Gud har talt 
(Den kristne prædiken og Skriftens sprog -  Guds ord - i Satans mund)

Den kristne prædiken og Heligånden. 

(Indledende afsnit fra dette kapitel)
Ingen kan studere sig til åbenbaring. Den, som vil møde Gud, må ledes af Ånden til åbenbaring. Ingen kan ved nogen studeren prædike det ord, Gud har valgt at åbenbare sig gennem. Han må først blive en Ånd med det ord ved personligt at have modtaget barmhjertighed hos Gud. Gud sender og bruger ikke et menneske, som har gjort sig selv til prædikant, hvor mange år han end har brugt på sine studier.
    Dette er et dybt alvorligt faktum, som det kan være af evig betydning at få set. Den, som vil finde Gud, må forstå, at der er forkyndelse, hvor man for altid må opgive håbet om at se Herren og modtage hans Ånd og liv. Du kan vælge en forkyndelse, som forudbestemmer dig til aldrig at møde Herren, fordi det ord, som prædikes, ikke er det ord, som Gud har talt - enten fordi det ikke er Skriften, som forelæses, eller også fordi ordet aldrig er blevet tilegnet ved den hel­lige Ånd af ham, som har stillet sig selv frem som prædikant.
    Meget ligegyldigt bliver i dag sagt om præ­diken, men meget sjældent forstår mennesker, at Guds ord i dag skal søges - at det kan være skæbnesvangert at lade sig lede af menneskeskab­te ting såsom sognegrænser, sognekirker, embe­der og titler, talekunst, aktualitet i emnevalg eller hvad andet vi kan føle os bundet af. Vil jeg møde Gud selv og modtage hans Ånd og fylde, må jeg søge den prædiken, som er hans ords prædiken, menighedens eneste sande tale.

Den kristne prædiken og Skriftens sprog

Mange har brugt det udtryk om forkyndelsen, at det var »Kanaans sprog«.
    Jeg vil gerne sige nogle ord om det, da det dog på mange måder er så indlysende, at vi skal tale »tidens sprog«.
    Vi så før, hvor tæt forenet Ånden og Den hellige Skrift er med hinanden. Om dette gælder i sandhed, at hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. Her må vi sandelig pas­se på frasernes magt. Virkeligheden er jo den, at det tværtimod er kirkens og forkyndeisens store svaghed, at den taler »tidens sprog« og ikke »Kanaans sprog«. Tidens sprog har nemlig et andet indhold end det, som Herren vil sige os. Vel taler den hellige Ånd på dansk, men han ta­ler sit eget »sprog« på dansk.
    Således fortæller Paulus, at når han prædikede ordet fra Gud for grækere på græsk, så kunne de ikke forstå det (1. Kor.1,21-25). Det var en dårskab for dem. Hverken kendskab til græsk filosofi eller almindelig græsk daglig-tale kunne gøre det forståeligt, som apostelen forkyndte. For det, som Guds Ånd taler, enten det er på græsk eller dansk, det er, hvad intet øje har set, hvad intet øre har hørt, og hvad aldrig er opkommet i noget menneskes hjerte (1. Kor. 2,9). Denne sag findes ikke i noget sprogs filosofi eller daglige udtryksmåde. Kun et sted har Gud selv ved Helligånden beskrevet sagen: i GT. Jeg tror, det er Luther, som engang bruger det udtryk, at Helligånden er hebræer, hvormed han netop hentyder til den kendsgerning, at Skriftens kendsgerninger er talt af Helligånden på hebraisk.
    Skal vi da kunne hebraisk for at forstå Guds ord? Slet ikke. For jøder er det en forargelse, (1. Kor. 1,23) siger Paulus om det, han prædiker. De er altså ikke bedre stillede end vi, fordi de kan det he­braiske sprog. Nej, men vi må gå i lære hos den Skrift, hvori den hellige Ånd har talt Guds ord. Og det er menneskers store synd og bespottelse: at de ringeagter at lytte til Skriften og den vis­dom, som Gud har åbenbaret der.
    Få har som Luther klart forstået, hvilken nødvendighed det er at holde sig til Skriftens eget sprog.( 1. Kor.15,2) Luther forstod, hvad eftertiden - og fortiden forøvrigt ikke mindre - så stærkt har bekræftet: at jo længere vi kom bort fra Skriftens eget indhold og ord, des mere kom der ind i forkyndelsen af det, som er fremmed for det ord,  Gud har talt, des mere blev forkyndelsen men­neskets egen tale og en tom og dårlig efterligning af det mægtige ord, hvori mennesker har mødt den levende Gud.
    Derfor: det ville blive en lykke uden grænser, om der opstod en bevægelse i vort folk, som kaldte mange flere af ordets forkyndere tilbage til »Kanaans eget sprog«, tilbage til Skriftens (GT's) ord og indhold.
    For hvor den prædiken er, er der mennesker, som ud af deres hjerters lykke siger med salmisten: »Beclre en dag i din forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds hus's tærskel end dvæle i gudløsheds telte«. Salme ­84,11
    Aldrig er livet på denne jord nemlig rigere, end hvor Herrens Ånd åbner Skriften for os, og vi møder Herren i hans herlighed. Bare en så­dan dag er bedre end tusind ellers.

Luther skriver om den dag, da han for første gang oplevede underet, og Helligånden åbnede ordet: »Nu følte jeg mig som helt igennem født på ny«, siger han, »som om jeg gennem åbne porte var trådt lige ind i selve paradiset«.
    Vel er vi os bevidst, hvad vi bittert har erfa­ret, at vi ikke får lov at blive i dette paradis. Men da sukker vore hjerter derefter, som sal­misten også siger: »Af længsel efter Herrens forgårde vansmægter min sjæl - salige de, der bor i dit hus, end skal de love dig« Salme 84,3-5 .
    Ja, sådan er det, blot en gang at have hørt Herren selv tale, så vi så hans herlighed.
    Men det er tillige denne stærke livslængsel, som forårsager det opgør, som vi møder både hos Paulus og Johannes og Luther og i enhver, i hvem troen brændte: opgøret med enhver af­vigelse fra sandhedens vej, enhver afvigelse fra Skriften, og enhver afvigelse fra det sandhedens lys, som Gud har tændt gennem sit ord. Livs­længslen ved: »Jeg får aldrig Herren at se uden gennem det ord, han selv har talt«.

Guds ord - i Satans mund

Vi har i det foregående fastslået, at Herrens ord kun møder os i den forkyndelse, som er nøje bun­det til Skriftens ord - det ord, som Gud allerede har talt. Og vi har set, at mødet med Gud gen­nem ordet er betinget af en ting: at vi bliver mennesker i Guds billede, født påny ved den hellige Ånd. Gud kan ikke åbenbare sig gennem sit ord - ikke blive kendt gennem sit ord, om ikke vi, som skal høre ordet, bliver af samme Ånd som Gud.
    Vi skal i dette afsnit se på en lige så vigtig ting som dette, at Guds tale altid er bundet til Skriftens ord, og det er, at ikke alt er Herrens ord, fordi det er Bibelens ord.
    Dette kunne lyde forvirrende og selvmodsi­gende. Men dette er vilkårene i åndens verden, eftersom Satan benytter selv det helligste på denne jord for at forføre mennesker - selv Jesu navn bruger han (Matt.24,5) .
    Sådan har han også sine tjenere, som kommer  i skikkelse af retfærdighedstjenere og tilsynela­dende forkynder, hvad der står i Bibelen, for at føre mennesker bort fra Herren (2.Kor. 11,14-15). Han kan komme som en lysets engel og give mennesker rige ­åndelige oplevelser blot for at hindre Guds Ånds sande germng Kol. 2,16-23 - 2. Tess.2,9-11 .
    Lad os belyse sagen med et eksempel:
    Da Jesus efter sin dåb af Helligånden blev ført op i ørkenen for at fristes af Djævelen, lød en af fristelserne således: »Hvis du er Guds Søn, så styrt dig ned, thi der står skrevet: »Han skal give sine engle befa­ling om dig, og de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten « Matt. 4,1 ff .
    Lad os se: »Står det skrevet?« Ja, det står skrevet. Vi finder det i Salme 91,11 flg. Jeg spørger nu videre: »Talte Djævelen da her Guds ord?« Det forstår du af Jesu svar:
    »Der står også skrevet: »Du må ikke friste Herren din Gud«.
    Aldrig ville Jesus således have afvist disse ord, om de var hans himmelske Faders ord. Om hans eget forhold til Faderen vidner hans egne ord: »Han, som sendte mig, har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt« - Johs. 8,29 .
    Nej, når Jesus her afviser Skriftens egne ord, så er det helt klart, at grunden er denne: Dette har Gud ikke talt. Nu skal vi imidlertid lægge mærke til, hvor­dan  Jesus afviser dette skriftord : nemlig med et andet skriftord. Han veg ikke fra Skriften, fordi Satan brugte Skriften, men gendrev det ene skriftord med det andet.
    Det er altså ikke noget argument imod at bru­ge Skriften, at man »bare sidder og slynger skriftord i hovedet på hinanden«. Helligånden har ikke noget andet lys og intet andet våben end Skriften, hvad Jesus her bevidner ved helt og vedholdende at holde sig til det, som står skrevet. Han overlader intet til sin egen forstand eller tanke eller samvittighed eller livsanskuelse eller nogen form for menneskelig kritik af Skrif­ten. Skriften må klare alt alene. Den må afsløre, om det er Djævelen, som bruger, hvad Gud har talt, i en anden mening end den, som er Guds ­således at det ikke er Guds ord alligevel, selvom det er Bibelens ord - eller det virkelig er Her­ren, som her taler.
    Som vi har set før, kan vi ikke lade erfaringen være dommer. For vel er det klart for den, som møder Herren ansigt til ansigt, at det var Her­ren, som talte. Men: når Satan giver et mennes­ke, som ikke kender Herren, af sine åndelige op­levelser - også oplevelser af »gud« - så vil det for det fortabte menneske ligne sandheden så meget, at det vil bilde sig ind, at det er sandheden. Satan lod Ægyptens koglere gøre de samme tegn som Moses, for at Farao ikke skulle tro Mo­ses, som var sendt af Herren.-2.Mos. 7,11
    »Men, hvor kan jeg vide, om det, jeg læser og hører, når jeg læser og hører Bibelens ord, er Guds tale? - om den åbenbaring, som jeg måske oplever, er åbenbaring af Herren, som han er?«
    Jeg vil gerne allerførst understrege et par ting:
    Det ene har vi allerede berørt: at Satans tjenere også prædiker »Jesus« - »de kommer i mit navn«, siger Jesus ( Matt. 24,5). De fornægter ikke Kristus med deres mund. De giver sig tværtimod ud for at være sande kristne. De kommer til kristne i skikkelse af »brødre«. De prædiker et budskab, som for den uvagtsomme tro ligner evangeliet (Gal. 2,4 ), men er »et andet evangelium«. Gal. 1,6-7
    I Bibelen får disse åndelige efterligninger navnet »anti-krister«, hvilket betyder »stedfortrædende krister«, »erstatnings-krister«, »mod-kris­ter«1.Johs. ­2,18. Som vi ser hos Johannes, hører de endeti­den til - »de sidste tider« - svarende til den tid, Gud taler sit ord om Kristus, Guds sande Søn, idet Skriften siger, at Gud nu ved dagenes ende har talt til os ved sin Søn. Hebr.1,2
    Der findes altså en kirke, et evangelium, en forkyndelse af Jesus, som simpelthen er Satans modtræk mod Kristi komme og Guds evange­liums forkyndelse.
    Vi skal senere se forskellen. Her vil vi fore­løbig kun konstatere, at ikke alt, hvad der ser kristent ud, er fra Gud
.

---