skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Der lyser håb over graven
Carl Fr. Wisløff - "I Jesu navn"

Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede. 1.Kor.15,20 .

Der er noget særligt ved de første blomster, der gror frem om foråret. Børnene plukker følfod på solskrænten, og de gule blomster får hædersplads i stuen. De er et varsel om nye blomster i den vår og sommer, vi længes efter. De varsler om alt det, der skal gro i skov, på mark og i have, når sommeren kommer.
    Der findes et gammelt højtideligt ord for disse første vækster, som vi glæder os ved at hente ind: Førstegrøden. Ordet er brugt adskillige steder i vor bibel, undertiden i overført betydning.
    I Rom.16,5 betegner Paulus en af de kristne venner som »førstegrøden for Kristus i provinsen Asien«. Altså den første i provinsen Asien, der var blevet omvendt til troen på Kristus. Førstegrøden, der varslede om de mange, som siden skulle følge efter.
    I dag skal vi et øjeblik samle tankerne om et andet sted, hvor det samme ord er brugt: »Kristus er opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede.«
    Påskens budskab er, at Jesus besejrede døden. Han, som døde på et kors og blev lagt i en grav, stod levende op igen på den første dag i ugen.
    Han var førstegrøden af de hensovede. Han var den første, som stod op igen, og som aldrig mere skulle lægges i en grav. Men han er ikke den eneste - der følger flere efter. Det er det, dette skrift ord vil sige os.
    Når vi læser om Jesu opstandelse, er det med en stærk følelse af, at den er uden sidestykke. Noget lignende er aldrig hændt, hverken før eller siden. Det er så overvældende det hele, at vor forstand føler sig helt sat til vægs.
    Sådan var det også for dem, der oplevede den første påske. De var fuldstændig lamslået af det, der var sket.
    Enhver, der læser sit Ny Testamente med opmærksomhed, vil mærke noget af den undren og betagelse, der tydeligt præger beretningerne om Jesu opstandelse. Vi mærker den næsten forfærdede undren, og vi kender genklangen af den ufattelige glæde, der fyldte de første vidner.
    Jesu opstandelse er noget helt enestående. Endda siger Guds ord, at han er blevet »Førstegrøden af de hensovede«. Hans opstandelse var enestående - og alligevel: Han var den første, der skal følge flere efter.
    Mange tanker melder sig, når man læser dette. Jesus er den første - og det på flere måder. Først som den, der banede vejen for de andre. Jesus sejrede over døden. Den kunne ikke holde ham fast. Jesu død var soningen for vore synder. Da soningsværket var fuldbragt, godkendte Gud det ved at oprejse Jesus af graven.
    Hans sejr er da vor sejr. Den, som tror på ham, skal leve, om han end dør, siger Jesus selv. Joh.11,26 .
    Med undren læser vi skriftord som disse: "Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden tillivet." Joh.5,24 . "Den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre Guds Søns røst." Alle skal vækkes op fra de døde - til livets opstandelse eller til dommens opstandelse (v. 28 flg.)
    Jesus er den første - også på en anden måde. Som det hedder i en gammel salme strofe: »Som han opstod, skal vi opstå, og fare til ham i det blå.« Paulus siger: »Gud, som har opvakt Herren (Jesus), skal også opvække os ved sin kraft.« 1.Kor.6,14 . Jesus var død, men blev levende. Graven var tom. Men dette genopstandne legeme havde nye egenskaber, det var et forklaret legeme.
    Her er meget, vi ikke fatter. Det får så være. Vi må bare holde os til Guds ord.
    Den, som tror på Jesus, har her et budskab, som giver ham både kraft og mod og glæde. Det er påskebudskabet, ordet om det vældige, der skete, da Jesus sprængte dødens lænker og stod op af graven.
    Men dette budskab peger tillige fremover. Der er håb for enhver. Vi er på vej mod vor grav. Men for den, som tror på Jesus, er der lysning af håb over graven. Jesus var den første. Vi skal få lov til at følge ham - og møde ham der, hvor vi skal se ham, som han er.
(Fra "I Jesu Navn" s.63-65 af Carl Fr. Wisløff   - Dansk Luthersk Forlag 1972 - Shafan 25-03-08)