Den store trængsel 1.Thess.3,1-4,12.
Paulus har i det foregående talt om den trængsel, thessalonikerne ople­vede fra de tog imod Evangeliet (1.Thess.1,6 ) - og som siden har fulgt deres tro som et vidnesbyrd om, at Evangeliet virkeligt har fået indgang hos dem (2,14 ).
    Af de første vers her i 1.Thess.3,1-5  forstår vi, at Paulus har været dybt bekymret for dem p.g.a. denne trængsel. Og det, som hans bekymring har drejet sig om, har ikke så meget været den legemlige trængsel og modgang, som det at deres tro skulle vakle (jvf. v.5 og v.8).
    Og som vi så i sidste kapitel, havde Paulus god grund til denne bekym­ring, fordi det ofte viste sig, at menighederne gik bort fra at tjene Gud i troen.
    Hvori han så faren for troen, fremgår af udtrykket: "bringes til at vakle" (v.3) og: "om fristeren skulle have fristet jer" (v.5).
    De udtryk siger med al tydelighed, at det ikke så meget er den ydre trængsel, som bekymrer ham, men den indre - den, som hjertet og samvit­tigheden udsættes for.
    Ordet vakle betyder nemlig: at logre for; at lokke; at sleske for og søge at overvinde ved smiger. Det samme ligger i ordet friste. For det er jo at vække lyst til noget; at gøre noget uimodståeligt.
    Og fra apostlenes breve ved vi, at det altid er sådan, at menighederne er lokket bort fra troens gudstjeneste. Vi så i Korintherbrevene og Galaterbrevet (i kapitlet om 1.Thess.2 ) at et af fristerens farligste midler hertil, var Loven fra Gud. Der er ikke noget, der i den grad har ført mennesker i fortabelse og ført dem bort fra troen som Guds lov. Et andet middel, der er lige så brugt som loven er, at man har lært anderledes om Jesus; man har lært et anderledes evangelium.

Og målet er altid det samme: At vende os fra troen til vor egen tilstand og vore egne gerninger, så vi ikke tror på Jesus alene, men lærer nye ting. Vores opmærksomhed rettes mod Ånden og Åndens kraft, på en sådan måde at vi ikke har al vor kraft og trøst i Evangeliet om Jesus og hans gerning, men der­imod selv mener at kunne fremvise kraft, lydighed og åndelighed o.m.a.
    En karismatiker skrev engang, at Evangeliet er ikke bare Evangeliet om syndernes forladelse, men det er også Evangeliet om Guds kraft. Og når man gør skel mellem Evangeliet om syndernes forladelse og Evangeliet om Guds kraft, så har man ikke forstået noget som helst af det hele. Da har man virkelig lært en anden hellig ånd end den, som Evangeliet forkynder, for der er det netop ordet om korset, der er en Guds kraft til frelse; der er det netop det, at vi har syndernes forladelse, der er en Guds kraft til frelse. Og da er det ikke både Guds kraft og syndernes forladelse, for syndernes forladelse er det hele. Men dette er typisk, når der læres om en anden hellig ånd end den, Evangeliet bringer med sig.
    Og lokkende er det. For nøjagtig det samme siger vor egen samvittighed, når troen er svag og kender alle mulige mangler og brist. Altid søger vor gamle natur en åndelighed, der har anseelse for kødet, og som ikke kan nøjes med at rose sig af Kristus og hans kors (jvf. Gal.6,12 og 14 ).
    Og lokkende er det også, fordi disse "uretfærdighedens tjenere" gerne giver udseende af at prædike det fulde Evangelium, og så kommer de med alle de særinteresser, der er fremmed for sand kristendom. Der, hvor man i sin kristendom ikke længere kan nøjes med at tro på Jesus, men får særinteres­ser, er man virkelig på afveje.
    Denne menigheds værste trængsler er nok kommet fra jøderne, som jo var de redskaber, hvorved de lærte at frygte den levende Gud. For at de ikke skal vakle under disse trængsler, har Paulus sendt Timo­theus til dem, og han understreger, hvorfor han netop sendte ham: fordi han er medarbejder i forkyndelsen af evangeliet om Kristus, og derfor kan styrke og trøste dem i troen (jvf. v.2).
    I v.3-4 peger han på, at den trængsel, som de nu oplever, ikke er noget specielt for dem, men en del af den trængsel, troen er bestemt til. Den er en del af troens helt uundgåelige lod her i verden, som han allerede havde lært dem om, da han var hos dem.
    Det hørte altså med til deres tros børnelærdom. De var blevet undervist om, at troen har disse trængsler som sin uundgåelige ledsager. Det er noget af den trængsel, som i Guds Ord kaldes den store trængsel, og som alle, der er troende er fælles om. Således taler Johannes i Åbenba­ringsbogen f.eks. om trængslen, som de er fælles om (jvf. Åb.1,9 ), ligesom han siger om den store, frelste skare, som står for Guds trone, at de er kommet fra den store trængsel (jvf. Åb.7,14 ). Det er noget, de alle er. Den store trængsel er således-altid.
    Og Jesus taler om den samme trængsel i Matt.24 , hvor han kalder den en stor trængsel, som han advarer sine disciple imod, og hvor han understreger faren ved at sige: "Nu har jeg sagt jer det forud" (v.25).
    Så stor og alvorlig en plads har denne trængsel indtaget i Jesu og Pauli sind, at de har lært menighederne om den på forhånd. Det var noget funda­mentalt dengang de kom til troen, at de skulle lære om den store trængsel, for den kom nemlig sammen med troen, de nu skulle leve i.
    Og hvad vi også skal bemærke er, at denne store trængsel ikke består i ydre forfølgelse, men i forførelse. Dette ser vi tydeligt hos Matthæus: "Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet. Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske Kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild" (Matt.24,22-24 ).
    Endvidere skal vi lægge mærke til, at Skriften altid sætter denne trængsel i forbindelse med Herrens Dag. Det gør Paulus her (v.13). Det gør Jesus (Mt.24), og det gør Johannes i Abenbaringen (Åb.7).
    Sagen er nemlig, at Satan med denne trængsel vil fjerne os fra den tro, som ved Herrens komme er sejrstroen. Og det er ud af den alvor - som vi skal se mere om i Paulus' Andet Brev til Thessalonikerne - at Jesus siger de bekymrede ord: "Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?" (Luk.18,8 )

At han vil finde tro, er helt sikkert. Der vil være masser af tro, for der vil komme en antikristelig vækkelse før Herren kommer. Der vil komme en falsk kristelig vækkelse, som netop fjerner mennesker fra den sande tro. Jesus spørger med bekymring angående den eneste saliggørende tro - mon den findes, når Han kommer igen? Det er det, Han er så bekymret for. Og det har Han stor grund til, fordi vi lever i den store trængsel, som fører mennesker bort fra troen og hen til et anderledes evangelium, en anderledes hellig ånd, en anderledes tro på Jesus.
    Dette skal vi da også bemærke, at medens kirkens historie vidner om, at ydre trængsler fremmer troen, så vidner både Skriften og historien om, at det er forførelsens indre trængsler og fristelser, som lokker hjertet bort fra troen.
    Men for denne unge menighed er Evangeliet stadig så stort et lys, stadigvæk deres tros kraft, stadigvæk Helligånd og stadigvæk så fuld vished, at Timotheus kan bringe Paulus det glade budskab: De står fast i Herren (jvf. 3,8 ).
    Vi må standse ved dette udtryk. Det at stå fast betyder egentlig: At stå der, hvor man blev sat; at man ikke er kommet længere.
    Netop det er for kødet ikke noget rosværdigt, men udtryk for stagnation og død. Men for Evangeliets apostel er det som om, han får livet serveret. Han siger: Når I står fast i Herren - når I ikke rokker jer en tøddel fra den tro på Jesus, I blev sat i - så lever jeg - så lever jeg op og kaster al bekymring om jer af mig. "Det er da vidunderligt at høre, at I ikke er kommet et skridt videre, end den dag I kom til troen, at I bliver stående der, hvor I blev sat dengang". Når Paulus er så glad for at høre at de står fast i Herren, så er det fordi han ved, at årsagen dertil aldrig er stagnation. De står der udelukkende fordi de har kæmpet for at blive stående. Og så ved han, at når de er blevet stående på et sted, så rodfæstes de, d.v.s: De er vokset i troens erkendelse af Kristus.
    Og at det ikke er udtryk for, at troen er død, viser een ting: At de længes efter, at Evangeliets apostel skal komme til dem (jvf.v.6) og råde bod på, hvad der endnu mangler i deres tro (jvf.v.10).
    Jeg tror, at enhver, som Evangeliet fik indgang hos, kender denne kærlig­hed og længsel efter dem, som bragte dem Evangeliet første gang, så det blev en Guds kraft til frelse for dem. Der ligger i den kærlighed og længsel en bøn: "Sig det igen, det du sagde første gang".
    Det går snart troen sådan, at den kender til mørke, svaghed og død. Den ved, at det ikke er med den som tidligere, da den forstod det, som Paulus siger i Fil.3,12 : at Paulus endnu ikke helt i tro har grebet Evangeliets store sandhed, men jager derefter, fordi han er grebet af Kristus. Det er ikke mere således, at troen ser lyset fra Evangeliet, og derfor længes efter det påny.
    Og så tænker man: "Ah, bare de var her og kunne sige det engang endnu". Dette er kærlighed til Evangeliet. Det er ikke bare en kærlighed til Paulus, men til ham som forkyndte Evangeliet for dem første gang. Det er hjertets længsel efter Evangeliet. Og denne længsel er levende tro.
    Men netop dette kendskab til troens svagheder og mangler, som skaber længselen efter igen at høre evangeliets apostel, er tillige troens trængsel og fare - den trængsel, som falske profeter og lærere søger at udnytte ved at forklare, hvorfor det står til med troen, som det gør. Har jeg f.eks. for lidt af Den hellige Ånd, så kommer de med en masse belæringer om, hvordan jeg skal få Den hellige Ånd, så jeg kan få det meget bedre. Og da er det, mit hjerte siger: "Åh, jeg ville så gerne have det meget bedre". Det er der, det er så vanskeligt at stå fast i Kristus og sige det til alle falske lærere: "Lad blot være med at sige, at jeg skal have det bedre, for jeg kan aldrig få det bedre. Jeg har fået alt i Kristus. Og jeg vil ikke have mere end det, jeg har i Ham. Jeg vil gerne være fattig, bare jeg har Kristus; jeg vil gerne være død, bare jeg har Kristus. Jeg bliver i ham. Jeg vil ikke være noget. Kristus skal være alt." Sådan kæmper jeg med troens trængsler. Sådan forsager jeg djævelen og alle hans medtjenere. De vil have mig hen til et anderledes evangelium, en anderledes Kristus og en anderledes hellig ånd - men jeg vil ikke vide af dem. Jeg vil blive stående i Kristus.

---