Forkyndelsen skal være aktuel
I sin bog om Kirken i 18OO-tallet skriver Joseph H. Altholz om den nye tankegang, der meldte sig på denne tid: »Kristendommen blev udfor­dret til at bevise ikke bare sin sandhed, men først og fremmest sin aktu­alitet.«
     Dette er meget træffende iagttaget. Teologer og kirkefolk drøftede budskabets sandhed. Men de fleste folk begyndte at spørge om kristen­dommen i det hele taget havde nogen aktualitet.
    Dette var et helt nyt spørgsmål til kirkens forkyndelse. Præsten skul­le begynde at tænke på en ny måde. Han skulle ikke bare spørge sig selv, om han forkyndte det sande budskab, han skulle også spørge sig selv: »Er mit budskab overhovedet aktuelt for folk i dag? Svarer prædikenen til de spørgsmål, som er aktuelle for vor tids mennesker?«
    Det er denne problemstilling, der præger den for sin tid meget læste bog 'Wie predigen wir den modernen Menschen', skrevet i 1902 af den liberale teolog Friedrich Niebergall. Ja, hvordan skal vi prædike for det moderne menneske? Niebergall siger, at forkynderen skal stille sig selv følgende tre spørgsmål: Er min prædiken overhovedet forståelig? Vil den interessere mine tilhørere? Har den nogen virkning?
    Det lader jo til at være gode spørgsmål. Hvis min prædiken er fuld af gammeldags ord og vendinger, som folk ikke kender og begriber, da har prædikenen ikke nogen aktualitet. Hvis min forkyndelse ikke møder tilhørerne i deres daglige liv og færden, da kan jeg ikke forvente, at de vil bryde sig særlig meget om den. Mennesker har nemlig hovedet fyldt af spørgsmål, der angår deres arbejde, deres levevilkår, deres helbred og så videre. Derfor er kirkens forkyndelse selvsagt nødt til at møde men­nesker der, hvor de lever og kæmper. Forkyndelsen må have noget at sige dem i dagliglivets virkelighed.
    Angående det tredje spørgsmål: Har prædikenen nogen virkning? Kan den forandre tilhørernes livsstil og deres måde at tænke på? Nie­bergall og andre af hans observans lagde vægt på, at prædikenen skal have et mål, en hensigt. Denne tankegang er gammel. »For Guds skyld«, råbte den berømte Robert Tillotson i England i 1600-tallet. »Hvad skal religionen i det hele taget være godt for, hvis den ikke kan forme menneskenes livsstil og tænkemåde?«

Alt dette lyder jo rigtigt. Hvad skal vi i det hele taget prædike for, hvis vi ikke taler om ting og sager, som folk er optaget af? Hvorfor skal folk gå i kirke og høre en prædiken, hvis den ikke kan fortælle dem noget, der har værdi i dagliglivets slid og slæb? Det lyder alt sammen så rigtigt.
    Alligevel er det vigtigste endnu ikke sagt.
    Det er godt, at den kristne tro har den allerstørste betydning i mit liv - både i hjemmet og på arbejdspladsen. Når Jesus kommer ind i hjem­met, bliver livet forvandlet. Der er nok af glade vidnesbyrd om dette.
    Det er bare uendelig vigtigt at tilføje, at mennesker ikke af sig selv ved, hvad der er deres største nød. Uanset hvor mange problemer jeg har at trækkes med i dagliglivet, så er min største nød, at jeg er en syn­der, der står foran den almægtige Guds øjne som fortabt. Jeg må frelses ved troen på Jesus, ellers går jeg evigt fortabt.
    Derfor må det siges med den dybeste alvor: Prædikanten står der ikke for at besvare folks spørgsmål - i det mindste ikke som det første. Tilhørerens største nød er hans fortabte tilstand; han har ikke fælles­skab med Gud, og hans synder vil bringe ham i fortabelse, hvis han ikke ved omvendelse får samfund med frelseren, Jesus Kristus.

Her er det passende at lade Søren Kierkegaard sige os et alvorsord. Vi finder det i hans prædiken over Præd.4,17 : »Vogt din fod, når du går til Guds hus.« Der er så stille og godt i kirken, siger Kierkegaard. Det er godt at flygte derind for at søge trøst i stilheden. Men vogt dig, for hvad er det egentlig, du søger i Guds hus? »Er det fattigdom eller sygdom el­ler anden genvordighed? Om dette tales der ikke i Guds hus, i det mindste ikke først. Der tales først, og der skal tales først, om synden, om at du er en synder, om at du i frygt og bæven for denne tanke skal glemme din jordiske nød. Hvis du tror, at der deltagende spørges til dit velbefindende og gives dig råd og vink, hvis du af denne grund er flyg­tet ind i kirken - da har du taget fejl, for i Guds hus møder du det, som er endnu mere forfærdeligt. I stedet for at have medlidenhed med din jordiske elendighed og have travlt med at hjælpe dig med den, bliver der lagt en endnu tungere byrde på dig, du bliver gjort til en synder. Om dette tales der så, og i sandhed til opbyggelse, at der er frelse for syndere og trøst for dem, der angrer« (Samlede Værker X, s. 205).
    Mange vil måske sige, at Kierkegaard er meget ensidig, når han skri­ver på denne måde. Livet består af mange ting, der er mange slags nød i menneskers liv - og Jesus helbredte syge, velsignede små børn og trøstede dem, der sørgede over tabet af deres kære. Dette er sandt. Jeg vil heller ikke indlade mig på at være en kopi af Søren Kierkegaard. Al­ligevel bør vi lytte til ham med største alvor. Dybt i en prædikants hjer­te skal der altid være rum for »den uendelige bekymring: at han skal blive evigt salig.« Der fik vi igen et Kierkegaard-ord (Samlede Værker VIl, s. 8).
    Lad os igen standse for prædikenens aktualitet. Vi tog udgangspunkt i nogle moderne homiletikere. Hvad var det, de havde at sige os? De pegede på sproget, at det skal være forståeligt. De mindede om dagligli­vets mange byrder, som menneskene slider med - og meget andet, som vores prædiken ikke må glemme at tale om. Det er godt og rigtigt. Men vi skal dybere ind i sagerne, dersom vi skal få sagt det vigtigste.
    Det vigtigste er sagt i Bibelen: »Den, der taler, skal tale med ord fra Gud« (1.Pet.4,11 ).
    Når alt er, som det skal være, hvordan er prædikenen så? Svaret kan kun være dette: Prædikenen skal være Guds Ord. Prædikanten frem­fører ikke sine egne tanker, han er ikke talsmand for tidens tanker, for de nyeste teologiske berømtheder osv. Han taler Guds Ord.
    Men hvordan kan et menneske tale Guds Ord? Er det ikke grænseløst arrogant at sige, at det, jeg fremfører fra talerstolen, er den levende Guds eget ord? Mange vil nok sige, at prædikanten bør være mere be­skeden.
    Nej, her skal en bibeltro prædikant ikke være beskeden. »Den kristne lære hører ikke hjemme i Fadervor«, siger Luther (i skriftet Wider Hans Worst). »Jeg skal ikke bede om syndernes forladelse på vegne af min prædiken. Nej, jeg skal som Jeremias være frimodig og sige: Så siger. Herren! Og: Jeg har været Herrens talsmand i denne prædiken.«
    Der er givet os en bestemt grund til, at vi virkelig kan tænke og tale sådan. Af den enkle grund at vi har Bibelen, Guds eget ord, givet os ved Guds inspirerede profeter og apostle.

Det gamle kirkeritual formaner præsterne og siger: De skal ikke tale »hvad de lyster, men det, der hører til sagen, skal de tale med klare og forstandige-ord.«
    Hvad hører så til sagen? Svaret er enkelt. Vi har Skriftens budskab, det skal vi forkynde. Det skal prædikanten leve i, studere og i inderlig bøn til Gud tilegne sig ved Åndens ledelse. Han skal holde sig til Skrif­tens Ord og budskab.
    Men vor tids mennesker forstår ikke dette, bliver der til stadighed indvendt. Ordene om korset, forsoningen, blodet osv. er simpelthen ubegribelige for moderne mennesker. Derfor skal vi i det mindste i første omgang tale om noget, folk forstår. Tal om glæde, kærlighed, medfølelse med lidende. Tal imod undertrykkelse og uretfærdighed osv.

Der er grund til at advare mod denne tankegang. Sagen er ganske en­kelt denne: Hvis vi bare taler om en del af de bibelske sandheder og tier omkring de vanskelige ting, som folk ikke forstår, da udgiver vi i al stil­hed denne delsandhed for at være hele sandheden. Det er farligt. Dette fordi en del af sandheden, dersom den udgives for at være hele sandheden, forvandler sig lige så langsomt til at blive en stor løgn.
    Det er vigtigt ikke at glemme: Det er sandt, at det bibelske budskab om Jesu stedfortrædende lidelse i udgangspunktet er ubegribeligt for mennesker til alle tider. Det var ikke lettere at forstå for mennesker på Paulus' tid end for os, der lever i dag. »Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske« (1.Kor.2,14 ). Sådan var det før, og sådan er det nu.
    Frem for alt gælder det: At Guds Ord bliver klart forkyndt, sådan som det gives os i Bibelen. Lad os bede om nåde til at forkynde ret. Det kan Guds Hellige Ånd give til dem, som i tro beder om denne store nåde.

---