Mission
Kirkehistoriens vækkelsesbevægelser har som hovedregel haft en begrænset levetid som redskaber for sand, bibelsk væk­kelsesforkyndelse og mission. Efter et par generationer har de mistet deres åndelige dynamik og er stivnet i institutionalisering. Den oprindelige åndelige livskraft er gradvist blevet afløst af en svag forkyndelse og udvendig kristendom. Betragtningen af ar­bejdet som et åndeligt arbejde beroende i et og alt på Gud er ble­vet afløst af en fokusering på arbejdets organisatoriske yderside og af kyndigt udtænkte strategier til sikring heraf. Ulykkeligt ofte er vækkelsesbevægelserne endt med til forveksling at ligne den kirkelige kontekst, de oprindelig prædikede vækkelse til!
    Kan de gamle missionsforeninger fortsat betegnes som væk­kelsesbevægelser? Det afgørende i denne sammenhæng er ikke, om bevægelseme fortsat oplever omfattende vækkelser. De kan godt repræsentere sand vækkelseskristendom, selvom vækkelseme udebliver. Vækkelse er Guds værk. Han sender vækkelse, når og hvor han vil det. Den kristne menighed må til enhver tid bede om og arbejde for vækkelse. Men at fremstille vækkelsen som den situation, der egentlig kunne og burde råde til stadighed, har intet bibelsk grundlag og vil kun føre til modløshed.

    Vækkelseskristendommens historiske dynamik er blevet sam­menlignet med et flodløb. I visse perioder er den fremtrådt som en stærk, omfattende og brusende strøm - synlig for alle. I andre perioder er den blevet reduceret til en underjordisk vandåre. Sta­dig levende og frisk, men ubemærket. Nye vækkelser har gang på gang haft deres udgangspunkt i små grupper af troende, hos hvem vækkelseskristendommen trods omfattende åndeligt for­fald i den kirkelige kontekst har levet videre og har bevaret me­get af sin oprindelige klarhed og kraft.
    Spørgsmålet er så, om dette kan siges om de gamle missions­foreninger. Er de fortsat bærere af sand vækkelseskristendom? Er vækkelseskristendommens karakteristika levende i deres ar­bejde - i deres forkyndelse, teologi, arbejdsformer og tænkning? Eller er de størknet til i mere eller mindre død rettroenhed og ak­tivisme?
    Med god grund har de danske vækkelsesbevægelser tillagt forkyndelsen den afgørende vægt og betydning i deres arbejde. Man har forstået, at Ordet er Åndens redskab, og at arbejdets ån­delige værdi hænger uløseligt sammen med det budskab, som forkyndes. I vækkelsesbevægelserne har det været et hovedmål at fremme sand, bibeltro vækkelsesforkyndelse både blandt læg­prædikanter og blandt kirkens præster. Ikke uden grund har de støttet op om bibeltro teologiske uddannelsesinstitutioner. Man har opmuntret unge fra sine egne rækker til at lade sig uddanne her og har haft forventning om, at teologiske kandidater herfra kunne blive redskaber for sand vækkelsesforkyndelse og støtter i vækkelsesbevægelsernes arbejde. Er det sket?
    Ingen kan være i tvivl om, at vor tids teologisk skolede for­kyndere har en faglig kompetence, som går ud over det, som man i almindelighed kunne møde hos tidligere tiders lægprædi­kanter. De vil som regel også have gjort sig flere principielle og teoretiske overvejelser om det kristne budskabs kontekstualise­ring, om prædikenens pædagogik og om forkyndeisens kommu­nikationsudfordring. For så vidt vil vor tids forkyndere generelt kunne betegnes som dygtige og veludrustede. Men det afgørende spørgsmål angår noget, som ligger på et andet plan. Har de et centralt og åndskraftigt budskab? Lever de for Guds ansigt i personlig tilegnelse af hans ord, så de bliver et med det ord, de skal  formidle? Kan de tale med vidnesbyrdets glød og profetisk myn­dighed om det, som i sidste ende er afgørende for et menneske -  ­at blive evigt frelst?
    For et par år siden skrev forhenværende højskoleforstander Hans Erik Nissen om vor tids bibeltro forkyndere: »En af kristenhedens største farer er de vellykkede prædikanter. De kan alt - undtagen et: at prædike om Lammets blod og Kristi sejr, så det går til hjerte. Den vellykkede prædikant kan håndværket, men det er ikke nok. Man kan uddannes, men aldrig til ånd. En sand og ægte forkynder må dannes af den levende Gud. For megen af nutidens bibeltro forkyndelse opleves tør og teoretisk. Hvorfor? Den mangler karakteren af vidnesbyrd. Skal en forkynder være til hjælp, må han selv leve i spændingen mel­lem lov og evangelium. Kender han ikke syndenøden indefra, når hans ord ikke ind til dem, der ikke kan se nåden. Lever han ikke selv i den vidunderlige frigørelse fra loven, løser hans ord ikke dem, der er bundne. For megen forkyndelse smager af teo­logisk arbejde og skrivebord eller af tanker, man har gjort sig om, hvordan budskabet skal kommunikeres. Der er så lidtsjælekamp i det...  Når vi har trøst og mod i kraft af noget af vores eget, overlader Gud os til os selv. Det er de fattige i ånden, som ejer himmeriget. Det er de søgende, Herren trøster.« ("Båndet" nr.3 2000)

Kort før sin meget tidlige død skrev forstanderen for Indre Missions Bibelskole i Børkop, Asger Dahl Sørensen, en stærkt ransagende artikel i Indre Missions Tidende om vækkelse. Her gav han udtryk for en alvorlig bekymring angående de gode bi­beltro teologers forkyndelse: »I præster med den fine teologi, de gode taler, den højt besungne IM-baggrund. Hvor er centrum i jeres fine prædikener blevet af? Er nådekaldet til synderes omvendelse forsvundet i ønsket om at leve op til det moderne menneskes behov for terapi og underholdning, så det kan klare det vanskelige liv? Hvad siger I til begravelse, vielse, på plejehjemmet, husbesøg? ...Lyder ordet om korset ikke, har vækkelsens Ånd ikke noget redskab at bruge. Har I præster glemt, hvem jeres sognebørn er - fortabte syndere, der ikke kan nøjes med mindre end Jesus til frelse? Er kaldet til vækkelse og omvendelse under jeres sognekirkelige ni­veau? ... Der skal tales som Guds ord taler om Gud, om mennesker og om forholdet mellem Gud og mennesker. Moralisme og symptombehandling redder intet. Jeg siger ikke, at alle gør sådan, men det kan godt bekymre, at så meget af det, der lyder, er benfrit og ufarligt. Det er let at ende i almindeligheder og i fol­kereligiøse floskler. Det kan godt være hyggeligt og inkluderende, men hvem vækker det? ... Nøden er vor mangel på nød! Ikke mangel på nød for andre, men for os selv, for vort eget forhold til Gud. Hvor bliver det hurtigt rutine og selvfølge, og så er der ikke langt til ligegyldigheden. Vækkelsen skal måske begynde hos os selv med en bøn om, at Gud vil lære os at blive 'den hjælpeløse, jeg ser hen til, den modløse og den, der skælver for mit ord' ( Es. 66,2). Man skal være i nød for at nøde.«

I første omgang må deres spørgsmål og udfordringer rettes indad til overvejelse og ransagelse for den, der står med et for­kynderansvar. Begge artikler peger på forkynderens personlige forhold til Gud og hans Ord som den afgørende kampplads. I an­den omgang må de anspore til bøn for vækkelsesbevægelserne. Vi lever i en åndelig forfaldstid. Det er tydeligt både i vores folk og i vores kirke. Men hvad med vækkelsesbevægelserne? Er de selv blevet en del af det åndelige forfald, langsomt og umær­keligt - samtidig med at de roser sig af at repræsentere sand væk­kelseskristendom? Det er mere end en enkelt tanke værd, at selv­bedraget er det åndelige forfalds trofaste følgesvend.
    Vækkelsens budskab må tilegnes af hver ny generation, og det kan alene holdes frisk og levende i et nært samliv med Gud un­der hans ords tiltale, under hans Ånds ydmygelse og oprejsning. Gud give, at det må ske hos os!
    Dødsrigets porte skal aldrig få magt over Guds kirke! ( Matt 16,18). Det løfte står fast til enhver tid. I Skriften ser vi det op­fyldt igennem selv de værste forfaldstider. Altid bevarer Gud en rest af sit folk, der ved hans ord holdes åndeligt levende og friske - som lys og salt i verden.
    Må det samme ske hos os i vor tid, og må de gamle missions­foreninger blive redskaber for dette!

---