Når Guds tempel ødelægges i vor tid.
Inden jeg vil forsøge at klargøre mit anliggende med denne artikel, citerer jeg et afsnit fra vor Bibel, 1. Kor. 3, 10b-20.

”Enhver bør se til, hvordan han bygger (v.10b). For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus (v11). Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, (v.12) skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er (v.13). Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn (v.14), men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild (v.15). Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?(v.16). Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I (v.17). Ingen må bedrage sig selv. Hvis nogen af jer mener at være vís i denne verdens forstand, må han blive en dåre for at blive vís (v.18). For denne verdens visdom er dårskab for Gud — der står jo skrevet: »Han fanger de vise i deres snedighed,« (v.19) og igen: Herren kender de vises tanker, han ved, at de er tomme (v.20).”

Det er især vers 16 og 17, jeg vil pege på med tanke på den åndssituation, der er herskende i mange menigheder for tiden. Sagen drejer sig konkret om arbejdsmetoder, der tages i brug - med bygge-materialer, som enten kan bestå en ildprøve eller ikke kan. Det er altså IKKE det enkelte menneskes frelse, jeg vil skrive om her i dette forholdsvis korte indlæg, men menighedernes måde at arbejde på. At sagen er både vigtig og alvorlig ses af, at Paulus med guddommelig fuldmagt skriver, at selve valget af arbejdsmetoder kan få særdeles vidtrækkende konsekvenser for Guds tempel. Hør blot igen: ” Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I”.

Jeg mener ikke, det er nødvendigt at skrive en lang redegørelse herom. For ”sagen” er kendt i forvejen af alle, der har fulgt blot lidt med i de seneste 20-25 års udvikling – eller for så vidt bare de seneste 10 år. Selv om mange vil mene, at der ”bare” er tale om de såkaldte ”mellemting” (adiafora), så har de splittet mange kristne forsamlinger i både Norge og Danmark. Eksempelrækken er lang, men her blot nogle få eksempler som begrundelse: Forskellige former for musik med et meget højt lydniveau (bl.a. rock), drama og lovsangsdans.

Min konklusion er denne: Uanset om påstanden vedr. mellemting er sand eller ej, så er resultatet det samme: Ødelagte (læs splittede) ”templer” (menigheder), hvor adskillige trofaste medarbejdere i Guds rige gennem mange år er blevet åndeligt hjemløse og fremmede i deres egne forsamlinger. Og uanset om de vælger at blive hjemme eller måske - så at sige ”for fredens skyld” - vælger fortsat at komme til menighedens sammenkomster, så ændrer det ikke ved denne frygtelige virkelighed, som - igen - kort kan beskrives på denne måde i form af en domsafsigelse fra Guds egen apostel på Guds vegne: ”Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I”.

---