Gud så, at det var godt.
 »I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var den­gang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: 'Der skal være lys!' Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag. Gud sagde: 'Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!' Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra van­det over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.
    Gud sagde: 'Vandet under himlen skal samle sig på et sted, så det tørre land kommer til syne!' Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.
    Gud sagde: 'Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden'. Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags plan­ter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag. Gud sagde: 'Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!' Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om nat­ten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at op­lyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt« (1.Mos.1,1-18 ).

Det er sådan med vores Bibel, at alt, hvad vi læser i den, hænger sammen med det, som vi hører om på de første blade i 1. Mose­bog: Der findes intet i den kristne tro, som kan tænkes eller for­stås uden beretningen om skabelsen, eller uden den efterfølgen­de beretning om syndefaldet. Derfor er det også sådan, at det ikke blot er den 2. trosartikel - om frelsen og alt hvad det inde­bærer - som er et kendetegn ved den kristne tro. Det er i lige så høj grad den 1. trosartikel - om skabelsen - der kendetegner vo­res tro. Måske er der ikke så mange, der er opmærksomme på dette: Det, vi lærer af Bibelens første sider om skabelsen og syn­defaldet, er enestående blandt verdens religioner.
     Vi læser i Hebr.11,3 at »I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt«. Her finder vi nøglen til at forstå skabelsesberetningen rigtigt: Ved tro, skriver Hebræerbrevets forfatter, dvs. både kilden til og grundla­get for at forstå begyndelsen ligger gemt i troen på Guds ord. Vi­denskaben kan lære os meget, men den kan ikke på nogen måde finde tilbage til Skaberen. Videnskaben kan godt søge tilbage i tid og finde ud af mange ting om skaberværkets opbygning, og måske også dets begyndelse. Men Skaberen kan videnskaben al­drig udgrunde. Han åbenbares for os i Guds ord - intet andet sted.

Alt er skabt af dig, Gud

Dette er det første, vi må lægge mærke til i skabelsesberetnin­gen. Den er hverken tænkt eller ment sådan, at vi der skal få et fuldstændigt kort over skaberværket. Hovedhensigten er at for­tælle os om ham, som er alle tings ophav og begyndelse, hvem han er, og hvordan han er, idet han kommer os i møde som Ska­beren.
    Det første, vi derfor lægger mærke til, er, at alt i verden, alt i universet, er af Gud. Der er intet af det, der findes, som ikke er blevet til ved Guds ord og i kraft af, at Gud, Den Almægtige, har villet det. Alle tings ophav skyldes ikke blind tilfældighed, ikke naturkræfternes indbyrdes samspil og naturlige udvikling. Hele universet har sin grund i, at Gud har villet, at det skulle blive, og så har han ordnet alle ting efter sin vilje. Derfor lærer vi også i denne beretning, at der kun er en Gud, og ingen anden. Der er ikke to forskellige slags magter eller ophav fra begyndelsen, sådan som vi ofte hører det i andre religioners skabelsesmyter. Der hører man nemlig om, at der fra begyndelsen var en god og en ond magt, forstået på den måde, at den onde magt er lige så evig, som den gode Gud er det. Dermed er også kampen mellem det onde og det gode noget væsensbestemt ved skaberværket lige fra begyndelsen. Hvis det var sandt, ville det onde og den onde være lige så evig som det gode og den Gode, hvilket ville inde­bære at der ikke ville være meget håb for denne verden. Da ville der ikke være noget håb om, at alt det mørke, alt det, der er ondt, al satanisk virksomhed, som vi ser så meget af i vor verden, en­gang ville blive overvundet og tilintetgjort.
    Der er en Gud, som er alle tings ophav, og han er Gud alene!

Gud er god - det skabte er godt

Det andet, vi lærer i skabelsesberetningen, er, at han, som er alle tings ophav, er god. Det er af godhed, han skaber alle ting. Det er, fordi han er den, han er (2.Mos.3,14 ), at alt det skabte er godt! Derfor står der ved afslutningen af hver skabelsesdag, at »Gud så, at det var godt«. Skabningen er god, fordi den træder frem af den Almægtiges hånd.
    Dette er også et særkende ved vor Bibel, set i forhold til et an­det fænomen i religionemes verden: Både i østlige religioner og indenfor græsk-filosofisk tænkning er det normalt at hævde, at materien, den synlige verden, er ond. Derfor består forløsningen i disse religioner i at fri sig fra den materielle verden, for så at sti­ge op i en åndelig sfære, over og uden for materien. Men sådan taler den hellige Skrift ikke. Den lærer os i stedet, at fordi Gud er god, er også det, han skaber, godt! Den skabte verden er god, for­di den bærer sin Skabers mærke. Derfor er vi skabt med legemer, sådan at vi kan og skal arbejde med vore hænder. Arbejdet med jorden er et led i det, Gud har skabt os til, og derfor noget som er godt fra begyndelsen. Derfor er det ikke uåndeligt at have et ar­bejde (sådan som man kan få indtrykket af i enkelte overåndelige sammenhænge), enten det nu er i hjemmet, på marken, på konto­ret eller på fabrikken. Alt sådant arbejde er godt, fordi vi er skabt til det. Og derfor er alt sådant arbejde også Gudstjeneste! Guds­tjeneste er ikke bare det, der sker i kirken, i tjenesten for Guds ord. Nej, alt lovligt arbejde, som et menneske kan gøre, er guds­tjeneste.
     »Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var«.

At der så siden hen, ved syndefaldet, er kommet ondskab ind i skaberværket, hænger sammen med at mennesket har rejst sig i oprør mod Gud. Men dette onde, som har fået plads i vore hjerter og på vor jord, og som mange gange ser ud til næsten at være enerådende, har ikke været der fra begyndelsen. Det hænger tværtimod sammen med menneskets oprør, da vi løsrev os fra den Almægtige.
    Men ud af skønheden og det gode i skaberværket kan vi stadig ane noget af, hvem han er, han som er altings ophav. Vi læser i Rom.1,19f. : »Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans geminger«. Hele ska­berværket bærer Skaberens mærke.

Skabningen er ikke guddommelig

Den tredje hovedsag, vi skal lægge mærke til i skabelsesberet­ningen er, at der er et grundlæggende skel mellem Skaberen og skabningen. Det er vigtigt at bemærke, skaberværket i den hel­lige Skrift aldrig bliver guddommeliggjort eller tillagt guddom­melige egenskaber. Igen ser vi, at Bibelen adskiller sig fra ver­densreligionerne. Det, vi nemlig ser der, er, at der er et bånd mel­lem skabning og guder, dvs. at de er lavet af det samme stof. Dermed guddommeliggøres den skabte verden.
    Det ser vi f.eks. i Østlige religioner, i den såkaldte panteisme, dvs. den tro at gud, eller det guddommelige, gennemstrømmer den materielle verden. En moderne variant af dette finder vi i vo­res del af verden i en del sammenhænge inden for den moderne miljøbevægelse, hvor naturen guddommeliggøres. Et andet sted, hvor skabelsesberetningen viser os dette skarpe skel mellem Skaber og skabning, er, når den taler om himmel­legemerne. På bibelsk tid var det normalt at tænke, at sol, måne, stjerner og planeter var guddommelige magter, som på hver sin måde påvirkede menneskets liv på jorden. Ud af denne tro sprang astrologien. Men i 1. Mosebog lærer vi, at sol, måne og stjerner er skabninger på linje med træer og sten, og at de altså ikke er mere guddommelige, end en klump jord er. Alt dette kommer fra Guds hånd, fra ham som er Gud alene. Han styrer alle ting; det er ikke sol og måne, eller planternes bevægelser på himlen, som styrer. Derfor er astrologien heller ikke andet end udtryk for afgudsdyrkelse.

Den sidste måde at guddommeliggøre skaberværket på, er den, vi ser beherske den vestlige kultur: Materialismen. Her er det tin­gene, pengene, der bliver mål i sig selv og menneskets livsind­hold. Den materielle verden bliver menneskets afgud, og menne­sket gør, som vi læser i Rom 1: Vi dyrker skabningen i stedet for Skaberen. Den materialisme, som præger hele den vestlige civi­lisation, er ren afgudsdyrkelse. Men den er også meget be­snærende, også for os, som vil høre Jesus til, fordi vi ligger så stærkt under for fristelsen til dyrkelse af Mammon. Men hele den skabning, som trådte frem af den Almægtiges hånd, blev ikke til som frugt af et tilfældigt lune. Gud, som er alle tings ophav, har tværtimod sat et mål for sin skabning. Dette giver han os til ken­de gennem det, som siges om den sjette og syvende skabelses­dag: Mennesket, som placeres midt i skaberværket, skal leve i tro, lydighed og tilbedelse sammen med sin Skaber. Skaberens mål er, at han vil leve i samfund og fællesskab med sin skabning. Således har han, som jo er den Høje, Evige, Hellige og Almægti­ge, æret støvet: Vi, som er skabt af støv - »af jord er du kommet, til jord skal du blive« - er dog elsket af ham. Vi er som små my­rer, der kryber rundt på et støvfnug, som glimter. Under over alle undere: Han elsker sin skabning så meget, at han vil dele sin evighed med os. Det er målet. Og det er dette mål, der blev for­fejlet, sådan som vi læser det i 1. Mosebog kapitel 3. I og med at synden kom ind i verden, mistede mennesket målet af syne og trak tilmed hele skabningen med sig i faldet, så der kom uorden i alle ting. Alt kom under forbandelse og forgængelighed. Dette indebærer imidlertid ikke, at den Almægtige har opgivet og over­givet sit værk: Han sender sin søn for at frelse og genrejse det faldne. I ham har han givet det løfte, at en dag skal forbandelsen, som nu råder, overvindes. Engang skal ondskaben, som beher­sker vores jord, tilintetgøres.

Som i begyndelsen, så enden

Derfor lyder det på Bibelens sidste sider: »Jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord for­svandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Je­rusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: Se, jeg gør alting nyt!« (Åb.21,1-5 ).
    Gud, som er Begyndelsen og alle tings ophav, har også lovet, at han vil fuldende sit værk. Igennem sin søn vil han føre det, som engang begyndte i hans hånd, frem til en ny begyndelse. Om så verden i dag måtte se ud til at være gået rent af lave, og om så alt det gode ser ud til at blive ødelagt, så skal der dog en­gang, på Guds løfte, komme en ny begyndelse, hvor der bliver skabt nye himle og en ny jord. Og denne jord skal være natur­grundlaget for det fuldkomne fællesskab mellem Skaberen og hans skabning - det han skabte os til fra begyndelsen. For af ham, ved ham og til ham er alle ting. Amen.

---