Guds dom
Apostlene er uhyre direkte og skarpe i deres forkyndelse af Guds dom over deres vantro tilhørere. Dette skal eksemplificeres læn­gere fremme i kapitlet. Man kan overveje, hvad der giver apost­lene mod til at være så direkte. Måske er svaret meget enkelt: De ser, at det er virkelighed! De ser, at mennesker helt reelt lever under Guds dom! De ser, at hvis mennesker dør i denne tilstand, går de evigt og håbløst fortabt. De har et eneste håb om redning: At de kristne i tide fortæller dem virkeligheden, så de vækkes og kommer til at frygte Guds dom. Dette ser og tror apostlene, og derfor taler de, som de gør!
    Apostlenes forkyndelse kan kun forstås på baggrund af Guds selvåbenbaring i GT. Apostlene kendte Skriften, og de kendte Gud som han havde åbenbaret sig der. De kendte ham som den Hellige, der uden skånsel straffer og ødelægger dem, der står ham imod. Han er Israels Gud, men når hans eget folk vender sig fra ham og træder ud af hans pagt, så er der ingen redning for dem. Så møder de ham som ødelæggeren. Det er den virkelig­hed, Gud selv forkynder i Gamle Testamente igen og igen. Som det bl.a. sker igennem profeten Hoseas:
    »Jeg er blevet som en løve for dem, jeg ligger på lur som en panter ved vejen. Jeg overfalder dem som en bjørn, man har ta­get ungerne fra, jeg flår brystet op på dem; som en hunløve æder jeg dem, de vilde dyr river dem ihjel. Ødelæggelsen kommer over dig, Israel, hvem kommer dig til hjælp?« ( Hos.13,7-9 )
    Det var denne Gud, der sendte syndfloden over jorden og lod den dræbe alle uden for frelsens ark: mænd, kvinder og børn. Det var denne Gud, der sendte dødens engel gennem Egypten og lod den dræbe alle førstefødte uden for huse med blod på dørstolper­ne. Det var denne Gud, der lod ild regne ned over Sodoma og Gomorra og lod den dræbe alle uden for Lots familie.
    Sådan havde apostlene mødt Gud. Sådan kendte de ham. Og de vidste, at som denne dommens og vredens Gud ville deres til­hørere møde ham, hvis de ikke omvendte sig! Der var kun et håb om redning: at de så deres synd og tog imod syndernes forladel­se i Jesus. Derfor talte apostlene, som de gjorde. De ville vække frygt for Gud og hans vrede!
    »Mennesker i dag føler intet behov for frelse fra Guds vrede,« hævdes det. Og det er sandt! Men der er intet nyt i det. Det na­turlige menneske har aldrig følt behov for frelse. Dette behov må prædikes frem til enhver tid! Det måtte det på apostlenes tid, og det må det i dag.
    Der går ingen vej ind i Guds rige uden om troen på syndernes forladelse i Jesus. Og der går ingen vej frem til denne tro uden om den smertelige afsløring af syndens alvor og Guds vrede ­ved lovens ord!
    Netop derfor blev loven givet. For at den skulle afsløre det vantro menneskes sande stilling over for den hellige Gud.
    »Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyl­dig over for Gud« ( Rom.3,19 ).
    Kaster vi et blik ned over kirkens historie, vil vi se, at der har været perioder, hvor lovens forkyndelse har været afsvækket. Man har nedtonet talen om synden, dommen og fortabelsen og har troet, at man kunne lede mennesker ind i Guds rige på en harmonisk og behagelig måde blot ved at tale om Guds godhed og kærlighed. Disse perioder har været kirkens åndelige forfalds- og frafaldstider.
    I vækkelsestiderne har man set det modsatte: en stærk forkyn­delse af syndens alvor, fortabelsens virkelighed og den fuldbrag­te frelse ved Jesu død og soning.
    Hvem vil prædike sådan i dag?
    Ingen i Bibelen taler så meget og så stærkt om syndens alvor og fortabelsens virkelighed som Jesus selv. Han gør det i kærlig­hed. Hvem kan tvivle på det? Han gør det, fordi han vil kalde og vække til frelse!
    Men Djævelens forførelse har stærk overbevisningskraft: »I dag skal der tales på en anden måde!« - siger han - »Vor tids mennesker vil kun lukke af, hvis vi begynder at tale om synd, skyld og straf. De kan slet ikke forbinde talen om dom og Helve­de med en god og kærlig Gud. Vil vi lede vor tids mennesker til tro på Gud, skal vi netop ikke tale om synd, dom og Helvede. Så skal vi holde os til at forkynde nåde, trøst og liv!«
    Det er en forførelse, der lokker. For det er en genklang af det evangelium, som vort eget kød hænger ved og længes efter. Det evangelium, som den gamle slange har prædiket fra syndefaldets dag: »I skal ikke dø! I skal ikke dø! I skal ikke dø!«
    Men det er løgn! Der er to veje og to mål, og mange går på den brede vej mod evig død og fortabelse. De har kun et håb om frel­se: at vi i vor tid vil prædike det samme budskab til dem, som apostlene lagde røst til i deres tid. Det er vores kald!
    Hvordan prædikede apostlene? De evangeliserende prædike­ner i Apostlenes Gerninger vidner om en meget direkte og utve­tydig forkyndelse af menneskets synd og Guds dom. Apostlene fremtræder her som målrettede og uforfærdede vækkelsesprædi­kanter. Vi skal se på tre eksempler:

    Peter holder sin pinseprædiken i Jerusalem, hvor Jesu kort forin­den er blevet korsfæstet på jødernes foranledning. Der er ikke gået to måneder, siden han af frygt for jøderne fornægtede Jesus. Nu træder han frem midt i byen og fyldt af Helligånden forkynder han for jøderne, at Jesus var den fra Gud udsendte Messias. Han var den længe ventede frelser. - Men I forkastede og dræbte ham!
    » ... ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham« ( Ap.G.2,23 ).
    Spørgsmålet rejser sig næsten uvilkårligt for en nutidig læser, om det virkelig var nødvendigt at sige det så direkte og skarpt? Det var jo det absolut værst tænkelige, man kunne sige til jøder: I har slået jeres egen Messias ihjel! Men netop det var virkelig­heden. Peters ord afslørede virkeligheden i hele sin radikale al­vor. Derved tjente hans ord Åndens opgave ( Joh.16,8. ). Den over­beviste om synd:
    »Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: 'Hvad skal vi gøre, brødre?'« ( Ap.G.2,37 ).
    Det gjorde ondt på jøderne at høre Peters ord. Men det hang igen sammen med den virkelighed, som ordene afslørede. Lo­vens ord viser mennesket, at det er skyldigt i et oprør mod Gud, hvis alvor går langt ud over den værste menneskelige forbrydelse, og hvis evige løn er usammenligneligt meget værre end den hårdeste straf på denne jord. Der findes ingen afdæmpet og afba­lanceret måde at forkynde dette på, som friholder tilhørerne for ubehag og uro. Peters ord pinsedag svarer helt til sagens alvor og tilhørernes reaktion ligeså.

    Stefanus indklages på grund af sin forkyndelse for det jødiske råd. I sin forsvarstale gennemgår han en stor del af frelseshisto­rien, men afbryder så pludselig sin gennemgang og slår over i en vækkelsestale, hvis radikalitet er ganske chokerende, i betragt­ning af, at han taler til jødernes åndelige og teologiske ledere.
    »I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, der forudsagde, at den retfærdige ville komme, og I er blevet hans forrædere og mordere. I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den« ( Ap.G.7,51-53 ).
    Man kan overveje, hvor mange nutidige kristne bibellæsere, der kan sige sig fri for at reagere mod budskabet og ordvalget i Stefanus' tale? Hvilken side ville vi have stillet os på, hvis vi havde været til stede den dag? Men både budskab og ordvalg må forstås på baggrund af, at Stefanus ser, at jøderne er blinde for deres dybt alvorlige åndelige situation og ønsker at vække dem! Som Peter taler han under Åndens inspiration, og Ånden virker med! Ordet trænger ind hos tilhørerne, men samtidig reagerer de mod ordet:
    »Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder mod ham« ( Ap.G.7,54 ).
    Stefanus kom til at betale en dyr pris for sin tale. Det var han ikke alene om. Elleve af de tolv apostle led ifølge overleveringen martyrdøden. Dette er mere end en enkelt tanke værd. Kirkehi­storiens første og stærkeste vækkelse var forbundet med en for­kyndelse, som på samme tid vakte stærk anger og stærkt anstød. Kan man opnå det første uden det andet?
 
    Paulus holder sin mest berømte prædiken til hedningerne på Areopagos i Athen. Den er ofte blevet fremhævet som et godt eksempel på en forkyndelse, der tager hensyn til tilhørernes situa­tion og forudsætninger ( Ap.G.17,22-31 ). Og det er sandt, at Pau­lus viser kendskab til græske filosoffer og tager udgangspunkt i den stedlige religion. Men hans prædiken er samtidig uhyre skarp og direkte i sin dom over alt det, athenerne tror på og roser sig af.
    Paulus står i den menneskelige visdoms verdenscentrum, lige ved siden af athenernes strålende tempel med en mangfoldighed af imponerende flotte gudebilleder og midt i en religiøs kultur med en stærk tro på muligheden for ved åndelig indsigt at blive fri for den uværdige menneskelige krop og blive forenet med de evige ånder. Her holder han en vækkelsesprædiken, hvis hoved­pointer sætter klare og radikale ord på tilhørernes synd og ånde­lige vildfarelser: Der findes en Gud - han er jeres skaber og Her­re! Han bor ikke i templer - som det der! Han lader sig ikke tje­ne af menneskehænder - som I forsøger på det her! Længe har han kaldt ad jer ved at give jer gode gaver i menneskelivet, og frem til nu har han båret over med jeres - uvidenhed! Men nu be­faler han, at I skal omvende jer! For han har fastsat en dag, da han vil dømme hele verden, og det vil han gøre ved en mand, som han har ladet opstå fra de døde - dvs. ved en legemlig op­standelse!
    Længere når Paulus ikke. Og man forstår det godt. Nu kunne tilhørerne ganske enkelt ikke rumme mere. Så direkte og anstø­delig en forkyndelse! Det er i lyset af sådan en prædiken, man begynder at forstå, hvorfor Paulus så ofte blev udsat for fysiske overgreb: pisk, prygl, stening, bank og fængsling. Det kan ikke undre. Paulus taler med stor klarhed, præcision og kraft mod alt det, som tilhørerne har deres åndelige stolthed, glæde og trøst i og fælder en i ordets egentlige forstand nådesløs dom over det.
    Kraftfuld lovforkyndelse er kendetegnet ved, at den lyttende forsamling ofte deles i forhold til budskabet. Sådan gik det i Athen. Nogle spottede, mens andre gerne ville høre mere ( Ap.G.17,32 ). Inden for fysikken taler man om, at kraft og modstand følges ad. Hvor der er stor kraft, er der stor modstand. Noget til­svarende gør sig gældende i det åndelige liv!
    Vækkelsestider har altid været kendetegnet ved mægtig ånds­kraft: ordets gennemslag i hjerter og samvittigheder, gudsfrygt og syndserkendelse, frelsesjubel, glæde over himlen og lovpris­ning af Jesus som stedfortræder, frelser og forsoner. De samme tider har været kendetegnet ved intens modstand mod og for­hånelse af de vakte og ikke mindst af deres forkyndere. Kan man forestille sig det første uden det sidste?
    Hvordan prædiker vi lovens ord til vor tids mennesker, så de ser sig som syndere? Der er meget at lære af apostlenes forkyn­delse på dette område. Her skal to ting trækkes frem på baggrund af det, som vi har set ovenfor.
    For det første tager apostlene målrettet sigte på at afdække grundsynden: at mennesker har vendt sig fra Gud og i vantro af­vist hans i kærlighed udstrakte hånd. Over for jøderne betoner apostlene, at tilhørerne har forkastet Guds Messias, og over for hedningerne, at de har forkastet Guds kærlige kald gennem natu­rens og livets gaver. I begge tilfælde er målet det samme: at vise tilhørerne, at de har trodset den eneste sande Gud og i vantro af­vist hans kærlighed. Dette er grundsynden: at mennesket ikke tror på Gud ( Joh.16,10  ). Denne synd må forkyndelsen afdække uden omsvøb og i fuld radikalitet.
    For det andet bruger apostlene deres grundige viden om tilhørernes kultur til at tale konkret og målrettet om syndens ytrin­ger i deres liv. Over for jøderne kan de nok så konkret tale om, hvordan deres hovmodige religiøsitet har ytret sig i konkret af­visning af både profeterne og af Jesus. Over for hedningerne kan Paulus tale om, hvordan deres hedenske filosofi og religiøsitet har ført dem på afveje. I begge tilfælde er målet det samme: at fælde konkret dom over synden i tilhørernes liv.
    Her har vi meget at lære ikke blot af apostlene, men også af tidligere tiders vækkelsesprædikanter. De kendte deres vantro og ugudelige tilhøreres liv og kultur. Ofte fordi de selv havde tilhørt og var blevet omvendt fra denne kultur. Derfor kunne de tale konkret ind i menneskers liv og nå dem med et ord, der ramte samvittighederne, fordi det ramte konkrete synder i deres liv.
    I vor tid hører man ofte sagt i kristne kredse, at vi bør sætte os grundigere ind i vor tids kultur og tankegang. Vi har brug for at forstå, hvordan det post-moderne menneske tænker, føler og le­ver, så vi bedre kan prædike til dem. Og det er sandt. Men det er vigtigt, at vi bruger en øget forståelse af vor tids mennesker ret. Ikke til at komme dem i møde på deres egne præmisser, men til i apostlens spor at afsløre deres synd og skyld.
    D.A. Carson påpeger gentagne gange faren for, at en øget op­mærksomhed på og bevidsthed om verdslige menneskers tanke­gang og værdier, kan forlede os til at indrette forkyndelsen efter det, som vor tids mennesker er optaget af og gerne vil høre. Han undertreger, at vi i stedet må lære af apostlene. De brugte deres kulturkendskab til at tale konkret om synden og til at fælde kon­kret dom over tilhørerne. Det var på denne måde, at de mødte til­hørerne, 'hvor de var' . Carson anbefaler stærkt, at vi som kristne sætter os ind i vor tids kultur. Men det er altafgørende, at vi der­næst lader kulturen belyse af Bibelen og på denne baggrund går ud og prædiker konkret om syndens ytringer ind i menneskers liv: materialisme, nydelsessyge, selvcentreret religiøsitet, seksuel løssluppenhed­, ødselhed, egoistisk karriereræs, forsømmel­se af ægteskab og familie, tilsidesættelse af svage mennesker osv.
    Carson påpeger, at den enkeltes dybe selvcentrering må beteg­nes som et af den vestlige kulturs mest fremtrædende træk og en af de mest alvorlige og ødelæggende ytringer af synden. I mødet med denne synd kan kirken vælge et af to: enten at bekræfte syn­den ved at komme mennesker i møde med et religiøst budskab om personlig lykke og tilfredsstillelse i livet med Jesus eller at fælde dom over synden og kalde mennesker til frelse fra Guds dom ved omvendelse og tro på Jesus.
    Det sidste budskab går mod tidens strøm, og det vil med sik­kerhed vække modstand. Men det er det eneste budskab, der kan frelse vor tids mennesker! Vi skal ikke opsøge modstanden. Tværtimod skal vi så vidt muligt holde fred med alle ( Rom.12,18 ). Men vi må ikke bilde os ind, at vi kan prædike lovens dømmende ord i denne verden, uden at vantro mennesker vil vende sig mod os. Jesus minder os om, at der er grund til alvor­lig selvransagelse, hvis modstanden udebliver, og vi i stedet ny­der almen anerkendelse og sympati i verden.
    »Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter« ( Luk.6,26 ).
    Omvendt opmuntrer Jesus os til at være ved godt mod, når vi hånes og forfølges, fordi vi forkynder hans sande ord til omven­delse og tro.
    »Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer« ( Matt.5,11-12 ).
    Ifølge NT må vi være forberedt på, at sand omvendelsesfor­kyndelse vil afstedkomme modvilje og modstand fra ikke-krist­ne. Denne centrale pointe må kaste lys ind over vore overvejelser om, hvordan vi når ikke-kristne med Guds ord i dag. I vor tid hører man ikke sjældent, at vi bør tilrettelægge evangeliserende møder og arrangementer, som kan give de ikke-kristne en god og positiv oplevelse. De skal opleve det behageligt at være hos os. De skal gerne kunne tage glade hjem med lyst til at komme igen.
    Hvordan hænger denne evangelisationsmodel sammen med det, som er fremdraget fra NT ovenfor? Det er svært at se, at der levnes megen plads for Peters, Stefanus' og Paulus' forkyndelse inden for rammerne af denne model. Det er sandt, at der var en gruppe mennesker, som gerne ville høre mere, da de havde lyttet til Peter og Paulus. Men det var ikke, fordi de havde haft en po­sitiv og behagelig oplevelse! Det var fordi Guds ord ved Åndens gerning havde nået deres hjerter og samvittigheder og havde vakt det altafgørende spørgsmål hos dem: Hvordan bliver vi frelst?
    Som tidligere nævnt må vi gøre alt, hvad der står i vor magt, for at tage godt imod ikke-kristne ved vore møder og arrange­menter og vise dem al mulig menneskelig omsorg og opmærk­somhed. For så vidt er det sandt, at vi må bestræbe os på at give dem en god og positiv oplevelse, når de er hos os! Men når det kommer til forkyndelsen har vi et kald: at forkynde sandhedens ord i lov og evangelium. Gør vi dette i Åndens kraft, vil det uundgåeligt vække anstød og modstand. Men den samme for­kyndelse, som vækker anstød, vil også vække anger og spørgen efter frelse! Kraften og modstanden følges ad!
    Sådan prædikede apostlene, sådan prædikede reformatoreme og sådan er der blevet prædiket i alle evangeliske vækkelsesbe­vægelser i kirkens historie. Hvem vil prædike sådan i dag?
    Måske burde spørgsmålet formuleres anderledes: Hvem kan prædike sådan i dag? For sand og sund vækkelsesforkyndelse er ikke noget, vi beslutter os til og programlægger. Det gjaldt for apostlene som for alle andre sande vækkelsesforkyndere, at de­res forkyndelse udsprang af og fik sin kraft fra det nære samliv med den hellige Gud. Foran Guds ansigt blev de selv dømt, og her fandt de selv liv og trøst ved evangeliet om Jesus. Her fik de et budskab at gå med og nød for de fortabte. Gennem deres egen tilegnelse af Guds ord i lov og evangelium fik deres forkyndelse vidnesbyrdets og kærlighedens grundtone og sandhedens klar­hed og kraft.
    Derfor bliver det afgørende spørgsmål måske sidste ende: Hvem vil leve for Guds ansigt og tjene trofast i den åndskraft og med det budskab, som Gud giver her?

---