Det store regnskab
Det er ikke kun budskabet om mission, som man forsøger at gemme af vejen, ja, ligefrem skælder ud over. Faktisk er mission kun nummer to på listen. Den absolutte topscorer, når det gælder emner, som »velmenende« mennesker forsøger at rydde af vejen, så vi kan få en ordentlig, civilise­ret kristendom, er dommedag.
    Tanken om, at Gud dømmer mennesket, er uudholdelig. Man forestiller sig scenen - den ene efter den anden træder vi frem for den store trone, tykke bøger bliver åbnet, og de enkelte gerninger, gode som onde, opregnes og resulte­rer i en dom, som ikke kan ankes - man prøver at se det for sig og tænker: Nej, det er for langt ude. Gud dømmer da ikke mig.
    Men det gør han altså. Her et lille udpluk af skriftsteder, som underbygger dette:
    »Jeg tænkte: Både den retfærdige og den uret­færdige dømmes af Gud. For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid« (Præd.3,17).
    »Men du, Daniel, skal gå bort, indtil enden kommer. Læg dig til hvile, og stå op til din lod ved dagenes ende« (Dan.12,13 ).
    »Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal døm­mes til Helvedes ild« (Matt.5,22 ).
    »Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. Derfor skal I dømmes så meget hårdere« (Matt.23,14 ).
    »Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes« (Mark.16,16 ).
    »Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn« (Joh.3,18 ).
    »Men når vi dømmes af Herren, opdrages vi, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med ver­den« (1.Kor.11,32)
    »For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt« (2.Kor.5,10 ).
    "Folkeslagene rasede, men din vrede er kommet, den time, da de døde skal dømmes, og du skal give løn til dine tjenere, profeterne, og til de hellige og til dem, der frygter dit navn, både små og store, og ødelægge dem, der ødelægger jorden« (Åb.11,18 ).

Vi skal altså dømmes. Og selvom vi har van­skeligt ved at acceptere dette, så bliver jeg nødt til at understrege, at det aldeles ingen rolle spiller, om vi anerkender domstolen eller ej. Tænk på dikta­toren Saddam Hussein; det kan godt være, at han aldrig anerkendte den domstol, som dømte ham til døden ved hængning, men hængt blev han altså. Og når det gælder Guds domstol, så vær sikker på dette: Ingen kommer og omstøder hans dom. Ingen kan. Gud er sidste retsinstans her i verden. Han har altid haft det sidste ord, han har det lige nu - i skrivende (og læsende) stund - og han vil have det fremdeles. Ingen har magt til at korrekse ham. Når Gud fælder dom, er det en retfærdig dom, som ingen har magt til at omstøde.
    Dette kan så til nød accepteres - i hvert fald af nogle mennesker. Man tænker: Okay, Gud dømmer til sidst, det er nok fair nok, så får også børnekrænkeren, voldtægtsforbryderen, morderen, Hitler og Stalin (som jo er helt uden for kategori) sin velfortjente straf, men os almindelige men­nesker, som ikke er værre end så mange andre, os kan han da ikke dømme til andet end himlen, hvis en sådan findes. Hvor skulle han kunne an­det? Vi vil det jo så godt. Vi prøver i det mindste at gøre det gode.
    Det er desværre bare ikke godt nok. Selv ikke det mindste fejltrin, selv ikke det mindste sårende ord, den mindste afvisning af et medmenneske, den grimmeste tanke, det mest forståelige begær, selv ikke den mindste synd må kunne findes i vores liv.
    I Guds rige er alt godt. Ingen gør ondt. Ingen græder. Ingen bagtaler. Ingen sårer. Ingen misbru­ger, slår eller nedgør. I Guds rige eksisterer ond­skaben simpelthen ikke. Hele formålet med den kommende verdensdom er at fjerne det onde, så Gud kan blive genforenet med sin skabning; Guds rige vil træde synligt frem, og alt, hvad der er be­smittet med ondskab, vil blive kastet i Helvede. Problemet er bare, at alle mennesker er onde.
    Og dermed forstår man, at ingen kan bestå for Guds domstol.
    Siger jeg dermed, at vi alle går fortabt? Nej, men jeg siger, at alle, der dømmes efter deres gerninger, går fortabt. Hvis du mener, at du ikke er værre stillet end så mange andre, og at det har nogen som helst betydning i mødet med Gud, da dømmes du efter dine gerninger og går evigt fortabt. Hvis du mener, at dine gode gerninger, din kirkegang, din bøn og bibellæsning, de penge du har sendt til de sultne i Afrika osv. - hvis du mener, at noget sådant skulle have nogen som helst betydning i mødet med Gud, så tager du ganske enkelt fejl. Grueligt fejl. Og kunne du dog indse denne fejl nu - nu, mens tid er!
    »Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud,« skriver Paulus.
    Jamen, kunne man indvende, er det virkelig så slemt? Sådan oplever jeg det slet ikke. Vel ople­ver jeg ondskab og synd både hos mig selv og hos andre, men så slemt er det da vel heller ikke? Der er jo også godt i mig, ja, ikke bare i mig, jeg op­lever jo, at mine medmennesker viser mig omsorg og kærlighed, så det kan da ikke for alvor være så slemt.
    Jo, så slemt er det. Hvad du end kan mærke eller ikke mærke. Husk, at det er Gud, ikke dig, der dømmer på den yderste dag. Husk, at din dom er inficeret af syndens gift.         Sagen er altså, at ingen af os kan bestå for Guds trone, i hvert fald ikke hvis det står til os. Fantastisk derfor, at Gud har åbenbaret en helt an­den måde, hvorpå vi kan bestå på dommens dag.
    Hvilket netop er Bibelens budskab.

---