Lov og evangelium
Enhver generalisering er farlig, men der er gennem de senere årtier sket en mærkbar ændring i vore unges kristendoms­forståelse. Grænserne mellem konfessionerne er under ha­stig nedbrydning. I det lutherske Nordeuropa er det bestemt ikke længere lutheranerne, som stort set er enerådende, når det drejer sig om at præge vore unge. Frikirker af forskellig art gør sig mærkbart gældende. Ikke mindst er kirkerne med stærkt karismatisk islæt i stærk vækst. Det er dem, som har mange af vore unges bevågenhed. De spørger ikke så meget efter sandhed. I det hele taget står vi over for en udbredt mangel på lærebevidsthed. Det er livet, som tæller. Man spørger efter synlige, registrerbare resultater. Flere ser en overførsel af karismatisk inspirerede arbejdsformer og teolo­gisk vægtlægning på luthersk grund som vejen ud af det åndelige dødvande, vi befinder os i.
    Adskillige af de unge, der går ind i opgaver som præster, undervisere og forkyndere i de lutherske menigheder vil finde at det emne, som her skal behandles, er udtryk for gamle mænds ønske om at fastholde fortiden. Det viser sig på en række karakteristiske områder.
    Billedet er ikke entydigt. Der er også en strøm den anden vej. Men de fleste lutheranere i den unge generation står langt fra den kristendomsopfattelse, som prægede Luther, og som har været en livsstrøm og livslinie i de lutherske kirker gennem århundrederne. Dette hænger også sammen med skreddet bort fra bibelsk kristendom. Jeg vil kort pege på tre forhold:
    1. Det er mennesket - ikke Gud, som er i centrum.
    Spørgsmålet er ikke længere: Hvordan får jeg en nådig Gud? I langt højere grad drejer det sig om, hvordan jeg kan blive det lykkelige og velafbalancerede menneske, som jeg drømmer om.
    2. Det er tiden - ikke evigheden, det drejer sig om.
    Det er her og nu, det gælder. Evigheden synes uendelig langt borte og opleves meget uvirkelig. Helt anderledes er det med det menneskeliv, som Gud har givet mig at leve på denne jord. Giv mig hjælp til at leve dette vanskelige liv! Det er, hvad jeg behøver.
    3. Det er gerningerne - ikke troen, det drejer sig om.
    Troens skjulte liv kan ikke registreres. Det kan derimod gerningerne. Vi kan se dem og glæde os over dem. Vi kan bruge dem til at vise andre, hvad kristendom er. Betoningen ligger på den etiske side af det kristne liv.
    Det er forenklet, men udviklingen synes klar: Sender Gud ikke et nyt Åndens vejr over os, vil vi i overskuelig fremtid stå tilbage med en kristendom, hvor mennesket, tiden og gernin­gerne er næsten alt. En kristendom uden Gud, uden evighed, uden tro.
    Med andre ord: Vi står tilbage uden nogen sand, bibelsk, luthersk kristendom.
    Vi kan også sige, at udviklingen hænger sammen med et ændret gudsbillede.

Et ændret gudsbillede

Den lutherske lære om lov og evangelium kan kun forstås indefra og fastholdes ud fra et bestemt billede af Gud. Hvis man ikke tager det bibelske gudsbillede alvorligt i dets fylde, bliver talen om lov og evangelium meningsløs.
    Guds hellighed, Guds vrede, Guds had til synden, Guds dom, Gud, som den, der kan fordærve sjæl og legeme i Hel­vede, er der meget lidt forståelse for i dag.
    Jeg mener ikke, at vi altid skal tale om hellighed, vrede, dom og Helvede, men jeg mener, at vi skal tale om det. Bibelen taler om det. Vores lutherske bekendelse gør det. Der er ikke det rette forhold mellem lov og evangelium i vores forkyndelse. Talrige lutheranere har ikke villet vide af loven. De har kun villet vide af evangeliet. Men evangeliet kan ikke fastholdes uden forkyndelsen af loven.
    Der, hvor der ikke er nogen synd, er der heller ikke brug for nogen nåde. Er der ikke nogen hellighed, er der ej heller brug for nogen renselse. Er der ingen vrede, er soningen overflødig. Er der ingen dom, hvad skal vi da med frikendel­sen? Er der ikke noget Helvede, hvad skal vi da med en Himmel? Der er ingen tvivl om, at hovedgrunden til vores ulykke skal søges i, at en fuldtonende lov-evangelium forkyn­delse ikke lyder blandt os med den kraft, som den skulle. Mange lutherske forkyndere har mistet troen på det, som de selv står for.
    For en umiddelbar betragtning ligger en menneskecentre­ret forkyndelse på en helt anden måde i forlængelse af det, tiden er optaget af. Men det er en satanisk fristelse at give efter for det, som er båret frem af tidsånden. Hvad det fører til, ser vi, når vi giver agt på, hvordan det er gået os.
    Vi har alt for mange forkyndere, som har mistet troen på Guds ords iboende virkekraft. De tænker menneskeligt. Det bliver målgruppen, som bestemmer budskabets indhold på sandhedens bekostning. I virkeligheden bliver det det religiø­se menneskes behov, der tilfredsstilles. Der bliver tale om at hjælpe mennesket inden for dets gamle sammenhæng. Det er det, som farisæismen og den katolske kirke altid har gjort, og det er det, som Luther satte livet ind på at gøre op med.
    Hånd i hånd med dette har sandhedsrelativismen grebet om sig. Igen og igen har vi hørt det: Vi skal ikke tro, at den lutherske kirke er den eneste rette. Luther var også kun et menneske, og han har taget fejl lige som alle andre. Vi har bestemt også meget at lære af alle andre kirkeretninger og opfattelser. Ingen har grebet den hele og fulde sandhed. Spørgsmålet er, om sandheden dybest set ikke er skjult for os alle, og om vi ikke skal betragte alt, hvad vi siger, som foreløbige forsøg på at sige det uudsigelige.
    Den slags ord er farlige. De er sandhed og løgn vævet ind mellem hinanden, og der, hvor sandheden blandes med løg­nen, bliver det hele løgn.
    Får vi ikke brudt med denne opfattelse, vil vore dage som sande lutheranere være talte. Sandheden er ikke relativ. Den er ikke et eller andet ubestemt. Den er åbenbaret i Guds eget ufejlbarlige ord, og Guds ord lyver ikke. Det gør det ikke, når det forkynder lov. Det gør det heller ikke, når det forkynder evangelium.
    Vores store ulykke er, at sandhedsrelativismen har be­mægtiget sig store dele af kristenheden. Ord tages ikke læn­gere alvorligt. Man siger ja til alt. Men påstande, som gensi­digt udelukker hinanden, kan ikke begge være sande. Hvis det er sandt, at et menneske retfærdiggøres ved tro alene uden lovgerninger, så er det løgn, at et menneske retfærdig­gøres ved tro og gerninger. Hvis Guds eget ord er eneste kilde til sandhedserkendelse, så er det løgn, at sandheden åbenba­res dels gennem Skriften og dels gennem traditionen. Hvis det er sandt, at hele den himmelske verdens åndelige velsig­nelse er givet os i Kristus  Jesus, da er det løgn, at vi gennem en eller anden oplevelse eller åndelig erfaring kan få mere end det, vi allerede har modtaget i og med Guds Søn.
    Det, som ikke er sandt, er usandt. Det er løgn. Det har ikke sit udspring fra Ham, som er vejen, sandheden og livet, men fra hans modstander, Djævelen, løgnens fader. Derfor må vi tage afstand fra det. Vi forsager Djævelen og alle hans ger­ninger og alt hans væsen.
    En sand, luthersk, bibelsk holdning kendes ikke på, hvad den siger ja til, men på, hvad den siger nej til. Dit ja til sandheden er intet værd, hvis du ikke siger nej til det, som står i diametral modsætning til det, som du har sagt ja til.
    Vi trænger til kristne, som gør sig til et med sandheden, og som er villige til at leve og dø med den. Luther var en sådan kristen, og det er vores redning, at Gud ned gennem histori­en har haft nogle, som spurgte efter sandheden, sandheden og kun sandheden. Flere gange har det set ud, som om det spørgsmål var ødelæggende for dem, som stillede det. Det gjorde dem til en lille minoritet, som ingen ville lytte til. Efter menneskelig tankegang havde de ikke nogen fremtid.
    Disse kristne står som vidner for os om, at det ikke er, hvad andre siger og mener, ja, det er heller ikke, hvad vi selv synes, som er afgørende. Nej, det er Gud og hans Ord, alt afhænger af. Et menneske med Herren har større fremtid end tusinde uden ham.
    Lad os tænke på dem, lad dem gøre os frimodige til at tale ret om Gud. Vi står for Herrens åsyn. Det er ham, vi skal aflægge regnskab over for - ikke mennesker.
    Samtidig må vi fornyes i troen på, at sandheden aldrig dør. Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.

Forkyndelsen af loven

Vejen ud af den nød, vi befinder os i, går derfor tilbage til udgangspunktet. Vi må tilbage til det grundlæggende: forkyn­delsen af lov og evangelium. Lad os først vende os mod loven.
    Den, som ikke taler om lovens Gud, taler ikke ret om Gud.
    Det er sikkert rigtigt, at de fleste ikke vil høre loven for­kyndt for alvor. Den knuser og tilstopper vores mund. Den gør os strafskyldige for Gud. Den tager al vor herlighed fra os. Loven giver os ikke noget håb. Derfor protesterer menne­sker, når den forkyndes i sin radikalitet. De synes, at de har det svært nok i forvejen. De mener ikke, at de trænger til at blive yderligere bøjet. Menneskelivets byrder og vanskelighe­der hviler på forhånd tilstrækkelig tungt på deres skuldre.
    Men det naturlige menneske tager fejl.
    Der er en verden til forskel på at finde livet vanskeligt og besværligt, og så at stå dømt over for den levende Gud. Der er Himmel og Helvede til forskel på det gudsforhold, hvor Gud skal give mig kraft og hjælpe mig gennem livets modgang og kampe, og på det gudsforhold, hvor mit hjerte er blevet knust i mødet med Guds hellighed.
    Der er et billede af Gud, som næsten er blevet rendyrket, og når det sker, forrykkes hele opfattelsen af Gud. Det er sandt, at Herren er min hyrde. Men da er mit gudsbillede et vrangbillede, og den Gud, jeg tror på, er en afgud. Det er ikke Bibelens Gud.
    Når det drejer sig om Bibelens Gud, kan vi ikke udvælge sider af det bibelske gudsbillede og gøre dem til alt. Det er, hvad der langt på vej er sket.
    Det begynder i oplæringen af børnene. Gud fremstilles som den altid kærlige, imødekommende, givende, der skaber varme, tryghed og glæde. Kan man undre sig over, at flere med rod i vore sammenhænge fornægter Bibelens forkyndel­se om de evige helvedesstraffe? Sagen er jo, at Bibelens tale om dom, fortabelse, evig død i ild- og svovlsøen opleves som uforeneligt med det billede af Gud, som er det eneste, de har mødt gennem deres opvækst, og som de møder søndag efter søndag i vore lutherske kirker.
    Vejen frem er vejen tilbage. Vore børn og unge må for alvor få med den levende, hellige Gud at gøre. Det møde er ikke rart, befriende og vidunderligt. Nej, det er frygteligt.
    Det er det for dem, som ikke er frelst. Når Gud træder frem, skal de se, at alt det, som de har fornægtet og fortiet og gjort oprør imod i deres hjerter, alligevel var sandt. Gud skal kræve dem til regnskab. Da skal de skjule sig i huler og mellem bjerge og klipper og sige til bjergene og klipperne: »Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kom­met« ( Åb.6,16-17).
    Men ikke alene for de fortabte er det forfærdeligt at møde Gud. Det er det også for de frelste. I det første kapitel i Johannes' Åbenbaring er der fortalt om mødet mellem Jesus og Johannes. Når man tænker på den fortrolighed, der var mellem dem på jord, kan man godt undre sig. Man skulle tro, at mødet ville blive som mødet mellem to venner, der mødtes efter gennem år at have længtes efter hinanden. Men sådan er det ikke. Da Johannes så Jesus i hans herlighed, faldt han som død ned for hans fødder ( Åb.1,17).
    Hvad viser Johannes' reaktion?
    Der er forskel på et menneske og Gud. Det er ikke bare en forskel i kvantitet. Det er ikke således, at Gud har mere, og vi har mindre. Nej, der er tale om kvalitativ forskel. Der er tale om et møde mellem Himmelens og jordens Herre, og støv, som har gjort oprør imod ham.
    Søren Kierkegaard udtrykte det: »Du skal forholde dig relativ til det relative og absolut til det absolutte.« Og han har ret: »I skal være hellige, thi jeg er hellig, siger eders Gud.«
    Kravet om at skulle virkeliggøre Guds vilje hænger sam­men med Guds eget væsen. Det ligger ikke alene i det, Gud siger. Det grunder sig på det, Gud er. Fordi Herren vor Gud er en, skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte, at hele din sjæl og hele din styrke.
    Så længe et menneske er optaget af sig selv og sin egen verden, hører det ikke budet. Men i det øjeblik det får med Gud at gøre, så lyder det bestandigt: Fordi Gud er, som han er, skal du elske ham af hele dit hjerte.
    Så længe en synder tror, at det er muligt, mener han, at der er håb. Han kæmper, beder og strider. Jeg kan ikke fatte, at Gud ikke hjælper mig med at opfylde, hvad han selv har befalet mig.
    Nogle klarer kampen ved at fly fra Guds åsyn og nedskrive hans krav. Det gør farisæerne, katolikkerne og hyklerne. De nedskriver kravene til det næsten umulige, og dernæst sæt­ter de livet ind på at opfylde dem. Mange beundrer dem. De yder det ekstraordinære. Man tænker ikke på, at de har ændret på Herrens ord. Derfor skal Gud fratage dem deres del i livets træ og den hellige stad.
    Andre går Judas' vej. De kaster alt overbord og giver sig fortvivlelsen i vold. De mener ikke, at der er stof i dem til at blive kristne, og når der ikke er det, kan de lige så godt opgive alt på forhånd. De magter ganske enkelt ikke at leve som kristne.
    Endelig er der dem, som ved, at Gud undflyr man ikke. »Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg leje i Dødsri­get, så er du der; tager jeg morgenrødens vinger, fæster jeg bo, hvor havet ender, da vil din hånd også lede mig der, din højre holde mig fast« ( Slm.139,8-1O).
    Du kan gøre, hvad du vil. Du kan flygte til jordens grænser. Gud bliver du aldrig fri for. I sit ord og gennem sit væsen siger Han: Dø, eller gør, hvad en synder ej kan.
    Er der alene tale om ydre synder, som man kunne gribe om, er det ikke så forfærdeligt. Men når kampen blev ført ind på den indre mark, hvor du er alene med Gud, blev det forfærdeligt. Da åbenbaredes det, at syndens kraft er loven (1.Kor.15,56). Du er så ond, så gennemtrængt af slangegiften fra syndefaldets dag, at Guds hellighed får dig til at rejse dig imod Ham i oprør. Du rejser dig imod Gud, fordi Han har sat dig til at gøre det umulige. Du kan heller ikke komme uden om Ham. Budet, som er til liv, bliver til død, fordi du er grænseløst syndig.
    Da budet kom, levede synden op, og du døde ( Rom.7,9-1O).

---