skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Skaberen og det skabte
Thomas Teglgaard - 2008

Lad mig indlede med at få aflivet myten om, at alting er blevet til ved en tilfældighed. Darwins lære er helt galt afmarcheret og kun et resultat af manglende viden og syndens iboende evne til at forlede mennesker. Det var nemlig ikke kun på det følelsesmæssige og handlingsmæssige plan, at syndefaldet gjorde mennesket til slave, også vores hjerner blev inficeret af denne gift.
    Fundamentalt set er synden at forsøge at gøre Gud til mindre end det, han er. Slangen spørger Eva, om Gud virkelig har sagt osv., og i dag er det den samme røst, vi hører: Mon Gud virkelig har skabt osv.
    At påstå, at Gud ikke har skabt himlen og jorden og hvad dertil hører, passer vores syndige natur så godt, at en sådan påstand slet ikke behøver at tage hensyn til realiteter. Her lades den videnskabelige diskussionen om evolution kontra skabelse ude af betragtning alene af den grund, at evolutionsteorien er en så kompleks teori, som er under stadig forandring for at imødegå de mange relevante indvendinger, at det vil føre for vidt at gennemgå det på en ordentlig måde. Et er altså videnskab, noget andet er det langt væsentligere, at det med evolutionsteorien er det lykkedes de fleste mennesker, i hvert fald i deres egne hoveder, at afskaffe Gud som Skaberen.
    Det er de færreste, som begriber det her. Forskerne, som beskæftiger sig med evolution, er – som i alle mulige andre sammenhænge – en broget sammensætning. Nogle er formentlig meget bevidste om, at forskningens egentlige formål er at aflive myten om Gud, andre påstår, at de skam slet ikke forholder sig til Gud, men alene beskæftiger sig med videnskab. Målet er dog klart og entydigt: At forklare verdens skabelse og opretholdelse uden Gud. Rationalet er naturligvis, at man ønsker ægte, objektiv og dermed videnskabelig tilgang til virkeligheden uden utidig, religiøs indblanding.
    Det var, som tidligere anført, netop, hvad der skete ved syndefaldet. Vi kan ikke tænke klart længere. Vi tror, at vi kan sætte vores lid til vores intellekt. Vores logik. Vores mekanik. Sandheden er imidlertid, at vores største brist nok ikke er, at vi kun erkender stykkevis (og hvilke små stykker!), nej, vores største brist er vores forbistrede hovmod, som sætter os i stand til i ramme alvor at tro, at vi ”har regnet den ud”.
    Og det er ind i denne verden, i denne menneskeslægt, at Guds ord til os lyder: ”I begyndelsen skabte Gud …”
    Om så hele jordens hær af videnskabsfolk, meningsdannere ja endog præster og biskopper og kirkeministre siger noget andet, så lyder Sandheden dog endnu fra den første side i Bibelen. Gud har skabt alting. Han skabte himlen og jorden, han skabte universet og blomsten og vandet og kamelen. Han skabte de første mennesker, Adam og Eva. Han besøgte dem i Edens Have, var sammen med dem, de talte med ham ansigt til ansigt. Dengang var alting godt.
    Havde nogen dengang sagt til Adam og Eva, at man engang i fremtiden skulle mene, at det hele var blevet til ved Big Bang og efterfølgende tilfældigheder underlagt naturlove, som var opstået ved endnu mere spektakulære tilfældigheder, ville de have rystet på hovedet i vantro.
    Men sådan blev det. Og efter syndefaldet er det ikke engang særlig sikkert, at de ville have undret sig så meget alligevel.
    Læser man de første sider i Bibelen, bemærker man, hvor hurtigt Gud synes at være glemt. Eller rettere: Det bør man bemærke! Det er, som om mennesket besidder en særlig glemsomhed, en særlig nedarvet evne til at fortrænge sin Skaber. Tag nu f.eks. beretningen om Kain og Abel. Gud havde knap sendt deres forældre ud af Edens Have. Kain vidste udmærket, hvem Gud er; alligevel slår han sin bror ihjel. Eller tænk på Syndfloden: Knap er Noa og hans familie reddet ud af arken, før vi igen læser om synd, synd, synd.
    Som sagt: Det er, som om mennesker har denne nedarvede evne til at fortrænge virkelighedens Gud – hvilket præcis er pointen! Vi kan ikke ved hjælp af vores fornuft komme til sand erkendelse af, hvem han er. Hvis vi åbner øjnene, kan vi nå til den erkendelse, at verden er blevet skabt, også selv om den selv samme verden forsøger at bilde os noget andet ind. Men hvem der har skabt verden, hvem han præcis er, og hvordan vi kommer i forbindelse med ham, kan vi ikke selv finde ud af. Dertil er vi for fortabte.
     Jamen hvad så?
    Jo, det er ligetil: Gud må komme til os. Og det er nøjagtig, hvad han har gjort.
    Næppe havde Adam og Eva spist af det forbudte træ, før Gud kommer til dem. Han giver dem mulighed for selv at fortælle, hvad de har gjort. Det vil de ikke. Han spørger dem mere direkte. De lægger ansvaret fra sig, ja, de giver endda ham skylden for det. Adam siger, at Eva lokkede, og Eva siger, at det var slangen – underforstået: og du har jo skabt begge dele, Gud, så hvad himler du sådan op for?
    Banen er altså kridtet op fra starten af. Gud har skabt alting, det er hans verden vi lever i. Han bestemmer. Han opretholder. Han er Gud. Og uanset hvem eller hvad mennesker, myter, religioner og åndemagter måtte mene, så er dette sandheden. Vi er alle skabt af ham og til ham, vi er alle skabt for hans skyld, vi er alle skabt til at have fællesskab med ham.

(Afsnit fra "En lille opbyggelig bog" af Thomas Teglgaard 2008, Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening/Lohse 2008 - gengivet med tilladelse af forfatteren. Shafan 27-10-08 )