Gud har talt 
(Den kristne prædikens hemmelighed -  Den kristne prædiken og Skriften)

Guds ord - den kristne prædikens hemmelighed

Følger vi nu i Skriften den måde, hvorpå men­nesker hørte, hvad Gud talte, vil vi se, at det bestandigt sker gennem »profeter«, d.v.s. mennes­ker, som taler, hvad de selv modtager fra Gud. »Herrens ord kom til profeten«, hedder det gang på gang i Bibelen, og han talte så, hvad han havde modtaget fra Gud.
    En dybere forståelse af denne profet-gerning får vi gennem profeten Esajas' vidnesbyrd om sin kaldelse. Herom siger han:
    »Den Herre Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig. Han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjer­ter«.(Es.61,1)
    Her møder vi Guds-billedet genskabt. Inden profeten sendes med Guds ord, salves han af Gud med Helligånden, så han bliver af samme Ånd som Gud og således bliver i stand til at forstå Herrens ord, som det virkeligt er talt af Herren.

Denne inspiration hos profeterne var det grundlæggende for Jesu og apostlenes syn på profeternes tale. Således minder f.eks. Peter me­nigheden om denne inspiration i sit andet brev: (2.Pet.1,20-21)
    »Dette skal I først og fremmest vide«, siger han, »at ingen profeti i Skriften lader sig tyde egenmægtigt. For aldrig er nogen profeti frem­gået af et menneskets vilje, men drevne af Hellig­ånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud«.
    Og hvordan denne genskabelse af Guds-bille­det skete, får vi også et særdeles klart billede af Esajas ved at studere Esajas' kaldelse i kapitel 6. (Es.6,1ff)
    Her ser vi nemlig, hvordan den mand, som skulle tale til sit folk om Guds dom og Guds frelse, selv føres ind under Guds dom og frelse. En dag, han er i helligdommen, ser han gennem det, han får at høre, Guds hellighed, så han i sit indre fyldes af dommens vished: »Ve mig, det er ude med mig«. Men netop som han står helt vis på det, at det er ude med ham, møder han Her­rens ord på ny - og nu med en ganske anden virkning. Herren siger: »Din skyld er borte, din synd er sonet«.
    Da er Esajas' ånd beredt til at høre og tale Guds ord om dom og frelse. Han er blevet en ånd med disse ord. Han er i stand til at forstå dem i hele deres fylde. Han har følt og oplevet dommens gru, og han har følt og oplevet forso­ningens virkelighed.
    Og at profeterne talte Guds ord, stadfæstede Gud ved, at det, som profeterne talte, indtraf. Ordene var ikke tomme, men indeholdt virkelig velsignelse og virkelig forbandelse. Også om deres ord var det sandt: »- - af dem afhænger jeres liv«. Gud stod bag de ord, han sendte dem med, og gjorde dem sande, stærke og effektive.
    Som profeterne talte Herrens ord til Israel i GT, talte apostlene Herrens ord til verden i NT. Således kan f.eks. Paulus skrive til menigheden i Tessalonika, at han kom og forkyndte dem Guds ord (1.Thess.2,13) . Og vi lægger også mærke til, at menigheden havde erfaret, at det var sandt. Deres møde med ordet var blevet et afgørende møde med Gud, som førte en ny kraft, en ny ånd og en ny vished ind i deres sind, så de på stedet havde forladt hele deres fortidige liv og var vendt om til Herren for at tjene ham og leve i forventningen om Jesu Kristi komme. (1.Thess.1,9-10)
    Vender vi os nu til menighedens historie ­ikke den ydre kirkes historie, men historien om den lange række af mennesker, som er kommet til tro på Herren og ved pinsens Ånd på ny har fået del i Guds-billedet - så gælder det for dem alle, enten de hører hjemme i Europa, Afrika, Asien, Amerika eller Australien, at deres tro og liv kommer af dette ene: de har hørt GUDs ord - GUD har talt. De har som Israel ved Sinai og Esajas i helligdommen stået ansigt til ansigt med Gud - ikke i en synlig skikkelse, men i ordets skikkelse. De hørte hans røst og kendte ham.
    Hvor hørte de ham? Hvad var hans røst? Svar: de hørte ham i forkyndelsen - røsten var prædikantens.

Et vidunderligt eksempel på det, som siden har gentaget sig over hele jordens flade, har vi i Apostlenes Gerningers tiende kapitel: Ap.G.10
    Vi hører her, at Peter står og prædiker i Kor­nelius' hus, og medens han prædiker, falder den hellige Ånd på dem, som hører, og de fyldes af samme nye liv som de i Tessalonika. Gud talte.
    Jeg spørger: »Tav Peter så længe?« Nej, der står: »Medens Peter endnu talte således, faldt Helligånden på dem, som hørte ordet«.
    Røsten var Peters, men ordet og Ånden var Herrens. Derved skete det, at de, som sad i Kor­nelius' hus, pludselig ikke sad ansigt til ansigt med Peter, men med Herren. Borte var alle de andre, borte var Peter. De mødte i denne stund HERREN selv.
    Derfor er prædiken menighedens livsnerve. Den alene har skabt menigheden til alle tider. Al åndelig fremgang og al åndelig tilbagegang i kir­ken har haft en nøje forbindelse med forkyn­delsen. Aldrig er den vokset ved noget andet end forkyndelsen, og aldrig er den blevet svag, uden at bristen fandtes i forkyndelsen.
    Djævelens centrale angreb er derfor også et angreb på den kristne prædiken. Når man i dag mange steder skærer den kristne prædiken ned til et minimum eller taler om at lave den om til en dialog, eller man erstatter den med foredrag, så er det alt sammen et uhyggeligt og tragisk ud­tryk for, hvor fremmed man er over for den kristne prædikens hemmelighed. Måske fordi man aldrig har mødt en sand, kristen prædiken.
    Den kristne prædiken er det eneste sted, Gud møder et menneske og giver sig til kende for det. Ved den alene sker åbenbaring af Herren selv. Og ved den alene skabes da også troen, den tro, som alene fødes ved mødet med Herren, som Paulus siger: »Altså kommer troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord« (Rom.10,17 ).
    Og helt i sammenhæng med det er det iflg. Skriften den kristne prædiken alene, som gen­skaber Guds-billedet i mennesket, så det bliver af samme Ånd som Herren. Vi så jo lige forud, at »medens Peter endnu talte disse ord til dem, faldt Helligånden på dem, som hørte« (Ap.G.10,44). På linie hermed skriver Paulus til galaterne:
    »Dette ene vil jeg have at vide af jer: Var det i kraft af lov gerninger, I modtog Ånden, eller ved i tro at høre?«  ( Gal.3,2 )
    Dette spørgsmål er iflg. sammenhængen ude­lukkende et retorisk spørgsmål, hvis svar er givet på forhånd: »Det skete ved at høre i tro«.

Den kristne prædiken og Skriften

Uvilkårligt vil det spørgsmål opstå af det, som forud er sagt: »Gælder det al prædiken, det, som her er sagt? Gælder det al prædiken, at »den, som hører jer, hører mig?« Luk.10,16
    Nej, sa. enkel er sagen ikke. Den sande præ­diken har en efterligning, som uden tvivl er Guds ords værste modstander - en prædiken, som ikke er en prædiken af Guds ord, men helt og holdent en tale, født af menneskeligt lys, men­neskelig forstand, menneskelig samvittighed og følelsesliv. Og det er vist: ved en sådan prædi­ken taler Herren ikke. Der sker ingen åbenbaring af Herren. Der skabes Guds-billedet ikke på ny. Der opstår ingen sand kristen menighed. For vel kan den samle interesserede mennesker, hvis den er tilstrækkelig dygtig. Men: lede menneskehjer­tet frem til et møde med den levende Gud, så det betyder en opvækkelse til nyt liv, vil den ikke formå, om den så prædiker aldrig så meget om Gud.
    Men at der er en sådan prædiken, som ikke er andet end en luftning af menneskemeninger og -synspunkter og derfor bør sidestilles enten med agitatorisk tale eller belærende foredrag eller hvad andet mennesker taler, det må ikke vildlede os og gøre os blinde for, at der findes en prædi­ken, som er noget langt, langt mere end men­neskeord - en prædiken, som har guddommelig magt og myndighed, fordi den er Guds tale ­en prædiken, som åbenbarer Herren selv, virker en ny Ånd i hjertet, skaber lys, hvor før var mørke, liv, hvor før var død, tro, hvor der før var ukendskab til Gud.
    Det er denne prædiken, som ned gennem tiden har været hemmeligheden bag al levende, kristen tro. Ved den førtes mennesket til et møde med Herren, som på en gang bøjede det i skælven og rejste det i nyt lys.
    Går vi til den kristne prædiken i NT, både i evangelierne, Apostlenes Gerninger og brevene, er der en ting, som falder tydeligt i øjnene: at den kristne prædikens forudsætning netop er, at Gud allerede har talt. Både Jesus selv og hans apostle prædikede, hvad Herren havde talt. Skrif­ten bruger det udtryk, at de »lærte«.
    Et af de bedste eksempler på, hvordan Jesus virkede som profet (= en, som taler Guds ord), har vi i Lukas-evangeliets fjerde kapitel (Luk.4,24). For det første mærker vi os, at han selv peger på, at de her har mødt ham som profet. For det andet lægger vi mærke til, at han som profet »lærte«. v. 15 Og for det tredje lægger vi mærke til, at han »lærer« ved at fremlægge skriftordet som gældende for dem, som hører. Han forelæser, hvad Gud har talt i Skriften, men ikke blot som noget Herren har talt, men som noget Herren taler til dem (v21).
    Sådan lærte Jesus også senere sine disciple at prædike Guds ord. I Lukas-evangeliets 24. ka­pitel hører vi om nogle af Jesu møder med sine disciple i de 40 dage efter opstandelsen. Og i begge de her gengivne beretninger drejer deres samtale sig om en eneste ting: at forstå Skriften (= GT). Mest betydningsfuldt for os i vor sammenhæng her er ordene: »I skal være vidner om dette« (Luk.24,48) .
    For hvad er det, de skal være vidner om? Det fremgår af ordene lige forud, hvor Jesus siger sådan:
    »Alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose lov og profeterne og salmerne«. Og så åbner han deres sind, så de forstår Skrif­ten, hvorefter han fortsætter:
    »Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og be­gyndes fra Jerusalem«.
    Det, de skal vidne om, er altså det, som står skrevet - det, som forud er talt af Gud i Skrif­ten.

Ser vi nu fremover fra Peters pinseprædiken ( Ap.G.2,14ff), som er det første vidnesbyrd om den prædiken, som har ført til menneskers møde med Gud, så vil vi se, at den er præget af en bestandig hen­visning til, hvad Gud har talt i Skriften. Og som det fremgår af vers som v. 17 og 30, så citerer Peter ikke Joel eller David, blot fordi deres ord udtrykker, hvad han vil sige, men fordi de er profeter, som har talt Guds ord. Det er det, Pe­ter gerne vil, at disse mennesker skal møde: Guds ord.
    Derfor ser vi også, at det er noget principielt ved Åndens gerning, at den fjerner det dække, som er over Skriften, og som gjorde disciplene  »uforstandige og tungnemme«, så de ikke forstod Skriften (2.Kor.3,14-17, Luk.24,25) .
    Det er således en del af pinseunderet, at Peter prædiker bundet til Skriften - at han prædiker ud af en Ånd, som forstår det, Gud har talt. Ånden selv afslører Skriften i den mening, at de skal forstå og tale ud fra Skriften.
    Ned gennem kirkehistorien har vi oplevet det mere eller mindre udtalt, hvordan prædiken blev løsrevet fra Skriften enten ubevidst i åndelig sløvhed eller bevidst ud fra den tanke, at Bibe­lens tale ikke blev forstået af tidens mennesker, en anskuelse, som ikke er noget specielt for vor tid. Men resultatet af denne løsrivelse fra det, Gud har talt, har altid været det samme: den kristne prædiken forsvandt og blev erstattet af en svag, af Helligånden forladt prædiken. Lang­somt, men usvigeligt sikkert sygnede menigheden ind - først i deres ånd, siden i deres tal, indtil der igen dukkede en prædiken op i kirken, som talte, hvad Herren allerede havde talt i Skriften. Da skete det underfulde på ny, at mennesker mødte Gud, så hans herlighed, fik Guds-billedet genskabt og priste Herren med nye tunger.

---