En stor nød
»Da han så folkeskarerne, ynkede s han over dem, for de var van­røgtede og forkomne som får uden hyrde. Da sagde han til sine disciple: 'Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst'« (Matt.9,36ff. ).
    Hvad var det, Jesus så den dag? Han så en flok mennesker, som var uden for Guds rige. Det er svært at sige, om de for en ydre menneskelig betragtning var mere forhutlede end folk flest. Det er ikke sikkert. Vi må i hvert fald regne med, at nogle af dem menneskeligt set havde det godt - helbredsmæssigt, socialt og følelsesmæssigt - og selv oplevede det sådan. Men Jesus ser igennem den ydre facade. Han ser den fulde virkelighed. Han ser, at de er Adams efterkommere - på flugt fra Gud. Hvordan har de det? De har det som får, som er kommet bort fra deres hyr­de. Uanset hvordan de føler og har det, og uanset om de er be­vidste om det eller ej, så er en ting sikker: De går mod døden! Det gør det vildfarne får, og det gør de vantro. Hvem de end er: unge eller gamle, forhutlede eller velbjergede, fortvivlede eller lykkelige. De går mod døden, den evige død.
    Det er dette, Jesus ser. Derfor ynkes han, og derfor kalder han sine disciple til at bede om høstarbejdere. Så de kan blive frelst! Vi ønsker et stærkt og levende missionsarbejde. Vi ønsker, at missionen må få større plads i vore hjerter, liv og menigheder. Hvordan kan det gå til?
    »Hvornår bliver der vækkelse?« Det var en erfaren kristen, som rejste spørgsmålet, og han besvarede det selv. »Når vi ikke længere kan bære at se, de ikke-kristne gå fortabt!«

Hvorfor taler Jesus så meget om helvede? I hele Bibelen er der ingen, som taler så meget, så konkret og så rystende om helvede som Jesus. Han taler mere om helvede end alle profeterne og apostlene tilsammen! Hvorfor gør han det? Han gør det, fordi han vil vække os, så vi ser virkeligheden - som hans selv ser den. Helvede er en reel fare for ethvert menneske. For mig, som skriver dette, og for dig, som læser det. For de vantro er helvede ikke bare en fare. Det er deres livsløbs sikre mål - med mindre de omvendes! Langt de fleste vantro ved ikke, at de går mod evig dom og pine. Men vi ved det. Som kristne er vi de eneste i ver­den, der ved det! Hvad sker der hvis vi lukker øjnene for denne virkelighed og tier om den?
    Jesus kender os. Netop derfor taler han så meget om helvede. Han ønsker at lægge smerten, uroen og nøden ind på vore hjerter - som et glødende kul Han ønsker, at vi skal se og fastholde, at der går et skel ned gennem verden, mellem Guds børn og Djæve­lens børn, mellem frelste og fortabte (Matt.7,13-14 ; Joh.3,36 ; Joh.8,44 ). Skellet går ned mellem de mennesker, vi møder i vo­res hverdag og har mest med at gøre. Det gør ondt at se det! Men det er en smerte og nød, vi ikke må skubbe fra os. Det er den, der driver os til at bede og vidne for dem!
    Vi står i en stadig åndskamp på dette punkt. Guds modstander søger til stadighed at svække vores syn for helvedes virkelighed og for skellet i verden. Han hvisker os i øret, at skellet umuligt kan forenes med Guds kærlighed. Men intet kunne være mere usandt! Skellet er netop et mægtigt vidnesbyrd om Guds kærlig­hed! Det fortæller os, at Gud har grebet ind i verden - til frelse. I begyndelsen var der intet skel. Da var alle i mørket. Men Gud lod os ikke i stikken. Han har bragt sit nåderige ind verden, og han kalder og drager ad mennesker for at føre flere ind i sit rige ­nu mens tid er! Gud ønsker, at vi skal se skellet. At vi skal holde øjnene åbne for det. Og at vi derved til stadighed skal påmindes både om de vantros dybe nød og om hans kærlige frelsesvilje.
    »Jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte,« siger Paulus (Rom.9,2 ).
    Der er en sorg, smerte og nød, som hører kristenlivet tiL Sor­gen over, at mennesker omkring os går mod fortabelsen. Den må vi ikke ryste af os. Tværtimod må vi bede Gud om, at han vil for­ny og styrke den hos os. For det er den, der vækker vore hjerter for missionens sag.
    Der kom en kvinde til den engelske prædikant Charles Spur­geon og fremlagde et personligt problem for ham: »Denne tanke om, at alle vantro går evigt fortabt, den kan jeg virkelig ikke for­lige mig med. Hvis jeg skulle tro på det, kunne jeg umuligt have ro i sindet.« Spurgeons svar var enkelt, alvorligt og i dyb sam­klang med Bibelens vidnesbyrd: »Hvem siger, at vi skal have ro i sindet?«
    Når, man læser missionshistorie, bliver man slået af, hvor al­vorlig og konkret nøden for de fortabte var for mange af de gam­le missionærer, og hvor stærkt den formede deres liv. Det fortæl­les om kinamissionæren Hudson Taylor, at han kunne ligge vågen nætter igennem plaget af en bestemt tanke: 'Hver måned en million kinesere i den evige fortabelse! Hver måned en mil­lion kinesere i den evige fortabelse!' Han havde set nøden, og den drev ham ud. Når han var hjemme på orlov i England, kunne han til tider føle det uudholdeligt at sidde til gudstjeneste. Han kunne ikke bære at se så mange kristne sidde der helt uvirksom­me og helt uberørte af hedningemes nød - med store ubrugte ressourcer. Selv fortsatte han tjenesten til det allersidste. Der er taget et foto ved hans sidste udrejse. Det viser en mager, gammel mand, hans hår og det lange skæg er helt hvidt, og han går støttet af to stokke. Men han må ud! Han må virke til det sidste - om det så kan blive til frelse for bare en eneste. Hans grav er derude.
    I mødet med sådanne personer kastes der et ransagende lys ind over vore liv og hjerter, og bønnen vokser frem:


Det ligger i vor natur at tænke, at jo nærmere vi kommer til Gud, jo større indre ro og harmoni vil vi opleve. Men i relation til de vantro og de unåede sker det modsatte. I Guds nærhed bliver uroen og smerten større. For her begynder vi at se med hans øjne. Hvordan kommer vi til at erfare dette? Det kan kun ske på en måde. Ved at vi tager Guds ord til os.
    For nogle år siden skrev den amerikanske præst Al Martin en ransagende bog om den svækkede nød blandt kristne og særligt blandt forkyndere - og om vejen frem:
    »Alt for ofte oplever jeg, at mine egne ord spotter mig, når jeg prædiker. Når jeg kan sige ordet 'Helvede' og ikke føle nogen rædsel ved det. Når jeg kan tale om Himlen og ikke blive varmet af hellig glæde over, at det er dette sted, Herren har beredt for mig. Jeg finder ikke noget andet svar på dette problem end at meditere længe over de afsnit i Skriften, som taler om disse rea­liteter og bede Helligånden om at brænde dem ind i mit hjerte. Jeg bønfalder ham om at gøre det levende for mig, at netop de mennesker, jeg ser på, kan blive dem, som skal høre de forfærde­lige ord: 'Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild!' Jeg be­der om, at Gud må gøre det virkeligt for mig, at de stemmer, som siger til mig ved kirkedøren: 'Tak for prædikenen, pastor!' - kan være de samme stemmer, som en dag vil udstøde de forbandedes klageråb og skrig. Jeg må bede Gud hjælpe mig til at tro disse ting, og hjælpe mig til at prædike dem, sådan at andre hører og mærker, at jeg virkelig tror dem.«
    Dette er vejen frem: At vi lever i tilegnelse af Bibelens ord. At vi læser ordene om helvede og minder os selv om, at dette er vir­kelighed for enhver vantro, vi kender - i familien, på arbejds­pladsen, i nabolaget. Der er kraft i disse ord. De skaber selv nø­den i hjertet. Den skal vi ikke piske eller presse frem. Vi skal blot tage Guds ord om virkeligheden til os og fastholde dem som san­de. Så vil de åbne vore øjne for virkeligheden og gøre den leven­de for os. Det kan så ledsages af en større eller mindre følelses­mæssig nød for de ufrelste. Det er ikke det afgørende. På det fø­lelsesmæssige område er vi forskellige som kristne. Grundlæg­gende skal vi ikke orientere os ud fra vores eget hjerte, men ud fra Jesu hjerte. Hans hjerte er til enhver tid lige fyldt af nød og længsel efter de vantros frelse. Det må vi holde os for øje. På det grundlag må vi høre og lyde hans kald til mission og begynde med det, som han selv nævner som det første:
    »Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst« (Matt.9,30 ).

---