Gudsfrygt og vor egen tid
Det er ikke svært at blive enige om, at gudsfrygten har trange kår i dag. Bibelen kalder det "hårde tider", når egoismen sættes i højsædet og bliver rådende. I 1.Mos.20 er der fortalt om et alvorligt fald i Abrahams liv. Han er bange for sit liv og siger om sin kone Sara, at hun er hans søster. Da han bliver irettesat af den hedenske konge, Abimelek, siger han:
    "Jo, jeg tænkte, der er nok ingen gudsfrygt her på stedet, og så vil de slå mig ihjel på grund af min kone." 1. Mos. 20,11.

Mangler gudsfrygten i et folk, bliver livet fyldt med mange onde ting, for onde kræfter gør livet vanskeligt. Den gode frygt afløses af en ond frygt, som det skete for Abraham.
    Sammenhængen mellem det indre og ydre liv er tydelig. Den plads, Gud får i et folk, og så det liv, de lever, hænger uløseligt sammen. Menneskers livsførelse afspejler tydeligt, hvad der bestemmer og sty­rer dem. Vort forhold til Gud kan ikke alene aflæses i vort forhold til hans ord og bud! Det kan også aflæses i vort forhold til synd. Lades den levende Gud ude af betragtning, får det følger.

Gudsfrygten er blevet hjemløs på jord! Dagligt kan vi høre eller læse om manglende arbejds- og forretningsmoral, og vel ikke uden grund. Vi har fået begrebet økonomisk kriminalitet, vi har forsikringssnyd og sort arbejde. De frie forhold mellem kønnene har medført, at ægte­skabet har mistet sin hellighed. Det betyder ikke noget, om vi er gift, før vi begynder at leve sammen som mand og hustru, og utroskab er spændende.
    Sætter vi focus på dette, kan vi ikke undgå at spørge efter årsagen til, at det er sådan. Da er det første, som springer os i øjnene, at menne­sker flest blæser på, hvad Gud siger. Tidligere havde det trods alt en vis betydning. Da jeg var ung, kunne vi også diskutere og være ueni­ge, men havde vi et ord fra Bibelen, som tydeligt gav til kende, hvad Gud ville, da var det rettesnor, selvom mennesker sagde noget andet. Sådan er det ikke i dag. Da kan mennesker sige, at de godt ved, at det, de gør, er i strid med, hvad Bibelen siger, men det vil de ikke være for­pligtet af.

Det medfører, at på område efter område sker der i dag ting, som tidligere var uhørte! Naturligvis ved jeg, at der også tidligere var ugu­delighed og umoral. Det er der mange eksempler på, og det må vi ikke glemme, men vi er i disse år vidne til et enormt skred, som be­står i, at moralbevidstheden i vort folk ændres. Syndigheden får sit bifald både i levemåde og accept. Herrens apostel siger, at der ender det, når mennesker løsgør sig fra Gud:
    "De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også" at andre gør det." Rom.1,32 .

Årsagen til dette er løsrivelsen fra Gud, det kalder Bibelen gudløshed, som er det modsatte af gudsfrygt. Den skildrer også, hvordan denne gudsløshed kommer til udtryk: Det regnes ikke for noget værd at ken­de Gud! Sandheden byttes ud med løgnen. Man dyrker skabningen frem for Skaberen. Den skabning, der dyrkes mest, er mennesket, og hvor er der megen menneskedyrkelse. Mennesket lever ikke for Her­ren, det lever for sig selv!
    Når mennesker lever, som om Gud ikke eksisterer, da indtager de selv Guds plads; de bliver deres egen gud og herre. Det er, hvad der langt på vej er sket de sidste par generationer. Vi kalder det sekularisering eller verdsliggørelse. Når det sker, har vi ikke noget, som kan dæm­me op for syndigheden, mennesker hengiver sig til utugt og perversi­tet.
    Det kan lyde som en moraliserende jammertone, og Gud fri os fra den. Jeg er heller ikke ude efter billige undskyldninger. Dem er der nok af! Det er tidens skyld, siger nogle, for vi lever i endetiden, så det kan ikke være anderledes. Men det er en forflygtigelse af vort ansvar, tiden som sådan vil altid være som de mennesker, der hører hjemme i den tid. Det er os selv, vi, der lever i tiden, der bærer ansvaret!

Gudløshed - ikke noget nyt

Som før sagt, er ugudelighed på ingen måde noget nyt. Men vi må have endnu et aspekt med. Mennesket er født således, og den arvede syndighed ytrer sig i, at vi er:
    "uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og fulde af ondt begær". (Augustanaart. 2).
Det er stærke ord, men de er sande. Det naturlige menneske, hvilket sige mennesket i sin naturlige syndighed, det har det, som det udtrykkes i Rom.3,18 :
    "Gudsfrygt har de ikke for øje"
Humanismen siger, at menneskene inderst inde er gode. Dette falske livssyn har været en stærkt medvirkende årsag til, at mennesket selv kan og skal løse sine problemer uden Gud. Jesus lærer os, at inderst inde er mennesket ondt:
     "Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser. Det er det, som gør et menneske urent." Matt.15,19-20 .

Mennesket kan ikke gøre sig selv gudfrygtigt, det kan alene Gud gøre!

Særligt foruroligende

Vi kan ikke vente, at den af synden beherskede verden frygter Gud, men hvad med Guds folk? Vi har set på, hvad der sker omkring os, men hvordan har gudsfrygten det hos os, der bekender os som kristne?
    Her må vi vove at være sande. Det koster ikke noget at være generel og sige, at mange, som bekender troen, er gennemverdslige i deres tanker ­og livsførelse. Anderledes er det, når synden bliver konkret: Jeg var fej over for verdslige kollegaer, fej ligesom Abraham i Gerar, og ville hytte mit skind, derfor løj jeg og forsvarede bagefter, hvad jeg gjorde.
    De seneste år er der flyttet mange grænsepæle, også af kristne. Vi må vove at være helt personlige og spørge, hvad med mig selv - hvad med dig? Hvordan har gudsfrygten det i dit og mit liv? Vi må vove at gå ind i Guds lys! Vi kan miste gudsfrygten.
    Synden og verdsliggørelsen standser jo ikke, hverken ved døren til Guds menighed eller ved hjertedøren til et Guds barn! Hvor meget er der smuttet ind af alt det, som til overflod lurer ved vore døre af verdslig tankegang og levevis?

Hjerternes frafald fra Herren er et af endetidens tegn. Det er et tegn i kristenheden! Når det sker, da mister saltet sin kraft! Da er der ikke længere forskel mellem Guds folk og verden. Skellet viskes ud, og der er ikke forskel på en retfærdig og en gudløs, på de, der tjener Gud, og de, der ikke gør det! Pointen i Jesu billedtale om saltet er jo netop, at saltet er anderledes end det, det tilsættes. Når en kristen er anderledes, så skyldes det, at Jesus har indtaget hans og hendes hjerte. Det er dybest set indflydelsen fra ham, som gør en kristen anderledes! Da forstår vi, at mister vi Jesus, da er det slut med saltets kraft og med den kristnes positive betydning for verden! Vi mister både respekten og tiltrækningskraften!
    Sådan tænker og taler Gud!

Hvor frafaldet bliver en realitet, dør kærligheden til Jesus og lydighe­den mod hans ord! Vi bliver som grene, der visner og dør! Og vi svig­ter også vort kald som lys og salt i verden!

Håbet i det håbløse

Dette skriver jeg, for at vi skal standse op. Vi skal se sandheden i øjne­ne! Alene den kan gøre fri! Vi kan så let blive modløse og gribes af pessimisme og håbløshed. Jeg ønsker ikke at fremme modløshe­den.
Men er der en vej frem? Ja det er der!
    Vort første skridt ud af ulykken er, at vi indlader os med Gud! Det lyder enkelt, men gør vi det, så sker der noget. Da opdager vi grundskaden: vor fortabthed i os selv! Jeg har en vilje, som ikke vil, hvad Gud vil! Jeg har et sind, fyldt af egoisme, og jeg kan ikke forny det! Jeg kan ikke gøre mig selv god eller give mig selv et nyt hjerte! Og jeg er bundløs gæld, og hvor skal jeg gå hen med min skyld?
    Det er i grunden ikke så mærkeligt, at der er noget i os, som protesterer og ikke vil indlade sig med Gud! Det koster at komme ind i Guds lys og lade sig ransage af Gud:         "Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej ! Led mig ad evigheds vej!" Slm.139,23-24 .

Et af de første og klareste kendetegn på, at et menneske begynder at frygte Herren, er, at han er villig til at lade sig ransage af Guds ord. Det er hans ønske, det er hans bøn. Det koster at lade det ske, Gud må afsløre vort inderste, vise os vor synd, vore egoistiske motiver bag vore handlinger, vor uærlighed, selvhævdelse, urenheden i tanker og sind og alt det andet, der præger os. I sit lys viser Gud os, at vi i os selv, i vor natur, er fjendske mod ham, og at der i vor gamle syndige natur ikke bor noget godt.
    Ind i denne håbløshed er der kun ét håb! Og opfordringen lyder:
    "Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse - -. For det er Gud, der vir­ker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje." Fil.2,12-13 .

Arbejd, for Gud virker! Da er der håb for de umulige. Når vi har arbejdet os fast i, at det er umuligt at gøre os selv gudfrygtige, da skal vi høre: Det gjorde Gud. Han har arbejdet, og han arbejder stadig.
    "Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset." Kol.2,14 .

Sæt derfor alle kræfter ind på, at, dette må blive dit! Stol på det, der her siges, Gud har ordnet frelsen af nåde ved tro. Ved sin Ånd og ved sit ord, skænker Gud dig et helt nyt guddommeligt liv, du får en ny vilje, ny lyst og et nyt hjerte.
    Frelsens under er ikke lidt forbedring, at Gud kommer med lidt hjælp, lidt medicin til den syge. Sandheden er, at vi er døde for Gud og alt det gode. Over for en død hjælper en sprøjte medicin ikke. Der skal et under til, så der bliver liv af døde!

Lagde du mærke til, hvor grundigt vore tanker her korrigeres af Guds ord. For os er det nærliggende at tænke, at medicinen, vi har brug for, er en kraft eller en impuls til moralsk opstramning og ansvarlighed. Langt ud over de kristnes rækker oplever vi en interesse for etiske emner, som er helt enestående. Det kan der være mange gode grunde til, men bag det hele ligger der en sund reaktion mod den fremmed­gørelse for, hvad der er et sundt og sandt menneskeliv! Det må vi glæ­de os over. Også blandt kristne er der en spørgen efter, hvad der er ondt og godt, rigtigt og forkert.
    Men har du lagt mærke til, at meget ofte ved vi mennesker godt, hvad der er det rigtige, og hvad vi burde gøre? Men alligevel undlader vi at følge det! Det gælder både kristne og ikke-kristne. Hvad vi behøver er selv at blive nyskabt, ændret indefra! Vi må selv blive nye, før der kan blive et nyt liv, en ny livsstil.

Evangeliet om Jesus Kristus er Guds kraft både til frelse og nyt liv. Sådan tænker og taler Gud!

---