Hvad med vor åndssituation?
Når det gælder de store faser i åndshistorien, har man skelnet mellem antageisens fase og forkasteisens fase.
    Mellem disse to store faser kan vi finde overgangs-faser. De kan være på to måder enten positive eller negative. De positive er særligt de kamptider, hvor Guds ord er i gang med at bane sig vej ind i folket, og der, hvor folkets hyrder er vågne og bevidste for et guddommeligt kald.
    De negative overgangs-faser er de »mæthedstider«, hvor folket som helhed er ligegyldige i forhold til Guds ord, og de førende grupper i folket oplever troen på Gud som et teoretisk spørgsmål. Et kendetegn på sådanne tider er, at man helst ikke vil se i øjnene, at vi står i en åndskamp.
    Det store spørgsmål er, om vi skal opleve en ny åndelig kamptid med vækkelse og fornyelse, eller om vi er på vej ind i ligegyldighedens mæthedssituation, som ender med åndeligt frafald. Skal det blive en ny blomstringstid eller et effektivt maskineri? Lys-perioderne er ofte korte.
    Hvis vi skulle antyde et billede af den åndelige situation i vort folk i dag, virker det, som om nattens mørke er på vej ind over os. Vi føler det af og til, som om vi står på randen af en afgrund.
    For søvn indebærer, at vi bliver påvirket af denne verdens ånd. Der, hvor gudslivet ikke bliver fornyet, bliver vi som denne verden. Levestandard og velfærd kan komme til at knække os åndeligt. »Som de græssede, åd de sig mætte, ja, mætte, men hjertet blev stolt; derfor glemte de mig« (Hos.13,6 ).
    Vi står her ved en lov i åndens verden. Folk kan blændes af mørket. Den, som lefler for synden og verdens sager, forblindes. Den moderne bibelkritik nedbryder tilliden til Guds ord. Hvor længe skal det åndelige fangenskab vare?
    En stor del af kristenheden i dag er død for Guds ord. Vor største åndelige fare er den moderne teologis syn på synden og på Jesus (Ludvig Hope).
    Vores generation har mistet grebet i Guds ord. Derfor bliver de rige, når det gælder synspunkter, men fattige, når det gælder standpunkter.
    En forkynder skriver: »Forståelsen af, hvad et liv med Jesus i troen er, har gennemgået en skæbnesvanger forandring. Derfor vil vi også i de kommende år opleve en stadig stigende ringeagt for forkyndelse, bibelundervisning med sjælesørgerisk sigte og bedemøder. Vore møder, stævner og samlinger vil i stadig højere grad blive præget af underholdning - koncertkristendommen vil brede sig« (Hans Erik Nissen).
    Der er fare for, at evighedsdimensionen er blevet væk for vores kristen-slægt. Derfor står vi svagt: Mange bekendende kristne har mistet det evige perspektiv over deres liv. Derfor bliver der kun lidt bøn og lidt tro (Luk.18,8 ). »I de sidste dage skal der blive religion uden Helligånden, kristendom uden Kristus, tilgivelse uden bekendelse, frelse uden genfødelse, politik uden Gud og himmel uden helvede«, siger William Booth. Og så føjer han til: »Det eneste, som kan dæmme op mod denne tiltagende afkristning, er en vækkelse ved Helligånden.«
    Hvad er vort kald i denne tid? Jesus svarer på det: »Vi må gøre hans gerninger, som har sendt mig, så længe det er dag; der kommer en nat, da ingen kan arbejde« (Joh.9,4 ). Vi må stå midt inde i tiden med SANDHEDEN som måleenhed og evigheden som mål. Gud leder os sådan i tiden, at vi kan bjærges til himmelen. Men så er det nødvendigt, at Herren kan komme til at vække os.
    Hvis Guds Ånd får lov til at holde os vågne, bliver vi indstillet på vækkelse. Venter vi på vækkelse? Går vi til et møde med forventning? Lad os have tro til en, som kan vække - nemlig Gud (Mark.11,22-24 ).
    Når Jesus kommer igen, kommer han for at hente frugterne af sit Ord. Har vi vor ankerplads i Ordet og dermed i himmelen? Lad os bede om vækkelse! Det er ikke for sent at bede om vækkelse over land og folk!

---