Herren dræber og gør levende
Overskriften er hentet fra Hannas lovsang, som vi finder i 1.Sam 2. Denne sang giver os på mange måder grundloven for det krist­ne liv - en grundlov, som taler om, hvordan Herren arbejder, når han vil have med os at gøre. »Herren dræber, og han gør leven­de«.
    Det, som det frem for alt er vigtigt at være opmærksom på, når det gælder dette, er, at det ene aldrig er uden det andet. For det forholder sig sådan, at Herren aldrig kan gøre levende, uden at han også dræber - og når han begynder at dræbe, gør han det vel at mærke med tanke på, at han vil gøre levende. Det ene kan al­drig være uden det andet. Altså er der to gerninger, vor Herre stadig gør i vore liv, når han arbejder. Han dræber og han gør le­vende. Og dette gælder alt sandt gudsliv. Vi vil her aktualisere det på tre områder:
    Det første drejer sig om frelsestilegnelsen.
    Det andet om tjenesten i Guds rige, og
    Det tredje om helliggørelsen.

Frelsestilegnelsen

Når vi taler om, at Herren dræber og gør levende i forbindelse med frelsestilegnelsen, tænker vi på den måde, Herren taler til os i sit ord. Han taler altid på to måder, i lov og evangelium. Når han taler på disse to måder, er det udtryk for, at han arbejder på disse to måder, for lov og evangelium er aldrig udelukkende ord og tale. Det er noget langt mere: Det er Guds måde at arbejde på, når han vil ind til os. Med loven dræber han. Med evangeliet gør han levende.
    Dette sættes der klare ord på i 2 Kor 3, et afsnit, hvor Paulus netop hjælper os til at få lys over disse ting. Han taler først om den nye pagt - til forskel fra den gamle - og så lyder det fra vers 7:

    »Men når dødens tjeneste, indhugget i sten med bogstaver, hav­de sin herlighed, så at Israels børn ikke kunne se på Moses' an­sigt på grund af hans ansigts stråleglans, der dog forsvandt, hvor meget mere vil så ikke Åndens tjeneste have sin herlighed. Når den tjeneste, der fører til fordømmelse, havde sin herlighed, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, langt mere rig på herlighed«.

Her tales der om to tjenester, to gerninger som udføres: Dødens og fordømmeisens tjeneste på den ene side; Åndens og retfær­dighedens tjeneste på den anden side. Forud for dette møder vi det kendte ord, hvor apostlen siger at »bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende« - et ord, som ofte misbruges i vore dage. Nogle udlægger det f.eks. sådan, at man ikke må læse Bibelen bogstaveligt, for det vil virke dræbende på alt liv. Men det er ikke det, apostlen tænker på her. Når han taler om bogstaven der slår ihjel, tænker han på Guds lov, og på dens gerning og virkning i os. At han kalder loven for »bogstaven«, hænger sammen med, at vi i 2. Mosebog hører om, hvordan Herren gav Moses de 10 bud, som var skrevet med bogstaver, »med Guds finger«, på de to tavler (se 2 Mos 31,18). Loven er bogsta­ven, som er indskrevet på stentavler, og denne lov har altså en ganske bestemt gerning, den udfører: Den slår ihjel.

Hvorfor taler Guds ord sådan? Hvad er det, der gør, at Gud har givet sin lov netop med tanke på ikke at gøre mig levende, men for at dræbe mig? Det hænger sammen med en ganske bestemt sag, som kendetegner det gamle, naturlige menneske lige fra syndefaldets dag. I Ordsp 16,2 læser vi: »En mands færd kan være ren i hans egne øjne, men Herren prøver hans tanker«.
    Det, der kendetegner det naturlige menneske, er, at vi grund­læggende set er selvretfærdige. Vi tænker om os selv: »Det kan da godt være, at jeg er en synder, men jeg er da ikke meget værre end andre mennesker. Og desuden er der da også meget godt i mig«. Og fordi man synes, at det slet ikke står så slemt til, tænker det gamle menneske derfor også, at det har krav på hjælp fra Gud, krav på nåde fra Gud: »En mands færd kan være ren i hans egne øjne«.
    Det syndige menneskes selvretfærdighed er af en sådan art, at vi er helt blinde, når det gælder at se vores sande situation i mø­det med Gud. Derfor anser vi også synden som en simpel baga­tel. Den bliver aldrig rigtig alvorlig for mig. I stedet tænker vi langt højere om os selv end godt er: »En mands færd kan være ren i hans egne øjne .. « - men så lyder det: »men Herren prøver hans tanker«. Her er det loven, der kommer ind. For når Guds lov kommer til et menneske, og begynder at trænge ind i dets hjerte, da sker der noget: Man begynder at se sig selv med nye øjne. Dersom loven får lov at gøre den gerning, Gud har tænkt, ser jeg mig selv med Guds øjne. Da bliver det ikke længere no­gen spøg at være menneske! Da er det ikke længere sådan, at alle mine veje er rene i mine egne øjne. Da ender det modsat: Jeg be­gynder at se, at alle mine veje er onde i Guds øjne. At alt, hvad jeg er, og alt, hvad jeg har, er befængt med det, som står Gud imod. Og at jeg - selv med det allerbedste i mit liv - dog står un­der Guds dom og Guds vrede. Da er det - forstå mig ret - rev­nende ligegyldigt, om jeg bander eller beder. Det gamle menneske er lige meget under Guds dom, hvad enten det ter sig fromt eller optræder med de groveste synder.
    Hensigten med Guds lov er at knuse og ødelægge og rive al vores selvretfærdighed ned. For vi bruger vores selvretfærdighed som skjold og værn imod Gud, imod at han rigtig kan nå igen­nem til os og komme ind på livet af os. Selvretfærdigheden er en god tjener for selvforsvaret. Men når loven begynder at komme ind under huden på mig, da kommer mit liv efterfølgende i et ganske andet lys. Det er, som om jeg gennemlyses, og jeg ser mig selv med Guds øjne. Og det er netop lovens hensigt! Når den gør sin gerning, går det med mig, som det gik med Esajas, som blev stillet ansigt til ansigt med den levende Gud og udbrød: »Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber« ( Es 6,5).
    Det er denne gerning, Guds lov udfører. Og vi skal mærke os, at loven ikke er givet for at vi skal blive bedre. Gud har ikke gi­vet loven for at hjælpe os til at sejre over vore synder. Den slags håb kan du bare lade fare. Nej, loven er i stedet givet for at frata­ge os alt håb om, at det i det hele taget er muligt, at det kan blive bedre med os. I stedet må jeg erkende, at det for mig selv gælder, at der ikke er stof i mig til at blive eller være en kristen. Skal jeg kunne blive et Guds barn, udspringer det ikke af noget, jeg kan gøre eller være, noget jeg prøver at få til at lykkes, eller af, at jeg tager mig sammen, så godt som jeg nu kan. Skal jeg i det hele ta­get kunne blive et Guds barn, må det derfor ske ved, at han, som er Herre, gør noget, som er umuligt for mig.
    Når et menneske er kommet ind i denne nød, da dør det. For denne nød består dybest set i, at jeg mister troen på det gode i mig selv - den grundlæggende tro på, at der er noget i mig, som Gud kan bygge på, for at jeg skal kunne være hans barn. Da be­gynder jeg at have brug for evangeliet. Da begynder jeg at se mig om og råbe: Hvor er der håb? For jeg ser, at i mig selv er der intet håb. I mine kræfter og i min indsats findes intet håb. Da er det, at evangeliet kan komme med det andet ord, som si­ger: »Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud ... « ( Rom 8,3). Hvordan gjorde Gud det? Var det ved at gøre noget ved mig, så jeg blevet bedre men­neske? Nej, »Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet.«

Ofte kan man høre mennesker lidt tankeløst sige: »Jeg er en kri­sten, fordi jeg har givet Jesus mit hjerte.« Men er det nu helt sandt? For min egen del må jeg sige: Jeg er en kristen, fordi Je­sus har givet mig sit hjerte! Fordi Jesus har givet sit liv for min skyld. Derfor er jeg en kristen. For dette er evangeliet: Det er ikke et budskab om, hvad jeg skal være eller gøre. Men det er budskabet om, at han, som er Herre, har gjort alt hvad der over­hovedet er nødvendigt for, at jeg kan være hans barn. Og dette har han gjort ved sin søn.

Loven har som kendetegn, at den peger på mig og siger: »Du!«. Du skal, du skal ikke. Men evangeliet peger ikke på mig, fortæl­ler ikke, hvad jeg skal og ikke skal. Evangeliet peger på Jesus, og siger: Jesus har gjort det for dig. Jesus har opfyldt alle betingel­ser for, at du kan være et Guds barn, ved at leve for dig og ved at dø for dig, ved at opstå for dig og sidde ved Guds højre hånd for din skyld. Evangeliet peger på Jesu gerning og siger: Dette gjor­de han for dig! Evangeliet peger på Jesus, og siger: Det, som han led, som han døde for, det gjorde han for syndere. Ikke for ret­færdige. Dette gjorde han for dem, som ved om sig selv: I mig er der intet godt. Han gjorde det ikke på betingelse af, at jeg kan forbedre mig. Nej, han gjorde det for intet. Han gjorde det for syndere. Han gjorde det for fortabte: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« ( Joh 3,16).
    Da bliver hjertet levende, når det begynder at få øje på, hvem Jesus er, og hvad han har gjort. »Herren dræber, og han gør le­vende, han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra«. Ja, loven fører et menneske ned i dødsriget, gør det til intet, tager et­hvert håb fra det. For at du kun skal have et håb: Jesu navn. Og når Jesu navn bliver dit håb, da lever du. Herren dræber, og han gør levende!
Hvad dette angår, er beretningen om Israels udgang af Egypten noget af et forbillede på frelsen: Efter at påskelammet var slag­tet, tog folket af sted. Så står der, at »Gud førte dem ad en omvej gennem ørkenen til Sivhavet« ( 2 Mos 13,18). Hvad skete der så? Farao ombestemmer sig og følger efter dem med hele sin hær. Så sidder de i saksen, klemt inde mellem havet og hæren. Der er in­gen udvej, intet sted at flygte hen. Og vi bemærker: Det var Her­ren, der førte dem derhen! Det var ikke dem selv, der tog fejl af vejen. Herren selv førte dem sådan, at de kom til at sidde i en klemme. I denne situation, hvor der ikke var nogen udvej, råber Moses til Herren. Da er det, Herren giver dem en udvej, som in­gen havde tænkt sig, som ingen havde troet var mulig: Underet. Og det lyder: »Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag. ( ... ) Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille« ( 2 Mos 14,13-­14 ).
    Sådan er evangeliet. Når du sidder i klemme under loven, da ly­der det - idet han peger på Jesus: Han har kæmpet for dig, du skal være stille. Du behøver ikke kæmpe mere. Han har sejret for dig, du som har lidt nederlag på alle dine veje. Han er din sejr, han er din retfærdighed. Han er dit liv. I dig selv har du ikke livet, men i Jesus der er livet! »Herren dræber, og han gør levende«.
    I tilegnelsen af frelsen er dette grundloven. Og det gælder fuldt og helt, for Gud gør nemlig aldrig nogen levende, uden at han også dræber. De to ting hører sammen.

---