Et eller to mål?
Evangeliske kristne i dag adskiller sig ikke fra kristne i de mange århundreder før os. Man har også tidligere kendt til alle de elendigheder, som vi står midt oppe i. At ville tegne fortiden rosenrød er bare et udtryk for en kort hukommelse. De gode, gamle dage var såmænd ikke så gode dengang, de var nutid - det gælder også i kristelig forstand. Mennesket er det samme til alle tider. Derfor er trangen til selvforgudelse og selvhævdelse også altid den samme. Sådan siges der.

Er det sandt?

Det er det ikke. Der er i ovennævnte påstand de sandhedsmomenter, som må til for at få løgnen til at glide ned. Og det er ikke vanskeligt at regne ud, hvad løgnens fader vil, når han søger at vinde kristne for dette syn: Han vil udslukke ethvert håb om, at tingenes tilstand i den evangeliske kristenhed nogen sinde kan blive en anden. Han vil hindre, at vi vækkes gennem det eksempel, som personer i Bibelen og historien er for os. Han vil have os til at tro, at fordi det var mennesker under samme vilkår som os, så var det også mennesker, der var som os. Men det var det ikke. De var anderledes.
    På hvilke måder adskiller de sig? Det kan siges ganske kort: De havde et mål i deres liv. Vi har to.

Vi møder to-måls-kristne på det Nye Testamentes blade. De er Demas-typer. Der står ikke i Bibelen, at Demas forlod J esus. Han forlod Paulus, fordi kærligheden til det liv, som verden kunne tilbyde ham, vejede tungere end troskaben over for den tjeneste, Herren havde kaldt ham ind i. Om det skridt har været det afgørende ud i et endeligt frafald, ved vi intet om. Men så meget kan vi sige: Skridtet gjorde Demas til en to-måls-kristen.
    De to-måls-kristne vil, at mennesker skal frelses. De vil, at Guds rige skal udbredes. Og de vil først og fremmest, at de selv skal nå målet. Samtidig vil de noget andet: De vil have et liv for sig selv og deres egne præget af størst mulig lykke og velvære. De vil have menneskelig anerkendelse og respekt og leve et liv betrygget og sikret på alle måder.
    I en åndelig nedgangs- og forfaldstid som den nuværende er det to-måls-kristne, som tegner billedet. Det gælder lige fra kristne ledere og forkyndere til kristne, der indtager en mindre synlig plads på Jesu legeme.
    Det, der i denne forbindelse karakteriserer en vækkelsestid, er at skellet mellem en og to-måls-kristne bliver åbenbart - ikke mindst ved, at nogle to-måls-kristne vækkes, kommer ind i et opgør med deres verdsligt prægede liv og får et nyt forhold til Jesus, så han får lov til at lede deres hjerter til at søge Guds rige - og det alene. Men det sker aldrig uden indre brydninger i Guds folk.

Et af de åndelige lyspunkter i vores mørke tid er, at Herren stadig gør to-måls-kristne til et-måls-kristne. Gud har mange veje til det. Han lader trængsler af forskellig art møde os. Han giver os en klar erkendelse af, at alt i denne verden er usikkert. Først og fremmest virker han gennem sit ord.
    Nogle af disse et-måls-kristne får lov til at stå frem og blive et eksempel for mange. Det gælder i vort århundrede folk som Vang Ming Tao og Watchmann Nee fra Kina, Petrus Otavianus fra Indonesien og Martin Lloyd-Jones fra Wales. De fleste er imidlertid ukendte af de mange. Det kan være en missionær, en søndagsskolearbejder eller et enligt bedende menneske. De er nøglepersonerne i Guds rige i kraft at deres tro. Gud bruger dem til at bære sit rige gennem natten frem mod den morgen, hvor vækkeisens ild brænder på ny.
    I vækkelsestiderne vokser antallet af et-måls-kristne. De er i verden, men de er her som pilgrimme, som fremmede og udlændinge. Himmeltonen er så stærk i deres liv. De glæder sig til at møde Jesus. Ofte føres de gennem meget svært, men Herren tager sig samtidig af dem på forunderlig måde, og alle hans løfter om beskærmelse og hjælp opfylder han på dem.
    Herren vil gøre dig til en et-måls-kristen. Men han gør det ikke, med mindre du lader ham gøre det. Du må sige ja, når Jesus kalder dig ind på selvfornægtelsens og forsageisens vej. Du må sige ja til de lidelser og trængsler, som Herren lægger på dig. Du må lade ham binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.
    Under rejsen til Himlen er du leret i pottemagerens hånd. Han former og danner dig til sit navns forherligelse. Du ser hans åsyn, og han spejler sig i dig. Og dit liv bliver, for at citere Vang Ming Tao, som en lang bryllupsrejse med Jesus.