Laodikea-menigheden (Åb.3,14-22)
Laodikea var en meget rig og velstående by, materielt set. Efter et jordskælv havde indbyggerne ved egen hjælp bygget byen op igen. I denne by var der banker (guld), væveindustri (hvide klæder) og medicindepot (øjensalve).
    Åndeligt set begyndte det meget godt i Laodikea. Vækkelsen, som begyndte i Efesus, havde spredt sig til Laodikea (Ap.G.19,10 ). Men hvad med fortsættelsen?
    Herren Jesus indleder dette brev med at kalde sig Amen. »Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne« (v.14). At Jesus er Amen eller Amens Gud, vil sige, at han gør sig til et med sit ord, sådan at vi kan stole helt og fuldt på Ordet. Gud holder sit løfte og stadfæster det. »Thi alle Guds forjættelser har i ham (Jesus Kristus) deres 'ja'; derfor er der også ved ham gennem vor forkyndelse kommet til at lyde et 'amen', Gud til ære« (2.Kor.1,20 ).
    At Gud er Amens Gud, vil sige, at han er trofast. Han er »den trofaste Gud« (Es.65,16 ). Herren giver os det, som Ordet siger og giver løfte om.

Jesus er trofast, troværdig og sanddru. Sådan præsenterer Jesus sig for menigheden i Laodikea. Den selvkloge og selvtilfredse menighed skulle have denne påmindelse som en begyndelse.
    For det, Herren siger i sit Ord, står i skarp modsætning til det, menigheden tænker om sig selv (v.17). Det, Herren siger, bygger på fuldkomment kendskab til menneskets hjerte og dermed hele menighedens åndelige tilstand.
    Fordi han er »Guds skaberværks ophav«, kender han hver eneste skabning til bunds - også dem, som bor i Laodikea. Herren kender hele sandheden om os. Vi får det rette kendskab til os selv, når han gennem sit Ord får lov til at tale ud med os. Så får vi øje på vor sande stilling i Ordets lys.
    Det står dårligt til i Laodikea. »Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm!« (v.15). Varm er kun den, som lever i samfundet med Jesus og personligt erfarer, hvad frelse er. Kold er den, som står helt fremmed over for livet i Gud. Hvis menigheden var varm, ville Jesus have åben adgang (sml. v.20). Hvis den var kold, ville der have været mulighed for redning. Derfor: »Gid du var kold eller varm!«
    Men menigheden er lunken, og hverken kold eller varm (v.16). Hvad vil det sige at være lunken? Det betyder ikke, at man føler sig elendig, fattig og hjælpeløs. Den lunkne vil aldrig komme til at sige: »Jeg er lunken«.
    Lunken, derimod, er den, som en gang var varm, men som nu er i færd med at køle ned. Det er en farlig tilstand, den lunkne lever i et selvbedrag. Han er genstand for Herrens dybe afsky. Kendetegnet på den lunkne tilstand udtrykkes sådan: »Fordi du siger: 'Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget, og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen'« (v.17). I denne tilfredshed druknede deres åndelige trang og dermed også deres evne til at modtage noget.
    Det farlige ved denne tilstand er, at alle de midler som behøves for at komme ind på livet af et menneske, er alt for velkendte fra tidligere. Det menneske har vænnet sig til at tage brodden af alle Guds ransagende og oprejsende ord uden at tage det til sig. En af de største farer, der truer os i dag, er tilfredshed. Det er det, der bliver kaldt »den forbandede sikkerhed« (Brorson).
    Men ligesom lunkent vand er modbydeligt for et menneske, så han spytter det ud af sin mund, sådan vil Herren forkaste disse lunkne kristne i Laodikea, hvis de ikke vender om (v.16).
    Brænder Kristi kærligheds himmelske glød i dit hjerte? Intet kan erstatte den i en kristens liv.

Hvordan kommer en menighed ind i denne lunkne tilstand? Svaret er det samme, som det var i forbindelse med Efesus og Sardes. Man vokser ud af den fuldkomne afhængighed af Jesus og Ordet. Derfor blev der stor forskel mellem menighedens bedømmelse af sig selv og Jesu bedømmelse af menigheden (v.17).
    Om sig selv siger menigheden: »Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget« (v.17a). Hvad er dette, andet end en grænseløs selvophøjelse og selvtilfredshed?
    Den modsatte tilstand - den virkelig åndeligt rige - finder vi beskrevet på denne måde: »Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min hjælp og min frelser; tøv ej, min Gud« (Slm.40,18 ). Og ligeledes: »Du giver de arme frelse« (Slm.18,28 ).

Menigheden i Laodikea er ikke optaget af sin rigdom i Gud, men ser tilbage på sine tidligere erfaringer og sin indsats i Guds riges arbejde. »Efter bekendelsen var de kristne, og de mente endda at have fundet den bedste form for kristendom, tilpas afrundet, så den hverken stak eller stødte. Det var også den, man fik mest ud af økonomisk« (Enok Osnes).
    Menigheden tror, den er rig, fordi den har indflydelse og er rutineret, men i virkeligheden er den fattig, fordi Jesus er lukket udenfor (v.17 og 20).
    Det er farligt for en leder eller forkynder, når han bliver rutineret, stoler på sine egne erfaringer, sine nådegaver, sin indsigt i Guds ord eller sin indsats i Guds rige.
    I forbindelse med et kristent arrangement blev det for nyligt sagt om en mand: »Han ledede det hele på en dygtig og rutineret måde.«
    I dag er der ofte megen glæde og begejstring omkring et arrangement, men man savner den hellige frygt (Olaf Gjone).
    Der, hvor Guds ord holder op med at bide, bliver det som i Laodikea. Der har den åndelige død begyndt sit værk. Hvem husker ikke H.Kraemers ord fra 1930'erne om en vis lægmandsbevægelse, som var blevet til »det frosne vandfald«?
    Et uhyggeligt, men talende billede. Sådan var det blevet i Laodikea. Men hvad med os i dag?

Der stod store ting på spil for menigheden i Laodikea. Menigheden bevæger sig som oven på æggen af en kniv, på hvis sider der er liv og død - det er omvendelse eller forhærdelse. For her trues menigheden på den ene side med at blive udspyet af Herrens mund (v.16), og på den anden side er der mulighed for at sejre (v.21).
    Det er ikke for sent at vende om. Her forkyndes rigdom for den fattige, hvide klæder til den nøgne og øjensalve til den blinde (v.17-18). Alt, hvad vi har behov for, har vi i Jesus.
    Herrens ord i dette brev er alvorlige og strenge, men der ligger omsorg og kærlighed bag dem: »Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg; vær derfor nidkær og omvend dig« (v.19). Nidkær betyder her at bøje sig for Ordet og tage det til sig.
    Man kunne forestille sig, at Herren havde opgivet denne menighed, men det har han ikke, for der står: »Se, jeg står for døren og banker« (v.20).
    Det forudsætter, at Jesus endnu ikke har udspyet menigheden. Der kommer et sidste nåderåb.
    Jesus står uden for hjertedøren. Han er lukket ude. Ikke fordi menigheden bevidst og med vilje har lukket Jesus ude, men fordi der ikke var plads til ham inden for.
    Det er ordene fra juleevangeliet, der gentager sig her i Laodikea: »Der var ikke plads til dem (ham) i herberget« (Luk.2,7 ).
    Her er en menighed, hvor hovedpersonen, Jesus, er udenfor. Inde i menigheden var der så meget andet, så der ikke længere var plads til Jesus. Laodikea-menigheden var i den dybeste nød, men indså det ikke.
    Jesus sidder der ikke for at vente. Han kommer på dette ene besøg. Hvis der ikke bliver åbnet for ham, vil han hurtigt gå igen. Herrens nådebesøg kan ikke beregnes. Det er ikke nårsomhelst, vi kan få vores sag med Herren i orden. Det sker kun, når han besøger os med sin Ånd.
    Når der står, at Jesus banker (v.20a), så er dette brev (budskab) selve bankningen. »Herrens stærke, tugtende og revsende ord er den eneste sammenhængende banken hos denne menighed« (0ivind Andersen).
    Herren banker på vores hjertedør ved at forkynde sandheden til os og om os og vor kristne arbejde. Når der bankes på, er det gennem Guds tale, det gøres.
    Der er hverken håndtag på indersiden eller på ydersiden. Døren (hjertedøren) åbnes, når Ordet fra Jesus høres og modtages i tro. »Om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham« (v.20).
    At åbne døren vil sige, at menigheden ikke gør modstand mod Jesu ord, men lader budskabet få plads i hjertet. Man bliver frelst ved at høre. Omvendelsen sker ved at høre Jesu røst. Derfor ligger der et vældigt indhold i løftet: »Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!« (v.22).
    Nu er der ingen menighed, der får et så stærkt domsbudskab som Laodikea, men der er heller ingen menighed, der får et så løfterigt ord om sejr (v.2I). Min sejr ligger i Jesus - og kun i ham. »Den største sejr er nemlig at være og blive i Jesus hele livet igennem« (Johs. Daasvand).
    Man siger stadig: Jesus er der, eller Jesus er her. Vær lidt forsigtig med at tænke sådan. Ved store møder og samlinger siges det stærkere: »Vi ved, at Jesus er her!« Ud fra budskabet til Laodikea burde vi være varsomme med at tage det som en selvfølge, at Jesus er med os. Lad os mærke os, hvor Jesus er: »på ethvert sted, hvor jeg lader mit navn ihukomme, vil jeg komme til dig og velsigne dig« (2.Mos.20,24 ).
    Guds ord siger videre: »Thi hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, der er jeg midt iblandt dem« (Matt.18,20 ). Her ser vi, at Jesus også er i de små forsamlinger, hvor den enkelte er knust i støvet og »bæver for mit ord« (Es.66,2 ).
    Til sidst skal vi mærke os en vigtig detalje - i forbindelse med hvert af de syv menighedsbreve. Hvert brev er stilet til »menighedens engel«. Det må være en person, en forstander, hyrde eller leder. Han bliver rost og revset for menighedens åndelige tilstand. Han skal stå til ansvar for tilstanden i menigheden.
    En forkynder skriver: »I menighedsbrevene i Åbenbaringsbogen ser vi den nøje sammenhæng mellem lederens liv og menighedens åndelige tilstand. Som forkyndelsen er, sådan bliver troen. Hvordan bliver forkyndelsen? Forkynderens eget gudsforhold er helt afgørende for den. Han kan ikke række levende ord til andre, hvis de er mere eller mindre tomme eller indholdsløse for ham selv.
    Jeg har oplevet dette meget stærkt. Jeg kan holde samme prædiken. I det ene tilfælde kan den slå igennem. I det andet falder den til jorden. Det kan skyldes forsamlingen, men jeg har oplevet tilfælde, hvor jeg tydeligt mærkede, at det skyldtes mig selv. Mit eget gudsliv har en afgørende indflydelse på ordene.
    Personligt er jeg sikker på, at vi ikke stærkt nok kan understrege betydningen af vores eget åndelige liv, når vi tænker på den åndelige situation i vore organisationer. Forkynderne og lederne er som folket, det er vores nød. De går ikke foran dem, de skal lede, men er i virkeligheden blevet utroligt afhængige af dem, de skal lede. Demokratiet er trængt ind i menighederne. Den demokratiske leder dannes og udvikles af folket. Har et kristenfolk ikke længere mænd, som vil lægge røst til Herrens røst, har døden og opløsningen begyndt sin snigende gang.
    Det store spørgsmål er: Vil linien fra vores åndelige fædre blive videreført? Jeg tror, at svaret i høj grad afhænger af, om vi er villige til at være som dem. Vil vi gå i deres spor? Vil vi bære den forsmædelse, som det indebærer? Vi skal ikke kopiere, men vil vi være bærere af det budskab, som er et opgør med det tidstypiske? Det ejendommelige er jo, at vi i manges øjne står som stok-konservative, men sandheden er, at vi er langt mere præget af det bestående og anerkendte, end vi selv er klar over«
(Hans Erik Nissen).

---