Når Gud siger nej.
Det er utrolig svært, når Gud ikke bare siger nej en enkelt gang, men bliver ved med at gøre det. Det opleves ufatteligt, at han ikke svarer ja på vore inderlige bønner. Man fristes til at spørge: Nytter det overhovedet at bede? Går det hele ikke sin skæve gang uden min bøn?

Hvad tjener mit sande vel?

Vi mener, at vi ved, hvad der gavner os. Erfaringen bekræfter det. Mange gange i livet har jeg på forhånd vidst, hvad der ville blive til velsignelse for mig. Men det må ikke få mig til at mene, at jeg altid ved det. Der er forhold og situationer, hvor det ikke er tilfældet. Hvor ofte har Abraham bedt Gud opfylde sit løfte? Vi ved det ikke. Men i dit liv er der noget, du har bedt om gang på gang. Du har mindet Gud om hans løfter, men der er ikke sket noget endnu.

Hvad troen ser

Der er tilfælde, hvor Gud fører os så langt ud, at vi opgiver, før han griber ind. Paulus prøvede det, og mange har gjort det med ham. Paulus siger, at det har lært ham at stole på Gud. Man skulle umiddelbart tro, at tilliden til Gud forsvandt, når han ikke kunne få virkeligheden til at stemme med løfterne. Men sådan er det ikke. Det var det heller ikke for Abraham. Han blev styrket i troen, da Gud tøvede med at give, hvad han havde lovet. Troen er mærkelig. Den er over al fornuft og forstand. Troen kender en virkelighed i Gud, som styrkes, når erfaringerne kommer med indvendinger. Det betyder ikke, at troen giver noget fornuftigt svar. Troen kender en anden virkelighed end den synlige. Det er den urokkelige, evige virkelighed i Gud selv. Og den holder troen sig til.

Troen styrkes

Troen styrkes ved at prøves. Vil Gud bruge et menneske, gør han først den pågældende brugbar. Det kan være en meget hård skole, og du kan krympe dig under at skulle gennem den. Men der er ingen vej udenom. Gennem prøvelser og ved gang på gang at give dig et nej bygger Gud din tro op. Han styrker den til at modstå de storme, som ligger længere fremme. Er det ikke risikabelt af Gud? Er der ikke nogle, som falder, når de mødes af benhård modgang? Jo, det er der. Men det var ikke Guds mening, at det skulle gå sådan. Gud havde en vej ud af fristelsen. Det er troens vej. Det er troen, som sejrer over verden. Giver jeg mig vantro og fortvivlelse i vold, bukker jeg under. Søger min tro fodfæste i ordet, og vælger jeg at tro Gud på trods, da sejrer jeg.

Overblikket

Når jeg ikke ser nogen vej frem på grund af de mange gange nej, er jeg tilbøjelig til at glemme, at et livsforløb kun kan forstås bagfra. Det skal ses i det store perspektiv. Det er vanskeligt for fornuften at gøre det, og det er endnu sværere for følelsen. Men troen kan noget, som intet andet hos dig formår. Den kan fastholde Guds løfter, for den ved, at:
Når himmel og jord brænder, ryster grundvolden i et menneskeliv. Så er der kun et, som står fast: det er løfterne, og dem kender troen.

Når Gud tøver

Når Gud tøver, er det ofte, fordi han har skjult en særlig velsignelse til dig. Det kan godt være, at du skal ind i en tid, der bliver endnu vanskeligere. Men det bliver ikke det sidste. Gud har et mærkeligt løfte til dig i Es.37: Første år skal de leve af det, der har sået sig selv. Det er ikke meget i en belejret by. Næste år af det, der gror af sig selv. Det er om muligt endnu mindre. Men tredje år skal de så og høste, plante vingårde og spise frugterne.
Der kommer et tredje år - eller en tredje periode, som er opstandelsesperioden i en kristens liv. Det gælder med tanke på evigheden, men det gælder også her i tiden. Det er ikke sjældent, at Gud efter en svær tid lader det blive endnu sværere. Dybet af mørkets dal er i evighedsperspektivet aldrig det sidste for et Guds barn. Her på jord kan Herren føre en af sine gennem afgrundsdybe vanskeligheder og kampe og lade evighedens morgen blive lysets gennembrud. Men det er sjældent, han gør det. Oftest lader han det blive lyst ved aftenstide.
Mon Gud ikke også vil gøre det for dig? Du skal bie på ham. At bie er at vente længe og tilsyneladende forgæves. Gud giver sig god tid, synes vi. Sandheden er, at han altid kommer i rette tid. Gud har det fulde overblik. Han tager alle forhold i betragtning. Hvor er det godt at overgive sin vej til ham. Vi har lov til at lade vore ønsker komme frem for ham, men det må aldrig ende med det. Vi må altid gå et skridt videre i efterfølgelse af vor Herre og mester: Ske ikke min vilje, bare din. Da er sagen lagt helt i Herrens hånd, og da er ansvaret for mit liv i alle ting alene hans.

Et nej kan være foreløbigt

Troen ved, at Guds veje er uransagelige. Der er situationer, hvor vi må bøje os for Guds nej. I andre tilfælde skal vi lære af den kanaanæiske kvinde. Jesus mødte hende med et nej, men hun gav ikke op. Hendes tro vidste, at et nej kan blive et ja. Det kan det også i dit liv. Han vil lære os at bede, banke og råbe. Når alt synes umuligt, griber Gud ind. Han gør det ofte uventet. Så åbnes hans dør. Det er døren ind til det, som er allerbedst for dig. 

---