Godt nytår.
Andagt af Hans Erik Nissen
" ét er nødvendigt"
Jeg udsletter dine
overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag. Es
44,22
På årets sidste dag går tankerne uvilkårligt tilbage. Hvordan blev det
år, som nu er forbi? Hvilke spor satte det i dig, og hvilke spor fik du
lov til at sætte?
Hvordan bliver det regnskab, som du skal
aflægge for Guds domstol med henblik på de dage, som nu ikke kan gøres
om?
Det spørgsmål afhænger af dit forhold
til Jesus. Har du taget imod ham som din personlige frelser, skal du
ikke stå alene, når Gud holder dom. Jesus vil stå sammen med dig. Han
har betalt for alle dine synder. Det betyder, at du ikke selv skal være
ansvarlig for alt det onde i dig. Jesus er ansvarlig i dit sted.
Tænk at kunne se tilbage på et år, hvor et skylag dækker over
overtrædelser og synder! Du ved, at et tæt skylag skjuler alt. Det gør
ingen forskel. Som et vældigt tæppe ligger det over småt og stort.
Det er et malende billede, Esajas
bruger. Alligevel kan der i billedet være noget, som gør dig ængstelig.
Hvad sker der, når skyen forsvinder? Ser Gud så ikke alt?
Mange kristne frygter, at sådan vil det gå. Gamle synder plager
bestandigt. De samles op fra år til år og bæres ind i det næste.
Glemselen har ikke lagt sit slør over dem. Er det ikke et udtryk for,
at heller ikke Gud har glemt dem?
Det er det ikke. Det skylag, som dækker
synden, er Jesu Kristi blod. Hvad blodet har dækket, er renset fra al
synd. Der er ikke mere synd tilbage.
Ethvert Guds barn kan i dag se tilbage på et nådeår. Hele året er
dækket af nåden. Når Gud skal gøre dit regnskab op, skal du møde nåde
over nåde for alt, hvad det svundne år rummer.
Dette er frelsens og syndsforladelsens rigdom. Derfor er tak og lovsang
også den rette måde at slutte et år på. Gud skal æres. Lammet skal
prises. Helligånden skal ophøjes.
(Fra
andagtsbogen "ét er nødvendigt" af Hans Erik Nissen - Logos Media 2008)
- Shafan 30-12-08