Hvordan glider et menneske bort fra Gud?
»Lad os derfor stræbe efter at gå ind til den hvile, for at ingen skal falde som de og blive et lignende eksempel på ulydighed.« Hebr. 4, 11.

For nogle år siden læste jeg i et kristent le­derblad:
     »Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg en klas­sekammerat, som bestemte sig for, at han ville være en kristen. Han gik aktivt ind i arbejdet, og jeg tror også, at han kom i en be­styrelse. Men et lille år efter sagde han ved middagsbordet til sine troende forældre: 'Nu giver jeg op. Jeg har prøvet at være en kris­ten, men det går ikke.' Dermed forsvandt han ud af de aktives rækker, og endnu har han ikke fundet vejen tilbage.«
    Er der mange, der sådan glider bort fra det kristne fællesskab og fra Gud? Det er ikke let at svare på det spørgsmål. Men det er ikke sjældent, at man hører om nogen, der var med i flokken, men som nu en­ten lever som passive kristne eller ligefrem er gået ud i verden.
    Det er nok ikke rigtigt at kalde disse for frafaldne. Nogle af dem fik aldrig fat i, hvad kristendom egentlig er. Og det tragiske er, at en del af dem ser ud til at være »vaccinerede« mod levende kristendom senere i livet. De tog et standpunkt og bekendte, at de ville være kristne. De prøvede at tilegne sig en livsfør­else med bøn og bibellæsning og vidnesbyrd eller det, som var sædvanligt i den gruppe kristne, de sluttede sig til. Men de oplevede ikke den personlige vækkelse, hvor de mis­tede troen på sig selv og kom til tro på Jesus som den eneste frelsesgrund.
    For mange var en af hovedgrundene til det­te, at de aldrig fik en forkyndelse med bibelsk substans at høre, som kunne føre dem til troen.
    Men kan ikke også de, som har set ind i evangeliet og har fundet frelsesvished, glide bort fra Gud og blive frafaldne?

Det taler Guds ord tydeligt om. Mange af dem, som drog ud af Ægypten, nåede aldrig frem til løftets land. Der står om dem, at de blev forhærdet ved syndens bedrag (Hebr. 3, 13 ). Det var for deres vantros skyld, at de ikke kom ind (Hebr. 3, 19).
    Synden kan være camoufleret og se så uskyldig og lokkende ud. Det kan være det gode, som tager den plads, det bedste skulle have haft. Det kan være travlheden og tjene­sten, som fører til, at der ikke bliver tid til det ene nødvendige - at høre Jesu ord.
    Jesus siger i lignelsen om de fire slags sæde­jord, at det, der faldt blandt torne, er de, som hører, og mens de vandrer under bekymrin­ger og rigdom og livets lyst, kvæles de og bæ­rer ikke fuldmoden frugt( Luk. 8, 14 ).
    Paulus siger om sin medarbejder, Demas, at han forlod ham af kærlighed til den nuvæ­rende verden (2. Tim. 4, 10).
    Det er så let at blive smittet af giften i tiden, som nedbryder respekten for Guds ord og den kristne moral. Fristelsen til at tage far­ve af de omgivelser, vi lever i, og det, som bli­ver ledet ind i vore hjem af moderne moralopfattelse gennem massemedierne, lig­ger så nær.
    Det er så let at falde i søvn på posten eller at glide med strømmen. Så glider synden ind, bliver kaldt med fine og uskyldige navne, men tager trangen efter at leve Jesus nær i Ordet, bønnen, nådemidlerne og vennesam­fundet bort.
    Frimodigheden og frelsesvisheden bliver hurtigt et teoretisk minde og ingen levende realitet. Og før man ved af det, er man gledet ind i vantro og frafald. For vantro er ikke at ville bøje sig og tro Ordet om synd og nåde.
    Men Guds ord, som advarer så stærkt mod frafald, siger også, at det også går an at nå frem til den hvile, som er beredt for Guds folk (Hebr. 4, 9). Det vidner den helgenskare om, som allerede er nået frem.
    Hvilken hjælp har Gud så givet os i denne kamp? Han har givet os sin fulde rustning, så vi skal kunne stå imod og holde stand efter at have besejret alt ( Ef. 6, 13 ff.).
    Han har givet sit ord, som er levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget sværd (Hebr. 4, 12). Når vi bruger det, eller rettere når Den hellige Ånd bruger det på os, skal han holde os vågne for vor synd til hjer­tets inderste rod, sådan at vi altid er fattige i Ånden og har brug for Jesus. For han er det bedste af det, Gud har givet os.
    Han er ypperstepræsten, som er steget op igennem himlene med sit blod og har vun­det os en evig forløsning (Hebr. 4, 14 og 9, 12).
    Han er fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd (Hebr. 4, 15). Derfor har han med­lidenhed med os. Han ved, hvad slags skabninger vi er. Han husker, at vi er støv og in­gen ting. Han lever altid for at gå i forbøn for os (Hebr. 7,25). Derfor siger Guds ord: Se på troens banebryder og fuldender - ja, ret blik­ket mod ham - så I ikke bliver trætte og mod­løse i jeres sjæle( (Hebr. 12, 2-3 ).
    Det er troens gode strid, du er sat ind i ­ - den daglige strid for troen på Jesus som din frelser. Det er forholdet til ham, som er af­gørende. Derfor spurgte Jesus Peter: Elsker du mig? Han spurgte ham tre gange (Johs. 21, 15-17).
    Nu spørger han dig: Elsker du mig? Elsker du Jesus?
    Er der noget, som er kommet mellem dig og Ham, må du vende om i dag, så du kan vidne og sige med alle de hellige:

---