Korsteologi og herlighedsteologi (At se Gud bagfra, Troen, Forkyndelsen ..)
'Korsets teologi' - på latin theologia crucis - er Luthers betegnelse for den sande og rette teologi. Det modsatte kalder han 'herlighedens teo­logi' (theologia gloriae).
    Det klassiske sted, hvor udtrykket forekommer, er disputatsen i Hei­delberg 1518. Her siger Luther: »Ikke den kan med rette kaldes teolog, som vil kende Guds usynlige væsen ud fra hans gerninger i det skabte. Men den er en ret teolog, som kender den synlige Gud 'bagfra', i lidelse og kors.«
    Vi vil lade Luther hjælpe os med at få fat i de sandheder, det her dre­jer sig om - derfor henter vi nogle ord og udtryk fra hans korsteologi.

At se Gud bagfra

To skriftsteder ligger til grund for dette underlige udtryk. Det ene er 2.Mos.33,18ff . Moses beder Herren om at være med, når han nu skal føre Israel ind i Kana' ans land. Det lover Herren. Men så går Moses videre og siger: Lad mig se din herlighed! Det siger Herren nej til. Moses må stå i en kløft i klippen. Mens Herrens herlighed går forbi, dækker Her­ren ham med sin hånd. Bagefter tager han hånden bort, så Moses får lov til at se ham 'bagfra'.
    At se Gud 'bagfra' vil sige at se ham skjult i det, som er helt forskelligt fra Herrens himmelske herlighed. 'Korsteologen' - den sande teolog ­ser Gud i korset, det vil sige i Golgatas gru og nød, lidelse og gudsfor­ladthed. Hvem skulle tro, at Gud åbenbarer sig i dette? Men det er net­op, hvad han gør. Det har hans apostel udtrykt så slående i 1.Kor.1,18ff . Ordet om korset er en dårskab for dem, der går fortabt. Gud har skjult sin visdom under tilsyneladende dårskab, så en hvilken som helst 'vig­tigper' kan gøre sig morsom på bekostning af Guds Ord. Sin almagt har han skjult under tilsyneladende svaghed. Hvor er den almægtige Guds kærlighed i denne verden med undertrykkelse, uret og nød? Sådan har han også skjult sin kærlighed under tilsyneladende hårdhed. Hør, hvordan Guds Søn råber på korset: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du for­ladt mig?«
    Luther siger: »For at der skal være plads til troen, er det nødvendigt, at det, som skal tros, må være skjult. Men ingenting kan gemmes mere ef­fektivt, end hvis man skjuler det under noget, som er helt modsat det, man ser, sanser og erfarer. Når Gud gør levende, gør han det ved at døde. Når han retfærdiggør os, gør han det ved at sætte os på anklagebænken. Når han fører os til Himlen, gør han det ved at føre os til Helvede.«
    Ud fra det nævnte bibelord danner Luther udtrykket 'korsets teolog' - eller 'korsets teologi'. Han tænker på Kristi kors som Guds forunder­lige åbenbaring. Men han tænker også på vort kors, for ingen kan i sandhed tro Kristi kors, uden at han selv korsfæstes med Kristus. Den sande teolog kender også Gud i de smerter, som rammer ham selv, og han trøster sig i troen ved at vide, at Guds kærlighedsfulde 'ja' er der, endog når det er skjult under hans hårde 'nej'.
    Udtrykket 'herlighedsteologi' stammer fra Rom.1,20 . Guds usynlige væsen kendes på hans gerninger. Ja, det er den oprindelige måde at kende Gud på. Men efter syndefaldet misbruger og misforstår menne­skene denne mulighed for at kende Gud. De hengiver sig til afgudsdyr­kelse i stedet for at kende den sande Gud. Derfor vil Gud, at vi skal ken­de ham i hans åbenbaring, kende ham skjult under korset.
    Herlighedsteologen vil gerne finde Gud i noget, som er stort og her­ligt, som vokser, anerkendes osv. Han kender Gud i sin egen kristelig­hed, sin egen fromhed, sine egne religiøse øvelser og oplevelser. Han ser Gud i kirkens fremgang, i kristendommens sejrsgang, i dens åndsind­flydeise i historien osv., osv. Her er intet brud. Der består en direkte re­lation mellem det, vi ser og oplever - og det, vi tror.

Troen

Korsteologen er sig noget ganske andet bevidst. Han ved, at vi lever i tro, ikke i det, som kan ses (2.Kor.5,7 ). Luthers kæreste ord om troen står i Hebr.11,1 : Tro er overbevisning om det, der ikke ses.
    Korsets teologi betyder altså ikke kun en teologi om Jesu kors. Det gælder ikke kun forsoningen. Nej, korsets teologi i modsætning herlig­hedsteologi er noget, der har med hele vort syn på kristentroen at gøre. Alt, hvad vi tænker om kristendom, alt, hvad vi forkynder om kristen­dom, alt, hvad vi ønsker og beder om, skal præges af at være under kor­set. Det er selve udtrykket for, at her taler Guds visdom, som i menne­skers øjne er dårskab.
    Vi vil se lidt nærmere på dette, idet vi fremholder nogle af de vigtig­ste ord i Bibelen.
    Først troen. - Efter luthersk læreopfattelse er den frelsende tro en virkning af Guds Ord og Guds Ånd - troen er min sag. Det er mig, der tror, idet jeg giver Gud æren. Man kan ikke ære Gud på nogen anden og bedre måde end ved at tro på ham, som Luther siger i tilknytning til Gal.3,6 og Rom.4,19ff . »Ja, troen er en levende, mægtig ting som er i stadig virksomhed. Det er umuligt, at den ikke til stadighed gør gode gerninger. Troen er en levende, dristig tillid til Guds nåde.« Sådan hed­der det i Luthers fortale til Romerbrevet.
    Imidlertid står det lige så fast, at jeg ikke kan virke troen i mig selv. Selv­følgelig kan et menneske godt præstere et viljernæssigt og forstandsmæs­sigt 'ja' til kristendommen. Det er endog meget let.Men »troen er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogen anser for at være tro. ­Når de hører evangeliet, farer de af gårde og frembringer i egen kraft den tanke i hjertet: jeg tror. Men det er menneskelige tankespind, som ikke er grundfæstet i hjertet.« En selvlavet tro er overhovedet ingen tro, bibelsk set. Der må en nyfødsel til. Til forskel fra en vis 'luthersk' dåbsteologi, som kun vil tale om genfødelse i forbindelse med dåben, taler Luther selv om en ny fødsel, som sker i troen: »Den Hellige Ånds rette susen, hvorved han forretter den nye fødsel i hjertet, består i, at man tror og ser på kobber­slangen, Kristus«. Det er vigtigt, at prædikanten forkynder lov og evange­lium ret (fortale til Romerbrevet). Loven gør os til syndere og fratager os al retfærdighed for Gud. Evangeliet derimod, som er et ganske andet ord end loven, viser hen til Kristus og skaber ved Ånden troen i hjertet. Den Hellige Ånd bliver ikke givet os ved loven, men ved evangeliet (Gal.3,2 ).

Forkyndelsen

Vi vil se på lidt af indholdet i De Schmalkaldiske Artikler III.8: »Gud giver ikke nogen sin Ånd eller nåde uden sit forudgående ydre ord, for at vi må holde os borte fra sværmerne. Det er dem, som roser sig af at have Ånden uden og før Ordet og derefter dømmer Skriften eller det mundtlige ord, tilpasser og tyder det efter eget behag. -  Dette er alt sammen intet andet end den gamle Djævel og den gamle slange, som også gjorde Adam og Eva til sværmere. Den førte dem fra Guds Ord til falsk åndelighed og egne indbildninger - kort og godt: sværmeriet ind­gydes som en gift i Adam og hans børn fra begyndelsen af og indtil ver­dens ende. Derfor må vi også stå fast på, at Gud ikke vil handle med os mennesker uden gennem sit ydre ord og sakramente. Men alt, hvad der råber af Ånd uden om dette ord og sakramente, det er Djævelen.«
    Troen kommer alene ved Ordet og sakramentet. Den kommer alene ved at lytte til evangeliet - det vil sige: Gud har sagen i sin hånd. Selv kan du ikke skabe troen i dit hjerte.
    Det var her, sværmerne tog fejL De fulgte mystikkens gamle stier og talte om, hvordan man skulle vente, skille sig af med alt sit eget, være stille osv., osv. Luther kalder dette »at sidde i en krog og vente på Den Hellige Ånd«. Du venter forgæves.
    Korsets teolog er klar over dette. Han ved, at »jeg ikke ved egen for­nuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig til det ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver« osv.
    Her er noget, vi til stadighed bør minde os selv om. Hvor ofte er ikke troen og omvendelsen blevet forkyndt som en 'hel overgivelse'. »Jeg overgav mig helt til Gud.« - »Har du overgivet dig helt til Gud?« - »På sidste sommerrnøde blev jeg omvendt, men det holdt ikke. Nu vil jeg overgive mig HELT til Gud.«
    I vor tid møder vi nok oftere den type, der overhovedet ikke har no­gen vanskelighed med at tro. Nej, at tro er det enkleste af alt. Man tager en beslutning, og så har man troen. Men troen kommer af at høre Or­det forkyndt! (GaL 3,1-5).
    Fejlen er ikke, at vi siger: Du må omvende dig. Det sagde apostlene, og vi kan ikke prædike mere rigtigt, end de gjorde. Vi skal sandelig sige til folk: Du må omvende dig. For at sige dette er en del af lovens for­kyndelse, og vi skal forkynde hele Guds råd, også loven. Det er en ulyk­kelig herlighedsteologi, som er helt afhængig af det, vi selv gør, idet vi vidner om vor fuldstændige, absolut helhjertede overgivelse til Gud. I virkeligheden bliver du jo aldrig færdig med at overgive dig til Gud. Så længe vi lever i denne verden, vil kødet begære imod Ånden og Ånden imod kødet. Den, der ser 'den fulde overgivelse til Gud' som selve evan­geliet, selve det frigørende budskab, har aldrig fattet, hvad evangeliet er. De er aldrig nået frem til den sande frigørelse i troen på den fuldbragte frelse.
    For nylig blev spørgsmålet rejst: Hvad blev der af ungdomsvækkelsen i 1960erne? Hvad blev der af alle de unge, som dengang glædede os ved at bekende Kristus?
    Der kan sagtens gives mere end et svar på et sådant spørgsmål. Men jeg er bange for, at den egentlige grund er at finde i den forkyndelse, som ungdommen fik - eller ikke fik. For var det virkelig den fulde og sande forkyndelse - af både lov og evangelium - som blev givet dem i alle dis­se sanggrupper og ungdomstræf? Hørte de om fordærvelsen i vor na­tur, om vor fortabte tilstand i os selv og vort bedrageriske hjerte? Blev Kristus som korsfæstet malet for deres øjne? Hørte de, at den, som tror på Sønnen, har livet, og at vor retfærdighed for Gud er Kristus, hans stedfortrædende straflidelse og hans egen fuldkomne retfærdighed, som tilegnes ved troen. Blev det sagt til dem, at det at følge Jesus vil sige at være 'fremmed' i denne verden, sådan som han var det?
    Var det kort og godt' korsets teologi', de blev ført ind i?
    Hvis ikke de nåede frem til samvittighedens frihed fra loven - i troen på barnekåret for Jesu skyld - så er det ikke underligt, at de snart blev trætte.

Måske fik de en for 'tynd' forkyndelse, der hvor de ,kom. Blev det sagt, at kristendom er lykke, sejr, fremgang, selve meningen med livet, hosianna og halleluja? Alt dette uden at skyggen fra korset faldt ind over det, som blev sagt, og det, som blev troet? Var det - kort og godt ­herlighedsteologi, de fik? Så er det vel ikke underligt, at de blev væk el­ler nu går og leder efter nye oplevelser og impulser i stedet for at være grundfæstet i Jesus - at have alt i Ham.
    Vore lutherske fædre talte om forskellen mellem en 'taget' tro og en 'givet' tro. Det er forskellen mellem en tro, som man selv let kan præste­re og en tro, som blev til ved at lytte til Guds Ord, dets dom og dets nåde.
    Dette er troens art og væsen. Derfor kender troen altid til anfægtel­se. Anfægtelsen er aldrig langt væk fra en kristen, der lever under kor­set.

Anfægtelsen

Selve ordet 'anfægtelse' er oplysende. Der er noget eller nogen, som fægter imod mig, angriber mig og anklager mig. Guds lov anklager mig. Loven anklager altid, siger Melanchthon. Den peger på mine syn­der, mit onde kød og mine iboende skrøbeligheder. Guds lov, det er Gud selv i hans anklage og dom. Det er forfærdeligt at have Gud imod sig, for hvem kan bede sin dommer om nåde, når dommeren er Gud (Job.9,14f .)? Den domfældte må benådes af en, som står over dommeren; men når nu dommeren er Gud? Her er anfægtelsen. Min egen samvit­tighed må samtykke i lovens dom. Da kommer Djævelen og siger: Der er intet håb for dig. Du er og bliver en hykler, du når aldrig Himlen. Det er anfægtelse. Dette kender korsets teolog til.
    'Herligheds-teologen' kender derimod ikke noget til anfægtelse. På så dybt vand har han aldrig været. Det, han har oplevet, er altid noget fantastisk: hans overgivelse til Gud, hans nye liv, hans fremgang, Guds Riges fremgang og at det er forbi med nederlag. Kender han ikke til an­det? Jo, omsider kommer også fortvivlelsen: det nytter ikke! Han har ikke oplevet nådens ufattelige storhed trods sin skrøbelighed. Han ken­der kun til herlighed - eller fortvivlelse.
    Vi slår altså fast, at korsets teolog kender til anfægtelse. Han ved, at:

Intet har jeg til dig bragt,
kun ved korsets fod mig lagt.
Nøgen bad jeg dig om skjul,
nåde for en anskudt fugl.

 - Selv om han ved, hvad anfægtelse er, undgår han at blive fortvivlet, for:

Aldrig er jeg uden våde,
aldrig dog foruden nåde.
(Den danske Salmebog nr.644)

Korsets teolog bliver skeptisk, når han aldrig hører noget, der vidner om en synder, som er frelst af nåde, men kun hører stærke ord om stemninger, overvindelse af alle modgange, glæde, fred og godt helbred. Da tænker han: Er det sandt, hvad du siger? Er du aldrig anfægtet over din egen kristendom? Aldrig i tvivl eller i nød for dig selv?
    Videre vil korsteologen spørge: Hvis du alligevel kender til tvivl og nød, hvad trøster du dig da med? Er det udsigten til en ny åndelig ople­velse, der holder liv i din tro? Eller har du lært at stole på Jesus alene?
    Hvor syndernes forladelse er, der er der også liv og salighed, siger Kate­kismen. Jamen, hvor finder vi liv og salighed? Er det der, hvot man altid jubler, lovpriser og glæder sig over alle karismatiske ytringer? Måske. Men den egentlige glæde og salighed er taknemligheden over - trods alt - at være Guds barn.
    Dette har afgørende betydning for vort vidnesbyrd om oplevelsen. Det er det næste, vi skal standse for.

Oplevelser

Troen bygger ikke på oplevelser. Nej, man kunne sætte det på spidsen og sige, at tro er det modsatte af oplevelse, for så vidt som vi lever i tro, ikke i det, som kan ses (2.Kor.5,7 ). Det har vi allerede nævnt. Hvad bliver konsekvensen heraf? Skal vi ikke vidne om vore oplevelser og erfaringer?
    Hvis vi igen spørger Luther til råds, får vi svar. Luther taler meget om sine oplevelser og sin troserfaring. Det gør han ikke kun i sine prædike­ner, men også i sine forelæsninger for studenterne. Men læg mærke til, hvad det er, han vidner om.
    Vi finder kun meget lidt i Luthers prædikener om de ydre omstæn­digheder omkring hans omvendelse og åndelige frigørelse. Han har ganske vist fortalt, hvordan han fik lys over, hvad 'Guds retfærdighed' betyder i Skriften. Men i hans prædikener er der ikke meget at finde om tid, sted og ydre forhold.
    Har han da ikke noget at fortælle om sine erfaringer? Jo, i høj grad. Men da gælder det troens oplevelser i mødet med Guds Ord. Oplevelsen af dommen i samvittigheden og visheden om at bestå for Gud. Det er ikke en oplevelse og erfaring, man kun får en gang i livet, da man blev omvendt - og så aldrig siden. Nej, anfægtelsen er aldrig langt borte.
    »Den tungeste og sværeste anfægtelse og lidelse, som Gud bruger til at øve sine hellige i troen, er den, man plejer at kalde 'desertionem gra­tiae', dvs. at nåden ligesom trækkes tilbage. Da føler vi i hjertet intet andet end, at Gud med sin nåde har forladt os. Hvor man ser sig omkring findes ikke andet end vrede og dom - noget sådant fortæller Skriften os om, for at vi skal lære, hvordan vi skal trøstes i vore anfægtelser.«

Oplevelser i Ordet vil sige, at troen lærer sig selv at kende i forhold til loven og evangeliet. Den, som vil lære noget om dette, bør studere Lu­thers prædiken til anden søndag i fasten, om den kana' anæiske kvinde. Hun oplever at blive afvist af Jesus. Hvad gør hun da? Hun ser bort fra Herrens 'ublide' holdning, »og i sin tillid holder hun fast ved det rygte, hun havde hørt om ham, og giver ikke op.«
    »Her ser vi, hvordan vort hjerte har det i anfægtelsen. Sådan som det føler, sådan tænker det, at Kristus er. Hjertet mener, at det kun møder Guds 'nej'. Alligevel er det ikke sandt. Derfor må vi vende os fra vor fø­lelse og - som denne kvinde - holde fast i det dybt hemmelige 'ja', som står over 'nej', og stadig tro på Guds Ord og give Ham ret i sin dom over os. Så har vi taget ham på ordet.«
    En oplevelse og erfaring, der er værd at tale om, er f.eks., når en stak­kels synder kan fortælle om, hvordan han har det i sit forhold til Gud. Når han ærligt kan fortælle om sin nød over synden og Djævelen, om dommen i samvittigheden og om evangeliets frigørende magt. Luther er så fyldt af vidnesbyrdets glæde, så han midt i sin forelæsning over Galaterbrevet udbryder: »Ja, jeg har syndet, men loven og Djævelen har alligevel ikke ret i, at jeg skal til Helvede for mine synders skyld. For jeg holder mig til Kristus, som har båret straffen i mit sted.«
    Dette kender herlighedsteologien intet til. Den ved ikke, hvad anfæg­telse er, for den ved hverken, hvad det er at være fortabt eller at være frelst. Den kender til sejr, overgivelse til Gud, opgaver og indsats. Det taler den om, og kan den ikke tale om noget sådant, fortvivler den og har ikke mere at sige.
    Det skal ikke forstås sådan, at det er forbudt at tale om selvoplevelser. Det skal bare være sandt, det vi fortæller.

Synd eller svaghed?

Her har vi med to helt forskellige erfaringsområder at gøre. I korsets teologi tales der om synd og nåde, fortabelse og frelse, lov og evangelium, Himmel og Helvede. Vi står hele tiden foran den hellige, almægtige Gud, som hader synden, men som har fundet en udvej for fortabtes frelse ved at sende sin Søn til verden som en soning for vore synder.
    I herlighedsteologien hedder det snarere: svaghed - styrke, mislykket - vellykket, sygdom - helbredelse. Jeg er svag, men Gud er stærk. Jeg var bedrøvet, men Gud trøstede mig. Det vigtigste mangler imidlertid. Her er ikke tale om fortabelsen, om Guds vrede og dom og om synder­nes forladelse for Jesu skyld. Det udtrykkes snarere: jeg havde proble­mer, men Gud løste dem. Jeg var svag, men Gud styrkede mig. Jeg var i en fortvivlet situation, men Gud hjalp mig.
    To forskellige erfaringsområder.
    Vil man vide, hvordan disse to parter taler over samme bibeltekst, kan man bare sammenligne den gamle kollektbøn til 6. søndag efter Trinitatis med den nye.
    I den gamle bøn lyder det: »Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi bekender for dig, at vi er arme og elendige syndere, og at vore hjerter, kød og blod er så forgiftede af synden, at vi uden din nåde og barm­hjertighed aldrig kunne indgå i Himmeriget. Derfor beder vi dig, kære himmelske Fader: forlad os al vor synd, og rens vore hjerter ved din Helligånd, så at vi må have lyst og kærlighed til dit ord og leve efter det, og så omsider blive evindelig salige ved din enbårne Søn« osv. (D.D.S. 1953).
    Den nye bøn ved den norske gudstjeneste lyder: »Himmelske Far, vi takker dig for livets gave, for din vejledning og dine bud. Hjælp os at leve efter din gode vilje, så vi fornægter os selv og efterfølger vor Herre Jesus Kristus i tro og lydighed, han som« osv.
    Her er ingen fordømmelse under loven, nej, her er tak til Gud for hans bud. Vi trænger bare til hjælp til at leve, som vi skal, så vi fornæg­ter os selv og følger efter Jesus.
    I den gamle bøn beder mennesker, som i sig selv er fortabte syndere med et hjerte, som er fordærvet under synden. De beder, fordi de ikke har noget andet at trøste sig ved end syndernes forladelse og Åndens kraft til et nyt liv. I den nye bøn, derimod, beder mennesker, som ikke har særlig store problemer med Guds bud. De er godt tilfreds med bu­dene og har kun brug for 'hjælp' til at efterleve dem.

---