at han først og fremmest måtte have sagt ham en stor og inderlig tak.
    I årenes løb har jeg mødt flere, der har fundet ind i lønkam­merets hemmelighed. De har fundet den Gud, som er i det skjulte, som ser i det skjulte, og som lønner så rigt. Det er nogle af de kristne, der har gjort størst indtryk på mig. De er præget og mærket af ham, de er så meget sammen med. Jeg synes, at de er bærere af glæden og freden.

Altid glade

Ja, det siger Paulus virkelig om sig selv og hans medarbejdere: de er altid glade. Han opfordrer menigheden til det samme. Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Og i næste vers siger han, hvad de må glæde sig over: Herren er nær. Ja, han er lige inde bag lønkammerets dør. Han er i det skjulte og ser i det skjulte.
    Livets sande lykke er forbundet med Guds nærhed: at være Gud nær er min lykke. Og når hjertet er lykkeligt, da synger det. Gud vil, at det skal være din normaltilstand.
    Jeg talte med en gammel bønnens mand, som havde været ude for prøvelser, som jeg ville være segnet under. Han var fyldt af glæde og frimodighed. Han sagde til mig: Jeg kan ikke miste modet, så længe Gud er på tronen. Vel har han grædt, stridt og kæmpet, men i alt og gennem alt har han ejet den glæde, som ingen og intet kunne tage fra ham. Og hans hemmelighed var det rige lønkam­merliv, hvor han mødte ham, som er i det skjulte.

Freden

En dyb og forunderlig fred følger med at have udøst hjertet for Her­ren. Hvilken rigdom er det ikke at kunne sige det: Nu har jeg ikke mere noget, som tynger. Alt er kastet på ham, som har omsorg. Da er ansvaret ikke længere mit, men hans. Alt har en forbindelse med forsoningen. Et Guds barn bliver forligt med alt det, som smerter ved at se, at også det er berørt af min frelsers gennemborede hånd. Da takker hjertet for alt i Jesu navn, og da erfares rigdommen i ordet: Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.
    I sandhed: Gud lønner rigt. Han er ikke langt fra en eneste af os. Du finder ham, som er i det skjulte, og som ser i det skjulte bag lønkammerets dør. Mød ham der i dag!

---