Jesus fandt mig  
Nordmanden Knut Pedersen har i hele sit voksne liv været forkynder. Han fortæller sådan:

Hvordan gik det til, at du blev fundet af Jesus?

Helt fra før verdens grundvold blev lagt var jeg i Guds tanker. Jeg var der sammen med Jesus (Ef. 1,4). Så gjorde han det sådan, at nogen begyndte at bede for mig, og jeg blev båret til Jesus gennem hele min barndom.

I ungdomsårene var jeg at finde ved de fleste møder hjemme i mssionshuset. Hjælpeleder i ungdomsarbejdet var jeg også blevet. I det ydre så alt fint ud. Men Guds Ord talte til mit indre liv. Det var jo der, han ville nå mig. Derfor kæmpede jeg meget med Gud i mine tanker. Til min fortvivlelse blev det synden, der vandt, og mig, der tabte.

Da gjorde jeg noget, som jeg ofte har hørt, man bliver rådet til i den situation: ”Bed til Jesus, så vil han hjælpe dig. Du magter ikke at leve som en kristen i egen kraft”. Ja, jeg bad og bad, og jeg husker, at jeg græd mere end én gang. Det hjalp ikke. Jeg tabte fortsat. Så husker jeg noget, som gjorde mig endnu mere bange. Efterhånden kunne jeg synde uden at tage det så tungt. I det ydre var jeg jo den samme. Da gik jeg til en ældre kristen for at sige det som det var: ”Jeg er ikke sådan, som jeg giver mig ud for at være, - sådan som folk tror, jeg er, men sådan og sådan er jeg” – og så fortalte jeg alt.

Vejledning til fred

Jeg husker ikke, hvad der siden blev sagt, men kun at jeg mødte sådan en underlig forståelse. Da jeg gik, fik jeg bogen ”Vejledning til fred”, der er skrevet af Rosenius . Den læste jeg meget i, særligt søndag eftermiddag. Den ramte mig. Jeg glemmer ikke, da jeg læste et afsnit, som begyndte omtrent sådan: ”Nu føler du dig sikkert kold, hård og ligegyldig…”

Ja, det var lige netop, hvad jeg gjorde. Jeg ville være en kristen, jeg havde ikke tanke for andet. Alligevel følte jeg ligegyldighed overfor Gud, ja jeg kunne synde, uden at føle ret megen nød af den grund. Da sagde jeg til mig selv: ”Du står med ryggen mod Gud!”

Det blev en mærkelig oplevelse at læse, hvad der videre stod: ”Netop dette skulle loven vise dig. Nu ser du, hvad du altid har været, men før ikke forstod”. Så var det alligevel Gud, der var hos mig og viste mig alt dette.

Det gik op for mig, at Jesus døde netop for sådan en som mig. Jeg, som stod med ryggen mod Gud, skulle få lov at være hans barn af nåde alene.

Da kastede jeg mig ned på sengen og græd af glæde og forundring. Det stod klart for mig, at alt det, jeg var for Gud, havde jeg i en anden person. Det var udenfor mig – i Jesus. Alt mit var taget bort.

Helligånd, vor sorg du slukke, al vor dunkelhed gør klar, livets kilde du oplukke. Davids-nøgelen du har! Giv os trøst for al vor nød, lys i mørke, liv i død! Paul Gerhardt, ved Grundtvig.

Kom, sandheds ånd! og vidne giv, at Jesus Kristus er vort liv, og at ej du af andet ved end ham vor sjæl til salighed! Kom, lysets ånd! og led os så, at vi på klarheds veje gå, men aldrig dog fra troens grund et hårsbred vige nogen stund! Gud faders ånd! kom til os ned med himlens ild: Guds kærlighed! Læg på vor tunge nådens røst med livets ord til evig trøst. Th. Kingo, ved Grundtvig

Du, Helligånd, berede en pinse fjern og nær, din kraft og klarhed lede vor frelsers vidnehær! Du åbne verdens øre, du åbne dines mund! Vor syge slægt lad høre din tale stærk og sund! S. Vidding - sidste vers i "Kom sandheds ånd, at give" ved C.W.Noack

---