Forkynderen som Guds medarbejder.
Alle kristne er Guds medarbejdere. Om enhver kristen kan - og må - det siges, som apostlen siger om sig selv: "Kristi Jesu tjener" (Rom.1,1 m.fl ). Men forkynderne er Guds medarbejdere på en speciel måde (1.Kor.3,9-15 ). Fordi det er gennem Ordet, og især gennem forkyndelsen af Ordet, at Gud handler med mennesker, sættes forkynderne i en særstilling. Alt, hvad Guds ord siger om at være Guds medarbejdere kommer i en særlig grad til at gælde dem.
    Det vigtigste for en medarbejder er, at det virkelig bliver et samarbejde. Forholdet mellem Gud og os vil sige, at vi arbejder sammen med ham, som har kaldet og udrustet os til at arbejde for ham. Det lyder så selvfølgeligt, men i praksis er det langtfra en selvfølge. I vores tid er det blevet noget af et slagord at leve for Gud og arbejde for Gud. Men det er ikke det rette ord at sætte på en kristen, og slet ikke en forkynder. Man kunne sige det om Bileam (4.Mos.22 ) i en vis periode af hans liv og om dem, Jesus advarer imod i Mattæusevangeliet 7,22 ; dem, der bruger Jesu­navnets kraft, uden selv at være frelste mennesker, arbejder for Gud. For en sand Guds ords forkynder er det rigtigere at tale om at være med Gud, arbejde sammen med ham. Den, som er med ham, er også for ham, og det på en rigtig og sand måde.
    Det får vi kastet mere lys over ved at se nærmere på et par af Skriftens udsagn.
    Først ser vi på, hvad der nævnes i Første Korintherbrev 3,9-15 . Her bruges billederne Guds bygning og Guds mark. De, der byg­ger, er Gud og hans forkyndere. Bygningen er dem, der arbejdes iblandt (se teksten). For bygningen er lagt på grundvolden af Gud selv, uden hjælp fra mennesker:Jesu Kristi forsoningsværk. De, der ikke bygger på den, kommer overhovedet ikke i betragtning som Guds riges arbejdere. Selv på denne grundvold kan der byg­ges på to måder: Et ægte materiale, som bliver stående, eller et uægte materiale, som Gud ikke anerkender. Formaningen lyder til alle forkyndere: Se til, hvorledes du arbejder videre på grundvol­den!

Hvad er det ægte materiale, og hvad er det uægte?

Det korteste svar vi kan give, er: Det ægte materiale er det, Gud selv viser gennem sine forkyndere. Det uægte er det, man mener, at kunne gøre for Gud ud fra sine egne intentioner, evner og forudsætninger. Alt det, som virker ved rent sjælelige (psykologi­ske) midler: menneskelig påvirkningsevne, rørende fortællinger, sjæleligt pres for at få mennesker til at "bøje sig" osv., bliver ikke andet end menneskeværk gjort for Gud, og kan i sig selv ikke blive stående. (En anden sag er det, at Gud undertiden griber ind, og bruger det). Alt, som derimod er en virkning af Ordet, som forkynderen har modtaget fra Gud og givet videre, bliver stående, fordi det er Guds værk. Vi lærer således den vigtige sandhed: Det gælder om at være afhængig af Ordet, hvis arbejdet for Gud skal lykkes. At være under Ordets indflydelse, når det gælder at formidle, er det vigtigste for Guds medarbejdere.
    Det andet vi skal lægge os på sinde er det ord, vi finder i Kolos­senserbrevet 1,18 ; 2,19 og flere steder: Kristus er hovedet for sin menighed, og menigheden er hans legeme. Han tænker, planlægger, leder i menigheden. Fra ham og ved ham vokser, hjælpes og sammenføjes hele Guds vækst. Kort sagt: Gud er lige så vigtig for menigheden, som hovedet er for legemet. Ulykken er, at mange forkyndere, lærere og ledere selv vil være hovedet. Vi vil selv planlægge, tænke og dirigere, selvom vi ved, hvor forkert det er. Sådanne medarbejdere bliver, hvor ivrige og velmenende de end er, den største hindring for Guds menigheds sande vækst og trivsel, fordi de i praksis tiltager sig en plads for Kristus, hvor de i stedet for skulle arbejde med Kristus.
    Ud fra disse ord forstår vi, at enhver indflydelse, som kommer fra os selv, er skadelig, når det gælder påvirkning, forkyndelse, ledelse, planlægning eller hvad det nu måtte være. Det er Herrens indflydelse, Herrens påvirkning, Herrens forkyndelse, Herrens ledelse osv. vi som kristne og specielt som forkyndere, er kaldet til at formidle. Derfor formaner Ordet os også til altid at være faste, urokkelige, rige i Herrens gerninger (1.Kor.15,58 ), som aldeles ikke er det samme som vore gerninger for Herren. Og løftet siger, at vores arbejde ikke er forgæves, så sandt som det er gjort i Herren.
   
Alfa og omega for en sand forkynder er derfor at arbejde sam­men med Herren, og det indebærer frem for alt to ting:
    For det første, at du er afhængig af Jesus i alt, hvad du gør og er. Altså ikke bare afhængig af Jesu fuldbragte værk til syndernes forladelse - det er de også, som selv bliver frelst, men hvis værk ikke er bæredygtigt - men afhængig af ham i, hvad der menes om de forskellige ting, hvordan man påvirker andre med det, man siger, hvordan man skal planlægge sit arbejde, hvilket eksempel man er i sin dagligdag, sin omgang med mennesker - kort sagt i alt, hvad du er og gør.
    Et spørgsmål, som kan blive meget aktuelt: Kan denne afhæn­gighed af Herren komme på tværs i de kristne organisationer? Ja, desværre! Men her gælder det også om, at være årvågen og oprigtig, så man ikke kommer i et modsætningsforhold til den organisatoriske ledelse og Herren af egoistiske grunde. Vi skal stræbe efter at underordne os den organisation vi tjener, men gøre det efter denne regel: Vær organisations/edelsen til behag, men på en sådan måde, at du ikke vækker Herrens mishag. Det vigtigste er ikke, at organisationen og de tillærte principper får lov til at forme vort syn, og danne vort sindelag, for det skal alene formes og dannes ud fra Ordet.
    Den største hindring for denne afhængighed af Herren er ruti­nen. Rutine er om noget en forkynders største fare. Med rutine menes: Erfaring, der fører til selvtilfredshed. En forkynder lærer efterhånden ikke så lidt om åndelige ting, når han arbejder med forkyndelsen. Han begynder at se og forstå ting, som før var ukendt for ham. Det Herren har givet ham og åbenbaret for ham, og gjort for andre gennem hans forkyndelse, skaber et erfarings­grundlag i hans arbejde. Det erfaringsgrundlag er meget nyttigt for den, som stadig og uafbrudt er afhængig af Herren; for alle de erfaringer man får, åbner nye muligheder for at udvikle sig videre. Og det er efter Guds vilje, at vi skal lære af vore erfaringer. Men hvis erfaringerne gør os selvtilfredse, er de farlige for os! Da var det bedre at være uden nogen erfaring.
    Når en forkynder ikke længere behøver at forberede sig til et møde, ikke længere sukker til Gud, om at få noget at sige, men i sidste øjeblik kan stikke en gammel prædikendisposition ind i Bibelen, da er han havnet i rutinens garn, og er ikke længere en Guds medarbejder i den forstand, der er beskrevet ovenfor.
    Rutine kan opstå på flere måder: to af dem skal nævnes særskilt. Dovenskab og travlhed.
Det er langt farligere for en forkyn­der end for andre mennesker at være doven. Forkynderen er langt mere udsat for fristelsen til at være doven!
    Tænk - så ofte en forkynder bliver godt modtaget, og bliver be­handlet lidt bedre end andre mennesker, og ofte får lov til at nyde det bedste folk formår at sætte frem!
    Men det er også farligt at have mere arbejde, end man magter: Da vokser kravet om fornyelse til et indre pres, og rutinen bliver en fristelse.

I øvrigt er dette rastløse jag fra det ene til det andet ikke andet end dovenskab. Det koster nemlig planlægning at arbejde grun­digt med en ting, mens det derimod ikke koster noget særligt at være rastløst optaget af snart det ene og det andet. Kristelig aktivitet kan være udtryk for åndelig tomhed. Rutine kan også opstå uden dovenskab og travlhed: Vi bliver ofte nødt til at tale om de samme ting, og bruge de samme tekster, fordi vi kommer på forskellige steder, hvor det samme budskab er aktuelt. Vi opfordres ofte til at tale om de samme ting. Når vi så taler udfra de samme tekster på forskellige steder - og det er ofte ikke til at undgå - så er faren for rutine tilstede. Vi fristes til at stole på det, vi har at sige på bekostning af vort afhængighedsfor­hold til Herren. "Patenttekster".
    Rutinen er også farlig, fordi den kan lægge et dække over noget i det ydre liv. Alt kan se ud til at være i den skønneste orden, og alligevel kan det vigtigste mangle.
    For at redde os fra rutinens fare og holde os i en sand afhæn­gighed af sig selv, må Herren tage sig af os på en speciel måde. Kunne han blot hjælpe os her. Vores bedste forsætter og anstren­gelser lykkes ikke, hvis han ikke hjælper os. Herren er altid villig til at hjælpe os, hvis vi vil lade os hjælpe. Han gør det ofte, for os at se, på en underlig og uforståelig måde. Han lader os komme i an­fægtelse, i åndelige kampe, han tillader sjælefjenden at friste os, han skjuler sig for os. Kort sagt: Han gør os til hjælpeløse syndere, som selv trænger til det evangelium, vi er kaldet til at forkynde for andre. Enhver oprigtig Guds ords forkynder har et åndeligt eks­periment-område i sit eget hjerte, hvor han må gennemleve det, som Gud vil, at han skal hjælpe andre med. (Rosenius). Vi må ofte gå gennem en ildprøve. Men da opdager vi, at vi er helt afhængige af Herren i alle ting, og vores afhængighed bliver til mere end ord!
    Vi nævnte, at medarbejderskab med Herren beror på to helt grundlæggende ting. Det, vi har set på, er afhængigheden af Her­ren, og at lære at bruge de rette virkemidler.
    Med virkemidler tænkervi ikke på vores personlige udrustning: evnen til at tale, en god stemme, en fin optræden på talerstolen osv. Alle disse ting - og mange andre, som også kunne nævnes - har nok en stor betydning, når Herren bruger os. Men de er ikke de egentlige virkemidler. Med virkemidler tænker vi på de midler, hvorigennem Herren selv indvirker på sjælene. Det gælder for os om, at lære at bruge Herrens egne midler.
Hvad er Herrens egne midler?
Det er først og fremmest Herrens And og Herrens Ord.