Den falske læres farer
Efter klart at have etableret harmoni i vor tolkning af af­snittet i Efeserbrevet og anden nytestamentlig lære om kristen vækst og udvikling vender vi nu tilbage til vers 14

(Ef.4,14-16: "Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje,  men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus.  Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.") ,

som også på en anden måde er meget vigtigt. Paulus formaner sine læ­sere til »ikke mere at være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser.« Dette forudsætter netop en sådan betydningsfuld tro, tillid og kundskab, selv i den yngste og mest uudviklede kristne, som vi har drøftet. Hvordan skulle disse unge kristne ellers kunne formanes til at undgå falsk lære og at hade den? Med mindre de havde kundskab om sand lære, hvormed de kunne prøve og undersøge alt andet, ville en sådan formaning være værdiløs.
    Vi må imidlertid undersøge dette endnu nærmere, da det vedkommer hele spørgsmålet om enhed, som det nu fremstilles for os. Apostlen siger, at vi ikke mere skal være »umyndige«, (eng. ov.: »børn«). Det er interessant at lægge mærke til, hvad han siger om børnene. Hvad kendetegner dem? De er usikre, vaklende, uvidende. De kan godt lide det, der er nyt, synes ikke om at arbejde, men holder af at lege. De bryder sig ikke om, at man får dem til at tænke og ræsonnere; de vil gerne have underholdning og spænding. Ulykkeligvis er børn meget føl­somme over for folk, der har underholdningstalent, og over for det, der er bestikkende og uægte. Det er deres iøjnefaldende kendetegn. Men frem for alt er de tilbøjelige til at blive be­draget af det, der er falsk. De er faktisk af naturen tilbøjelige til at blive »kastet og drevet hid og did af alle mulige lær­domme, efter som vinden blæser«, da deres forståelse ikke er fuldt udviklet. De er »umyndige«; de ejer livet. Men de trænger til at udvikles, at vokse, at blive fuldkomne, for at de mere effektivt må være i stand til at kunne genkende og vogte sig for det, der er falsk.
    Hvad er da de karakteristiske kendetegn på falsk lære? Hvor er det vigtigt i vore dage, hvor man næppe anerkender nogen som helst normer, at lægge mærke til den detaillerede instruktion, apostlen giver angående dette. »Menneskers ter­ningespil« er en hentydning til svig, til svindel og snyderi. »Underfundigt« forklarer sig selv; det skildrer den snu, den listige, den kloge, den underfundige. Paulus siger, at de »leder til vildfarelse;« billedet i dette ord er, at en forfølger en anden, forfølger og indhenter ham, som et vildt dyr eftersporer sit bytte. Han siger, at der findes et indslag af velovervejet plan­lægning, system, i denne falske lære. Den er ikke noget tilfæl­digt; den er organiseret og planlagt; den er lagt ud, ligesom snarer lægges ud, eller ligesom rovdyret snedigt planlægger sin fremgangsmåde. Apostlen sammenfatter det hele i Ef.6
    Hvad hentyder han til? Han taler om skin, foregivende og uærlighed. Men hvad har dette med den kristne kirke at gøre? Man kunne give mange eksempler. Man kan tænke på teologi­professorer, der fortæller deres studenter: »Her er altså den egentlige sandhed i denne sag, sådan som vor lærdom har op­daget; I skal ikke forkynde det endnu; folk er endnu ikke i stand til at modtage det. I må introducere det omhyggeligt og langsomt.« Dette er sket mange gange gennem de sidste hun­drede år. Man kan også tænke på anvendelsen af udtryk som »frelser« og »frelse«, alt mens man reducerer deres betydning. Der er også ham, der aflægger ed ved underskrivelse af en kirkes læresætninger, eller som accepterer dens trosbasis, men samtidig gør stiltiende forbehold. Er det ikke »underfundigt«? Han ser ud til at aflægge eden, men han har sine forbehold. Eller det kunne hentyde til udfærdigelsen af et dokument, der tillader en sådan frihed i sin fortolkning, at de, som under­skriver det, kan have fuldstændig modstridende opfattelser af, hvad dokumentet siger. Det kan måske endda hæve sig op til at være ortodoks på papiret og med vilje anvende formulerin­ger, der skal give indtryk af ortodoksi, men samtidig knytte en privat mening og tydning til de udtryk, der er brugt.
    Apostlen giver efeserne en advarsel om, at de vil blive kon­fronteret med sådanne forhold; at der skal komme lærere, som vil være bestikkende, som vil være tiltrækkende, som vil være venlige, indynde sig og være underholdende, som vil give det udseende af, at de er kristne, men som ikke er kristne! Det er listighed, det er »underfundigt«, det er beslægtet med rovdyrets taktik. Det bliver gjort ganske velovervejet for at tjene deres egne hensigter.
    Pointen i apostlens fremstilling er, at vi, hvis vi skal bevare kirkens enhed, ma tage os i vare for noget sadant og sky det, som vi skyr selve pesten. Derfor er dette ganske givet noget meget væsentligt for os i vor tid. Han bekymrer sig for disse unge kristne, som har »modtaget« sandheden, har »troet« den og har skrevet under på den. Det er ham magtpaliggende, at de ikke skal bedrages, at de ikke skal føres vild af en eller anden bestikkende, plausibel lære, der er forklædt under kri­stendommens navn, men som ikke er andet end løgn og selve Satans bedrag.

---