Vækkelse og hyrdekald

Herren bruger den, han vil

Vækkelse er en mærkelig ting. Gud bruger det, han vil, og den han vil, når tiden er der. Vi har let ved at tænke, at når vi bare gør tingene i Guds rige på en bestemt måde, så kommer der vækkelse.
    Vækkelsen er mange gange kommet, når folk slet ikke har ventet den. Den kom som en overraskelse. Enkelte gange kom vækkelsen, når det var mest mørkt - åndeligt talt. Det er Guds hemmelighed til alle tider. Det kan vi ikke udgrunde. Gud vælger den, han vil som redskab. »Altså beror det ikke på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser barmhjertighed« (Rom.9,16 ).
    Tænk på en mand som Hans Nielsen Hauge. Han var ikke nogen skolet mand. Når vi læser hans skrevne prædikener, virker sproget noget tungt for os. Det synes at være en lang sammenhobning af knudrede sætninger. Vi kan undre os over, at disse prædikener havde sådan en virkning.
    Men ud fra vidnesbyrd fra hans samtid får vi indtryk af, at Hans Nielsen Hauges forkyndelse må have haft en helt enestående gennemslagskraft. Der må have været åndsmagt i budskabet, som slog ned i samvittigheden. Gud bruger det, han vil, og den han vil.
    I vækkelsestider gælder ordet: »Der fremstod et menneske, udsendt fra Gud« (Joh.1,6 ).

Vækkelse i bibelsk betydning

I dag tales der meget om vækkelse. Mange forbinder ordet med en stor interesse eller begejstring for Jesus. Man bliver optaget af åndelige spørgsmål. Vi hører om vækkelse og fornyelse både her og der. Men det er ikke alt, der kaldes »vækkelse«, som er vækkelse i bibelsk betydning.
    Enhver sand vækkelse har flere kendetegn:
    1) Der er syndenød, en nød i samvittigheden over at have mødt den hellige Gud i Ordet. Det er Helligånden, som gennem lovens ord overbeviser om synd (Joh.16,8-10 ).
    2) Der er endvidere frelsesglæde - barnekårets ånd - ved, at man i evangeliet har fået Jesus åbenbaret som sin personlige Frelser (Rom.8,15 ; Gal.4,4-7 og Ef.1,3-7 ).
    3) I hjertet skabes en trang til at vidne for andre om det, man har set (Ap.G.4,20 ).
    4) Herren oprejser hyrder og vejledere i vækkelsestider (Ap.G.11,22-24 ).

Vækkelse kommer, når samvittigheden bliver knust i mødet med Helligånden, slået ned og gjort til intet og sat på plads. Det er ikke nok med en »begejstring« for Jesus. Det er ikke nok, at folk får interesse for åndelige spørgsmål. Vi må altid spørge, om det er Bibelens Jesus, den korsfæstede Jesus Kristus, der forkyndes (1.Kor.2,2 ). Vi må gribe fat i frelseshistoriens Jesus, den Jesus, som opfylder profetierne i det Gamle Testamente (Matt.21,4 ).
    Det siger noget om Skriften, og det siger noget om Jesus. Jesus er Guds Søn og verdens frelser. Han måtte komme, for at alt det, som stod i den gamle pagt, skulle opfyldes (Hebr.10,7-9 ).
    »Det, der er prøvestenen, er, om du kender anfægtelsen, om du kender den korsfæstede Jesus Kristus«, siger Luther. Og så tilføjer han: »Se, du skal ikke tro, hvis de forkynder den ophøjede Jesus, uden de først forkynder den korsfæstede Jesus.«
    Når vi taler om en sand vækkelse, må det være en samvittigheds-vækkelse. Det enkelte menneske skal have et møde med Gud i hans ord, som er lovens ord og evangeliets ord.
    Så bliver et menneske rykket ind foran Guds ansigt. Så bliver det en forfærdelig nød at være en synder foran Gud (Hebr.4,12-13 ). Vi står her over for et Ord, som er »levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd.« Vi møder Guds ord (v.12) og vi møder Gud selv (v.13). I Den Hellige Skrift står vi over for Gud.
    I Bibelen og i forkyndelsen er det et »andet jeg«, en anden person, der taler til mig. Et menneske kan prøve på at bortforklare det på alle mulige måder, men det hjælper ikke. Når man har mødt en anden person og kender overbevisningen i denne persons tale og forstår, at det er Gud, der taler, så vil alle selvlavede bortforklaringer blive åbenbar løgn. Det er i mødet med den klare forkyndelse af lov og evangelium i Åndens kraft, at stikket i hjertet kommer (Ap.G.2,36-37 ).
    Da er det ikke et spørgsmål om pædagogiske eller psykologiske metoder, men om en Åndens tilrettelæggelse af Ordet i hjerte og samvittighed. Guds ord erfares som ånd og som liv (Joh.6,63 ).
    Vækkelse er Guds værk (Gal.1,11 ). Det er Gud alene, der giver vækst. (1.Kor.3,6-7 ). En af nutidens farer er, at vi laver Guds værk om til psykologi (overgivelse, håndsoprækning, pres, overtalelsesteknik, osv.). Vi skal have tillid til, at Herren gør hele værket gennem sit Ord og sin Ånd (Es.55,10-11).
    Nu må vi ikke begrænse vækkelsen til begynder-stadiet af Guds Ånds arbejde med et menneske, nemlig til synderens opvågnen. Hele livet som kristen er dybest set en vækkelsestilstand. Vækkelsen omfatter hele kristenlivet, og som kristne lever vi i spændingen mellem loven og evangeliet på alle stadier i vore liv.
    Kristenliv er vækkelsesliv hele vejen. Hver gang Bibelen taler om vækkelse, er det først og fremmest en tale til dem, der bekender sig som kristne (Ef.5,14 ).
    Selv om Gud kalder på menneskene fra solens opgang til dens nedgang (Slm.50,1 ), er der tider, hvor Guds Hellige Ånd på en speciel måde kalder på folket i et land eller en by. Det er vækkelsestider eller husvalelsestider (Ap.G.3,20 ). Det er en bibelsk tanke, at Gud besøger folkene (jøder og hedninger) for at udtage et folk (den troende menighed) for sit navns skyld (Ap.G.15,14 ). Der er noget, der hedder nådetid for et folk. »Guds ord kommer til folkene som et øsende regnvejr, og så går det videre« (Luther). Det er af evighedsbetydning, at man ikke lader »den belejlige tid« gå forbi (Jer.46,17 ).
    Det folk, som Gud tager ud for sit navns skyld, det er de personer, som ved omvendelse og tro hører Jesus til. Hvad er typisk for vækkelses-tider? Det kan siges på flere måder, men væsentligt er, at Guds ord går over fra omtaleform til tiltaleform (Sml. 2.Sam.12,7 ).
    Ånden bruger Ordet til at opvække. Men Helligånden kan ind imellem gå mere drastisk til værks. Under vækkelsen i Kina omkring 1930 skete det, at fire kvinder samme nat havde drømme, som fik dem til at standse op: »En af dem havde drømt, at hun var blevet begravet levende, og at hun bankede på kisten uden at blive hørt, og kisten blev dækket med jord. En anden havde drømt, at et lig fulgte hende som hendes egen skygge, hvor hun sad, gik eller stod. En tredje havde drømt, at hendes mand lå ved siden af hende i sengen med et strålende smil, men død. Den fjerde havde set afgrunden åben foran sig. I tydningen af drømmene mente de alle, at det var et billede på, at de havde taget sig navn af at leve, men i Guds øjne var døde. Deres mænd var jo i missionens tjeneste« (Marie Monsen).
    Også anfægtelsen hører med til vækkelsen. Den sigter på den situation, hvor man føler, at alt er imod en. Guds hellige lov strider imod mig. Djævelen anklager og minder mig om mine gamle synder. Det opleves forfærdeligt. Det er, som om troen og gudsforholdet bliver taget fra mig.
    Derfor er en sand vækkelse, der er sendt af Gud, alt andet end behagelig! At være vakt er at være udleveret til Guds ord ved Åndens overbevisning. Vækkelse og en afsløring af Djævelens herredømme i mit liv hører sammen (Erling Utnem). Vi kan sige det endnu stærkere. Vækkelse og bevidsthed om den evige fortabelse hører sammen.
    Samtidig må det siges, at vækkelse og evangelisk frigørelse ved troen på Jesus Kristus hører sammen. »Han (Helligånden) skal overbevise om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere« (Joh.10,16 ).
    Der kommer ingen vækkelse i bibelsk betydning, før synderen er vakt til troens retfærdighed i Kristus. Her er den store forskel mellem forskellige former for vækkelse. Efter en almenreligiøs vækkelse vidner »de vakte« om, hvor »lykkelige« de er blevet. Glæden ved at have taget sig sammen. Efter en bibelsk vækkelse vidner de troende om JESUS - Frelseren - om hvor stor og herlig, han er blevet for dem.

---