Ismael og Isak
I lang tid har det ikke været velset at fortolke Den Hellige Skrift allegorisk. Misbrug af teksterne ligger nemlig snublende nært. Men set i lyset af NT må vi imidlertid fastholde, at dette ikke gælder den allegori, som Skriften selv gør brug af - f.eks. i 1 Kor.10 og Hebr 4 - men kun den allegori, som kommer udefra og påtvinger teksterne en betydning, som er dem fremmed.
    Ordet allegori betyder bogstaveligt »at sige noget andet«, og er navnet på den tolkningsmetode inden for bibelforskningen, som periodevist har været meget anvendt i kirkens historie. No­get forenklet kan man sige, at metoden går ud på at lægge en dy­bere mening ind i f.eks. historiske fortællinger i Bibelen, en me­ning som ikke ligger i teksten selv.

I Gal.4,21 ff. finder vi, at apostlen Paulus igennem en allegorisk fortolkning af 1 Mos 16 og 21 giver os nogle grundsandheder an­gående det kristne liv (ordet allegoreo er anvendt i vers 24 i grundteksten, men betyder her noget lidt andet end det, jeg be­skrev ovenfor). At dette ikke er en illegitim skriftanvendelse, vil vi se, hvis vi ser nærmere på de gammeltestamentlige tekster, som Paulus refererer til. Denne allegori giver tværtimod ægte udtryk for det, som er teksternes oprindelige og egentlige betyd­ning.
    Apostlens pointe finder vi sammenfattet i Rom 9,7: »Det er heller ikke alle Abrahams efterkommere, der er hans børn - det hedder jo: 'Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn'.« Abraham havde flere børn, men kun ét af dem var arving til løftet og velsignelsen. Ismael var ikke arving, fordi han hørte til de »kødelige børn« (v.8). Dermed giver Skriften os et skel mellem to slags kristendom, to slags kristne. Dette skel går gen­nem alle kirkesamfund og menigheder, ikke mellem dem. Og heri ligger der en dyb alvor gemt: Det går an at bekende Jesu navn, være døbt, gå i kirke og være med i kristent arbejde - og så alligevel ikke være arving. Ja, det er tilmed muligt at tage sin »kristendom« og sit gudsliv dybt alvorligt, at undgå skjulte og åbenbare synder og eftergivenhed for kødet, og så alligevel kom­me til at stå udenfor!
    Hvorfor? Fordi det alt sammen kan sammenfattes i spørgsmå­let: Hører jeg med til løftets børn, eller er jeg blandt de »køde­lige«? Hvad dette betyder, får vi netop lys over ved at gå ind i be­retningen i 1. Mosebog. For hvad er det egentlig, der sker her? Abraham var 75 år gammel, da han fik kaldet til at »forlade sit land og sin slægt og sin fars hus« ( 1. Mos 12,1-4). Lydig i tro bry­der Abraham op. Hans ejendom her i verden er et løfte. Herren lader ham ikke få lov at se. Hjemløs må han vandre omkring uden noget andet at holde sig til end et ord - det rene Guds ord.
    Men årene går, og der sker ingenting. Abraham ser ikke de rin­geste tegn på, at Herren vil opfylde sit løfte. Sara kunne jo ikke få børn, og menneskeligt set øges udsigterne til at kunne få børn ikke ligefrem af, at man bliver gammel. Da Abraham bliver 85 år gammel, bliver ventetiden ham for tung: At vente på Herren er altid meget vanskeligere end at foretage sig noget. Han leder ef­ter en udvej, og godt hjulpet af Sara melder tanken sig: »Måske var det ikke Guds mening, at det var Sara der skulle føde bar­net?«. Og derfor, efter datidens skik og brug, tager Abraham den egyptiske trælkvinde Hagar til medhustru (ifølge Hammura­bis lov, datidens gældende lov, var dette tilladt). Resultatet er Ismael.
    Ismael er »født af køds vilje«, et kødeligt barn. Hvorfor? For­di menneskeværk altid er frugten af mennesketanker. Man vil »hjælpe Gud lidt på vej«, hjælpe ham til at opfylde løfterne, for­di det synes som det eneste fornuftige. Men »det, der er født af kødet, er kød« - og det kan aldrig blive andet.

Tilsvarende findes der en »kristendom«, som er født ud af men­neskelige anstrengelser og tiltag. Man har »taget sig sammen«, som det siges, eller »besluttet sig« for, at fra nu af skal livet til­høre Gud. Og så begynder man at prøve at leve som en kristen. Måske lykkes det til og med relativt godt, så alle siger om en, at her er der en, der tager sin kristendom alvorligt. Men fordi det hele er født af kød og blod, »af køds vilje« og ikke af Gud ( Joh 1,13), bliver det aldrig til noget andet end et liv i trældom. Ha­gars barn udmærker sig netop ved dette: Et liv under loven.
    Sådanne mennesker kendetegnes ofte af, at de er ved godt mod og fatter håb, når ikke de er faldet i synd eller har held med at »være lydige«. De kan være rastløst aktive, hele tiden optaget af det, der skal gøres. Men lige så snart de mislykkes i tjenesten, er al frimodighed borte som dug for solen. Deres frimodighed er knyttet til loven, ikke til evangeliet.
    Med Isak forholder det sig stik modsat: Hans fødsel har en helt anden grundvold. Årene er gået, Abraham nærmer sig de hundrede og Sara de halvfems. Begge er altså så gamle, at de fy­sisk er ude af stand til at få børn: »Sara havde det ikke længere på kvinders vis«. Nu er det, at troen må vise sig som tro, helt uaf­hængig af ydre omstændigheder: »Uden at blive svag i troen så han, at hans krop allerede var uden livskraft ( ... ) og han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte« ( Rom 4,19f.). Abraham havde nok tvivlet, men ikke i vantro! Og i løbet af de år, som var gået, hav­de Herren gentagne gange besøgt ham for at forny og styrke ham i troen, ved at forny og klargøre sine løfter. Sådan var Abraham blevet bevaret.
    Da Isak endelig bliver født, er det et under. Det er en Guds gerning, hvor intet menneske har kunnet »hjælpe« Gud. Herren er alene om at kunne skabe liv af døde. Netop af den grund hav­de Herren ladet Abraham vente så længe: For at det skulle blive umuligt for kød at kunne bidrage til opfyldelsen af løftet. Den hellige Gud er ikke det mindste interesseret i vores bistand, og han har slet ikke »gjort sig afhængig af os«, som nogle siger. Den slags fører udelukkende til kødelighed og trældom. Herren er in­teresseret i at sætte os udenfor, for at han selv kan komme til at udføre sit værk!
    Dette er også en anskuelsesundervisning i, hvordan det forhol­der sig med Guds sande børn. De er løftets børn ( Rom 9,8). De er gået hjælpeløst fallit i bestræbelserne på selvforbedring og på at »gå lydighedens vej«. Om de end har villet nok så meget, taget sig sammen igen og igen, har det kun ført til nederlag og fortviv­lelse. Og i fodsporene på alle disse bestræbelser, al denne aktivi­tet, følger en forfærdelig erkendelse: Det er umuligt for mig at blive en kristen, sådan som jeg er. Jeg kan ikke blive anderledes. Der findes ikke forudsætninger i mig for at blive et Gud velbeha­geligt menneske. Og så giver staklen op.
    Netop for sådanne var det, at Jesus kom. Netop til sådanne er det, evangeliet blev givet. For vel er det umuligt for mennesker ­- og skal være det - men for Gud er ingenting umuligt. Det er så­danne fattige tiggere, der må høre evangeliets »for intet«. Og ved ordet om Sønnen, som har betalt for fortabte skyldnere - som har betalt hele gælden - fødes en synder på ny. Ikke af mands vilje, men af Gud! Og da kan det være, at den samme forundringens latter vil stige op mod himlen, som da Isak blev født: »Gud har skabt latter for mig. Enhver, der hører det, må le ad mig« ( 1 Mos 21,6).

Men hvis en fortabt synder på denne måde får lov at erfare Guds venskab, da får han tilsvarende en bitter erfaring af menneskers uvenskab: »Han, der var født efter naturens orden, ( ... ) forfulgte ham, der var født efter Åndens orden« ( Gal 4,29). Lovtrælle og religiøse mennesker er dem, der mindst af alt tåler evangeliets dårskab: »Det er for let«, lyder det. De samme beskyldninger som mødte Paulus, møder også os: »Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større?« ( Rom 6,1) - eller: »Skal vi gøre det onde, for at det gode skal komme deraf?« De tåler ikke en sådan evangeliets frihed. De bliver som Martha, som ville have frihedens barn til at tage sig af alle mulige »evangeliske ak­tiviteter«. Den stille fortrøstning i troen, som spirer frem af evan­geliets »det er fuldbragt«, er dem fremmed og ubegribelig.
    Men den nye sang er netop sprunget frem af den dyrebare er­kendelse af, at »alle mine kilder er i dig«( Sl 87,7). Denne sang kan kun synges af den, der er født der (dvs. i Jerusalem, Sl 87,5). Guds børn. De er kun glade for at kunne slippe for at regne med sig selv og deres egen indsats, glade for ikke at skulle søge no­gen kilde i sig selv. For de ved, at over dette hviler der en for­bandelse:
     »Dette siger Herren: Forbandet den mand, som stoler på men­nesker og søger sin styrke hos dødelige, men hvis hjerte viger fra Herren. Han bliver som en busk i ørkenen, han ser ikke lykken komme, han skal bo i stenørkenen, i saltlandet, hvor ingen kan bo. Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham. Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken; det sender sine rødder mod vandløbet, det frygter ikke, når sommer­heden kommer, dets blade er grønne. Det bekymrer sig ikke i tørke år og holder ikke op med at bære frugt« ( Jer 17,5-8).

---